Konservatismen har længe været i krise. I dansk politik siden Schlüter-regeringens fald og i en bredere forstand siden Oplysningstiden. I løbet af moderniteten har idealerne om individets frigørelse, sekularisering, verdensborgerskab, autoritetskritik, politisk lighed og i det hele taget den store bestræbelse på at udrydde forskelle og hierarkier mellem mennesker udfordret konservatismen dybt ned i dens sjæl.
Hele den moderne, liberale samfundsform har gjort det svært at være konservativ ideolog.
Men nu svinger de store mentale penduler igen. De liberale institutioner mister legitimitet, den liberale livsform breder sig alligevel ikke rigtig verden rundt, og tyrkertroen på oplysningsidealernes sejrsgang og individets lyksalige løsrivelse fra alskens autoriteter svinder ind.
Herhjemme opvurderes det nationale af snart sagt alle – det sker md alt fra den liberale kulturministers lov om national dannelse af skolebørn gennem busture rundt i Danmark til Ida Aukens nye forsvarsskrift for danskheden.
Flere drømmer om førmodernitetens lave tempo og mindre teknologi – fra Bonderøven til Kim Larsen og Knausgård. Opvurderingen af kulturel homogenitet trives nu langt ud på venstrefløjen. Kristendommen skal fylde mere i DR, og selv i venstreintellektuelle kredse er det ikke længere idiotisk at være kristen.
Autoriteter skal tilbage i skolen og dannelsen. Konservative intellektuelle – Støvring, Selsing, Jalving osv. – vinder terræn. Eksempler på konservative strømninger i tiden er mange.
Konservativ uklarhed
Men samtidig er det vanskeligt at fastholde, hvad konservatisme egentlig er. Socialismen og liberalismen har klarere træk og mere markante profiler. Mange kender Marx og Adam Smith. Konservatismens store profil og fader, irsk-engelske Edmund Burke, kender de færreste noget til. Ikke engang den konservative partileder, Lars Barfoed, vidste i 2013 i Deadline-studiet hos Martin Krasnik, hvem Burke var, da han fik forevist et billede af ham.
Fra 1960’erne – efterkrigstiden var ikke klar til kritik af menneskerettigheder og sekularisme – og med Reagan og Thatcher vokser Burkes status, dog ikke i Danmark. Hans hovedværk, Reflections on the Revolution in France (1790), udkommer først på dansk i 1987 (på Tidehvervs Forlag). Og det på trods af, at værket indgår i verdenshistoriens første store debat om menneskerettigheder og i en af historiens vigtigste ideologiske debatter.
Men nu leverer historieprofessor Claus Bryld den første bog om Burkes liv og værk på dansk.
Man kan skelne mellem fem ærinder i Brylds indholdsrige bog: Den skildrer Burkes liv, og den er en nærlæsning af hans politiske og filosofiske værker set i lyset af deres nære kontekster med fokus på 1730-1797, Burkes fødsels- og dødsår; for Burkes skriverier var oftest replikker til samtiden, men han argumenterede filosofisk og alment. Derudover forholder Bryld sig kritisk til Burkes politiske filosofi, og han præsenterer den angelsaksiske og danske Burkeforskning – og kommenterer den ligefremt (Per Stig Møller »misforstår konsekvent« Burke, Søren Krarups Burkeforståelse er korrekt, men »ahistorisk« osv.). Endelig analyserer Bryld også forholdet mellem Burke og nutidens konservatisme.
Oplysning og modoplysning
Bryld gør Burkes fascinerende liv til fascinerende læsning: fra ungdommens digterambitioner, venskab med William Burke m.v. til politisk karriere og inden 1789 moderat oplysningstænkning – Burke kritiserede den engelske kolonialisme, var for den amerikanske revolution, imod absolut monarki og hårde straffe og for højere grad af religionsfrihed.
Og inden Den Franske Revolution var han nærmest ven med den engelske skribent og filosof Thomas Paine, som ender med at blive Burkes ideologiske ærkefjende i debatten om menneskerettigheder.
Netop revolutionen i Frankrig bliver det store vendepunkt i Burkes liv. Inden da er han på sin karrieres lavpunkt og resigneret – uvidende om, at hans livs kamp venter lige om hjørnet. Men da han – først flere måneder inde i revolutionen – opdager, at den ikke blot drejer sig om franskmændenes, men menneskets rettigheder og har enorme internationale konsekvenser, vågner han op til dåd og kamp. Efter 1790 bliver han hånet af liberale og bryder med Whig-partiets ledere og tilhængere af revolutionen.
Brylds bog er også en bog om Paines spændende liv og filosofi. Paine vokser op i England i små kår og oplever først succes i livet, da han som 27-årig rejser til Amerika, bliver redaktør, kritiker af slaveriet, ven med Thomas Jefferson og udgiver pamfletter om rettigheder, der sælger voldsomt, mobiliserer folket og bliver kilde til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring.
I 1792 må han forlade England og rejse til Frankrig for at undgå chikane, og han dømmes in absentia for højforræderi. I Frankrig vælges han til parlamentet, og de sidste år af sit liv lever han i det Amerika, der var klar til hans oplysningstanker. Både Burke og Paine ender således som udstødte skikkelser – konflikten mellem oplysning og modoplysning i 1700-tallets England er både indviklet og dramatisk. Bryld har blik for begge dele.
Burkes og Paines filosofi
I sin første substantielle vurdering af revolutionen, erklærer Burke, at frihed ikke er individuel vilje, men ’social’. Hermed antydes Burkes grundlæggende perspektiv og problemformulering: Den er antikt inspireret og drejer sig ikke om individets, men det sociales ophøjelse: Hvad kan en civilisation holde til, før den slår over i uorden eller barbari? Reflections er dels en kritik af Den Franske Revolution og en advarsel mod noget lignende i England, dels et opgør med Oplysningens idealer.
Burkes filosofi er funderet i en guddommelig verdensorden, hvor naturlige love er samfundsmoral skabt af Gud og mulige for menneskets fornuft at indse. Der er således ingen ’naturlig’ tilstand før en samfundsorden – Burke er uenig med kontraktfilosofferne – og vaner, følelser og traditioner er stærkere end vilkårlige individers fornuft.
Derfor må staten være stærk og udemokratisk. Hvor individets frihed hos Rousseau skal beskyttes mod staten gennem direkte demokrati, og staten hos Hobbes og Locke skal beskytte individets frihed og sikkerhed, skal staten hos Burke så at sige beskytte individer mod individers oprør mod den givne samfundsorden. Det handler ikke om menneskers ret, men om den sociale ordens gudgivne ret. Og så er familie, ejendom og religion bærende elementer i den organisme, samfundet er.
Økonomisk er Burke liberalist på linje med vennen Adam Smith: Staten skal ikke gribe ind i markedet. Burke bliver en af de første modoplysere – mens Paine er en af de vigtigste radikale oplysere. Hos Paine, hvis vigtigste værk, The Rights of Man (1791-92), er et svar på Burkes Reflections, er mennesket godt, men det er gennem historien blevet fordærvet af dårlige styreformer. Derfor er en omvæltning med menneskerettigheder og demokrati som det styrende nødvendig. Staten skal repræsentere borgerne og sikre deres frihed.
Burke og konservatisme i dag
Bryld har været optaget af Burke og Paine i en menneskealder, og hans bog er forrygende, særdeles velskrevet og også flot illustreret. Brylds overblik, viden og engagement i stoffet er medrivende. Men fremstillingen kræver også meget af læseren, der f.eks. uden videre forventes at vide, hvad den »aristotelisk-thomistiske naturretstradition« er. Det er dog i hans analyse af relationen mellem Burke og vor tids konservatisme og spørgsmålet om, hvorvidt Burke kan ses som konservatismens grundlægger, bogen står mindst stærkt.
Bryld pointerer, at konservatisme i dag er blandet op med andre ideologiske elementer og med populisme, og det er hans komparative hovedargument, at Burkes metafysik og autoritære konservatisme ikke stemmer overens med vor tids demokratiske konservatisme, hvorfor Bryld vil betvivle opfattelsen af Burke som konservatismens fader (Bryld ser aktuelt større ligheder mellem Burke og Rusland, Ungarn og Polen).
Men det er et spøjst argument: At nogle elementer i Burkes ideologi i dag er erstattet af andre, betyder jo ikke, at Burke ikke grundlagde nogle af de elementer, der også i dag er med til at definere konservatismen: modvilje mod omvæltninger og utopier, forandre for at bevare, kontinuitet i samfundet og mellem generationer, familien og religionen som grundlag mv.
Bryld nævner da også selv, at der er ’rester’ af Burke tilbage i konservatismen, og at han er til stede i vor tids formulering af konservativ ideologi. Måske vil Brylds fremragende bog også gøre Burke virkningsfuld i danske (parti)politiske programmer og lade dem opsamle og repræsentere al den konservative længsel efter orden, stabilitet og autoriteter, der er i tiden.
Claus Bryld: ’Edmund Burke – Konservatismens profet’. 276 sider. 299,95 kr. Aarhus Universitetsforlag.
