Læsetid: 8 min.

Derfor er Vestens historie en lang vandring mod apokalypsen

Jean Vioulac viderefører i ny bog sin allerede bemærkelsesværdige samfundsdiagnostik. Som altid er de foretrukne dialogpartnere Heidegger og Marx, men der tages også favntag med både kvantefysik og Facebook. Det er originalt og velargumenteret, men mildest talt foruroligende
Jean Vioulac viser, at teknologien ikke blot er til for at lette vores hverdag, men først og fremmest for at få kapitalismen til at fungere. Og det er kilden til mange af verdens kriser.

Jean Vioulac viser, at teknologien ikke blot er til for at lette vores hverdag, men først og fremmest for at få kapitalismen til at fungere. Og det er kilden til mange af verdens kriser.

Gary Tramontina

13. oktober 2018

Det er jo ikke ligefrem, fordi der er mangel på dommedagsprofetier for tiden. Klimakrise, populisme, overbefolkning og robotternes magtovertagelse er alle retter i den store undergangsbuffet, som boghandlernes hylder er blevet til.

Og vinderen af det franske akademis prestigiøse pris i filosofi fra 2016, Jean Vioulac, tegner i sin seneste bog, Approche de la criticité, da ligeledes et dystert billede af verdens fremtidsudsigter – men han gør det på en lidt anden måde.

For i bogen, hvis titel kan oversættes med det lidet mundrette Den kritiske tilstands fremrykning, står alle de uhyggelige undergangsfænomener blot som symptomer på en langt mere fundamental omvæltning i menneskehedens historie, nemlig fremkomsten af kapitalismen – der igen er intimt forbundet med den stadigt accelererende teknologiske udvikling. Vioulacs grundtanke er, at det kun er gennem en analyse af kapitalismens epokegørende konsekvenser, at vi får adgang til en forståelse af de nuværende krisers fælles ophav.

Det er ikke første gang, han fremturer med noget lignende. Både den omarbejdede doktorafhandling L’epoque de la technique (Teknikkens epoke) fra 2009 og La logique totalitaire (Den totalitære logik) fra 2013 kredser om samme emne, og man kan sige, at disse mere traditionelle forskningsarbejder udgør de begrebslige forstudier til den gennemgribende samfundsdiagnostik, vi finder i Approche de la criticité, hvor han giver denne analyse sin hidtil mest fyndige form.

Bogen følger en bevægelse fra Heidegger over Marx til den vestlige filosofis kulmination, kvantefysikkens fremkomst og videre til techgiganternes datalagre og vores nuværende ståsted lige på kanten af afgrunden. Det er både svært og svært imponerende. Lad mig forklare det hele ganske kort.

Kapitalismens forbindelse med teknikken

Vioulacs hovedtese er kort fortalt, at det alene er de to tænkere Heidegger og Marx, der kan hjælpe os med at forstå, hvad der er på spil her i »krisernes epoke«.

Fra Heidegger henter Vioulac forestillingen om en »værenshistorie«. Betydningen af en sådan historie er rundt regnet, at det historisk set vigtigste eksempelvis ikke er denne eller hin beslutning truffet af en stor statsmand, men derimod den helt generelle »meningshorisont«, der ligger til grund for og dermed bestemmer betydningen af en sådan beslutning.

Desuden er der teknikkritikken, der ser de teknologiske fremskridt som en del af denne særlige historie og ikke blot som neutrale opfindelser, der måtte stå i menneskets tjeneste.

Fra dette perspektiv er moderne teknologi ikke indifferente tiltag, der letter den menneskelige hverdag, men udtryk for en særlig måde at anskue verden på: Vores omgivelser består ikke længere af floder og skove, men derimod af kvantificerbart materiale, der kan indgå i vores fortsatte produktion.

Vioulac finder hos Marx midlerne til at begribe, hvorfor denne særegne historie har taget de drejninger, den nu engang har taget. Grundlæggende set sker det gennem ændrede produktionsformer. Den vestlige historie er derfor en historie om menneskets praksis, ikke om en stadigt øget teoretiske forståelse.

Med Marx’ analyse af ’værktøjet’ og ’maskinen’ bliver det klart, hvordan kapitalismen hænger sammen med den moderne teknik. Hvor værktøjet alene er en ’protese’, mennesket kan benytte med det formål at fremstille noget brugbart, har en maskine ingen forbindelse med menneskets behov: den skal blot aktiveres, så leverer den en given arbejdskraft, indtil nogen stopper den igen. Med denne automatik underordnes mennesket også selve produktionen, fordi det ikke længere selv er herre over fremstillingen, men blot optræder som et tandhjul i et større maskineri.

Når maskinen ender med at sætte sig i stedet for værktøjet, sker det som en konsekvens af selve produktionsmåden. Fordi kapitalen intet andet formål har end at øge sin egen værdi, komplet løsrevet fra enhver menneskelig brug af de produkter, den alene fremstiller som et redskab til dens fortsatte vækst, kan en maskine, der intet forhold har til et menneskeligt subjekt, overtage hele produktionen. Den leverer en abstrakt arbejdskraft til fordel for en produktionsmåde, der ikke længere er forbundet med menneskelige behov.

På denne måde er kapitalisme og moderne teknik uløseligt forbundne: Kapitalismens altomfattende ophævelse af alle tings særegne brugsværdi til fordel for en abstrakt udvekslingsværdi har sin pendant i den moderne tekniks kvantificerbare og automatiske produktionskræfter.

Filosofiens kulmination

Med det på plads kommer Vioulac til en overrumplende konklusion.

Den antikke filosof, før-sokratikeren Parmenides havde en forestilling om, at »det samme er at tænke og at være«, og ifølge Vioulac bliver den forestilling fuldbyrdet med kapitalismen: Her er alt, der findes, underordnet beregnelighedens paradigme. På denne måde har den menneskelige tanke virkeliggjort sig gennem menneskets produktionsformer. Arbejde er kvantitativ arbejdskraft, rigdom er kvantitativ udvekslingsværdi, natur er kvantitativ energi: Alt kan måles og beregnes, og intet undslipper den menneskelige kalkule. Tænkning og væren er virkelig blevet ét og det samme.

Således Vioulacs grundtanke, der udgør baggrunden for Approche de la criticité. Udgangspunktet er også her, at det er den vestlige filosofi, der kulminerer med det kapitalistiske samfund. Det er drømmen om en verden, gennemskuelig for den menneskelige tanke, der er blevet virkelig, og det sker gennem den moderne tekniks herredømme.

Denne situation kommer til udtryk gennem kvantefysikkens grundlæggere, Bohr, Heisenberg og Schrödinger. Vioulac viser, hvordan den måde, den moderne fysik konstituerer sine genstande på, fuldstændig bestemmes af de apparater, der observerer dem.

Helt konkret betyder det, at man ikke får adgang til det, den moderne fysik studerer, uden ekstremt avancerede maskiner: Partikelbølger er ikke noget, mennesket selv kan se, men noget, der måles af en maskine og aflæses på en skærm. Som både Bohr og Heisenberg selv siger, så er det kun i kraft af tekniske apparater, at kvantefysikkens genstande kan observeres.

Det er teknikken, der gør kvantefysikken mulig, men det betyder også, at den virkelighed, den forsøger at få adgang til, ikke længere lader sig forstå uafhængigt af den menneskelige produktion.

Det afgørende er her, at fysikkens udvikling ikke skyldes en løbende forbedring af vores teoretiske viden, men derimod er afhængig af menneskets praksis. Når denne praksis er bestemt gennem brugen af maskiner, bliver det også muligt at udvikle en fysik, hvis genstande kun kan produceres af et avanceret net af apparater. Kvantefysikken er et udtryk for den totale teknificering af alt, der omgiver os: beregnelighedens herredømme over selv naturens mindste bestanddele.

Samme situation kommer efterfølgende til syne i ’kybernetikken’, der grundlægges som videnskab omkring Anden Verdenskrig og danner baggrund for den moderne informationsteknologi. Denne teknologi er i Vioulacs optik ikke et neutralt redskab til gavn for menneskelig kommunikation, men i stedet grundlaget for en moderne styringsform, der afhænger af indsamling af data og produktion af statistik.

Det er ikke nyt, men det fortjener gentagelse: Statistik var oprindeligt et styringsredskab for staten (’statistik’ afledt af det italienske ’stato’), og den eskalerende indsamling af data om gud ved hvad er en måde at beregne og kontrollere, hvad hele befolkninger foretager sig.

Når Vioulac taler om »den absolutte hvervning«, er det, fordi denne beregnelighed kun er mulig i det omfang, klodens hele befolkning lader sig indrullere som menige i en verden udgjort af skærme og internetopkoblinger, hinsides enhver jordisk forankring, der kunne begrænse tilgængeligheden af det menneskelige materiale.

Beregneligheden udstrækkes til alle dele af den menneskelige eksistens, og selv om vores skærmeksistens i udgangspunktet er illusorisk, så ender denne illusion med at virkeliggøre teknologiens dominans, fordi vi selv accepterer, at hele vores eksistens underlægges en generaliseret beregnelighed.

Jean Vioulac: ’Approche de la criticité’.

Men hvis denne beregnelighed er virkeliggørelsen af den filosofiske ambition fra Parmenides til Hegel, så ser vores verden noget anderledes ud, end hvad man måtte forestille sig, disse herrer havde i sinde: I stedet for evig fred, frihedens virkeliggørelse og den absolutte oplysning står vi, som Vioulac ser tingene, på kanten af afgrunden.

Filosofiens kulmination er nemlig ikke andet end abstraktionens virkeliggørelse, der ser stort på ophavet for disse abstraktioner, dvs. den konkrete praksis. Teknificeringen af alt, der findes, er nok udtryk for en særlig måde at udlægge verden på, der kendetegner den vestlige filosofi, men denne udlægning er ligeledes kendetegnet ved idealitetens forrang, abstraheret fra dens egentlige ophav.

Hegels »absolutte viden«, har således vist sig at dreje sig om massemennesker, der konstant lader sig overvåge, manipulere og styre, og endda frivilligt afgiver de oplysninger, der er nødvendige herfor til techgiganter som Facebook og Google. Indsamlingen af information gavner ikke længere staterne, men derimod markedets aktører. Som rent kvantificerbart materiale lader vi os ’informere’ gennem digitale skærme, der stiller os til rådighed for markedets behov.

Som deformt materiale er vi en anonymiseret masse, reduceret til simpel arbejdskraft, som i stigende grad er komplet overflødig. I sidste ende er det denne udvikling, der gør, at selv vores intellektuelle kapaciteter snart ikke længere er noget værd på det globale arbejdsmarked.

Apokalypse

Hvad den »kritiske tilstands fremrykning« betyder for Vioulac, er derfor, at den teknologiske udvikling, fremelsket af kapitalismens produktionsform, nærmer sig en tærskel, hvor det, der kommer efter, ikke længere kan styres eller forudses. Efter denne tærskel antager materialet, ligesom i et kernekraftværk, en ny tilstand. Hele den vestlige historie kan derfor kendetegnes som en bevægelse mod denne tærskel.

Vi bevæger os således uvægerligt mod ’apokalypsen’, forstået i dets etymologiske rødder som en ’åbenbaring’ eller ’afsløring’ af det, vi kun kan skimte fra vores nuværende perspektiv.

I sin analyse af vejen mod denne apokalypse kommer Vioulac derfor frem til den lidet opmuntrende indsigt, at filosofien næppe kan gøre andet end at afsløre tragikken i vores historiske situation. Selv om denne situation er tragisk, kan filosofien i det mindste hjælpe os med at se, hvorfor den er det – i stedet for blot naivt at forestille os, at teknologien og markedet vil os det bedste.

Som med alle andre analyser, der foregiver at præsentere den eneste mulige fortælling om vores samtid, er det let at være mistænksom over for Vioulacs projekt. Man kan da også med en vis ret beskylde ham for at udskifte en historie om vores virkelige politiske nederlag og sejre med en svært genkendelig metafysisk forsimpling.

Man savner en forklaring på betydningen af de politiske beslutninger, hvis eksistens det er svært at benægte, og som alt andet lige også har formet vores historie. At sige, at de kun er udtryk for en metafysisk grundstruktur, der bag om vores ryg sender os lige lukt i afgrunden, er åbenlyst ikke godt nok. Hvis politik ikke forstås som noget, hvor der altid er mindst to mulige udfald, så taler man ikke længere om politik, men om noget andet.

Men selv om man med god grund bør være skeptisk over for enhver monolitisk fortælling om Vestens historie, er Vioulacs kilder så mangfoldige, og hans læsninger så stærke, at denne skepsis måske ikke helt falder bort, men dog mildnes betragteligt.

Det er således også svært ikke at beundre den måde, det lykkes Vioulac i denne, hans måske mest vellykkede bog, at forbinde detaljerede analyser af så mange og forskelligartede kilder med en stor og omfattende samfundsdiagnostik.

At denne imponerende analyse samtidig er dybt foruroligende, er så en anden sag.

Jean Vioulac: ’Approche de la criticité’. 500 sider. 29 euro. PUF, 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Olaf Tehrani
  • Carsten Mortensen
  • Kurt Nielsen
  • Britta Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Stig Bøg
Ejvind Larsen, Olaf Tehrani, Carsten Mortensen, Kurt Nielsen, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, Paulus giver en langt bedre forklaring, nemlig at mennesker ikke er i stand til at handle i det godes interesse. Derfor går det galt, som det så rigtigt ses hos Vioulac: ved at nogle stemmende fortrænger, at eksistensen først og fremmest er fysisk.
Filosofien har en indbygget tendens i sit tankespind - og det er jo, hvad det er: eventyr om virkeligheden - til at ville forsvinde ind i sindet igennem en tankemæssig reduktion af den faktisk eksisterende virkelighed. Det er den samme fare, totalitære bevægelser udgør, og disse skylder i høj grad filosofferne deres overlevelse, for det jo i kamp med en demokratisk hverdagspraksis, at den mest overlevelsesdygtige, men også mest verdensfjerne, Platons, har overlevet.

Jens Thaarup Nyberg, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

I årtier, ja århundrede har vesten kun betragtet sig selv som eksistens berettiget. Alt hvad der har været berettet om i vores verden har kun taget udgangspunkt i os selv. Alt andet er blevet betragtet som mindreværdig eller klovneri og hokus pokus - Men den tid er slut nu. Den "vestlige" boble er bristet og der er nu frit syn på virkeligheden, hvor "vesten" kun er et lille hjørne af den store verden.

Per Torbensen, Arne Albatros Olsen, Ejvind Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg har nogle billige begravelser af god kvalitet paa tilbud!

Espen Bøgh, Kim Houmøller, Kurt Nielsen, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Metafysikken som disciplin er i udgangspunktet en undersøgelse af forskellige verdensanskuelser, forstået som rammer for forståelse. En given verdensforståelse - eller "meningshorisont" - brillerer ved at indsnævre mangfoldigheden af mulige perspektiver på verden til nogle ganske få.

Ved at skrive "den eneste mulige fortælling om vores samtid" opfordrer Jean Vioulac til modsigelse: Det er kun i den abstrakte tankeverden, at en given fortælling er "den eneste mulige", og selve formuleringen af fortællingen er kun første skridt i afviklingen af den. At formulere en meningshorisont er at objektivere den, at holde den ud i strakt arm, man lever ikke længere inde i fortællingen, men betragter den udefra. Dette er en af filosofiens vigtigste opgaver, at afsløre det tankespind, vi alle er viklede godt og grundigt ind i, så vi kan befri os fra det og vikle os ind i et nyt.

Den herskende meningshorisont kunne godt trænge til en god og billig kvalitetsbegravelse, allerede Heraklit slog den gamle gud ihjel med sit "alting flyder", men Parmenides kunne ikke acceptere det resulterende kaos og puttede derfor guden i respirator og erklærede, at tankens orden er værens orden.

Det har filosofferne så diskuteret lige siden. De liberale insisterer på, at alting flyder, de konservative er mere til Ordnung muss sein.

Jens Thaarup Nyberg, Ejvind Larsen, Anders Reinholdt, Bettina Jensen, Kurt Nielsen, Henrik Brøndum og Torben Skov anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Ordet "Vesten" burde måske udløse nogen forsigtighed og skepsis. For det første er det ikke nær så klart som man åbenbart går ud fra hvad "Vesten" omfatter. For det andet må der mangle noget, indtil man foretagher en eller anden sammenligning, modstilling eller hvad man nu vil kalde det med noget "andet". hvad enten det er "orienten", "Resten" eller noget andet, som kan være en mangfoldighed af "andre".
Hvis ikke der også antydes at "andre historier ikke går mod apokalypsen", eller de går "måske" ikke mod apokalypsen, hvad er da pointen? Hvilke "andre" ville det mon være og hvad skulle lede til den konklusion at de ikke går samme vej?

olivier goulin

Jamen, det er den da - Aftenlandets undergang.
Moderniteten har været een lang rutjetur mod afgrunden - med stadig større fart og beruselse.
Det er et tema i den vestlige kulturhistorie, der har været åbenlyst for filosoffer med Hegeliansk teleologisk hang - men påfaldende usynligt for alle andre.

/O

Per Torbensen, Dina Hald og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

Kineserne har forlængst overhalet vesten teknologisk. Vi har bare ikke opdaget det endnu eller fornægter at indse det. Vesten antager helt naturligt og som en selvfølge, at det er os, som løber med klatten.

Jørgen Clausen

Men OK. Vesten giver ikke så let op. I TVA i går kunne man jo se at børn i dagpleje nu undervises i naturfag og matematik. Enkelte børn havde allerede Einstein frisure...

Niels K. Nielsen, Arne Albatros Olsen, Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det lyder i det mindste interessant, hvad Vioulac skriver. Men han 'totaliserer' naturligvis sine teser, dvs. opgiver den indbyggede modsætning, som han kunne have lært fra Marx, mellem kapital og arbejde. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der står på fransk i det der skrives på dansk her: "Fordi kapitalen intet andet formål har end at øge sin egen værdi, komplet løsrevet fra enhver menneskelig brug af de produkter, den alene fremstiller som et redskab til dens fortsatte vækst, kan en maskine, der intet forhold har til et menneskeligt subjekt, overtage hele produktionen. Den leverer en abstrakt arbejdskraft til fordel for en produktionsmåde, der ikke længere er forbundet med menneskelige behov." Er det maskinen, der leverer arbejdskraft? Det kunne det tyde på, når man læser hvad der står ovenfor om, at maskinen blot skal aktiveres, så leverer den en arbejdskraft. Tja, maskiner kan erstatte arbejdskraft, men set på fra en anden side, så har maskiner og arbejdskraft forskellige økonomiske bestemmelser. Men denne forveksling af det tekniske med det økonomiske gør så, at han kan lade maskinerne råde. Altså kapital er for ham maskiner, ligesom konventionel økonomi. Og det omendskønt han taler om, at kapitalen skal værdiøges. I praksis bliver det blot: produktionsøges. Ak ak.

Randi Christiansen

'Omendskønt' - tak for nyt ord

Kan ikke læse artiklen, men det lyder interessant, at vioulac inddrager kvantefysik i sine overvejelser. Kan nogen fortælle lidt om det?

Grethe Preisler

Der er ikke mange huller i din uvidenhed, Randi.

Hvis du havde tilbragt flere af din barndoms skoleferiedage på loftet i din bedstemors permakulturelle domicil på bøhlandet med læsning i gamle ugeblade, når det regnede for meget til at tage til stranden og gå i vandet, ville du have fået beriget dit ordforråd i tide med såvel,'omendskønt' som 'ihvorvel' med flere ældre gloser fra omsvøbsdepartementet, Jf.figuren 'Tommytot' fra tegneserien Carlt i Søndags B.T. - ;o)

Randi Christiansen

Tak grethe, som vanlig med et svirp - egentlig formulerede jeg mig upræcist. Det var snarere genkendelsens glæde, jeg forsøgte at udtrykke.

Randi Christiansen

Tak grethe, som vanlig forført af retorikken - egentlig formulerede jeg mig upræcist. Det var snarere genkendelsens glæde, jeg forsøgte at udtrykke.

Grethe Preisler

Ikke noget at takke for Randi.
Har også strejfet dig, at misforståelsen måske beroede på, at den artikel, du 'kommenterede på' i forgårs, var fra 13. oktober 2018 og dermed allerede 'so last year' i februar 2019?

Randi Christiansen

Grethe, jeg kommenterede ikke på artiklen. Jeg fornøjede mig over en kommentators ord, og fordi jeg ikke kan læse artiklen, men syntes at det, at vioulacs inddrager tanker om kvntefysik i sine overvejelser, lyder vældig interessant og derfor spurgte, om nogen mon kunne orientere mig herom. Det eneste, jeg hidtil har fået ud af det, er din altid veloplagte hån.

Grethe Preisler

Randi,
Jamen så må du nok skrive dig op til at låne hele det omtalte mesterværk af 'mestertænkeren' Jean Vioulac i din lokale biblioteks-filial - eller vente på, at den bliver oversat til dansk og kommer på udsalg hos boghøkeren på gågaden i din hjemby .. ;)

Poul Kristensen

Jeg undrer mig over at der er så mange der med slet skjult fryd fortæller at Kina meget snart kommer til at overtage det hele. Forventer nogen at Kina vil opføre sig bedre?
Når et land bliver tilstrækkeligt stærkt, så myrder og voldtager de alle de andre. Sådan er det bare. Folk er nogen skiderikker. Inkaerne blev udryddet af spanierne, efter selv at have erobret store landområder på præcist samme måde. Kineserne har haft nogen af de værste krige i verdenshistorien med tabstal tæt på 2. verdenskrig - og det mens befolkningstallet var meget lavere end under ww2. Der er såvidt jeg ved, *ingen* eksempler på menneskevenlige emperier. Det der underlige selvhad fører ikke til noget, ikke til noget godt i hvert fald. VI er nødt til at afgive magt til FN og andre internationale organisationer, forlange mere demokrati og stoppe med det der selvdestruktive selvhad. Europa har trods alt - på trods af alle de shitty ting vi har gjort - også skabt FN, International lov og ret og EU mm. Vi er nået længere end noget andet emperium i retning af at indføre globalt demokrati. Hvis vi i steder vælger at bukke og skrabe for de nye ikke-demokratier, fordi det at gøre det, betyder at vi får det bedre og nemmere kan leve med os selv, så smider vi det hele væk. De nye emperier må demonstrere at de er i stand til at indføre og vedligeholde demokrati, fri tale, fri presse, tredelt styring, grundlov, ordentligt retssystem osv osv. før vi accepterer deres magtovertagelse. Eller skal vi igennem det hele hver gang et ny emperium dukker op? Næste gang sydamerika, så afrika, så mellemøsten om og om igen? Er det fremtiden?

Randi Christiansen

Poul kristensen - lidelserne slutter ikke, før det globale kollektiv har indset, hvorledes de iboende lovmæssigheder fungerer.

At privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcerne, som er fælleseje, skaber konflikt - og at samarbejde i et permakulturelt andelsfællesskab er nødvendigt, for at vi kan leve i fred, frihed og fremgang.

Poul Kristensen

@Randi Christiansen: Hmmm. Det lyder meget religiøst. Det globale kollektiv, det betyder "hele verden", ikke? Altså før hele verden har forstået at vi ikke skal konkurrere om ressourcerne? Selvfølgelig har du lidt ret, i og med hvis vi bare allesammen kunne lære at holde af hinanden, så ville det hele naturligvis gå godt. Men det har lange udsigter. Og det er ikke ret realistisk. Nej, jeg holder mig til internationale aftaler og mere demokrati. Det er ikke særlig dramatisk og faktisk temmelig kedeligt, men det ser ud til at det faktisk virker.

Poul Kristensen

@Jørgen Clausen: Hvad bygger du det på når du hævder at kineserne er langt foran os teknologisk?
Jeg mindes nemlig en udsendelse jeg så fornyligt, om nogen genetikere der sad og diskuterede hvad man kunne i dag, og en af kineserne fortalte ivrigt om hvordan de allerede var begyndt genspleje menneskefostre. En af interviewerne sagde at det var man meget i mod i den vestlige verden og mente at man skulle beskytte menneskerne. Så begyndte kineserne at le og ryste på hovedet. Og grunden til at jeg er ret sikker på at der ikke kommer andet end lidelser ud af, skyldes netop at kineserne ser det som en mulig genvej til magt og styrke - det er ikke noget de gør for at bekæmpe sygdom. Fx. er der lige en kineser der har ændret nogen nyfødte pigers genom så de skulle blive bedre til at modstå HIV men nu viser det sig at det han faktisk gjort er at fjerne nogen gener der skulle give bedre hjerner - og som forøvrigt allerede mangler i skandinaver.
Så jeg er ret bekymret over at et kæmpeland tilsyneladende smider alle hensyn væk for at lave en herre race der kan banke alle os andre. Det kan næsten kun ende galt.

Randi Christiansen

Poul, din reaktion er den gængse og viser, at du ikke kender så meget til, hvordan ideer spredes. Det kan faktisk foregå med lynets hast, ja egentlig hurtigere. Forudsætningen, for at samarbejde kan fungere, er, at en indre erkendelse om præmisserne deles.

Hvis du ser på, hvor hurtigt trends i politiske, kulturelle, sociale, kreative mv dimensioner spredes, især vha internettet, hvilket dog også indebærer et stort informationssorteringsarbejde - vil du se, at den løsning, som viser den farbare vej, vil fremstå for stadig flere. Den tunge bagtrop, som klynger sig til den gamle verdensorden og til deres privilegier, er udfordringen. Når selv de indser, at deres adfærd faktisk saver den gren over, som de selv sidder på, er der motivation for omstilling.

Det er et omfattende og terapeutisk projekt, men det må man ikke lade sig afskrække af og for ikke at miste modet i sin daglige indsats omkring internationale aftaler og demokratiudvikling holde sig disse dynamikker for øje.

Poul Kristensen

@Randi Christiansen: Det at nyhederne spredes hurtigt, er jo ikke det samme som at man overbevises. Desuden læser folk mindre og mindre. Der er simpelthen for meget at følge med i. Jeg læste lige om en undersøgelse om hvad folk faktisk læste, og ifølge den læste næsten ingen mennesker andet end overskrifterne. Næsten ingen.
Og du taler om en stor filosofisk erkendelse, som jeg tvivler på man kan nå frem til ved at bare at læse om den.
Og desuden er folk generelt så optagne af deres egen dagligdag at f.eks. egentlig demokrati hvor man selv skal møde op og stemme ved håndsoprækning, faktisk kun bruges i Schweiz - alle andre steder bruger man repræsentativt styre. Dvs. vælger nogen andre til at styre fordi det simpelthen tager for lang tid. Man skal jo også følge med i de nye serier.

Jens Thaarup Nyberg

"Man savner en forklaring på betydningen af de politiske beslutninger, hvis eksistens det er svært at benægte, og som alt andet lige også har formet vores historie. At sige, at de kun er udtryk for en metafysisk grundstruktur, der bag om vores ryg sender os lige lukt i afgrunden, er åbenlyst ikke godt nok. Hvis politik ikke forstås som noget, hvor der altid er mindst to mulige udfald, så taler man ikke længere om politik, men om noget andet."

Bliver de politiske beslutninger da ikke taget indenfor rammerne af den herskende produktionsmåde - ?

Randi Christiansen

Poul kristensen@ - "Det at nyhederne spredes hurtigt, er jo ikke det samme som at man overbevises. Desuden læser folk mindre og mindre."

Jeg taler ikke om at overbevises men om at forstå. Kommunikationsvejene ad hvilke er mangfoldige, studér f.eks. kvantefysik. Og hvis du ser historisk på verdenssamfundets udvikling er opståen, udvikling og forsvinden af tendenser jo helt tydelig.

Det globale samfund er i en eksponentiel, selvforstærkende kurve på vej mod kollektiv opvågnen til permakulturel, andelsbaseret bæredygtighed. Vi kan være enige om, at denne udvikling i lyset af de miljø-og socioøkonomiske kriser synes at gå for langsomt.

Hvilket omfang disse kriser skal nå, før kollektivet besinder sig, vil jeg heller ikke spå om, men jeg mener, at det uden at være urealistisk er mest konstruktivt at fokusere på muligheder i stedet for på det modsatte.

Poul Kristensen

@Randi Christiansen: Hmm. I sidste ende skal det jo læses eller høres af dem du vil have til at forstå. Hvor hurtigt det når frem til deres øjne og ører betyder vel mindre, ihvertfald så længe de alligevel ikke læser det. Desuden antager jeg at du i sidste ende foretrækker at overbevise folk? Dit projekt er vel ret omsonst hvis alle forstår det men ikke er enige?
Hvad betyder permakulturel?

Randi Christiansen

@poul - du kan google permakulturel, som er en sammentrækning af ordene permanent og kultur. Kort sagt omhandles biologisk livs interaktion. F.eks. har vækster en langt mere avanceret interaktion end almindeligvis antaget, og hvis disse respekteres, vil en sund biotop opnås. Hvilket jo dybest set er i alles interesse.

Det betyder jo så også, at med forståelse af disse iboende lovmæssigheder vil der - medmindre man er selvdestruktivt sindssyg - naturligt være enighed om at respektere dem. Verdenssamfundet er efter 50 års miljøaktivisme i moderne tid omsider begyndt at forstå nødvendigheden af ikke at basere energiforsyning på fossile brændsler. Økologiske varer boomer mv. Tænk hvis ingen havde været miljøaktivister.

Og jeg må bare gentage, at jeg ikke interesserer mig for at 'overbevise' nogen men derimod for at deltage i oplysning og formidling af værdifuld information, så folk selv kan tage stilling ud fra et oplyst grundlag.

Poul Kristensen

@Randi Christiansen:Jsmen folk er da selvdestruktivt sindssyge. Konstante krige og ufred. Den opfattelse du har af at mennesket på bunden er rationelt og venligt, er simpelthen ikke korrelt. Læs Richard Dawkins, en vis procentdel uden empati og evne til medfølelse er til fordel for arten. En nation uden psykopater taber til og bliver tilintetgjort af nationer med psykopater.

Randi Christiansen

Ærlig talt poul kristensen : "og som forøvrigt allerede mangler i skandinaver"?

"Fx. er der lige en kineser der har ændret nogen nyfødte pigers genom så de skulle blive bedre til at modstå HIV men nu viser det sig at det han faktisk gjort er at fjerne nogen gener der skulle give bedre hjerner - og som forøvrigt allerede mangler i skandinaver."

Poul Kristensen

@Randi Christiansen: Ja. Du prøver at sige at jeg er racistisk, ikke sandt? Nej, det er vores kinesiske videnskabsmand der er racistisk. Tænk over det.
Nu har jeg slået permakultur op og det ser interessant ud, men nok ikke noget med større filosofisk gennemslagskraft. Lidt ligesom det der med at vores tarmflora påvirker vores humør. Der er sikkert noget om snakken, og hvad så?

Jens Thaarup Nyberg

Poul Kristensen; 05. 03, ´19 - 22:38
"produktionsmåder, i marxistisk teori de grundlæggende historiske epoker i samfundet. Ifølge Marx er det produktionens grundstruktur, som sætter grænser for og formgiver samfundets andre niveauer såsom magtforhold, religion, kultur og andre tankeformer. Som han formulerede det i 1857, er en produktionsmåde bestemt af produktivkræfternes niveau og produktionsforholdene: Til et givet niveau i menneskets teknologiske og vidensmæssige udvikling (produktivkræfterne) svarer et bestemt sæt af relationer mellem produktionens personer (produktionsforhold). Nogle ejer, andre arbejder. Under den antikke produktionsmåde udfører slaverne alt det produktive arbejde på ejernes jord, i den feudale produktionsmåde udfører bønderne gratis arbejde (hoveri) på herremandens jord, men lever af deres egen, og under kapitalismen sælger arbejderen sin arbejdskraft til kapitalisten. I alle produktionsmåder med klasser tilfalder merarbejdets frugter dem, som ejer, mens noget sådant under socialistisk produktionsmåde ville blive ophævet."
http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Marxisme,_soci...åder

Poul Kristensen

@Jens Thaarup Nyberg: Den kinesiske arbejder sælger sin arbejdskraft til kapitalisterne, nemlig ejerne af produktionsmidlerne. Altså er produktionsmåden, alt andet lige, ens i Kina og Danmark. Men Kina er et diktatur og Danmark er et demokrati. Altså holder påstanden om at produktionsmåderne bestemmer styreformen ('de politiske beslutninger') altså ikke.

Randi Christiansen

Poul kristensen@ - nej, jeg prøver at sige, du vrøvler. Men mine pointer synker lisssom ikke ind, så jeg tror, du selv må ta den herfra. Mvh randi

Poul Kristensen

@Randi Christensen: Beklager det med racismen. Men der var altså ikke mere mening i det du sagde. Med mindre du ikke tror på selve udsagnet, men i så fald kan jeg sende dig et link til artiklen.