Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En radikal flirt med værdier

En lille pamflet om radikalismens værdier tegner vellykket et både historisk og aktuelt billede af det radikale projekt. Men hvor radikalt er det egentligt at tale om værdier? Det demokratiske sekulære samfund må vel først og fremmest bygge på principper
Moderne Tider
13. oktober 2018

Sofie Carsten Nielsen, De Radikales energiske profil, har sammen med lektor Rune Christiansen og professor Peter Lauritsen begået en pamflet, som beskriver radikalismens ’værdier’.

Formatet på 68 sider betyder selvfølgelig, at ikke alt er med. Alligevel er anlægget ambitiøst nok: radikalismens historie, nogle biografier, partistrukturen og til sidst fremtiden.

Den historiske del er stort set fejlfri. Med føje trækkes linjen tilbage til den franske radikalisme, med rette pointeres det, at denne var sekulær og demokratisk, vendt mod monarkiet. Hvilket betyder, at er man radikal, går man imod enhver religiøs konfessions forsøg på at påvirke civilsamfundet og ethvert forsøg på at sætte sig ud over demokratiet, uanset hvilken magtkoncentration (fagforening eller multinationalt selskab) det kommer fra.

Dog er forskellen til marxismen ikke, som det hævdes, at radikale ikke anerkender nogen klasseskel, men derimod at de hævder andet end økonomiske skel.

Rammer og rettigheder

Blandt biografierne er det bemærkelsesværdigt, at Elna Munch er repræsenteret sammen med de forventelige Viggo Hørup og Georg Brandes. Rehabiliteringen er dog lige så berettiget som iøjnefaldende. Elna Munch er trods alt den første kvinde, der har talt fra Folketingets talerstol. Det skete den 19. juni 1918.

Men Elna Munch ville ikke ses som kvindelig politiker. Hun ville ses som radikal politiker. Når hun kæmpede for kvindernes rettigheder, gjaldt det kvindens ligestilling, ikke hendes offerstilling. Herunder at kvindelige politikere ikke kun skal tage sig af ’bløde værdier’. På den måde viderefører hun og Det radikale Venstre snarere Hørups end Brandes’ arv: Ligestilling er ikke et spørgsmål om kønsperspektiv og symbolpolitik, men et spørgsmål om formelle rammer og rettigheder.

Nu som dengang. I dag må det gælde ’øremærket barsel til fædre’ (af samme varighed som til mødre, forstås). Ligestillingskampen er langt fra slut, men den er altså stadig formel. Og ærgrelsen var stor blandt mange radikale, da partiet ikke kunne komme igennem med lige barsel under sidste regeringsdeltagelse på grund af Socialdemokratiets modstand.

Tiltræng nuancering

Ærgrelsen var tilsvarende stor blandt mange radikale over Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt i foråret 2007. På det punkt må man konstatere, at der siden er løbet en del vand gennem Frederiksholms kanal. I afsnittet om Elna Munch, så vel som senere i bogen, plæderes der for et nyt moderne gennembrud med hensyn til »den ligestillingskamp, der udspiller sig i minoriteten blandt kvinder og mænd med anden etnisk baggrund« (senere hedder det ligeud: »blandt minoriteter med muslimsk baggrund«).

Har partiet mon lyttet til Mogens Lykketofts opsang for nylig, hvor han beskyldte De Radikale for med deres problemfornægtelse at skubbe folk i armene på Dansk Folkeparti? I hvert fald tales der her tiltrængt nuanceret om de aktuelle problemer: De handler ikke om flygtninge og udlændinge, men om kultur og integration. Nuanceringen kunne også være tiltrængt i lyset af det andet problem, som vores aldrende befolkning udgør.

»Uanset om du elsker os eller hader os, kommer du ikke uden om os« – siges det frisk i forordets indledning. Og det må man sige. Af de 113 år, der er gået siden Det Radikale Venstres stiftelse, har partiet siddet i regering i de 47. Man ved, hvad det desuden har betydet som støtte- eller oppositionsparti. Plus at radikalismen ikke engang er begrænset til at være politisk bevægelse.

Man kan være radikal uden at være tilknyttet De Radikale. Sådan har vi på dansk haft betegnelsen »de kulturradikale« siden 1955 (ifølge Radikal), en betegnelse brugt om »internationalt orienterede, religionskritiske og rettighedsorienterede antinationalister«. En betegnelse, kunne man tilføje, som især har fået reklame ved at være flittigt brugt som skældsord på højrefløjen.

Ikke en grundbog

Hørup opfordrede folket til at dele sig efter anskuelser. Man skulle ikke, hedder det her, »overtage godsejerens eller naboens synspunkter og heller ikke ukritisk kopiere meninger« fra ligesindede eller klassefæller. Sådan et »Del jer efter anskuelser!« taler nu også et ganske andet sprog end det socialdemokratiske med dets paroler om fællesskab og solidaritet. Det er mere radikalt at sige imod uden persons anseelse, at være antiautoritær og på vagt, at forlange kontrol med magthaverne og åbenhed i forvaltningen.

Rune Christiansen, Peter Lauritsen, Sofie Carsten Nielsen: ’Radikal.’

Brandes’ moderne gennembrud trænger ifølge Radikal til en mere moderne gentagelse. Ikke mindst på grund af det »folkehovmod«, hvormed Danmark i dag vil hævde sin selvtilstrækkelighed i forhold til omverdenen. Brandes og hans folk blev lettere hånligt kaldt for ’europæerne’. De Radikale er den dag i dag det mest europavenlige parti i Folketinget. Men europæisk og dansk er ikke modsætninger. Danmark er en del af Europa, det er ikke meget uden. »For Brandes var den største trussel mod danskheden [...] det, han kaldte den nationalistiske angst for verden.«

Radikal kan ikke være nogen grundbog, der må man stadig ty til Erik Rasmussens og Roar Skovmands jubilæumsbog Det radikale Venstre 1905-1955 og diverse efterfølgere som Det Radikale Venstre i medvind og modvind (red. af Helge Larsen) fra 1980. Alligevel lykkes det fint at forklare det bemærkelsesværdige ved De Radikale, at de har formået at forene, hvad der synes uforeneligt: idealisme og pragmatisme.

Menneskerettigheder

For én ting er det radikale landsforbund med dets leder valgt af medlemmerne, en anden folketingsgruppen med dens leder. De to kan manøvrere nogenlunde frit og uden at være bundet af hinanden. Groft sagt sådan, at partimedlemmer kan diskutere løs og stille alle mulige forslag, mens det er op til folketingsgruppen at se, hvad man kan komme igennem med.

Pamfletten er oplysende og oplyser, som det vil være fremgået, også om overraskende nyt. Et par steder motiveres nyorienteringen med et klædeligt opgør med, hvad de radikale må »erkende at have medvirket til«. Idealismen og pragmatismen må fortsat justere hinanden indbyrdes. Men derfor er det stadig radikalisme at gå imod noget så vildt som ophævelse af lighed for loven (som med den såkaldte ’ghettopakke’) og med stædig sækularisme at gå imod en lovgivning mod en lovreligion, der (som med den såkaldte ’burkalov’) selv ophøjer det sekulære samfunds skikke og brug til lov.

Kan der ikke indvendes noget mod de historiske gennemgange eller det annoncerede nye, moderne gennembrud, må det til gengæld være på sin plads med en advarsel mod den lette sprogbrug, som af og til er ved at ende i det letkøbte.

Radikale er danske, som de er europæere, javist, men hvorfor skal ’menneskerettighederne’ så konsekvent omtales som de ’universelle menneskerettigheder’? Er vi ikke ved at være nået dertil, hvor vi må erkende, at menneskerettighederne er noget, der er erklæret af Europa og dermed af Danmark? Herunder erklæret som universelle. At vi er blevet enige om at indrette os sådan – og vel også om, at det ville være det bedste for alle. Men at forlange det af alle kammer let over i kolonialisme og imperialisme.

Værdibegrebet

Tilsvarende med den gennemgående tale om ’det liberale demokrati’: Er det udtryk ikke overtaget fra angelsaksisk sprogbrug og dermed tradition? Er det demokrati, vi har i Danmark, ikke snarere et socialt end et liberalt?

Endelig er der selve værdibegrebet. Ordet har fundet så vældig en udbredelse, men der er noget forkert inderlighed over det. Kan man kræve af nogen, at de skal antage bestemte ’værdier’? Det er som at kræve, at de skal føle for noget. Men nej, vi skal bedømme uden hjerte, vi skal adlyde uden at elske, som den radikale tænker Alain (Émile Chartier) sagde. Man kan kræve, at folk følger bestemte retningslinjer. Evt. tale om normer eller idealer.

Lad os håbe, at De Radikale også i det kommende principprogram vil holde hovedet koldt og hjertet varmt – og holde sig til principper snarere end ’værdier’, bløde eller ej.

Rune Christiansen, Peter Lauritsen, Sofie Carsten Nielsen: ’Radikal.’ 68 sider. 139 kr. Copenhagen Storytellers

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her