Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Tilbage til fremtiden – med Platon i hånden

I sin tankevækkende bog om Platon som kritisk teoretiker slår den amerikanske filosof Jonny Thakkar til lyd for, at der stadig er væsentlig inspiration at hente i Platons ’Staten’, hvis man leder efter argumentatorisk ammunition til en kritik af nutidens politiske situation
Moderne Tider
8. september 2018

»Jeg ved ikke, hvilken mening klassiske studier kunne have for vor tid, hvis de ikke var utidssvarende; det vil sige, hvis de ikke gik imod tiden – og dermed forhåbentlig kunne være til gavn for en kommende tid.«

Som læseren ret hurtigt finder ud af, er der god grund til, at Jonny Thakkar har valgt at placere netop denne aforisme fra Nietzsches Utidssvarende betragtninger på titelbladet af sin nye bog: Plato as Critical Theorist (Platon som kritisk teoretiker).

Nietzsche skriver, at man både kan og bør (gen)anvende perspektiver fra filosofihistorien til at anlægge en kritisk vinkel på sin egen tid – vel at mærke med det formål potentielt at hjælpe en ny og bedre fremtid på vej. Og det er netop et sådant utidssvarende greb, Thakkar på overraskende, overbevisende og omfattende facon forsøger sig med her.

Den politiske filosofis urtekst: ’Staten’

Det er ikke et hvilket som helst fortidigt perspektiv, Thakkar forsøger at revitalisere med henblik at kunne præsentere sin nutidskritik (for fremtidens skyld). Platon (427-347 f. kr.) er i det hele taget ikke en hvilken som helst forfatter, og hans betydning for den vestlige filosofihistorie er så stor, at man typisk henviser til alle førplatoniske tænkere som førsokratiske filosoffer (hvilket i realiteten vil sige førplatoniske, eftersom vi stort set udelukkende kender Sokrates (469-399 f. kr.) fra Platons såkaldte dialoger).

Der er med andre ord tale om et eftertrykkeligt før og efter Platon i filosofihistorien, og A.N. Whitehead har da også – absurd nok stort set med rette – talt om hele (resten af) den vestlige filosofihistorie som »en serie af fodnoter til Platon.« Det er således Platon, som mest prægnant formulerer en række af de fundamentale spørgsmål, som mennesket stadig tumler med i dag.

Staten er heller ikke en hvilken som helst af Platons tekster. Den er klart den længste af hans dialoger (kun overgået af den meget senere Lovene), og den må derudover siges at være intet mindre end urteksten for al senere politisk filosofi og teori. Statens grundlæggende spørgsmål handler ganske vist ikke om politik i nogen særligt direkte forstand, men derimod om, hvad den etiske dyd retfærdighed (dikaiosyne) egentlig er for en størrelse.

Platon er især interesseret i at få forklaret, hvordan det individuelle menneskes sjæl (psyche) først kan siges at være retfærdig, når dets fornuftsevne besidder visdom (i hovedet), dets temperament besidder mod (i brystet) og dets driftsliv er mådeholdent (i maven) – eller endnu mere præcist: Retfærdighed er den harmoniske orden, der eksisterer, når den vise fornuft formår at regere over såvel det modige temperament som det mådeholdne driftsliv.

Retfærdighed i bystaten

Al den stund ingen imidlertid kan udvikle sin sjæl på tilstrækkeligt harmonisk vis (og dermed handle retfærdigt) i isolation fra det sociale fællesskab, bliver det dog hurtigt lige så vigtigt for Platon at få styr på, hvordan bystaten (polis) kan organiseres på en måde, der overfører den individuelle sjæls psykologiske mikroretfærdighed til bystatens politiske makroniveau – eller sagt en smule enklere: Arbejdsdelingen i samfundet må kopiere den harmoni, der hersker ’inde i’ den retfærdige persons individuelle sjæl.

Heldigvis giver problemets løsning herefter nærmest sig selv, eftersom Platon opfatter mennesket som naturligt disponeret for enten at være styret af dets fornuft, dets temperament eller dets begær. Disse tre karakteregenskaber svarer til tre grupper af samfundsborgere, der hver har deres funktion i en harmonisk bystat: de vise regenter (meget få borgere), de modige vogtere (lidt flere) og de producerende producenter (langt størstedelen).

Sidstnævnte borgergruppe egner sig ifølge Platon hverken til selv at udtænke gode samfundslove eller til at forsvare staten med tilstrækkeligt mod, hvorfor de bør koncentrere sig om at producere (f.eks. fodtøj, sadler, fløjter, potter etc.), mens de samtidig opdrages til at kunne tøjle deres begær.

Det retfærdige samfund er med andre ord dét, hvor vise filosoffer regerer over modige vogtere og mådeholdne producenter.

Det (fælles) gode: Et progressivt potentiale i totalitarismens grundbog?

Selv om Staten rummer indiskutabelt progressive elementer (længe inden ideen om ligestilling bliver salonfæhig, har kvinder f.eks. lov til at blive regenter eller vogtere i bystaten, så længe de blot er vise og modige nok), er det klart nok de færreste moderne læsere, der føler sig specielt tiltrukket af Platons totalitære ide om, at »hvis ikke […] filosofferne […] bliver konger […], så de to ting, politisk magt og filosofi, smelter sammen […] så vil der være onder uden ophør for byerne […] og også for menneskeslægten, tror jeg«.

At Platon unægtelig er en både antiliberal og antidemokratisk tænker, der foretrækker at placere magten i hænderne på en lille fornuftselite, er Thakkar begribeligvis stærkt kritisk over for. Ikke desto mindre finder han samtidig en række idealistiske potentialer i Staten, der faktisk synes at rumme et kritisk korrektiv til nogle af de dysfunktionelle træk, der lige så indiskutabelt karakteriserer nutidens konkurrencestat (jeg tillader mig her at bruge Ove Kaj Pedersens velkendte begreb for Danmarks – på godt og ondt – moderniserede velfærdsstat for moderne nationalstater i det hele taget, for så vidt som disse synes at være stadig mere markedsstyrede).

Det er ikke mindst den filosofiske orientering imod det fælles gode, som den vise regent i Staten er optaget af at undersøge, der ifølge Thakkar glimrer ved sit fravær i den moderne statslogik. Moralske værdier bliver i dag reduceret til et spørgsmål om subjektiv smag og behag, der ikke antages at have med fornuftsbaserede argumenter at gøre, hvorfor demokratiske beslutningsprocesser alt for ofte degenererer til en tarvelig optælling af personlige præferencer (snarere end en kollektiv samtale med argumenter og modargumenter).

Endnu værre bliver det af, at både staten selv og de mindst lige så magtfulde multinationale virksomheder slet ikke er under demokratisk kontrol. I stedet er de i sidste instans underlagt markedets logikker, der først og sidst sigter mod kapitalakkumulation, hvormed det oprindelige mål (dvs. det gode liv i den retfærdige stat) strukturelt set er blevet et middel for kapitalens reproduktion af sig selv – eller sagt på en anden måde: Midlet er blevet til målet, hvormed den politiske borger fremmedgøres fra såvel samfundet som fra sig selv.

Thakkar påpeger her, at Marx’ rent negative kritik af de økonomiske processer, der styrer vores politiske institutioner, med fordel kan suppleres af et platonisk forsøg på at formulere positive, moralske idealer. Vi har nemlig behov for sådanne idealer (om den retfærdige stat og det gode liv), giver Thakkar Platon ret i, hvis vi skal have nogen chance for at udvikle en motiverende retningsfornemmelse hen imod alternative politiske mål.

I modsætning til hos Platon skal muligheden for at udtænke alternative idealer klart nok ikke være forbeholdt nogle få filosofkonger. Det skal i stedet være et ideal for enhver at blive en art »filosof-borger«, der insisterer på at tage spørgsmålet om det fælles gode alvorligt – både som privatperson og som borger i staten.

Noget af det både interessante og provokerende ved Thakkars bog er, at han – trods sin klare kritik af Statens totalitære tendenser – holder fast i Platons teleologiske fornuftsbegreb. Platonisk fornuft handler således altid om at forsøge at gennemtænke, hvordan en tings »essens« (dvs. hvad den er) hænger sammen med dens »funktion« (dvs. hvordan den er), der igen kun kan forstås, hvis man finder ud af, hvilket mål (telos) denne funktion er til for at realisere (dvs. hvor den er – eller burde være – på vej hen).

Og eftersom menneskets bestemmelse – som Platon ser det – er at komme til at leve i det bedst mulige samfund, den skønne by (Kallipolis), er vi faktisk slet ikke mennesker (i ordets fulde forstand), hvis vi ikke er på vej derhen, ligesom vi slet ikke er fornuftige (i ordets fulde, teleologiske og moralske betydning), hvis vi ikke tænker seriøst og samvittighedsfuldt over, hvordan vi kan komme derhen, både som individer og som samfundsborgere. Og det kan han jo egentlig have ret i.

Jonny Thakkar: ’Plato as Critical Theorist’. 392 sider. 39,95 dollar. Havard University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

" ... Platon opfatter mennesket som naturligt disponeret for enten at være styret af dets fornuft, dets temperament eller dets begær."
Det er naturligvis disponeret for at være styret af alle tre, som så er kultiverede, afhængig af opvækst og uddannelsesmuligheder - altså socialt betinget.

Jens Thaarup Nyberg

Det forekommer mig, Platons teleologiske fornuftsbegreb, er det der hos Marx praktiseres som historisk meaterialisme.