Læsetid: 6 min.

Et omhældt og gennemluftet tankemylder

Peter Sloterdijk er noget så sært som en utrættelig filosof og en alvorlig spasmager, men også et bogfirma og et selvavlende tysk brand. Hans nyeste påhit byder på en firakter for fire stemmer: en makrohistoriker, en litteraturkritiker, en teolog og en ’opiniater’ – dvs. en speciallæge for sygdomme i meningsapparatet. Velkommen i sprogteatret!
15. december 2018

Nu skal der blændes op for et egensindigt maskebal i form af en filosofisk turneret firstemmig firakter. Indstigningshøjden vil vise sig at være svimlende og stilen esoterisk. Præsentationens form er anmassende, højrøvet og drillende.

Peter Sloterdijks nyeste lille værk på 86 kondenserede sider hedder Polyloquien. Ein Brevier.

Titlens første ord er en neologisme, opfundet til lejligheden. På latin kan en samtale eller en forhandling kaldes for et colloquium, og på dansk bruges flertalsformen kollokvier eksempelvis for mindre videnskabelige konferencer eller faglige arrangementer, initieret og afholdt af studerende. Så et polylokvium må betyde noget i retning af et selvorganiseret, højstemt sammenrend af mange forskellige stemmer; thi polys betyder ’megen’ på græsk og forstavelsen poly- mange.

Titlens andet anslag kalder også på en forklaring. Brevis betyder ’kortfattet’ på latin, og et breviar er et udtog af en længere tekst. Et breviar kan også være en handy lille bog, f.eks. de katolske præsters bønnebog, der bruges ved døgnets syv, evindeligt genkommende bønnetimer.

Så er vi vist klar til første scene.

Scene 1 – fire autistiske karakterer taler sort

I første scene proklamerer den civilisationskritiske makrohistoriker, at masserne bliver ægget til at kaste sig ud i langt mere nydelse og forbrug, end det er muligt at tilfredsstille, og at der bliver produceret mere affald, end genbrugssystemerne inden for en overskuelig tidsramme kan nå at absorbere. Der bliver også opdaget og diagnosticeret langt flere sygdomme, end det er muligt at behandle, og ophobet flere fedtreserver i velhavende menneskekroppe, end slankeprogrammer, fitness og alskens diæter kan formå at nedbryde (abzubauen).

Peter Sloterdijk: ’Polyloquien – Ein Brevier.’ 86 sider. 14 euro. Suhrkamp Verlag Berlin.

Litteraturkritikeren giver sit ironiteoretiske besyv med. Det på en gang selv-sættende og selv-ophævende ironiske skriftsubjekt har mindst siden den tyske idealismes højtid svævet mellem produktivitet og destruktivitet og til tider evnet at byde på civiliserende merværdier. Ironikeren er rede til at kaste sig ud i en kamp, der kan tage form af et raseriudbrud, men også minde om en kærlighedsaffære. Ironikeren er en dobbeltbundet sprogkunstner, der kan risikere at løbe på grund.

Teologen byder på en længere anekdote om tiaraen, pavens hedengangne hovedbeklædning og krone, der blev afskaffet i 1964 og solgt på auktion. Hovedbeklædningen afspejlede både den teologiske semantik og den verdslige magt i hundredevis af år i Europas historie. Men nu til dags har den jordiske globalisering overtrumfet og overflødiggjort tidligere tiders symbolske ordenssystemer.

Så træder en opiniater– »en speciallæge for sygdomme i meningsapparatet«, dvs. en slags opinions-psykiater – til med et såkaldt impulsreferat, der slår fast, at den filosofiske prosa trækker på de syntaktiske lykketeknikker, man kalder litteratur; men at kun den, der har forhindret en diskurs i at opstå, er en virkelig forfatter.

For igennem de seneste årtier er åndshistorien på begge sider af Atlanten blevet ødelagt og forvandlet til et palaversystem, der har kvalt og nedgjort den store litteratur. Opiniaterens credo lyder: Aldrig mere diskurs (Nie wieder Diskurs). Fodboldspillet står også i fare for at blive destrueret af de såkaldte kendsgerningsafgørelser (Tatsachenentscheidungen, på dansk: tv-afgørelser), der fratager det tredje legitime og helt uundværlige mandskab på banen – dvs. dommeren iført sin sorte trikot, akkompagneret af årvågne og rimeligt servile linjevogtere – friheden til at se og fløjte forkert. Der er simpelthen tale om et overgreb på spillets ontologi.

Larsen sat af – og så småt tilbage på sporet igen

Jeg må indrømme, at jeg på dette sted, halvvejs inde i skuespillet, følte mig godt og grundigt sat af. De fire stemmer taler absolut ikke med, ikke engang til hinanden. Emnerne blafrer forsvindende i den fraværende vind. Enkelte elegante sætninger lagrede sig i mit indre Sloterdijk-arkiv, ikke mindst de 25 tæt pakkede udsagn af makrohistorikeren, hvoraf jeg blot har parafraseret de fire; men det hele virkede absurd, papfigurstiliseret og faktisk også kedeligt. Dertil kom, at makrohistorikersentenserne er ren selvplagiering fra et tidligere værk: Schrecklichen Kindern der Neuzeit (2015), som tekstsammenflikker og udgiver Raimund Fellinger da også ærligt tilkendegiver i bogens afsluttende »Brugsanvisning«.

Åndenøden og forvirringen fortsætter i scene 2. Her taler makrohistorikeren om, at vreden og hadet kan sættes i banken til ’bedre’ tider, og at historiens gang bestemmes af, hvornår den akkumulerede vrede bryder ud i fuldt flor. Teologen byder på en dristig parallel mellem regressionspotentialet i henholdsvis religion og musik (åh, at være ufødt i urskødet og lytte til dets klangløse klang), og litteraturkritikeren siger, at skrivekunsten er at skrive store ting med småt, og at den alfabetiserede og metafysiklystne fraktion af menneskeheden længes efter at læse den finale bog, der endegyldigt lader verden blive oplyst i forklarelsens meningsgivende skær. Opiniateren runder scenen af med en syrlighed. Hvis man skulle finde på at tyde menneskene som arme dyr, så er der tale om et snedigt trick, udtænkt af dovenskaben.

I scene 3 ser makrohistorikeren sig i spejlet. Spejlbilledets blege masse afvises som et sindbillede på uvirkeligheden, og han hævder kådt, at for fremtiden vil han selv bestemme, hvem han er. Og mens han spytter med væmmelse på ansigtet i spejlbilledet, bedyrer han læseren, at han alligevel sjældent har truffet så interessant et menneske så tidligt om morgenen – og det helt uden overdrivelse.

Derefter tager opiniateren over og serverer en sand perlerække af usammenhængende, men herlige aforismer. Jeg får lyst til at citere dem i lange baner. Her er blot nogle få: »Mennesket er det væsen, der ikke passer. Dets forhold til forholdene er uforholdsmæssigt. For mennesket passer det, ikke at passe.« »Det er bedre at bære Kristus over floden end at bære på Faderen hele livet.« »Det oprørske korn tror, det forandrer møllen, når det lader sig male af den.«

I scene 4 gennemspiller makrohistorikeren det kapitalistiske pengesystems nihilistiske og respektløse logik. Undervejs læses bæredygtighedsvokabularet som et neurotisk symptom på vor samtid, hvori fremskridtsløgnen udsættes for en nødvendig demaskering.

Litteraturkritikeren kalder mennesket for overreaktionsdyret par excellence. Allerede menneskeartens oprejste gang var en overdrivelse, og ethvert menneskeord er et skud ud i det åbne. Karakteren Sloterdijk får også nogle ord med på vejen. Han er en mærkværdig bastard, sammensat af en lyrisk ekstremist og en forbandet skolemester. Eller alternativt: sammensat af en mystiker og en konferencier.

Der gemmer sig mindst fire personer i hans hoved, et helt lille kollektiv, der bliver nødt til at finde ud af det med hinanden, hvad enten de vil det eller ej. Teologen runder det hele af med nogle såkaldt fingerspidsfilosofiske anmærkninger. »Det utrolige er den eneste målestok, det altid er rigtigt at tro på« – og »Filosofien bliver til det metafysiske eksils skole.«

Epilog uden bouquet

I bogens epilog skriver Sloterdijk himself, at han altid har opfattet sit kald som en form for dekantering af tanker og ideer, der trænger sig på fra alle sider for at blive behørigt omhældt og gennemluftet. Han ser sig selv som en kældermester, der byder på en uventet mundskænk. Gamle ideer må til stadighed omhældes på nye fade. Bogen og skuespillet er beholdere for ædle og lagrede ord.

Men denne gang har den nærmest manisk produktive Sloterdijk ikke dekanteret sin bedste vin, men genbrugt og tendentielt skamredet en gammel opskrift, så man næsten risikerer at glemme det originale smagsindtryk. De tre første karakterer: makrohistorikeren, litteraturkritikeren og teologen kom således langt rigere og vedkommende til orde i den velkomponerede afrunding i det sidste bind af den næsten 3.000 sider lange Sfære-trilogi: Sphären III. Schäumei 2004.

Peter Sloterdijk: ’Polyloquien – Ein Brevier.’ 86 sider. 14 euro. Suhrkamp Verlag Berlin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu