Læsetid: 3 min.

Kampen om anerkendelse har dybe rødder

Socialfilosoffen Axel Honneth præsenterer en begavet sammenlignende analyse af ideen om anerkendelse i fransk, engelsk og tysk filosofi, men forbindelsen til nutiden vakler
8. september 2018

Et samlende træk ved mange af tidens politiske bevægelser synes at være kravet om anerkendelse, ikke mindst hvad angår minoriteter, hvor det mest nærliggende eksempel er Black Lives Matter-kampagnen. Men i idehistorisk kontekst går forestillingen om anerkendelse langt tilbage og har antaget mange forskellige former gennem årene.

I sin nye bog Anerkennung – Eine europäische Ideengeschichte (Anerkendelse – en europæisk idehistorie) viser den tyske socialfilosof Axel Honneth, hvordan anerkendelsesteori har præget den europæiske opfattelse af socialitet siden Oplysningstiden.

Overordnet handler teorien om, hvordan ønsket om at blive anerkendt former subjektets møde med ’den anden’ og udgør en forudsætning for social sameksistens. Behovet for at opnå den andens anerkendelse gør os til sociale væsner, der lægger bånd på os selv for at imødekomme andre.

Men teorien har ifølge Honneth formet sig forskelligt ud fra de forskellige politiske forudsætninger inden for nyere tids europæiske filosofis tre store traditioner: den franske, den britiske og den tyske. Det veluddannede borgerskab udviklede sig i de tre områder på et bagtæppe af stærkt varierende samfundssituationer, og det har afgørende påvirket den politiske tænkning, mener forfatteren.

Tre filosofiske verdener

Den franske og den engelske opfattelse beskrives i skarp kontrast til hinanden. I Frankrig var den politiske magt frem til Den Franske Revolution og modernitetens omvæltning koncentreret hos kongen, og politisk indflydelse var derfor noget, man vandt sig ved hoffets intriger og rænkespil.

Det drejede sig ikke om at blive anerkendt for sine faktiske egenskaber, men om at fremstå fordelagtigt. I filosofien, repræsenteret ved Jean-Jacques Rousseau, omsættes dette spil i en pessimistisk anerkendelsesteori, hvor forstillelsen udadtil vender sig indad som et selvbedrag, der fremmedgør den enkelte fra et angiveligt mere autentisk selv.

Den britiske tænkning, derimod, udviklede sig på baggrund af den fremadstormende industrialisering og konkurrencesamfundet. Her bliver anerkendelsestrangen en etisk modvægt til homo economicus’ rationelle egoisme. Ifølge de britiske moralfilosoffer blev menneskets selvkærligt-fornuftsbestemte handlinger og valg på markedet reguleret af et medfødt ønske om at blive opfattet som sympatisk af sine medmennesker.

Anerkendelsestrangen begrunder således liberalismens grundtanke om, at den enkeltes stræben efter at fremme egne interesserer er i overensstemmelse med det fælles bedste, og sikrer balance mellem markedet og det sociale. Man kunne så indvende, at det i Honneths rekonstruktion snarere lyder som en teori om, hvorfor markedskræfterne allerede er moralske i sig selv, end om, hvordan de kan tøjles af fællesskabets moralske standarder.

I det tyske område bragte den langlivede feudalisme borgerskabet i en modsætningsfyldt situation, hvor man på den ene side var sat uden for politisk indflydelse, men på den anden side trådte i spidsen for kulturlivet. Her udviklede anerkendelsesteorien sig derfor inden for rammerne af en diskussion om politisk ligestilling mellem myndige borgere.

Hos den centrale skikkelse og Honneths store forbillede, G.W.F. Hegel, bliver anerkendelsen grundlaget for det moderne menneskes frihed og dermed dets moralske myndighed. I naturen er mennesket kun frit i den negative forstand, at der ikke er nogen samfundsmæssige begrænsninger, men i det anerkendende møde med den anden bekræfter vi gensidigt hinandens autonomi som frie individer, og først idet vi erkender vores egen frihed i den anden, er vi i egentlig forstand frie.

Teorien efterprøves ikke

I bogens afsluttende kapitel bringer Honneth diskussionen op i nutiden. Moderne anerkendelsesteori må, argumenterer han, tage udgangspunkt i det tyske ideal om demokratisk frihed gennem gensidig anerkendelse, men udvide sin horisont igennem især en sund dosis fransk skepsis over for, hvilke værdier den sociale anerkendelse baserer sig på.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at Honneth i sin aktualisering af begrebet fastholder Oplysningstidens fokus på individet. Skulle bogen forholde sig til sin samtid, som forfatteren efter eget udsagn tilstræber det, savner man som læser en selvkritisk vurdering af teoriens evne til at adressere de krav om anerkendelse, der fylder ganske meget i den offentlige debat i dag – og som ofte handler om gruppebaserede tilhørsforhold som nationalitet, kultur, køn og etnicitet.

En stillingtagen til eksempelvis nutidens identitetspolitiske strømninger – vel at mærke fra begge sider af det politiske spektrum, se blot de såkaldt ’etnokulturelle’ identitære på højrefløjen – ville derfor have tilføjet bogens opvakte idehistoriske analyse et interessant samtidsperspektiv.

Axel Honneth: ’Anerkennung. Eine europäische Ideengeschichte’. 238 sider. 25 euro. Suhrkamp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu