Først var Tyskland ondt. Så blev det godt. Men nu må det voksne land indse, at virkeligheden ikke er sort-hvid, men præget af magt. Det er groft sagt konklusionen, hvis man læser Tysklands nyere politiske historie fra Stunde Null i 1945 og frem til begyndelsen på enden for Merkel i 2018 som en dannelsesroman. Og det er netop, hvad der foregår i bogen Der gute Deutsche – die Karriere einer moralischen Supermacht (Den gode tysker – en moralsk supermagts karriere, red.)
Bag den står Josef Joffe, der er kommentator for og udgiver af avisen DIE ZEIT, og som gerne giver sarkastiske metaanalyser af aktuelle politiske begivenheder, før vi andre dødelige har tænkt dem ud af nyhedsstrømmen og ind i en mere eller mindre meningsfuld helhed.
Også historisk besidder Joffe et suverænt overblik og en flabet pen. I Der gute Deutsche beskriver han Tysklands vej fra forhadt hittebarn til europæisk vidunderbarn. Han ser ligefrem Merkel som »personificeringen af dette bedste Tyskland, der nogensinde har eksisteret: liberalt, demokratisk og stabilt (…) Tyskland er i dag den bløde hegemon, og Angela Merkel er landets profet,« skriver han med sit ironiske slør, som man ikke skal lade sig narre af.
Magt og magtafkald
Joffe mener det alvorligt. Prøvelser som Auschwitz-processerne, Brandts østpolitik, Rote Armee Fraktion, oprustningspolitikken og genforeningen er overstået, og gennem sin nærmeste mønstergyldige dannelse er Tyskland nu ved at være voksent.
Josef Joffe: ’Der gute Deutsche – die Karriere einer moralischen Supermacht.’ 256 sider. 20 euro’ C. Bertelsmann Verlag
Det afgørende greb i den tyske identitet og historie sammenfatter Joffe i begrebet ’magtudvidelse via magtafkald’: Vesttyskland og det genforenede Tyskland har i kraft af suverænitets- og magtafgivelse faktisk vundet mere magt på ganske subtil vis. Det gælder bl.a. bindingen mod USA, den tyske atompolitik og den tyske selvinddæmning i Europa.
Joffe gennemspiller denne ydmyge doktrin ved store kanslere som Konrad Adenauer og Willy Brandt, hvis berømte knæfald ved ghettoen i Warszawa i 1970 står som symbolet på den tyske ydmyghed over for fortidens ufattelige synder. Kanslere som Helmut Schmidt, Helmut Kohl og Gerhard Schröder behandles derimod stedmoderligt, mens Joffe ser Merkel som kulminationen på sin tese.
Merkel-periodens udenrigspolitik er »europæisk og ikke national, ’vi’ i stedet for ’jeg’, blød magt i stedet for hård magt, fællesskab i stedet for vold – men et fællesskab, der viser sig at være en stille magtforstærker.«
En åbenlys pointe ligger i en tysk økonomisk imperialisme i kraft af euroen. Den kritik køber Joffe kun en kvart del af vejen, da han på trods af »de tyske stabilitetskriterier for euroen« ser den nuværende europolitik som direkte utysk i kraft af centralbankens offensive pengepolitik og opkøb af obligationer, der indirekte fører til den europæiske gældsunion, som tyskerne skyr som Beelzebub. Tyskland har med andre ord opstillet euroreglerne, men er ikke stærkt nok til at sørge for, at de overholdes. Alligevel vil også Merkels efterfølgere kæmpe med næb og klør for euroen – og fortsat bøje sig, fordi Tyskland har for meget at tabe ved en opløsning af euroen.
Efterlades rådvild
Langt højere end det økonomiske stiller Joffe det forsvarspolitiske. Syrligt udlægger han den tyske pacifisme som »civilreligion og politisk instrument« og pointerer, at en interesseløs stat er en selvmodsigelse. Fra Adenauer og frem ser han pacifismen som en subtil strategi til at opnå positionen som blød europæisk hegemon. Men Tyskland har siden krigen kun kunnet pleje sin pacifistiske have som Voltaires Candide, fordi haven var omhegnet af NATO med USA i ryggen. I hvert fald indtil Obamas langsomme vending mod Asien og Trumps abrupte ’America First’-politik.
Selv om dannelseshistorien virker glimrende som fortællegreb, giver den i sidste ende hverken mening eller nye erkendelser. Vesttysklands opståen ud af Weimarrepublikken og Anden Verdenskrig var jo alt andet end en neutral fødsel, og en nations udvikling (hvor DDR helt udelades) har meget lidt med en biografisk udvikling at gøre. Derfor sidder man rådvild tilbage, når Joffe konkluderer, at Tyskland er ved at være voksent og klar til en ny normalitet. Og …?
Han polemiserer mod den sidste pubertære rest af en tysk selvopfattelse af at være en moralsk supermagt og antyder dermed, at et republikanskpatriotisk Tyskland bør tage sin geografiske, økonomiske og militære lederrolle i Europa mere på sig. Det vil ikke mindst sige: at indrømme sine knaldhårde interesser og opruste. Tak for kaffe, Joffe. Men trods alle de ironiske og forvirrende dannelsesfortællinger er det trods alt et udspil til en debat, som ikke bare Tyskland, men hele Europa bør tage.
Josef Joffe: ’Der gute Deutsche – die Karriere einer moralischen Supermacht.’ 256 sider. 20 euro’ C. Bertelsmann Verlag
