Lewis Goodall voksede op i den kulfarvede del af Birmingham, hvor rækkehusene ikke havde varme på første sal, hvor de fleste forældre arbejder på Rover-fabrikken, der byggede Morris Mini, og hvor alle stemte på Labour.
Han blev den første i sin familie der kom på universitetet, og i dag er han politisk korrespondent på den store tv-station SkyNews, hvor han har stået i spidsen for dækningen af Brexit og valgkampen i 2017.
Og nu har han så skrevet en blanding af en personlig beretning og en journalistisk rejse ind i kernen af det Labour-land, han selv er knyttet til, og som de politiske kommentatorer klør sig i hovedet over.
For hvad i alverden sker der med Labour? De var nede i sølet efter Tony Blair, men er nu skudt lodret i vejret under Jeremy Corbyn: Ved valget i 2017 gik de fra 30 til 40 pct. af stemmerne, den største fremgang til noget parti siden Anden Verdenskrig. Hvad skete der? Vandt Labour stemmer, fordi de unge briter var trætte af nedskæringer og forelsket i Corbyns røde program? Nej, siger Goodall – det skyldes især Brexit.
En skrøbelig koalition
Labour fik et strålende valg, fordi en masse middelklasse-Remain-vælgere forlod de konservative efter Breixt-afstemningen. De ville stikke en kæp i hjulet på Theresa Mays projekt. Desuden fastholdt Labour overraskende mange af deres gamle arbejderklasseområder, bl.a. Goodalls gamle kvarter, og det er overraskende, fordi mange af de traditionelle Labour-valgkredse jo stemte Leave.
»Theresa May troede, at Leave-stemmerne var en blok. Det er de ikke,« skriver Goodal meget rigtigt.
Han besøger sin gamle snookerklub og får at vide, at man jo selvfølgelig både kan være imod EU og for bedre arbejdsvilkår, som de stadig mener, at Labour er garant for.
Lewis Goodall: ’Left for Dead? – The Strange Death and Rebirth of the Labour Party’. 352 sider. 20 pund. William Collins
Hans program præsenterede et balanceret offentligt budget med klassiske Labour-ideer som billigere universitetsuddannelser og højere mindsteløn.
Programmet var rigtig nok et skridt til venstre i forhold til forgængeren Ed Miliband, men kun et lille skridt. Ordet ’socialisme’ bliver slet ikke brugt, til gengæld stod der, at vi stadig skal »være tough on crime«. Corbyn skræmte ikke middelklassevælgerne væk, og derfor var programmet en succes.
Nååå ja, indvandring
Lewis Goodall konkluderer, at Labours relative succes i 2017 (partiet tabte valget) byggede på en diffus og skrøbelig koalition af højtuddannede liberale i byerne, arbejderklassevælgere, eks-UKIP’ere, og frafaldne konservative, der var sure over Brexit.
Derfor ligger det heller ikke i kortene, at Corbyn kan holde sammen på flokken frem til næste valg, hvor partiet endda skal erobre nye valgkredse for at vinde.
For det første er »de unge millennials« (så unge er vi millennials altså heller ikke længere, flere af os er altså over 30 år) slet ikke socialdemokrater. De er den gruppe, som er mindst villige til at betale mere i skat for at hjælpe »de fattige«, og de er såmænd også meget forstående over for nedskæringspolitikken, som de synes er »nødvendig«.
For det andet frygter Goodall, at folk som dem i hans barndomsgade er ved at smutte til Tory’erne eller til sofaen. Man kan allerede se det på tallene: Labours føring i arbejdervalgkredse falder for hvert valg, og hvad så nu, hvor partiet helhjerte omfavner en ny folkeafstemning om Brexit?
Left for Dead? er bedst i de journalistiske passager, hvor Goodall taler med briterne og tegner et mere nuanceret billede af folk end de lagkagediagrammer, som talfolk på tv ofte præsenterer. Men den er svag, når den skal forklare, hvorfor »folk, som ikke har to halve pennies, de kan gnide mod hinanden, bliver mindre og mindre tilbøjelige til at stemme på venstrefløjen«. For hvad er det egentlig Labour gør forkert? Corbyns politiske program var jo fint nok … Og så går det op for én: Nååå ja, indvandring. Bogen undgår helt det tema, som mere end noget andet har defineret moderne politik generelt og Brexit-debatten specifik. Og så virker det hele pludselig temmelig overfladisk.
Men det overfladiske er jo, at et lillebitte område af samfundet som indvandringen af nogle få procent fra ikke-vestlige lande har fået så enormt distanceblændende virkning.
Hvis Socialdemokraterne havde fastholdt en klassisk socialdemokratisk politik, var indvandringen heller aldrig blevet noget, der var blevet lagt mærke til.
Som forholdene er nu i en del engelske byer, er indvandringen ikke noget, man kan undgå at lægge mærke til.
At skue tilbage kan kun medføre noget brugbart hvis man handler på det.
Ellers er det udelukkende at "slå nogen i hovedet".
Storbritannien er center for alle de gamle engelske kolonier (Commonwealth) - der automatisk har frie visa til England og dermed verdens største arbejdsudbud. Måske er EU´s frie bevægelighed en torn i øjet netop af den grund - er der nogen her der har tænkt på den forklaring ? For mig at se har Storbritannien aldrig kunne glemme det imperium hvor solen aldrig gik ned og hvad er skaldede 500 mio. der ikke engang kan mane sig op til demokrati i forhold til et land der har haft deres "Magna Carta" i 900 år. Så - ja - jeg forstår englænderne og deres skepsis.
Og vigtigere : hvad har alle de gamle kolonier tilfælles ? De har engelsk som administrationssprog,engelsk retssystem og dermed automatisk et tilhørsforhold til den engelsk kultur altså de kan integreres udmiddelbart.
Der var en gang hvor akademikerne var solidariske med arbejderklassen. Derfor søgte de job i det offentlige hvor de "social enginereede" samfundet til de flestes bedste. I dag solidariserer akademikerne sig med den 1 % og de udformer bl.a. neoliberale handelsaftaler, der suger livet ud af arbejderklassen, og gør de rige superrige. For at studere denne udvikling er Storbritannien ligesom 1 parket midtfor.
Det bliver spændende at se, hvilken magt The City of London får når Jeremy Corbyn får den politiske magt?
Det var fra The City of London, ATV Danmark blev plyndret for milliarder og andre EU lande ligeså.
Husk på hver tredie barn i Storbritannien er fattig, at 33% af alle børn går ‘sulten’ i skoler flere dage om ugen i gennemsnit anno 2018.
Tænk på hvad det betyder for politik, når politikere ikke længere kan påstå, at den førte politik er dikteret af EU, at organiseret kriminalitets bonus udbetalninger til de ansatte alene for The City of London 2016 samtidig er £44bn.
DKK. 370 milliarder.
Link: https://www.telegraph.co.uk/business/2016/09/15/bonuses-are-back-payouts...
Bragende, dundrende, hamrende succes!? Men ikke i regering. Hvad er ambitionsniveauet og kriteriet for succes?