Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Havde du også glemt, at The Beatles gemte deres penge i skattely?

Siden 1960’erne, hvor The Beatles skjulte deres penge på Bahamas, er kapitalismen blevet mere og mere syg. En ny bog opruller alle dårligdommene og konkluderer, at det i dag er værre for et land at have en stor finanssektor end slet ikke at have nogen
The Beatles under indspilningen af ’Help!’ på Bahamas i 1965. Dengang tænkte man ikke så skidt om skattely.

The Beatles under indspilningen af ’Help!’ på Bahamas i 1965. Dengang tænkte man ikke så skidt om skattely.

United Artists

Moderne Tider
1. december 2018

I 1965 besluttede de fire medlemmer i The Beatles at optage deres anden spillefilm, Help!, på Bahamas, som dengang var en britisk koloni – de var nemlig nødt til at bo et stykke tid på øen, hvis de ville bruge den som et skattely. Og det ville de.

Dengang i 60’erne var det ikke bare rebelsk på den fede måde at snyde the taxman, det var også i den periode, at det hele begyndte at gå ad helvede til, forklarer journalist og forfatter Nicholas Shaxson i sin nye bog. 

I 2011 blev Shaxson kendt for bestselleren Treasure Islands, der beskriver verdens skattely, og nu har han begået en rigtig venstrefløjskioskbasker om den moderne finanskaptialismes skyggesider.

Dårligdommene er kommet snigende siden de glade 60’ere, og nu fylder de så meget, at de ødelægger vores lande og vores økonomier – kapitalismen er blevet syg, og i dag er det bedre ikke at have en finanssektor end at have en, mener Shaxson.

Nicholas Shaxson: ’The Finance Curse: How Global Finance is Making Us All Poorer’. 354 sider. 20 pund. Bodley Head

Hans tese, som også er bogens titel, er god: The Finance Curse, finansforbandelsen.

Begrebet spiller på den berømt politologiske teori om »the ressource curse«, ressourceforbandelsen, der siger, at lande med olie eller andre værdifulde ressourcer ofte ender med at være fattigere og mindre demokratiske end lande, der ikke har samme ressourcer. Tænk på Syrien, Congo, Irak, eller Venezuela …

Sådan er det også med finansverdenen, mener Shaxson, for se bare på, hvordan Londons finanscentrum, The City, er ved at kvæle hele landet: Det lille område midt i London omsætter hvert år for 500 pct. af landets samlede BNP, det skaber brain drain, for de klogeste hoveder starter ikke deres egne forretninger, men begynder at handle aktier – det er jo dér, pengene er.

Penge og energi flyder væk fra de steder i økonomien, som rent faktisk skaber gode job – det gør The City nemlig ikke. Langt de fleste af finansbankernes udlån går til andre banker, så det er en slags lukket kredsløb.

Alle de mange udenlandske penge, der flyder ind, puster det britiske boligmarked op, uligheden vokser, der kommer skattesnyd, og så ændrer finansverdenen de politiske præmisser, mener Shaxson.

Den keltiske tiger

»Vi er i et globalt kapløb,« sagde Storbritanniens daværende premierminister David Cameron i 2013:

»Svøm eller synk.«

Og sådan er præmissen for al moderne politik blevet, skriver Shaxson: Vi er alle i en evig konkurrence med hele verden, og hvis vi ikke vil være forarmede og uden virksomheder, skal vi hele tiden være open for business, som han skriver. Og det indebærer ofte, at man sænker skatten for at være »konkurrencedygtige«. Herhjemme betaler firmaer i dag 22 pct. i selskabsskat – i 1990 var det 40 pct.

Men det er en falsk præmis, mener Shaxson, for vi skaber ikke rige samfund ved at dumpe skat og deregulere for at tiltrække globale investeringer.

Se bare på Irland, der med ét slag i 1999 sænkede selskabsskatten fra 33 til 12,5 pct. og gjorde det lettere for alverdens firmaer at lave skatteoptimering. Var det grunden til, at landet gik fra den fattige ende af Europa til at være Den keltiske Tiger?

Nej, mener han, Irlands succes skyldes medlemskabet af EU’s indre marked i 1992, fredsaftalen i 1998, at 60’ernes uddannelsesreformer slog i gennem – og ikke mindst den store frisættelse af de irske kvinder, der kom senere ud på arbejdsmarkedet end kvinderne andre steder: Før 1973, hvor Irland trådte ind i EU, måtte kvinder ikke arbejde i den offentlige sektor. 

Det var ikke deregulering, der satte gang i Irland, til gengæld havde det nye finansregime en anden konsekvens: Irland blev ramt hårdt af finanskrisen.

Den globale konkurrence er et vilkår

The Finance Curse er underholdende skrevet, men også en kende for skråsikker og polemisk. Det er rigtigt, at »finansialisering« har skabt en syg kapitalisme, som belønner spekulation mere end innovation, men det er ikke rigtigt, at konkurrencestatslogikken bare er en myte, som vi har bildt hinanden ind.

Der er en grund til, at Danmark under de nuværende forhandlinger om Storbritanniens udtræden af EU går så meget op i, om briterne er underlagt strenge regler om statsstøtte – ellers kunne de jo lokke et dansk rederi eller en fabrik til at flytte. Det sker, spørg bare i Nordfrankrig.

Der er rigtig nok en tendens til at betragte skattetryk som det eneste mål for konkurrenceevne – det er for banalt – men den globale konkurrencesituation er et vilkår, ikke en myte.

Men Shaxsons grundpointe er god nok: Siden Beatles løb rundt på stranden i Bahamas og snød i skat, er kapitalismen blevet mere og mere syg. Det er utroligt, at vi ikke taler mere om det, og det er endnu mere utroligt, at vi ikke gør mere ved det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sitting on a cornflake, waiting fot the van to come!

Søren Kristensen

Taxman kunne være skrevet af Glistrup.

Jeg mener at have læst at de blev beskatter med 98%
Så måske var der en grund til at gå i skattely. Rolling Stones gjorde det samme.

Thomas Bindesbøll

Ah ha, de klarede sig nu udmærket, både Beatles og Stones, ikke noget med 98 pct i skat.

Så deres (Stones) "exile on main Street" er stadig en fremragende LP, Men både Beatles og Stones skatte-jammer er da en ynk at se tilbage på...
Siden da er profit-millionmaskinen for både Stones og de overlevende Beatles enklepotpersoner da spundet helt ud i hamsterhjulet af afsindig indtjening..
Som sagt, og misforstå mig ikke: Jeg elsker deres musik, men måske Jagger & Co,. til tider skulle tænke lidt over egen tekst i "I can get no Satisfaction"...

Principielt er det derfor ikke bedre at være musiker, tennistjerne, eller Glistrup-inspireret skuffeselskab (eller Amdi Petersen), i hverken Monaco eller Caymann Island.

Men tak lige til Information for at minde os alle sammen en smule om både inkonsekvens og ditto hykleri. Både dengang og nu.

Carl Chr Søndergård, Per Torbensen, Erik Jakobsen og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Under Wilson var der nu en skrap beskatning i England. Det førte til Thatcher...., som havde langt støøre forståelse for millionærerne. Stones in Exile skyldtes, at de var blevet robbed, ikke af skattevæsenet men af Allen Kleins ABCKO, og at de FREMADrettet ønskede at score kassen via deres nye selvejede selskab. Dette i 1971. Stones mistede rettet til deres eget bagkatalog fra 63 70, de skjulte sig i Miscle Shoals Studio for at bevare retten til You gotta move, Brown Sugar og Wild horses. til Kleins deal med Decca i deres forlig, da de fyrede ham. Jagger blev herefter, han var jo fra London School of Economics, businessman, Richards blev stofmisbruger.

Beatles var enorme og genererede enorme summer (som Elvis) i starten af tresserne via deres turneer og film. De var et merchandice produkt, foruden fremragende hitmagere. Da de blev voksne og selvstændige prøvede de med Rubber Soul og Revolver og SGT. at lave virkelig musik og droppede turneer, som kunne have gjort dem endnu større multimilliadærer. Med Apple lavede de et filantropisk selvskab, men det blev umuligt at enes. De var blevet voksne. GH fortsatte sin filantropi ivet igennem, being generous by conviction. Lennon withdrew. At kalde dem hyklere er helt forkert.

"Fun is the one thing that money can't buy"
John Lennon.

Poul Kristensen

@Kjeld Jensen: Hvis man tjener som Kate Perry eller Lady Gaga - eller the Beatles - ville man stadigvæk have et halvt hundrede millioner til overs. Det virker underligt at the Beatles faktisk blev populære på det.