Svend Brinkmann er blevet berømt for sin nej-hat. Han er det nærmeste, den akademiske verden kommer et kulturelt ikon. Når der opstår merchandise med slogans fra ens forfatterskab, så ved man, at toppen er nået.
Der er dog mange lag til manden. Den hurtige og sloganprægede formidling er kun et af de mange håndtag, han kan betjene sig af. I hans seneste bog er tempoet ganske anderledes.
Svend Brinkmanns nye bog hedder Det sørgende dyr. Dyret er os, vi mennesker. Vi er de eneste, der for alvor kan sørge over tabet af et andet menneske. Bogen handler om alle de mange måder dette tab udspiller sig på: hvad det betyder for livet, at vi kender til sorgen, og at sorgen indimellem spiller på os, som var vi tilværelsens klaver.
Sorgen er sindets nøgle
Sorgen er ifølge Brinkmann en fundamental følelse. Den er ikke den eneste, også angst, skam og skyld bliver gennemgået.
Fælles for dem alle er, at de ikke blot strømmer gennem os, men også er vores bedømmelser af forhold og andre mennesker. Følelser er muligvis ikke rationelle, men rummer rationalitet, idet de er intentioner. Vi vil noget med dem og gør brug af dem, samtidig med at vi ikke i nogen simpel forstand styrer dem. Grunden til megen uenighed mellem mennesker ligger netop her. Vi bedømmer med følelser og det ofte, fordi andre mennesker ikke har forvaltet deres følelser på passende vis.
Svend Brinkmann: ’Det sørgende dyr’. 232 sider. 299,95 kr. Forlaget Klim
Det sørgende dyr er en rig, men tilgængelig beskrivelse af følelser i almindelighed og sorgen i særdeleshed. Har man mistet, tror jeg, at bogen vil åbne nogle mentale døre.
Jeg har som de fleste mennesker prøvet at miste, men må også indrømme, at jeg aldrig har tænkt videre over min egen sorg, altså virkelig vendt og drejet den, forsøgt at komme overens med dens udseende, forstået dens helt nødvendige rolle. Og der er tid til at lære om sorgen.
Det er en fokuseret bog. Faktisk er det virkeligt rart at læse en bog hvor Svend Brinkmann ikke mener så meget, men viser desto mere.
Brinkmanns hatte
Siden Brinkmann trådte frem med en foldet avis på hovedet, har jeg i flere omgange været lidt forvirret over hans offentlige rolle. Eller roller. For det er, som om der er flere udgaver af manden, alt efter hvor man fanger ham.
Læser man bestselleren Stå fast, får man en legende, syrlig kritik af vores moderne liv som et selvudviklingshelvede. Er man psykologistuderende, vil man omvendt kende ham som forfatter til engelsksprogede artikler og som noget af en ekspert i kvalitativ metode. Følger man Svend Brinkmann på Facebook, får man små filosofiske godbidder, observationer af samfundstrends, alt sammen indpakket i en onkelagtig humor. Endelig vil læsere af Politiken kende Brinkmann som klummeskribent, der hudfletter aktuelle fjollerier i en stil, der minder om de populære bøger.
Videnskabshatten
Det sørgende dyr leverer nok en Brinkmann til samlingen. Sammenlignet med tordenskraldet Stå fast, der var decideret sarkastisk, er den nye bog meget mere ligefrem i tonen.
Den er – og det er noget, der gør en kæmpe forskel – solidarisk med sit emne. Der er en oprigtig nysgerrighed og omhu for sorgen, lidt som var det en plante der skulle passes. Alt sammen er med til at gøre bogen til et meget behageligt selskab. Den er langtfra uden kritik af samtiden eller af filosofisk og psykologiske skoler, men der er en sober tone hele vejen igennem.
Brinkmann har før udfyldt rollen som avanceret formidler, bl.a. i en rigtig overbevisende bog om filosoffen John Dewey. Og han er ferm til en række ting.
Han doserer rigtigt. F.eks. spiller filosoffen Kant en lille rolle som en inspiration til, hvordan man overhovedet går til noget som sorg, men det bliver aldrig teknisk, og han modstår fristelsen til at divertere med Kant. Det er to the point.
Han angriber i ro. Der er i grunden mange markeringer af dårlige tilgange eller problematiske forståelser af sorgen. Evolutionspsykologi får en del kritik, men der er aldrig nogen glammende hunde i kælderen.
Han har en flot eksempeløkonomi. Folk, der er gode til at bruge eksempler, bliver let prangende og lader eksemplet blive styrende, men hos Brinkmann er de altid knappe og økonomiske og noget nær umærkeligt til stede i en forklaring.
Brinkmann er helt åben om, at bogen bygger på et større forskningsprogram, der hedder Sorgens kultur. Der ligger meget forskning og tunge artikler bag indsigterne i sorgens væsen, men heldigvis mærkes det sjældent som en modstand. Argumenter præsenteres på videnskabens præmisser, og kender man først og fremmest Brinkmann fra Stå fast, Ståsteder og Gå glip, vil sproget nok forekomme mere teknisk. Jeg synes dog, alt er forklaret. Fans burde købe denne bog. Den er next level Brinkmann.
Sorgen er ikke en sygdom
Bogen er et forsøg på at gå fænomenologisk til værks. Det betyder sådan cirka at forstå sorgen ud fra de mange måder, den viser sig for os på – uden en teori om, at bevidsthed og følelser i virkeligheden er noget andet end, hvad der viser sig for os.
Så vi skal omkring en masse fænomener. Kærlighed f.eks., som spiller en væsentlig rolle som sorgens forudsætning, for hvis vi ikke forbandt os så intenst til hinanden, var der jo næppe det store problem. Sorgen er dermed også ’selvisk’, en sorg over tabet af muligheder og sammenbruddet i en tidligere geografi, der var delt med en anden.
Og vi skal omkring de mange hjælpemidler, vi betjener os af, for at give sorgen et hjem. Gravstene er det oplagte eksempel, men Brinkmann kommer vidt omkring. Fra telefonbokse i Japan til teater i København.
Selv om sorgen er det naturligste af alt, kan det også gå galt med sorgen. Den kan på en måde sætte sig fast, og kalder derfor i vores kultur på spørgsmålet: Er det blevet en sygdom?
Brinkmann udvikler i Det sørgende dyr en kritik af diagnosesamfundet, hvis seneste påfund er diagnosen ’kompliceret sorg’. Det hele er lagt meget fair frem. Det kan gå galt med sorg, så måske er en diagnose ikke af vejen?
Det bliver dog tydeligt med Brinkmann, at trangen til at diagnosticere sorgen også bygger på en bestemt singulær forståelse af mennesket og en overfladisk analyse af sorg. Hvordan kan det væsentlige i vort liv, det som er en forudsætning for vores liv og ikke blot et bestemt resultat af vores liv, beskrives som en fejl?
Og endelig. Hvis man på det her tidspunkt i bogen savner en mere slagfærdig Brinkmann, så titter samfundsrevseren frem i bogens afslutning, hvor en ungdommelig tidsånd spiller rollen som den, der presser og klemmer sorgens plads.
Det sørgende dyr dækker et selvfølgeligt vigtigt emne. Sorgen er midt iblandt os, der tales meget om den, og alligevel er den næppe væsentligt forstået af de fleste af os. Det er utilstrækkeligt formuleret, men Brinkmann gør sorgen vigtig, ved at tydeliggøre for os alle, hvad den ’kan’. Hvorfor den overhovedet er til.
Det er for meget at sige, at sorgen er blevet glemt. Det er mere, at den ikke har fået den rette opmærksomhed. Det har den nu.
