Læsetid: 5 min.

Studenteroprøret var også samfundets oprør

Slut med professorvældet, ind med projektarbejdet. I 50-året for 1968 leverer sociologen Finn Hansson en vigtig analyse af, hvordan det gik til, at en ny pædagogisk model sejrede, og at uddannelsessystemet ændrede sig radikalt
Universitetsbesættelser var en del af studenteroprøret – her Københavns Universitet omkring 1970. Bogen viser, at mange kræfter i det politiske liv og i ministerierne var positivt stemte over for at imødekomme de studerendes krav. Og selv i Venstre talte man aktivt for at give de studerende indflydelse på universiteternes ledelse.

Universitetsbesættelser var en del af studenteroprøret – her Københavns Universitet omkring 1970. Bogen viser, at mange kræfter i det politiske liv og i ministerierne var positivt stemte over for at imødekomme de studerendes krav. Og selv i Venstre talte man aktivt for at give de studerende indflydelse på universiteternes ledelse.

Ebbe Andersen

8. december 2018

Gruppearbejde, projektskrivning, selvvalgte problemformuleringer og selvstændig litteratursøgning ...

Sådan ser virkeligheden ud overalt i det danske uddannelsessystem i 2018 – fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet. Virksomheder og statslige kontorer benytter sig også af tværvidenskabelige og tværprofessionelle projektteams. Inden for samfundsforskningen tales der om, at vi er kommet til at leve i et omstillingsparat projektsamfund præget af en dynamisk og fleksibel vidensproduktion. Projektsamfundet synes med andre ord at være kommet for at blive, og det virker grangiveligt, som om det både er opdragende, konkurrencedygtigt og selvpromoverende – og såmænd også tvingende og uundgåeligt.

Men for 50 år siden – da studenteroprøret brød ud herhjemme og i udlandet – så verden meget anderledes ud. I årene op til 1968 tilskyndede hverken undervisningsmetoderne eller eksaminationsformerne til selvstændig tænkning endsige til fri fælles studenterudfoldelse.

Finn Hansson: ’1968 – Studenteroprør og undervisningsrevolution. En fortælling om opgøret med traditionel universitetsundervisning’.

Professorvældet og envejskommunikationen herskede, og pensum stod ikke til diskussion. De studerende sad i overfyldte lokaler på de gamle universiteter og lyttede til traditionelle forelæsninger for derefter at blive overhørt i allerede kendt stof til eksamen.

Dertil kom, at lærergruppen på Sociologi var domineret af »den meget snævre amerikanske positivisme«, som de kritisk tænkende studerende snart skulle komme til højlydt at problematisere.

Finn Hansson, der startede på sociologistudiet på Københavns Universitet i 1965, har skrevet en lille bog med en meget lang, men på sin vis også ganske præcis titel: 1968 – Studenteroprør og undervisningsrevolution. En fortælling om opgøret med traditionel universitetsundervisning.

Der er ikke tale om en støvet form for tilbageskuende universitetshistorieskrivning, men om et gedigent oplysende bud på, hvordan det kunne gå til, at den nye pædagogiske model opstod og sejrede.

Hansson, der var aktiv på Sociologisk Institut igennem sin studietid og bl.a. var med i de drøftelser, der førte frem til oprettelsen af det nye eksperimentaluniversitet RUC i 1972, trækker ikke blot på sin insiderviden fra de tumultariske år.

Så grundigt, som det nu engang lader sig gøre, har den tidligere forskningsbibliotekar og lektor på CBS også haft næsen nede i de gamle arkiver. Kildematerialet strækker sig fra studenterorganiserede kursusudkast og fagrådsreferater til tidligere rektor Mogens Fogs privatarkiv og undervisningsministerielle betænkninger.

Forfatteren, der er nøgtern og grundig læser og en saglig formidler, fortæller, at han, da han begyndte på undersøgelsen, måske naivt havde forestillet sig, at der eksisterede ordnede og systematiske arkiver fra perioden. Men det gør der ikke, bl.a. fordi en stor del af arkivmaterialet formodentligt blev kasseret, da daværende undervisningsminister Bertel Haarder i 1986 lukkede Sociologisk Institut.

Helt vildt og skandaløst i et land, der ellers i sin egen selvforståelse er optaget af at bære ved til og at værne om sine historiske arkiver. Hansson fortæller med andre ord noget nyt og faktuelt, jeg ikke vidste om prygelknabeinstituttet, der ellers er kendt som en yndet rygtesmedje. Det skal han have stor ros for.

’Systemet’ var åbent for forandringer

Kongstanken i bogen er, at der allerede før 1968 pågik »væsentlige politisk-administrative overvejelser om moderniseringen af universiteterne som en del af opbygningen af den velfærdsstat, som var begyndt i 1950’erne«, så da studenteroprøret brød ud i lys lue, var der mange kræfter i det politiske liv og i ministerierne, der var positivt stemte over for at imødekomme de aktionerende studerendes krav. Dertil kom, at mange af de aktive studerende gennemgik »erfaringsbaserede læringsprocesser« og indhøstede sejre ved at deltage i det lange og seje reformarbejde.

Nyt for mig var det også at erfare, at tidligere handelsminister Axel Kristensen på partiet Venstres vegne forfattede en pjece om universitetspolitik i 1968, hvori det blev foreslået, at studerende skulle deltage i valg af universitetets ledelse. Det var således ikke kun de langhårede og marxistiske studerende, der problematiserede ledelsesstrukturen og pædagogikken på universiteterne.

Da Styrelsesloven blev vedtaget i 1971, og Undervisningsministeriet bl.a. udviste imødekommenhed over for de sociologistuderendes forslag til en ny studieordning inklusive afløsningsopgaver og projektorienteret gruppearbejde, vidste ingen, at den radikale fornyelse af universitetspædagogikken, ville blive den nye samfundsmæssige norm.

Dengang eksisterede der tilsyneladende en nysgerrig, redelig og imødekommende borgerlighed i det politiske system. Hvad mon der er blevet af den? Den er mere savnet end nogensinde i en tid, hvor anstand og anstændighed er gået af mode inden for det kortåndede uddannelsespolitiske system.

Reformerne kom nedefra i årene omkring 1968. Det gør de ikke længere i 2018. I det afrundende kapitel 5 i bogen skriver Hansson lakonisk, at universitetsdemokratiet er blevet tilbagerullet, og at en hierarkisk ledelsesstruktur er blevet genindført.

I dag står den på fremdriftsreform, kortere studietider og detailregulering af universiteterne. Den enstrengede ledelsesstruktur har ingen forestillinger om, at de studerende eller for den sags skyld lærerne kan eller bør spille en aktiv rolle i formningen af de videregående uddannelser.

Kursusmodulerne er skåret til lang tid inden, man møder de studerende. Dertil kommer, at de studerende i stigende omfang bliver serviceret og tiltalt, som om de primært er kunder i en velassorteret butik, der serverer færdigretter.

Om den pædagogiske model, der står tilbage som 1968’ernes ’gave’ til samfundet, så overhovedet er progressiv længere, skriver Finn Hansson desværre ikke noget om i bogen med det gråmelerede, hyperreelle og retrosjuskede omslag, der umiddelbart ligner en for længst glemt pjece fra 1968; men som ved nærmere øjesyn viser sig at indeholde vægtig og æggende samtidshistorieskrivning.

I historiens levende slipstrøm

Hanssons analyse minder os om, hvor vigtigt det er ikke at være udleveret til det historie- og sammenhængsløse nu. Han minder os om, at vi lever i historiens levende slipstrøm, og at tidligere generationers visioner og virke har sat sit levende præg på den virkelighed, vi har en tendens til at tage for givet. På den vis får læserne en oplagt chance for at ihukomme, at ikke bare de florerende studieformer; men også de forståelsesformer og fortolkninger, vi anlægger, er formet af fortidens kampe og tvetydige sejre.

I mange andre lande står studiearbejdet som bekendt ikke i den selvvalgte problemformulerings og det fleksible projektarbejdes tegn. Så med Hanssons analyse får vi skænket en gedigen mulighed for at tænke over, hvordan den nyere universitære danmarkshistorie forløb, og vi blev formet til dem, vi er.

På den måde bliver historien om pensum og studieformer på universitetet i ’68 ikke nostalgisk, selvheroiserende og tilbageskuende, men tværtimod samtidsoplysende og bevidstgørende, som det kom til at hedde nogle få år senere.

Finn Hansson: ’1968 – Studenteroprør og undervisningsrevolution. En fortælling om opgøret med traditionel universitetsundervisning’. 117 sider. 139 kr. Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu