Læsetid: 3 min.

Hvad er det egentlig, Macron vil?

Mens Macrons popularitet daler, er han i fuld gang med at reformere Frankrig. Hver uge er der nyt, og så kan det være en god idé at træde et skridt tilbage og tænke lidt over, hvad hans projekt egentlig handler om. Det gør chefen for The Economists Parisredaktion i en ny bog om præsidentens franske revolution
Emmanuel Macrons popularitet synes i frit fald. Det afholder ham ikke fra at holde et højt tempo i sine bestræbelser på at omforme det franske samfund.

Emmanuel Macrons popularitet synes i frit fald. Det afholder ham ikke fra at holde et højt tempo i sine bestræbelser på at omforme det franske samfund.

Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

29. september 2018

Der er gang i Emmanuel Macron. I denne uge har han fremlagt sin anden finanslov. Den byder på skattelettelser for seks milliarder euro og højere afgifter på benzin og cigaretter. I sidste uge stod han i Salzburg og udløste en mediestorm, fordi han kaldte Brexitfortalerne for »løgnere«. Og ugen før kom han med en fattigdomspakke, der skal give alle skolebørn gratis mad, oprette flere vuggestuer og indføre en ny universelindkomst for folk, der aktivt søger arbejde.

Imens daler hans popularitet – i denne uge var det kun 29 pct. af franskmændene, der synes, at han gør det godt.

Midt i al den aktivitet, kan det være godt at træde et skridt tilbage og blive mindet om, hvad Macrons projekt egentlig handler om. Og det er netop, hvad chefen for Parisredaktionen på scient.pol.ernes yndlingsblad, The Economist, Sophie Pedder, gør i sin nye bog, Revolution Francaise.

Proeuropæisk og markedsvenlig

Hun begynder med Macrons opvækst på den mest kulturradikale gade i den mest rustbælteagtige by i Nordfrankrig, hvor lægeforældrene lærte ham græsk og kørte ham til tennis. Han var ekstremt intelligent, forstår man – den bedste elev på skolen. Eller i hvert fald, som hans tidligere fysiklærer siger: den bedste »til at få folk til at tro på, at han er genial«.

Man får også indtrykket af Macron som en gammel mand fanget i en ung mands krop. Han bruger bedagede ord, hører Jacques Brel og Johnny Hallyday, læser Molière, og selv om han kun var 39 år gammel, da han førte valgkamp, kaldte han sin stab les enfants – børnene. Og så er han jo gift med en kvinde, der er 24 år ældre end ham.

Allerede som økonomiminister kunne man se konturerne af Macrons ’franske revolution’, skriver Pedder: Han ville f.eks. give de franske butikker lov til at holde søndagsåbent, og han ville udsætte busselskaberne for privat konkurrence. Og da han under valgkampen besøgte de rasende arbejdere ved Whirlpoolfabrikken, som måske ville miste deres job på grund af konkurrence fra udlandet, sagde han:

»Jeg vil ikke love jer, at jeg vil redde jeres job.«

For hvordan skulle han gøre det? Ved at lukke grænsen?

»Så ville tusindvis af job, der afhænger af en åben grænse, forsvinde,« sagde Macron.

Det er kernen af Macrons tankegang, forstår man: »Proeuropæisk, markedsvenlig og tilhænger af en modernisering af den sociale model,« som Pedder skriver.

Han er ikke centrist, og han ville ikke genopfinde venstrefløjen, nej. »Han vil gøre de gamle skel mellem højre og venstre overflødige,« skriver hun.

Og her løfter man som læser et øjenbryn, for når folk påstår, at de kriterier, som almindelige mennesker holder styr på verden med, pludselig ikke længere gælder, er der ofte, fordi der er ugler i mosen. Forfatteren lader da også til at have en vis sympati for sin hovedperson.

Houellebecq, Sartre og Chiracs nedtur

Pedder gennemgår rædselskabinettet af tidligere franske præsidenter, der har forsøgt sig med reformer:

Jacques Chirac, der blev så rystet af de generalstrejker, der var i hans regeringstid, at han endte med at måtte lægge navn til et nyt verbum: se chiraquiser – at miste modet.

Nicolas Sarkozy, som da rigtig nok fik hævet pensionsalderen en anelse fra 60 til 62 år, men som løb ind i en finanskrise og hverken gjorde noget ved den berømte franske arbejdsuge, der stadigvæk er på 35 timer, eller det høje skattetryk, selv om han højt og helligt havde lovet det.

Og François Hollande, der ville indføre tårnhøj skat for de rigeste og få unge i job, men som endte med at skrotte topskatten, mens arbejdsløshedskurven steg.

Macron kom med en ny optimisme, der for en stund overstrålede den evige franske hang til melankoli, som Pedder redegør for ved at henvise lidt til Houellebecq, Sartre og den lange økonomiske nedtur siden 1970’erne. Macron var anderledes: ung, energisk, idérig. Han holdt taler med titler som Et forår af optimisme. Hans plan er at omforme det franske arbejdsmarked efter dansk forbillede, gøre det let at lave startups (han elsker Uber!), erstatte topskat med boligskat og konkurrenceudsætte flere sektorer.

Revolution Francais er velskrevet, uden at det er prangende. En oversigtsbog, der udmærket opsummerer den dramatiske udvikling i fransk politik, men som også ender med at være en kende overfladisk. F.eks. er noget af det mest interessante ved Macron, at han vil »opfinde en ny form for demokratisk autoritet«, der bygger på »heroisme«, som forfatteren citerer præsidenten for at sige – det bliver afhandlet på to sider, fordi vi skal nå det hele.

Sophie Pedder: ’Revolution Francaise’. 310 sider. 25 pund. Bloomsbury

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'... modernisering af den sociale model.'
Altså afskaffelse af samme.

Trond Meiring, Henrik Peter Bentzen, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Macron vil indfører dagpengereform, efterlønsreform, sygedagpengereform, strukturreform, kontanthjælpsreform, SU-reform, integrationsydelse, kontanthjælpsloft og i det hele taget flytte penge fra dem der ikke har så mange - til dem der allerede har rigeligt....

Og vores stand af journalister og politikere elsker det. Bankmændene, som DR og TV2 sætter til at orientere os om økonomisk politik elsker det. Skoleveninderne Friis og Wind elsker det.

Nu gik vi ellers lige og hadede det......

Trond Meiring, Henrik Peter Bentzen, Birgit Luxhøj, Bjørn Pedersen, Per Selmer, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar