Læsetid: 3 min.

Francis Fukuyama tager i sin nye bog et livtag med identitetspolitikkens paradigme

Ifølge Francis Fukuyama repræsenterer identitetspolitik tidens største trussel imod det liberale demokrati, han engang forudså, ville sejre globalt og definitivt
Den 11. september udkommer Francis Fukuyama med en ny bog, hvor han behandler den idepolitiske tendens.

Den 11. september udkommer Francis Fukuyama med en ny bog, hvor han behandler den idepolitiske tendens.

Ole Lind

8. september 2018

Identitetspolitik er blevet en dominerende prisme til at forstå vores samtid, og nu har også den amerikanske historiefilosof Francis Fukuyama kastet sig over den.

Ganske vist udkommer hans bog, Identity — The Demand for Dignity and the Politics of Resentment, først den 11. september, men anmeldelser har allerede været bragt i toneangivende medier, ligesom Fukuyama har givet interview på podcast og print og offentliggjort en sammenfatning i tidsskriftet Foreign Affairs i form af essayet, Against Identity Politics: The New Tribalism and the Crisis of Democracy.

Francis Fukuyama føjer ikke nyt til forklaringsmodellen. Måske udfolder han analysen klogere, men meget er hørt før, f.eks. hos socialpsykologen Jonathan Haidt. 

Identitet er overbegrebet, der forklarer verdenspolitikkens megatrend. Den universelle anerkendelse, som det liberale demokrati bygger på, udfordres i stigende grad af nye, stadig snævrere og stadig mere partikulære anerkendelsesformer, der i stedet bygger på nationalitet, religion, sekteriske tilhørsforhold, etnicitet, køn, osv.

Samme mekanisme skulle altså kunne forklare så heterogene fænomener som indvandrerfjendsk populisme, putinistisk revanchisme, politisk korrekthed på campusser, politiseret islam og meget mere.

Anerkendelse

Vi lever i en æra, hvor frygt for og ubehag ved ikke at blive anerkendt, snarere end materiel interesse, er blevet drivkraft for politik og historie. Regimerne i Rusland, Ungarn og Kina er drevet af fortidens nationale ydmygelser. Osama bin Laden var drevet af raseri over palæstinensernes ydmygelse. Black Lives Matter drives af amerikansk politis dødbringende despekt. Store dele af USA’s højrefløj, der vender sig mod minoritetsanerkendelse, er selv drevet af en oplevelse af at blive talt ned til af ’kultureliten’.

Som det vil være bekendt, skabte Francis Fukuyama sit ry som førende ’hegeliansk’ historiefilosof ved at postulere historiens afslutning i form af det liberale og markedsøkonomiske demokratis ultimative globale triumf. Mange vil også huske, at forfatteren i sidste kapitel af sin gennembrudsbog fra 1992, The End of History and the Last Man, med vemod så frem til ’det sidste menneske’ — en reference til Nietzsches ’trangbrystede menneske’, det vil sige de lidenskabsløse individer, som dukker frem i de sidste konfliktfrie tider ved historiens afslutning.

Trangbrystede var de ifølge Nietzsche, fordi de var uden stolthed. Netop deres mangel på passion ville ifølge den tyske filosof ende med at udløse en revolte imod den moderne verden.

Francis Fukuyama hævder nu selv, at dette slutkapitel udgjorde en første ansats til hans identitets-overvejelser. I dag lyder konklusionen, at med det identitetspolitiske paradigmes globale dominans må ’historiens afslutning’ om ikke afblæses, så udskydes: Tidens identitetssplittelser får pludselig det liberale demokrati og markedsøkonomisk frihandel til at fremstå som skrøbelige institutioner.

Umættelighed

Michal Ignatieff deler i Financial Times Francis Fukuyamas problembevidsthed. Under overskriften Is Identity Politics ruining democracy? giver han Fukuyama ret i, at hungeren efter identitetsanerkendelse er usund i sin umættelighed.

»Vi ønsker at blive anerkendt som ligemænd, men også som individer med unikke personligheder. Vi ønsker, at vores gruppeidentiteter — som kvinder, bøsser, etniske minoriteter osv. — bliver anerkendt som ligeværdige, men samtidig som specielle med krav på særlig forrang i offerhierarkiet. Det står ikke klart, hvordan et moderne demokrati kan imødekomme alle disse krav på samme tid. Noget må give efter, og det kan meget vel blive selve sammenhængskraften i det liberale demokrati.«

New Yorkers anmelder Louis Menand finder identitetsbegrebet stumpt i sin generalitet og beklager forfatterens hang til at »hænge sin hat på højtflyvende metahistoriske påstande«: »Thymos (Fukuyamas begreb om anerkendelse, der går tilbage til Platon, red.) er for klodset som instrument til, at vi kan bruge det til at forstå alle vor tids politiske konflikter,« indvender Menand.

Fukuyama overser desuden vigtige forskelle: Bevægelser som Black Lives Matter og #MeToo handler jo ikke om at blive anerkendt i sin egen ophøjede forskel, men om at blive ligebehandlet.

Menan er også frustreret over, at Fukuyama kun har lidt at byde på, når det handler om at anvise udveje af identitetsaporierne. Fukuyama taler vagt om nødvendigheden af at udvikle »nye kollektiviteter«, hvilket han håber på venstrefløjens hjælp til, og om, at vi enten må genskabe en universel forståelse af menneskelig værdighed eller imødese destruktiv vedvarende konflikt.

Men af praktiske og operationaliserbare forslag er der ifølge Menand kun to i Fukuyamas bog: mere meningsfulde statsborgerskabsceremonier og en etårig social værnepligt for nationens opvoksende generationer. Fukuyama ligner her en assimilationist, der »vil udglatte snarere end at beskytte forskelle«, konkluderer anmelderen mismodigt.

Francis Fukuyama: ’Identity – Contemporary Identity Politics and the Struggle for Recognition’ udkommer i USA 11. september og i Europa 4. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
Gustav Alexander anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hele misæren opstår jo af, at Fukuyama i første omgang mente, at man kunne have liberalisme og demokrati; men de to begreber udelukker gensidigt hinanden.
Til gengæld kan man ikke have demokrati uden en sejrende identitetspolitisk anerkendelse, mens man ikke kan have liberalisme uden en rigid hierarkisk samfundsopbygning, der muliterer identit.

Touhami Bennour

Man siger: det skal ni måneder til at lave et barn og 60 år for at lave en moden menneske. Altså de 6å år er lige megen tid man bruger i lære. Nemlig identiteten kommer ikke som et lyn fra himlen men gradvis, i følge mundheldet efter 60 år. Dette for individer, men for et parti identiteten laves af mange mennesker.

Gustav Alexander

Identitetspolitikken er ikke som sådan en udfordring af liberalismen som Fukuyama tænker det men et udtryk for den.

Vi skal også passe på med at skære alle bevægelser over én kam. Alt-right bevægelsen er - ganske som fjerde bølge feminismen og LGBTQ bevægelsen - udtryk for et ønske om individualiseret hegeliansk rekonciliering med 'helet'. Radikal islamisme er derimod et slags neo/ny-fascistisk opgør med den individuelle frelse - Her søger man frelse i det muslimske fællesskab og dets underkastelse for gud. Det kan hverken alt-right eller den identitære venstrefløj fordøje, fordi det netop ikke fæstner egen rekonciliering med helet i en individuel frelse. Frelsen er i stedet for alle der underkaster sig gud. Præcis ligesom frelsen i kommunismen er for alle, der underkaster sig den historisk-materialistiske analysemodel, eller fascismen er for alle der underkaster sig idéen om det homogene folks kollektive selvopfyldelse.

I Zizek's perspektiv udgør identitetspolitik en slags kulturliggørelse af politik hvorved materielle problemer, altså problemer med ulighed, forskydes til i stedet af blive (mis)forstået som kulturelle problemer vedrørende tolerance, anerkendelse osv. Denne kulturliggørelse er for ham en post-politisk tendens, da den indeholder en kynisk, borgerlig anti-social attitude. Netop visheden om at "sand forandring" ikke er muligt; vi kan ikke udrydde ulighed og armod. Vi må blot 'tolerere' samfundets værste skavanker og de konflikter, som dets struktur skaber mellem os indbyrdes. Det er for Zizek en fundamental operation i det borgerlige demokratis natur; altså "kulturliggørelsen af politikken", der ender i det post-politiske samfund, hvor brutal ulighed og global kummerlighed misforstås som en uforanderlig naturlighed, der blot kan tolereres eller accepteres i reguleret form.

I den forstand ossificerer identitetspolitikken - både på højre og venstrefløjen - samfundets ulighed; ja den understøtter faktisk status qvo og gør samtidig en ganske totalitær vold på mennesket ved at afvise vores mulighed for et samfund uden massiv rigdom eller privat ejendomsret. Det er vor tids mest reaktionære (post) politiske udtryk.

Det er ikke for (alt for meget) at forklejne Fukuyamas talent for forudsigelser, men sidste gang, han kastede sig ud i en, tog han frygtelig fejl - og da han er en mand, 'man' lytter til, så har det haft større konsekvenser end som så for den politiske debat her i Vesten. Derfor bør man nok omgås hans seneste forsøg ud i genren 'krystalkuglekiggeri' med stor varsomhed - "gå aldrig tilbage til en fuser".

Jens Falkenberg, Steffen Gliese og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Der er vel ikke som sådan noget galt i Fukuyamas krystalekuglekiggeri. Det er, om ikke andet, et frisk pust i en tid hvor de fleste akademikere samt lægfolk antager, at man simpelthen ikke kan danne prognoser for fremtidens udvikling. I dag regerer der en overmystificeret epistemologi, hvor mange antager at verden åbenbart er så ""heterogen"" og ""kompleks"" at man ikke kan forudsige dens operation via store teoretiske strukturer. Personligt mener jeg at man herved forviser menneskelig tænkning til en før-oplyst stenalder .. Selvom endda stenaldermennesket naturligvis engagerede sig i forsøg på at forklare verdens gang.

Fukuyama går galt i byen med hans borgerlige forståelse af Hegel. Hans analyse af liberale markedsøkonomier som historiens afslutning er famøst umulig men det skal ikke blive til en generel afvisning af forsøget på at forklare historiens gang. Til forskel for de fleste moderne akadmikere, så forbliver Fukuyamas forsøg i det mindste ikke fuldstændig impotent.

Touhami Bennour

Historisk meterialisme er bara en metode til tænkning. Den er modsat "idealisme fra Hegel, som tænkte med hovedet ned ad. Hegel var meget arbitrær "vilkårlig". hans historie analyse komme ud af hans hovedet. "Muslimerne var barndommen, Grækerne var ungdommen mens germaner var alderdommen", og det betyder germaner er det højeste muligt intelligens. Det har man set i "Auswitchs" hvor intelligent det var. Nej historisk materialisme er bare modsat idealisme. Hegel (idealismen) har måske ikke læst" Ibn Khaldoun( arabisk historiker",

Torben Morten Lund

Søndagssnak:
Begrebet er misforstået. Identitet betyder ens. Ens med hvad?, bør nævnes for at give mening. Hvis de her højtflyvende metahistoriske formuleringer skal have indhold kunne man med fordel nævne 'selvforståelse' som også bygger på andres anerkendelse, ligesom selve menneske-begrebet.