Læsetid: 3 min.

Fra Palæstina-konflikt til krig mellem teokratier

Fra Yom Kippur-krigen i 1973 til Islamisk Stats sammenbrud i 2017 analyserer islamforskeren Gilles Kepel de sammensatte konflikter, der destabiliserer Europas nærområde – og ser ud til at skulle udgøre en vedvarende hovedpine for vores kontinent
Den franske terrorforsker Gilles Kepel fotograferet påden franske ambassade i Danmark.

Den franske terrorforsker Gilles Kepel fotograferet påden franske ambassade i Danmark.

Martin Lehmann

8. december 2018

På Yom Kippur, den jødiske soningsdag, i efteråret 1973, overskrider syriske og egyptiske hærenheder våbenstilstandslinjerne i Golanhøjderne og på Sinai-halvøen i et overraskelsesangreb på Israel.

Trods overrumplende og hurtige sejre, slås de dog tilbage på få uger af Israels velorganiserede modoffensiv. Den sidste store væbnede konflikt mellem israelsk militær og arabiske hære.

I mange år frem forbliver det en konsensusopfattelse, at Israel-Palæstina-konflikten er den centrale geopolitiske konflikt, der kommer til at afgøre fremtiden for en region, verdens industrinationer behøver olie fra, som narkomaner behøver deres stof. Og som hører til de vigtigste skuepladser for Den Kolde Krig.

Gilles Kepel: ’Sortir du chaos – Stratégie pour le Moyen-Orient et la Méditerranée’.

I efteråret 2018 kan den arabiske verden fejre etårsdagen for Islamisk Stats militære nederlag. Dens ’kalifat’ er knust. IS er jaget ud fra sine bastioner i Mosul og Raqqa og frataget netværk, ressourcer og kommandostrukturer til at iscenesætte nye voldsomme terrorbegivenheder som dem, der i de foregående år har rystet Mellemøsten og Europa.

Imens forsøger Syrien og Irak at finde fodfæste efter år med ødelæggende og blodige krige og borgerkrige.

Shia-sunni-skismaet

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er stadig uløst. Men indefrosset og spiller i dag som lokal strid en mindre rolle.

I stedet definerer en anden brudlinje – modsætningen mellem sunnitisk og shiitisk islam – nu regionens vigtigste konflikt i form af rivaliteten mellem Saudi-Arabien og Iran.

Mellemøsten i 2018 er med andre ord et helt andet sted end Mellemøsten i 1973. Og vil man forstå hele den mellemliggende konflikthistorie med dens udenlandske interventioner og nationale tragedier, er det værd at læse den franske islamforsker, politolog og arabist, Gilles Kepels essaybog, Sortir du Chaos: les crises en Méditerranée et au Moyen-Orient.

Information havde lejlighed til at møde Kepel i Paris i sidste uge, da han holdt foredrag på det parisiske eliteuniversitet École Normale Superieure, hvor han har fået sin egen lærestol.

Kepel indrømmede her, at hans bogtitel lover for meget: Han anviser ikke en vej ud af Mellemøstens aktuelle kaos. Men den indfrier en anden ambition: at levere de nødvendige elementer til en forståelse, der er forudsætningen for, at Vesten hjælpe Mellemøsten på en mere konstruktiv kurs.

Kepels bog er med få undtagelser blevet mødt med beundrende kritik i fransksprogede medier. Nogle finder den dog kontroversiel i dens redegørelse for jihadismens rødder. Når Kepel skal forklare, hvorfor Det Arabiske Forårs prodemokratiske ansats udløste jihadistisk terrorisme, salafistisk regression og restauration af diktatur og autoritarisme, frikender han ikke religionens værdisystem.

Kepel er en af de relativt sjældne islamkritikere i islamforskermiljøer. IS har dømt ham til døden og han har måttet leve under jorden. Men ingen har bestridt hans faglige indsigt, og han er tilknyttet præsident Macron som rådgiver.

Verbale slagsmål

Fransk islamdebat har i de sidste år været domineret af Kepels store verbale slagsmål om jihadismens og den islamistiske terrorismes årsager med Frankrigs anden store islamforsker, Olivier Roy, der i jihadismen snarere ser nihilister, der er blevet ’islamiseret’, end muslimer, der blevet radikaliseret.

I deres intellektuelle fejde er hverken Kepel eller Roy gået af vejen for ord som ’bedrager’ og ’ignorant’ om hinanden. De er dog enige om, at den islamistiske terrors tilsyneladende exit fra scenen ikke skyldes enerkendelse i bevægelsen af ideologisk nederlag. »Islamisterne leder efter en ny modus operandi«, siger Kepel til Information og den gruppe europæiske journalister, han møder på universitetet. 

Roy har tilsyneladende ikke udtalt sig om Kepels nye bog. Men en enden kritiker libanesiske Lina Kennouche er knap så begejstret. I sin fyldige gennemgang af Sortir du Chaos i det algeriske dagblad El Watan påtaler hun Kepels »manglende blik for de strukturelle og fundamentale årsager« til, at det er netop i det arabiske Mellemøsten og ikke i resten af den muslimske verden, at en ultrakonservativ islam er blevet dominerende.

Kepel stirrer sig blind på sin egen tolkning af islamistisk ideologi, mener hun, hvilket »diskvalificerer hans analyse« og »overvurderer den religiøse faktors betydning«. At gøre konflikterne mellem muslimer til motoren for mellemøstligt kaos er alt for reduktivt, siger hun.

Det synes skudt over målet, for ret beset er Kepels bog fuld af nuancer og politisk og social kontekst. Men indvendingen er symptomatisk for hans kritikere, der finder det ubekvemt, at Kepel går så langt for at høre efter, hvad islamisterne rent faktisk selv siger om deres projekt og motivationer.

Gilles Kepel: ’Sortir du chaos – Stratégie pour le Moyen-Orient et la Méditerranée’. 528 sider. 22 euro. Gallimard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Espen Bøgh
  • Viggo Okholm
  • Hans Aagaard
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Olaf Tehrani, Espen Bøgh, Viggo Okholm, Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Sandheden var mere politik i den krig.
Sadat ville også skifte lejr, fra den sovietiske til den vestlige, Derfor manøvre til at pacificere Israel. De kunne lide at slos for at slos. Israel er altid lille, så er det nok.
Sadat skiftede alliancer og det er Egypten stadig væk pro Amerikansk.
Amerikaner mente at Egypten har ødelagt "barlavligne", som Israelere mente var uindtageligt i den 73 krig derfor tog de med i alliancen. og de betaler milliarder af dollars til Egypten hvert år .

Touhami Bennour

… til teokratier. De vise at Israel er aldrig tifreds. Arabere er enige at leve med Israel i området. Men Israel svarer ikke. Måske vil have mere, så vil også i krig med Iran. Man kan ikke kalde det teokratisk krig, når Israel er med?
Løsningen er to stater side om side.

Niels Duus Nielsen

Fin anmeldelse, jeg håber bogen vil blive oversat til engelsk eller tysk, da jeg er elendig til fransk.

Det kritiske spørgsmål er faktisk interessant: Hvorfor er det lige i den arabiske verden, at muslimer radikaliseres? Hvorfor ikke i Indonesien?

Touhami Bennour

Niels Duus Nielsen
Geografi gør forskellen. Mellem Østen er menneskeheden vugge. Islam er opstået i mellem Østen. Der er mange kulturelle forskelle men også mange ligheder. Tænk Europa fik navnet "Europa"er af et sagn fra Mellem Østen.
Europa er oprindeligt et navn til en dame, som er datter til en libanæsiske konge ifølge legenden. Arabisk sprog er den tredje sprog fransmænd anvender. Når folk står op om morgen begynder med at tale arabisk, kaffe og sukker , og selv jus er arabisk orde. Altså alt det gør at det er både "kærlighed og strid" i mellem arabere og europeere.
'Danskere ligger let væk Fra middelhavet, hvor det hele foregik i begyndelsen.- Mem det er heller ikke Danmark når arabere se på Europa, Det er Frankrig, Italien Grækenland og England, altså den ældre Europa, men alle kommer med nu.
Da Syrien blev besat af Frankrig efter den WWII, sagde den franske general Til graven til "Saladdine: vogn op Karsfarere er kommet tilbage". En dansk general vil ikke finde det relevant.
Altså mange indviklinger mellem arabere og europeere, men igen danskere vil finde det uinteressant, men fordi de kom senere på vognen. En løsning skal findes mellem Europa og arabere, hvor de kan leve sammen.