Læsetid: 6 min.

Kampen mellem humaniora og humaniora

Der er brug for et rigtigt forsvarsskrift for human-humaniora. Ole Thomsens nye bog ’Frygt ikke frihed’ gør et bravt forsøg, men kommer desværre ikke mål. Det er en sympatisk bog, man gerne vil holde af, men den gør det ikke let for sin læser
22. september 2018

Humanisme handler om dannelse. Om at udvikle sig som person, ja, i en videre forstand om at blive en person, frem for blot en kopi eller et stykke adfærd. Humanismens største frygt er, at mennesker en dag står tilbage forklaret som bundter af adfærd. Humanismen insisterer i stedet på en fundamental menneskelig værdighed og på mennesket som et formål i sig selv. Vi er i stand til at gøre os til herrer over vores eget indre. Det er, hvad vi går i skole for at lære. Det er derfor, vi konfronteres med eksemplarisk stof, vi med tiden kan lære at holde af.

Ole Thomsen har skrevet en mindre bog, der er en form for indføring i – og i hvert fald et forsvar for – humanismen. Frygt ikke frihed – om humanisme og humaniora giver smagsprøver på humanistiske temaer og refererer vidt og bredt fra historien. Fra Sokrates over Cicero til dansk åndshistorie, hvor både Grundtvig og Brandes gøres til humanister. Bogen er egensindig. Det er ikke uden charme, når Thomsen trækker på sin lokale baggrund, og det er fedt, at han ikke dukker nakken for udviklingen. Alligevel knækkede den lille bog mig. Fordi bogen er så egensindig, forduftede den sympati, jeg ellers havde planlagt at have.

Problemet med kultur-humaniora

Bogens titel er en smule kryptisk. Jeg forstår den derhen, at de fleste af os skyer friheden forstået som den udfordring, det er at udarbejde en personlighed med højere normer for øje. I stedet gemmer vi os væk i fortællinger om kulturers usammenlignelighed, om menneskers bundethed til tid og sted eller om mennesket som et avanceret dyr.

Thomsen peger på, at humaniora hen over mange årtier er gledet fra at være åndsvidenskab til at være kulturvidenskab. Det, tror jeg‚ er helt rigtigt. Det er en grundlæggende forandring af, hvad humaniora går ud på, og også af, hvad humanisme derfor betyder. Thomsen er hård, han kalder det for faneflugt. Humaniora er løbet af gården, har kastet sig over fremmede aktiviteter. Og han mener, det er dumt og overfladisk. Åndsvidenskab, der handler om personlighed, kan begejstre børn og unge. Kulturvidenskab, der handler om udvendighed, kan ikke. Det, er jeg temmelig sikker på, er forkert.

Der sker meget her. Ole Thomsen har ret i, at det er den udvikling, der er sket. Den kan ikke undervurderes. I disse år er vi af forskellige årsager ved at kappe de sidste fornemmelser af og dermed forbindelser til Athen og Rom, de to klassiske litteraturer, der har været institutionelt forankrede siden renæssancen. Et helt perspektiv og en række fag står i en skrøbelig situation.

Som Thomsen insisterer, så er det det, der har en norm, der rummer en appel. Aristofanes og Cicero læser vi, fordi de hen over årene taler til os om en humanistisk sandhed – at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever som sit inderste og sande væsen: det ægte menneskelige.

En sådan og klassisk humanisme er helt sikkert klemt af fusioner mellem humaniora, antropologi og tech. Over for kultur-humaniora med boblestudier, oplevelsesøkonomi og racialiserede diskurser er samtaler med de døde om det, vi har til fælles, ikke umiddelbart nyttigt. Det kræver, at nogen taler de dødes sag.

Glæden ved human-humaniora

Kritikken af kultur-humaniora er det træk ved Frygt ikke friheden, der gør, at jeg så gerne vil holde af den. Den giver mig løftet om at gøre mig skeptisk over for værdien af min egen uddannelse.

Jeg blev uddannet på Aarhus Universitet fra 1996 og frem. Allerede da var det for længst mere populært med afsløringer af forloren humanisme. Siden er der blot kommet endnu flere kulturanalyser, der ikke uden videre tager mennesket som humanum for pålydende.

Vi studeres som kommunikerende, som kulturelle, som oplevelsesøkonomiske væsner. Det kultur-humanistiske forsøg på at forstå mennesket handler om at indplacere det i sammenhænge, om at se mønstrene i vores levevis. Studiet af mennesket i det universelles tegn er overgået til kulturvidenskabelighed. Det human-humanistiske studie af den almene menneskelige ånd lider, for der er simpelthen kun få, der tror på den. Ole Thomsen prøver derfor ihærdigt at få os til at forstå en række ting:

At den fremmedhed, vi måtte føle over for den antikke verden, er oparbejdet. Den er noget, vi gennem forsømmelser aktivt har fremmet. Postmodernister, værdirelativister, socialkonstruktivister og andre af samme kasse forsømmer ifølge Thomsen det fælleshumane og er ude af stand til at forstå visdommen i Terents’ berømte sætning: »Jeg er et menneske, intet menneskeligt anser jeg for at være fremmed for mig.«

At de bærende dele af humanismen i vor kultur er tusinder af år gamle. Thomsen er flink til at pege på noget som »dårlig idéhistorie«, når ytringsfrihed eller menneskeret bliver givet en alt for kort historie.

At det, som er værd at læse eller undersøge, kræver en kærlig tilgang, fordi det forsøger at sætte en standard, en norm, eller blot vover at påstå, at der findes en højere sandhed. Beyonce eller Matador (eller hvad kulturen nu byder på) er ikke vigtige, blot fordi de tilfældigvis findes i vores liv.

At der simpelthen er fanden til forskel på forsøg på at komme til at ’eje’ sig selv gennem en udviklet personlighed og forsøget på at eje verden gennem pomp, pragt og glatte kulturanalyser (boblestudier får én på hatten).

Alt det, som min uddannelse har lært mig at se på med skepsis

Bogen vælger sig en dyster baggrund. Thomsen påstår, at vi i disse år frygter og flygter fra frihed og tager sympatien for Putin som eksempel (jeg har nu svært ved at se, at den sympati skulle være særligt udbredt). For en bog, der er stolt af at sammenligne tings betydning på en tusindårsskala, burde jeg være ekstra bekymret, når jeg får at vide, at det liberale demokrati og den dertilhørende humanistiske tro på enkeltindividet og på en fælles menneskehed befinder sig i en særlig dyb krise i vort årti. Det er jeg bare ikke.

Det skyldes, at bogens megen snak om humanisme simpelthen bliver utroværdig og får et skær af new age, f.eks. når der harceleres over evolutionspsykologi, der reducerer altruisme til tom tale. Det er der nu mange, der ikke gør, og megen indsigt kan vindes ved ikke at tage vores beskrivelser af egen adfærd for pålydende. Det er jo netop, hvad kultur-humaniora er så god til.

Thomsen er fortvivlende god til at operere med en løssluppen og bedaget tone, et indforstået litterært univers og en glæde ved formidling. Han kan skrive om døden eller om humanismens grundkonflikt mellem værdighed og fad lykke, så man mærker det indtrængende ved et tusindårigt pensum. Han skriver med autoritet om forholdet mellem læring og begær. Og så er der andre kapitler, der slentrer lige så stille rundt i dansk åndshistorie, mens konturerne af det, der skal stilles skarpt på, fortaber sig.

Jeg lærer aldrig helt at sætte pris på småpolemik i noter og indskudte sætninger. Klart, det har en snurrig forbindelse til en humanistisk passion for detaljen, for fodnoten, men hvorfor ikke polemisere grundigt og længe, hvis man virkelig har set sig sur på noget? Begrav det i angreb og argumenter i stedet for at snitte i det med en kartoffelskræller og håbe på en stille forblødning.

Mange parenteser, indskudte sætninger og markeringer i forbifarten giver et rapsodisk indtryk. Det er, som om bogens stemme og budskab hele tiden afbrydes af forfatteren med biografiske indslag a la: »Jeg husker«, »Engang kendte jeg«, »Tilbage i tid læste jeg«. Det er måske ondt sagt, for det er også et forsøg på at sige noget om, hvad kærlighed og viden har med hinanden at gøre, men Thomsens livtag med sin egen hjemstavn giver det hele et skær af egnsudforskning og udgivne erindringer på eget forlag.

Ole Thomsens bog frustrerede mig som sagt. Forklaret frustration kan ikke blive stående, den afløses af sorg. Af fornemmelsen af, at det kunne have været så godt, men det blev ikke til så meget. Desværre. Det rigtigt gode forsvar for human-humaniora over for kultur-humaniora venter stadig på at blive skrevet.

Ole Thomsen: Frygt ikke frihed – om humanisme og humaniora. 221 sider. 250 kr. Forlaget Vandkunsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu