Læsetid: 6 min.

Verden eksisterer ikke!?

I sin underholdende og til tider hæsblæsende Spiegel-bestseller, ’Hvorfor verden ikke findes’, forsøger Markus Gabriel at overbevise os om, at ’verden’ slet ikke findes. Undervejs kommer vi i høj fart omkring bl.a. hekse, det fysiske univers, The Muppet Show, vulkanen Vesuv, materialisme, tv-serien Seinfeld og en eftertrykkelig metafysikkritik
22. september 2018

Det er ikke ligefrem reglen, at filosofisk faglitteratur topper de tyske bestsellerlister. Men regler er som bekendt til for at blive bekræftet af undtagelser, og Hvorfor verden ikke findes (tysk: Warum es die Welt nicht gibt) udgjorde med over 60.000 solgte eksemplarer i den grad en sådan undtagelse på det tyske bogmarked, da den udkom på tysk for fem år siden.

Hvorfor verden ikke findes er skrevet af den kun 38-årige (dvs. dengang kun 33-årige) filosofiprofessor, Markus Gabriel, og er netop blevet upåklageligt oversat til dansk på forlaget Philosophia.

Den hyperproduktive Gabriel, der blev professor på Bonn Universitet som 29-årig (vel at mærke som den yngste nogensinde i Tysklands historie), taler omkring ti sprog og har skrevet endnu flere bøger, har i denne bog åbenlyst sat sig for at præsentere sine filosofiske pointer i en både letfordøjelig og ofte ganske underholdende form.

Ny realisme som antiposition

Gabriel præsenterer sin filosofiske position som en »ny realisme«, som han igen definerer som »navnet for tidsalderen efter det postmoderne«. Den nye realisme kommer dog ikke blot historisk senere end postmodernismen, som Gabriel ser det.

Den er også et filosofisk opgør med dét, Gabriel opfatter som postmodernismens konstruktivistiske grundtanke: Nemlig ideen om at vi »konstruerer alle kendsgerninger igennem vores mangfoldige diskurser«. Inden for det postmoderne paradigme giver det således ingen mening at tale om nogen form for objektiv virkelighed bagved – eller overhovedet uafhængigt af – disse diskurser. Gabriel lægger – for sit vedkommende – ikke ligefrem skjul på, at han opfatter denne position som filosofisk absurd.

I Hvorfor verden ikke findes argumenterer han for, at postmodernismens erklærede opgør med metafysikken (som den opfatter som en »gigantisk, kollektiv hallucination«) i realiteten selv er »endnu en variant af metafysikken«.

Men hvordan egentlig det? Jo, en teologisk metafysik ser alting som resultatet af den ene Guds alvidende fornuft og almægtige vilje, og en naturalistisk metafysik bilder sig ind at kunne reducere alle psykosociale, moralske og rationelle kendsgerninger til subatomare eller neurobiologiske processer. Men også postmodernismen er – efter Gabriels overbevisning – et forsøg på at tilbageføre alting til én ultimativ standard: de menneskelige diskurser. Og en sådan reduktion af alting til én slags ting (om det så drejer sig om Gud fader, superstrenge eller sociale strukturer) er i sidste instans metafysik all over again.

Perspektiver og genstande

Vi kan selvfølgelig anlægge forskellige ’perspektiver’ på det matematiske faktum, at 9 x 9 = 81 (nogle kan den lille tabel udenad, mens andre er nødt til at regne efter), ligesom vi kan betragte det fysiske bjerg Vesuv fra forskellige perspektiver (f.eks. fra Sorrento, fra Napoli eller ved at se katastrofefilmen Pompei).

Gabriels pointe er her, at disse perspektiver klart nok gør forskel, hvad angår den personlige oplevelse af et givent sagsforhold, man at det ikke desto mindre er grotesk at antage, at sandheden af matematiske multiplikationer eller fysiske eksisterende genstande skulle kunne forstås som noget, disse perspektiver har konstrueret.

Ifølge den nye realisme er et perspektiv på en virkelig ting (f.eks. Vesuv som set fra Sorrento) nemlig nøjagtig lige så virkeligt som den ting, den er et perspektiv på (dvs. selve Vesuv), hvilket den naturalistiske metafysik ikke fatter. Lige så vigtigt er det så for Gabriel at understrege, at denne antireduktionisme går begge veje: Den fysiske (eller matematiske) ting er også irreducibel til vore perspektiver på den, hvilket konstruktivismen – for sit vedkommende – ikke fatter.

Meningsfelter og meningsløshed

Der findes i det hele taget intet, som ikke eksisterer – eller sagt bagvendt: Hvis det ikke eksisterer, er det intet, og så har vi ingen grund til at bekymre os om det. Sagen er imidlertid, at forskellige fænomener eksisterer i vidt forskellige kontekster – eller som Gabriel kalder dem: »meningsfelter.« Der er i det hele taget uhyrligt stor forskel på, hvad det vil sige at eksistere i meningsfeltet for f.eks. fysiske, matematiske, sociale, mentale eller fiktive genstande, og mennesket er i stand til at producere ufattelige mængder »meningsløshed,« når vi »blander vidt forskellige genstandsdomæner sammen«. Hvilket vi alt for ofte kommer til.

Eksempelvis eksisterer konstanten π i matematikkens meningsfelt, men ikke ude i det fysiske »univers«, mens karakteren Lykke-Peer eksisterer i Henrik Pontoppidans roman (og nu også i Bille Augusts fremragende film) af samme navn, men ikke i hverken matematikkens eller fysikkens domæner. Tanker og følelser om ting eksisterer også, men de eksisterer som mentale fænomener og hermed altså i et andet og anderledes meningsfelt end de genstande, som de er tanker eller følelser om. I hvert fald forholder det sig oftest sådan, for strengt taget kan en tanke jo ganske udmærket være en tanke om en tanke (om en tanke (om en tanke, etc.)).

Og som Gabriel ikke bliver træt af at accentuere: En fysisk genstand er ikke spor mere virkelig end en tanke. Begge fænomener er tværtimod præcis lige virkelige, hvorfor det fører til meningsløs metafysik at ville forstå genstande fra ét meningsfuldt meningsfelt, som om de hørte til i et andet – eller for at give et konkret eksempel:

Man tænker forkert om The Blair Witch Project, hvis man opfatter filmen som en rigtig dokumentarfilm (selv om filmens ultimative mind fuck åbenlyst består i at udgive sig for at være dokumentarisk). Men man tænker lige så forkert om den, hvis man foregiver at kunne præsentere en adækvat analyse af dens kulturindlejrede mening udelukkende ved hjælp af den teoretiske fysiks superstrengvokabularium.

Det giver nemlig slet ikke mening at tale på tværs af meningsfelter, og vi må droppe vores »metafysiske drift« hen imod illusionen om en total ’oversættelse’ af al mening til én slags mening.

Verden findes ikke – og kunsten som meningsåbnende

Den genstand, vi hermed samtidig afstår fra at udtale os om, er faktisk ’verden’, vi ved verden forstår ideen om et altomfattende superdomæne, der kan rumme alle andre meningsdomæner (og hermed alle genstandene i disse).

I realiteten kan vi slet ikke have en sådan idé, for eftersom (al)ting kun kan eksistere i et meningsdomæne, ville eksistensen af verden forudsætte, at (genstanden) verden eksisterede i (meningsdomænet) verden (altså sig selv), som vi igen kun ville kunne udtale os om ved at kigge på det fra et andet, verdensløst (?) meningsdomæne. Og den idé er nu en gang uløseligt paradoksal og følgelig absurd. Quod erat demonstrandum.

Heldigvis åbner accepten af verdens indiskutable ikkeeksistens for anerkendelsen af det uendeligt meget, der faktisk eksisterer – i al dets fabelagtige forskellighed. Jagten på supergenstanden ’verden’ fører nemlig hurtigt til, at vi enten påstår at have fundet sandheden med stort S (hvilket fører til teoretisk dogmatik og politisk totalitarisme) eller alternativt lader os frustrere over, at vi ikke kan finde den (hvilket fører til eksistentiel fortvivlelse og etisk nihilisme).

Og Gabriel advarer kraftigt mod begge reaktioner, som han vel at mærke ser som symptomer på en patologisk jagt efter »den sande verden«.

Afslutningsvist (og med en masse veloplagte eksempler fra alt mellem Hölderlin og Seinfeld) slår Gabriel et slag for kunsten, som han ser som særligt egnet til at tydeliggøre, at vi aldrig nogensinde kan blive færdige med at spørge til – og kreativt omgøre – meningen med det hele. Det er netop dette spørgsmål, der er menneskets egentlige eksistensvilkår. Også selv om vi – som de endelige væsener, vi er – må droppe at finde svaret. Svaret ville nemlig være essensen af verden. Og verden findes ikke.

Marcus Gabriel: ’Hvorfor verden ikke findes’. 239 sider. 179,95 kr. Philosophia.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

God anmeldelse. Den oplagte indvending fra idealistisk hold er så, at der må være være noget der opretholder virkeligheden af de begrebsrammer som konstituerer 'meningsfelter', som virkelige forestillinger. Den rolle tilfalder bevidste væsner, for hvem et givet domæne eller meningsfelt kan defineres. Mao er der grænser for hvor flad en ontologi man kan have, med mindre man vælger helt at afvise spørgsmålet om hvad eller hvem der konstituerer meningsfelterne som sådanne og som distinkte fra hinanden.