Læsetid: 3 min.

Integration handler ikke om kulturel lighed

Parametrene for vellykket integration bør gå videre end formlen ’arbejde plus sprog minus kriminalitet’, mener den palæstinensisk-tyske psykolog Ahmad Mansour. Det handler ikke om kulturel lighed, men om individets frihedsrettigheder, som vi skal kæmpe mere for
20. oktober 2018

»Wir schaffen es,« sagde Merkel i flygtningekrisen i efteråret 2015.

»Nein, wir schaffen es nicht,« har en stor del af det øvrige politiske landskab i Tyskland svaret siden da.

Så længe Merkel er kansler, får denne meningsløse debat næppe en ende. Og da slet ikke så længe hverken optimister eller pessimister definerer, hvad vellykket integration er i et indvandringssamfund som det tyske, mener den oprindeligt palæstinensiske psykolog Ahmad Mansour.

Lige nu domineres bogmarkedet i Tyskland på det område af Thilo Sarrazins storsælgende, konspiratoriske og enfoldige læsning af Koranen i Fjendtlig overtagelse om en muslimsk invasion af Europa. Med bogen Klartext zur Integration (Klar tale om integration) er det derimod lykkedes Mansour at levere et nuanceret debatoplæg og et læsbart forsvarsskrift »mod falsk tolerance og mod panikmageri«, som bogens undertitel lyder.

I sin ungdom var Mansour selv på nippet til at blive radikal islamist, men efter at han i 2004 kom til Tyskland, er han bl.a. blevet kendt for bogen Generation Allah om religiøs radikalisering blandt indvandrere.

I sin nye bog kan han trække på samme fordele: at han ikke bare har skrivebordsholdninger eller skriver om private erfaringer, men at han har mange års arbejde som psykolog, lærer og street worker i alle mulige forskellige indvandrermiljøer på bagen – både i og uden for fængslet, i demokratiworkshops, på antiradikaliseringskurser og i individuelle forløb.

Mansour skifter mellem enkelte skæbner, analyser og anbefalinger til en ny integrationspolitik.

En af dem, vi møder, er Abbas, der er søn af en yazidisk iraker. Psykologen Mansour viser her, hvad en nådesløst autoritær opdragelse kan gøre ved en pubertær dreng. Abbas falder for en radikal imam, konverterer og drager til sidst til Syrien for at kæmpe for IS. Kort efter fortryder han og prøver at snyde sig tilbage til Tyskland som syrisk asylansøger. Det går galt, og i fængslet møder han Mansour.

Han kan fortælle mange lignende historier om at være spændt ud mellem en voldelig-patriarkalsk opdragelse i hjemmet og en liberal skole, der forudsætter en stor indrestyring. Desværre er mange skoler stadig rådvilde over for den fundamentalisme, seksuelle tabuisering, patriarkalisme og korporlige afstraffelse, som lærerne næsten uforberedt konfronteres med.

Brug succeserne

Vellykket integration kan ikke sættes på den overfladiske formel »arbejde plus sprog minus kriminalitet«, mener Mansour. Det betyder ikke, at integration kræver en indholdsmæssig kulturel assimilering. Tværtimod kræver integration en både principiel og praktisk forståelse af grundlovens ånd og den individuelle frihed – en forfatningspatriotisme a la Jürgen Habermas.

Nytilkomne skal ikke bare have en abstrakt lektion i demokrati, men helt konkret have indprentet ligestilling, sekularisme og ytringshed. Blandt al alvoren foreslår Mansour halvt i spøg at hænge plakater op ved de europæiske ydergrænser med henvisning til disse grundprincipper – og at her må din datter have sex med, hvem hun vil, når hun er blevet myndig.

Mansour forfalder til tider til svulstige formuleringer om, at »den tyske stat er fuldstændigt planløs, når det kommer til integration«, men han følger kritikken op med konkrete forslag. Mod bogens slutning opstiller han en tipunktsplan, der bl.a. kræver langt mere konsekvent socialpædagogisk arbejde, en tysk indvandringslov og en statslig indblanding i den interne muslimske debat, så den ikke fortsat overlades til konservative islamisk-politiske forbund med rødder i diktatoriske regimer.

Disse forslag kan man fint rive fra hinanden. Men de kunne være starten på den konkrete debat, som Mansour ønsker sig. En af hans hovedpointer er netop, at både den hysteriske nationalistiske fløj og den berøringsængstelige humanistiske fløj ikke vil være ved, at konflikter og forhandlinger er en nødvendig del af alle samfund i så omskiftelige tider som vores. Samtidig holder han fast i, at indvandringssamfundet er et faktum, og at integrationen for manges – også muslimers – vedkommende faktisk fungerer. De succeser skal vi bruge langt mere aktivt.

At Ahmad Mansour demonstrativt sikrer sig mod begge sider – »falsk tolerance og panikmageri« – kan virke lidt anstrengt, men det er også et udtryk for, at den brede tyske midte, der skal bære integrationen, løber ud mod netop disse fløje. Så meget desto vigtigere virker hans debat.

Ahmad Mansour: ’Klartext zur Integration: Gegen falsche Toleranz und Panikmache’. 304 sider. 20 euro. Fischer Verlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu