Læsetid: 3 min.

Historien om, hvordan verden blev varm

Kapitalisme og fossilt brændstof har været tæt sammenvævede i 200 år, men det er især i sidste syv årtier, at denne skæbnesvangre forbindelse har accelereret den biosfæriske nedsmeltning. Ny bog fortæller historien om, hvordan efterkrigstidens økonomiske opsving låste verdensøkonomien fast i et fatalt spor
22. september 2018

Noget af det særlige ved mennesket er dets evne til at anvende eksterne energikilder til fremstillingen af livsfornødenheder. Hvor andre dyr er tvunget til at bruge deres egen krop som drivkraft, kan mennesker forlade sig på andre mennesker, på andre dyr eller på andre naturkræfter: en okse kan trække en plov, et vandløb kan drive en mølle, en forbrændingsmotor kan kobles til en pumpe.

Indtil engang i 1700-tallet var arbejdsdyr og menneskelig muskelkraft de primære energikilder i landbruget og den tidlige industriproduktion. Kul og især træ var ganske vist også vigtige, men mest som kilder til madlavning, varme og lys.

Fra midten af 1800-tallet begyndte den hastigt ekspanderende industrielle kapitalisme imidlertid at basere sig på kul. Ligesom olie er kul med den politiske teoretiker Timothy Mitchells ord en slags begravet solskin: organisk materiale, der har indoptaget solens energi og gennem hundredevis af millioner år er blevet komprimeret og forvandlet til et særdeles potent brændstof. At grave det op og brænde det er som at tænde for en ekstra sol, og med et par hundrede års forsinkelse mærker vi nu varmen.

Selv om den kapitalistiske økonomi altså allerede slog ind på den fossile vej for knap 200 år siden, var det først efter Anden Verdenskrig, at forbruget af det begravede solskin for alvor eksploderede.

Den historie fortæller historikeren Simon Pirani i Burning Up: A Global History of Fossil Fuel Comsumption. I 1900-tallets første årti blev der produceret fossilt brændstof svarende til den energi, der frigives ved afbrænding af knap seks milliarder ton olie. I 1950’erne var tallet kommet op på over 21 milliarder, og i 2000’erne var vi nået op på svimlende 93,5 milliarder. Resultatet: i dag udleder verdensøkonomien i løbet af tre år ligeså meget CO2, som der blev udledt i hele 1800-tallet.

Et olieret liv

Denne udvikling skyldes ifølge Pirani seks tæt sammenvævede processer: udbygningen af elektricitetsnetværk, industrialisering, mekanisering af arbejdsprocesser, urbanisering, udbredelsen af forbrændingsmotorer og øget forbrug.

Drivkraften bag denne udvikling var den grundlæggende vækstlogik, der styrer den kapitalistiske økonomi, hjulpet på vej af velvillige regeringer, der med subsidier og investeringer konsekvent har bidraget til at sikre de fossile profitter. Det er altså kapitalistisk produktion, der er problemets kerne, og ikke befolkningstilvækst eller grådige forbrugere, som mange fejlagtigt tror.

Efterkrigstidens boom var domineret af en fremadstormende amerikansk kapitalisme, der byggede en verden af cement, stål, asfalt og plastik. I landbruget blev dyr og mennesker erstattet med traktorer og mejetærskere, og jorden blev overrislet med petroleumsbaseret gødning. Hjemmene blev koblet på ledningsnettet og fik installeret elektrisk lys, køleskabe, støvsugere, radioer, tv, vaskemaskiner, oliefyr, radiatorer og airconditioning. De velkendte amerikanske forstæder skød op og understøttede privatbilismen og dens ledsagende belægning af jordens overflade med asfalt og tankstationer. Hele livet blev smurt ind i olie.

Videnssamfundet slukkede ikke for hanerne

Siden 1970’erne har den neoliberale globalisering indlemmet det globale syd i den fossile økonomi; den tunge og forurenende industri blev outsourcet, og gennem ’strukturelle reformer’ tvang IMF og Verdensbanken i løbet af 1980’erne en lang række tredjeverdenslande til at kommercialisere elektriciteten og indføre eksportorienteret industrilandbrug. Resultatet af de sidste fem årtiers globalisering er således et planetært flow af varer og penge, der er dybt afhængigt af konstant afbrænding af enorme mængder olie og kul.

Mange håbede, at udviklingen inden for kommunikations- og informationsteknologi fra 1980’erne og frem (’den tredje industrielle revolution’) ville lede til et fald i forbruget af fossile brændstoffer. Det viste sig imidlertid, at computere, internet og mobiltelefoner blot ledte til endnu større forbrug af elektricitet baseret på fossilt brændstof.

Trods masser af snak, politiske protester, videnskabelig konsensus, investeringer i grøn energi og teknologisk udvikling stiger forbruget af fossile brændstoffer stadig. Dets andel af det totale energiforbrug er ganske vist aftagende, men i naturens regnskab tæller kun de absolutte tal.

Rækken af klimatopmøder har ifølge Pirani vist, at det etablerede politiske system er en del af problemet snarere end løsningen. Ifølge ham er den mest sandsynlige og ønskværdige horisont for et exit fra den fossile økonomi således en omfattende social bevægelse, der kan gå til direkte angreb på det profitimperativ, der er godt i gang med at kvæle biosfæren i fortidens solskin.

Simon Pirani: ’Burning Up – A Global History of Fossil Fuel Consumption’. 272 sider. 18,99 pund. Pluto Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
  • Ejvind Larsen
Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Søren Mau :
"Drivkraften bag denne udvikling var den grundlæggende vækstlogik, der styrer den kapitalistiske økonomi, hjulpet på vej af velvillige regeringer, der med subsidier og investeringer konsekvent har bidraget til at sikre de fossile profitter. Det er altså kapitalistisk produktion, der er problemets kerne, og ikke befolkningstilvækst eller grådige forbrugere, som mange fejlagtigt tror."

Netop.