Læsetid: 6 min.

Ny bog galoperer igennem historien og det danske demokratis undergang

Tidligere højskoleforstander er aktuel med ny debatbog om det danske demokrati. Bogen tager os på lyntur igennem det danske folkestyres historie, inden den slår om i en knarvorn og uskarp analyse af demokratiets tilstand i vores samtid
10. november 2018

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Det spørgsmål har givet anledning til nok så mange diskussioner i tidens løb. Og sådanne diskussioner er ofte vigtige at tage, især når glasset er et billede på noget andet – så som demokratiets tilstand eller indfrielsen af diverse politiske målsætninger.

Går man ind i en af disse diskussioner, bør man samtidig erkende et væsentligt forhold: Det er ikke alene op til den enkelte betragter at afgøre, hvad glasset – eller demokratiets tilstand – er. I så fald havde man ikke brug for en diskussion. Langt snarere er det op til betragteren at argumentere overbevisende for sin påstands sandfærdighed.

I disse år vælter det frem med bøger, som erklærer, at det står ilde til i de vestlige demokratier. Det vidner allerede de apokalyptiske titler om: David Runcimans Sådan ender demokratiet (2018), Steven Levitsky og Daniel Ziblatts Hvordan demokratier dør (2018) eller Christophe Buffin de Chosals Demokratiets afslutning (2014).

Asser Amdissen: ’Nu vi taler om demokrati’.

Nu melder den danske historiker og tidligere højskoleforstander, Asser Amdisen, sig under samme faner med sin netop udsendte debatbog Nu vi taler om demokrati. De skæbnesvangre toner udfolder sig allerede på bogens forside, der proklamerer, at »vi er ved at sætte det hele over styr« – demokratiet, altså.

Amdisens sigte er at indføre læseren i det danske folkestyres historie, advare om de farer, demokratiet står over for i dag, og ligeledes selv komme med et bud på, hvad et demokrati indebærer.

Et sådant forsøg på at tegne de store linjer i samfundsudviklingen og tilføje sine egne betragtninger er modigt og kan kun hilses velkomment.

Mens samfundsvidenskaberne har det med at snævre sig ind på stadigt mere specialiserede forskningsområder, er det vigtigt, at nogen tør våge sig ud i den bredere debat og sætte den i perspektiv. På den måde åbnes debatten om vores demokrati for langt flere end blot akademiske fagfæller.

Den vigtige borger

Amdisen lader hurtigt læseren forstå, at han sætter den brede debat om demokratiets ve og vel højt. Ligesom det danske højskolekoryfæ, Hal Koch, mener han, at »den væsentligste forudsætning for, at vores demokrati kan overleve og udvikle sig, er, at vi hele tiden vedligeholder det gennem kritik, uenighed, kamp og ballade«.

I denne demokratiforståelse står »borgeren« som den centrale politiske figur, og Amdisen bruger bogens første kapitel på at skitsere, hvad borgeren er for en størrelse. Det gør han med et sikkert greb og uden for mange tekniske krummelurer. Amdisen får fint præcist placeret borgeren i demokratiet – både som et konkret individ, der er udstyret med rettigheder og pligter, og som en idealbillede på et frit individ, som er i stand til selv at danne sig holdninger.

Han fremhæver, at selvom borgeren er et ideal, er det vigtigt at værne om, fordi forestillingen om borgeren har væsentlige følger for, hvordan vi behandler hinanden som mennesker, og hvordan vi vurderer rimeligheden i de regler, vi må indordne os under i samfundet. Borgeridealet sikrer nemlig dels, at vi tager den enkeltes ord og meninger for pålydende, og dels at vi som enkeltpersoner føler os forpligtede over for fællesskabet og dets regler.

Efter disse indledende skitser følger et kort kapitel om demokratiet i antikken samt en lille afstikker til vikingetiden og de politiske myter, der opstod i kølvandet på det danske nederlag til Preussen i 1864. Dernæst vender Amdisen tilbage til højmiddelalderen og arbejder sig herfra frem mod vore dages demokrati.

Fuld fart på historien

Det er ikke så få historiske begivenheder, man som læser kommer til at stifte bekendtskab med undervejs. Her skal blot nævnes et udpluk: ændringer i middelalderens militærteknologier, nybrud i den kristne kirke, adelens gøren og laden i forskellige perioder, indførelsen af arvekongedømmet, oplysningstiden, den franske revolution, tilblivelsen af den danske grundlov, nederlaget til Preussen, Første Verdenskrig, Socialdemokratiets opblomstring, Anden Verdenskrig og den efterfølgende kolde krig.

Dette historiske galopløb udgør langt størstedelen af bogen. Først på bogens sidste sider når Amdisen for alvor frem til vores samtid, hvor vi – som nævnt – efter sigende skulle være ved at sætte demokratiet over styr. Alligevel er det ikke megen plads, Amdisen har til at vende så store og indflydelsesrige historiske begivenheder, som han beskæftiger sig med. Bogen er trods alt kun 192 sider lang.

Man siger gerne, at enhver, der sætter sig for at skrive en tekst, må foretage en afvejning mellem dybde og bredde. Den påstand sætter imidlertid et uhensigtsmæssigt enten-eller op, der bør kvalificeres. For det at vælge bredden betyder ikke, at man dermed udelukker dybden undervejs. Den kan titte op på velvalgte steder, hvor forfatteren standser op, dvæler ved detaljen og kommer med egne refleksioner over begivenhedernes spidsfindigheder. Det samme kan siges med omvendt fortegn om dybdeperspektivet – at de stedvise detaljenedslag er skiftet ud med forsøg på at trække tråde gennem historien.

Med sit korte format og store historiekatalog er Nu vi taler om demokrati en bog, der lægger vægt på bredden. Sammen med de mange historiske begivenheder er den også rig på vægtige navne inden for filosofien. Hobbes, Locke, Rousseau, Kant og Marx. Læseren trækkes igennem et vældigt rytteroptog, men altovervejende kort og flygtigt. De mættende dybdenedslag er der få af.

Et af disse få steder er, når Amdisen opholder sig ved den franske oplysningstænker, Voltaire, og dennes Afhandling om tolerance fra 1763. Med Voltaire ved hånden skildrer Amdisen en dyster, historisk henrettelse og slår slagkraftigt fast, hvor vigtigt det er med grundlæggende, universelle rettigheder. Og han trækker i den forbindelse klare tråde til sit indledende kapitel om borgeren i demokratiet.

Svag samtidskritik

Hen imod bogens slutning stiller Amdisen ind på samtidens danske demokrati, og det går ikke stille for sig. Folketingsvalg kalder han »skueprocesser, der gennemføres, så vi kan føle os demokratiske«, og om samfundets udvikling skriver han, at den »langsomt [skrider] frem mod det totalitære«. Dertil kommer, at begrebet om borgerrettigheder »i den politiske debat nærmest er perverteret til ukendelighed«.

Problemet er i første omgang ikke det svulstige sprog. Amdisen har tydeligvis en ambition om at være sprogligt kæk og provokerende igennem det meste af bogen. Problemet er frem for alt, at Amdisen afstår fra umagen med at begrunde sine bombastiske udmeldinger.

Et demokrati er altid i opbrud, folkeafstemninger har ligeledes deres indbyggede svagheder, og den danske offentlighed er med jævne mellemrum vidner til, at borgerrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed bliver knægtede. Men Amdisen gør ikke læseren meget klogere på disse udfordringer. I stedet for opfinder han til lejligheden to kærkomne boksebolde, som tilskrives æren for den miserable tilstand, vi angiveligt befinder os i: de »værdiløse teknokrater« og »fascistiske populister«.

Det er alt andet lige lettere at harcelere over »værdiløse teknokrater« og »fascistiske populister«, som allerede er behængt med knapt så flatterende adjektiver, end at analysere og kritisere væsentlige demokratiske problemstillinger. Alligevel kniber det for Amdisen at holde tungen lige i munden, selv når han skoser teknokraterne og de fascistiske populister. Det skyldes, at han definerer dem så løst og bredt, at det kan være svært at afgøre, hvem der hører til i hvilken kategori.

På den ene side hører eksperter og embedsmænd med i hans forståelse af ’teknokrater’. På den anden side har teknokraterne angiveligt ikke »nogen kvaler over at gå helt derud, hvor det bliver grotesk og nærmer sig fascisme«, og samtidig fremføres det, at teknokraterne har »taget skridt i retning af at angribe systemmenneskene – forstået som statsembedsmænd«. Det er begrebsmæssig forvirring på højt plan og emmer af intellektuelt dovenskab.

I Nu vi taler om demokrati råber Asser Amdisen frem for alt til læseren, at glasset er halvt tomt – at demokratiet er ved at blive sat over styr. Men han glemmer at give sig tid til at begrunde hvorfor. Og dette harmonerer næppe med den danske højskoleånd, han ellers gerne ser sig forankret i.

Asser Amdissen: ’Nu vi taler om demokrati’. 192 sider. 179,95 kr. Haase Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Demokratiets største udfordring i dag, er anslag mod ytringsfriheden - også uden for Sverige. Some things are not meant for man to say today.

Grundloven giver de folkevalgte ret og pligt til at agere uden uden "nogen forskrift" fra vælgerne.
De er valgt ud fra principielle holdninger på det politiske marked.
Derefter kan et flertal bede folket tage stilling til specielle emner ved en folkeafstemning. Det er ikke en særlig anvendt mulighed (som i Svejts).

Grundlaget for folketingsvalg er defineret af partierne - ikke af vælgerne.
Antag at et meget stort og problematisk emne skal fremlægges og afgøres ved et valg. Hvordan kan så sikres at den rigtige beslutning tages.
Tag det globale klima. Er der global demokrati ? Nej, vel. Hvordan kan vores demokrati så sikre den rigtige beslutning.
Er det ikke folketinget ansvar at tage beslutninger, som strider mod folkets flertals mening, men er til gavn for folket.

Altså, et fascistisk diktatur kan agere i folkets - og klimakampens - interesse, selv om folket ikke har villet det. Folket/demokratiet er, ud fra denne betragtning, ukvalificeret til til den bedste løsning i hele landets interesse.
Sagt meget barsk - demokratiet er i yderste konsekvens i stand til at begå selvmord i demokratiets navn.
Løft så denne problematik op på internationalt plan til FN og andre overnationale organer.
Så er vi langt fra krydset på hr og fru Jensens stemmeseddel.