Læsetid: 5 min.

Visdom fra sygdom?

I sin seneste bog forsøger Jonathan Lear på sprogligt og teoretisk veloplagt manér at bringe filosofien og psykoanalysen i dialog. Det lykkes i vid udstrækning for Lear at argumentere overbevisende for, at de to discipliner i virkeligheden ikke rigtig kan klare sig uden hinanden – men at det først for alvor slår teoretiske gnister, når Freud og filosofferne slår pjalterne sammen
1. december 2018

Jonathan Lears akademiske karriere vidner om en dramatisk serie af både psykologiske og faglige selvopgør, som man egentlig snarere ville forvente at støde på i en russisk roman fra anden halvdel af 1800-tallet end i en estimeret filosofiprofessors cv.

Som håbefuld ph.d.-stipendiat lægger Jonathan Lear (født 1948) ud med at ville specialisere sig i forskellige argumenters formelle gyldighed.

Det lyder en anelse abstrakt (og en smule tørt), tænker mange nok – og sagen er, at Lear selv med tiden kommer til at mene, at arbejdet med den formelle logiks abstraktioner er eksistentielt understimulerende. Hans mellemværende med logikken udmunder i hvert fald i en art personlig krise, hvor Lear til sidst ikke længere kan se meningen med al gyldigheden (no pun intended) og af samme grund slet og ret går i stå, både menneskeligt og filosofisk set.

Denne krise ophører dog, da Lear begynder at beskæftige sig med Aristoteles’ filosofi, som han herefter bruger adskillige år i Cambridge på at fordybe sig i.

Fra antikken til analysen

Flere år senere må en (nok en gang) skuffet Lear dog indrømme, at ej heller Aristoteles’ dydsetik kan forklare hele eksistensen. Lears faderopgør med Aristoteles leder ham videre til fadermordets teoretiker par excellence: Sigmund Freud.

Jonathan Lear: ’Wisdom Won from Illness – Essays in Philosophy and Psychoanalysis’. 344 sider. 36 euro. Harvard University Press

Og selv om allerede Aristoteles udmærket var klar over, at den menneskelige psyke ikke kun har en rationel – men også en irrationel – del, så er det først med Freuds klinisk funderede psykoanalyse, at vi omsider får de begrebslige værktøjer til at forklare, hvordan psykens ubevidste del kan strukturere og dominere det bevidste jegs selv- og verdensforståelse – endda i en sådan grad, at vi selvdestruktivt kommer til at obstruere vort eget forsøg på at nå til det, Aristoteles anså for det eneste mulige mål for menneskelig aktivitet: et lykkeligt liv (eudaimonia).

Psykoanalysen afslører altså én gang for alle, at mennesket er et væsen, der (alt for) ofte kommer til at leve et (ulykkeligt) liv, det ikke kan lide, af (ubevidste) grunde, det ikke kan forstå.

Med denne indsigt følger også en udfordring: Vi må nemlig både klargøre, hvordan psyken fungerer, og vi må seriøst overveje, hvad vi egentlig kan gøre ved det, når psykopatologiske dysfunktioner sætter sig igennem.

Fra briksen og tilbage til filosofien

Lears kompromisløse svar på denne udfordring er, at han uddanner sig til selv at blive – i ordets såvel praktiserende som teoretiserende betydning – psykoanalytiker.

Med årene indser Lear imidlertid, at selv om filosofien ikke kan undvære psykoanalysens forståelse af det ubevidstes kraft (både som fortrængt id og som fortrængende overjeg), så må psykoanalysen også være parat til på sin side at lade sig oplyse af de utallige analyser af f.eks. rationalitet, frihed, værdier, politisk retfærdig og personlig identitet, som filosofien tilbyder.

Det er med andre ord ikke (godt) nok kun at beskæftige sig med, hvordan internalisering af bourgeoisiets kropsfjendske og kulturkonservative værdier kan føre til psykisk lidelse. Vi må også spørge til, hvilke positive værdier vi i stedet skal forsøge at kultivere – hvilket igen forudsætter, at vi undersøger det samfund, der – for better or for worse – må stå for en sådan kultivering.

For som Freud og Aristoteles ville kunne blive enige om: Den individuelle psykes opståen, udvikling og potentielle (u)sundhed afhænger i den grad af de både materielle og kulturelle strukturer, hvorigennem samfundet rammesætter ethvert individs selvforståelse.

Bliv ven med et ’blodsugende spøgelse’

Noget af det, Lear dokumenterer mest overbevisende i Wisdom Won from Illness, er, hvordan filosofien siden sin antikke begyndelse også har været optaget af spørgsmålet om, hvordan sjælens irrationelle dele (allerede Platon taler i Staten om »begæret« (epithymia)) kan blive bragt til at »lytte til fornuften« (nous).

Det er afgørende her, at selv om idealet om en »harmonisk sjæl« ganske vist i sidste instans må være under fornuftens kontrol, så må fornuften ikke udarte sig til en art totalitær tyran, der tvinger begæret til betingelsesløs lydighed.

I stedet må fornuften forsøge at forstå, hvordan sjælelig sundhed i realiteten afhænger af den rette balance og »kommunikation« mellem bevidsthedens rationelle og emotionelle dele – snarere end sidstnævntes uforbeholdne indordning under førstnævntes principrytteri.

Strukturen i denne klassiske model er vel at mærke ikke så forskellig endda fra Freuds idé om, hvordan vellykket psykisk »integration« kan blive ødelagt af overjegets kompromisløse knægtelse af begæret. Det ubevidste begær skal altså ikke bare nedkæmpes, da en sådan strategi uvægerligt fører til »fortrængninger«, hvorigennem begæret efterfølgende hjemsøger psyken som et »blodsugende spøgelse«.

I stedet skal vi forsøge at gøre begærets mørklagte kræfter til fornuftens allierede ved at bringe dem frem i lyset, så psykens forskelligartede dele kan komme til at kæmpe på samme side.

Lear plæderer provokerende for, at ingen anden idé igennem verdenshistorien har været så skelsættende, hvad angår det ubevidstes bevidstgørelse, end psykoanalysens såkaldt »fundamentale regel«, der i al sin uhyre enkelhed foreskriver, at analysanden må »forsøge at sige hvad end, der falder én ind (whatever comes to mind) uden censurering og restriktion«.

Det viser sig nemlig herved (hvilket selvfølgelig på ingen måde er spor enkelt), at vi rent faktisk – og fuldstændig bogstaveligt ment – kan få det ubevidste i tale, hvilket bl.a. kan ske gennem de famøse freudianske fortalelser (men også gennem f.eks. sigende pauser i talestrømmen).

Og selv om ubevidste fantasier altid strukturerer det mulighedsrum og hermed den mening, vi opfatter vort liv igennem (f.eks. ved at tolke enhver mulig konflikt som en virkelig krænkelse), kan bevidstgørelsen af disse ubevidste meningsstrukturer faktisk betyde, at en mulig omstrukturering kan finde sted (f.eks. ved, at analysanden opdager, at han eller hun uden god grund fortolker alting som krænkende).

Bevidstheden kan nemlig ikke blot ødelægge sig selv indefra og blive psykopatologisk – selv om dette desværre ofte sker. Den kan også omstrukturere sig selv hen imod en sundere psykisk integration, og Lear trækker i sin udlægning heraf på filosofiske analyser af, hvordan sindet (f.eks. forstået som aristotelisk »dømmekraft« (phronesis) eller kantiansk »praktisk fornuft«) faktisk er i stand til at transformere sig selv alene ved at ændre sin forståelse af sig selv.

Videre til litteraturen

Lears suveræne syntetisering af filosofien og psykoanalysen (og den er suverænt eksekveret – om man så er enig i bogens endelige konklusioner eller ej) kommer også omkring Kierkegaards og Sokrates’ alvorlige ironi-forståelser, ligesom Wisdom Won from Illness præsenterer en række læsninger af bl.a. Shakespeare, J.M. Coetzee (hvis Waiting for the Barbarians jeg slet ikke kan vente med selv at få læst) og Marilynne Robinson, der igen bruger Lears fusion af filosofi og psykoanalyse som meningsmæssig fortolkningsnøgle.

Den dybereliggende pointe bag disse produktive læsninger er, at selv om filosofiske fornuftsargumenter ofte synes at være magtesløse i forhold til effektivt at bevidstgøre og omdirigere det ubevidste begær, så opfatter Lear ikke den psykoanalytiske terapi som vores eneste mulighed.

Litteraturen taler nemlig også til bevidsthedens irrationelle og emotionelle dele – og god litteratur (som f.eks. Platons hulelignelse eller Robinsons Gilead) har faktisk mulighed for både at klargøre og produktivt omdanne de fortællinger, vi – mere eller mindre (u)bevidst – bygger vores liv op omkring.

For som Nietzsche også formaner i Also sprach Zarathustra: Det er ikke nogen klinisk og instrumentaliseret fornuft, der skal erstatte fortidens på mange måder problematiske (både individuelle og kollektive) fortællinger. Det er nogle nye og bedre.

Der er ifølge Sigmund Freud intet som et dyredrab og et efterfølgende kødfyldt måltid til at skabe samhørighed og modvirke snæversyn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu