Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Uden frygt ingen følelser

Martha Nussbaum kaster i sin seneste bog, ’The Monarchy of Fear’, et filosofisk blik på tidens politiske krise. Selv om Nussbaum især har sat sig for at afdække, hvordan frygt ofte udarter til væmmelse og vrede, præsenterer bogen samtidig et bud på, hvordan politisk protest, kunst og rationel dialog kan bidrage til, at håb og mellemmenneskelig forståelse stadig kan få det sidste ord
Martha Nussbaum kaster i sin seneste bog, ’The Monarchy of Fear’, et filosofisk blik på tidens politiske krise. Selv om Nussbaum især har sat sig for at afdække, hvordan frygt ofte udarter til væmmelse og vrede, præsenterer bogen samtidig et bud på, hvordan politisk protest, kunst og rationel dialog kan bidrage til, at håb og mellemmenneskelig forståelse stadig kan få det sidste ord

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
8. december 2018

Man skal ikke være særligt engageret i spørgsmål om for eksempel dyreetik, strafferet, indisk politik, handicappedes rettigheder, politisk liberalisme, feministisk teori, humanioras rolle i og uden for universitetsverdenen, seksuelle krænkelser, transnational retfærdighedsteori, emotionsforskning eller for den sags skyld oldgræsk tragediedigtning, før man er stødt på navnet Martha Nussbaum.

Nussbaum, der har skrevet næsten 30 bøger og mere end 500 artikler, er da også en i særklasse produktiv tænker.

Det er dog ikke alene Nussbaums ’rå’, professionelle produktivitet, der udmærker hendes akademiske virke. Mindst lige så bemærkelsesværdigt er det, at Nussbaum rent faktisk har haft held – og indiskutabel dygtighed – til at blive en enormt indflydelsesrig offentlig intellektuel af den allersværeste kaliber.

Martha Nussbaum: ’The Monarchy of Fear’.

Nussbaums arbejde har da også skaffet hende omkring 60 æresgrader, herunder Inamori-stiftelsens Etik-pris for at »forbedre menneskehedens vilkår« (2015), Kyoto-prisen, som er den mest prestigiøse pris indenfor felter, hvor Nobelprisen ikke bliver uddelt (2016), den kun tre år gamle Berggruen-pris, der har som sit erklærede mål at gøre det ud for en regulær »Nobelpris i filosofi« (2018), ligesom hun er én af kun 11 personer, der har figureret minimum fem gange på Forbes’ Top 100 Global Thinkers-liste.

Frygten som fundamentalfølelse

Nussbaum bestræber sig generelt på at undgå at skrive i den konventionelle akademiske jargon, hun opfatter som »abstrakt«, »hygiejnisk bleg« og i det hele taget som alt for afkoblet fra den virkelige verdens problemer.

Det er da også i høj grad tilfældet for Monarchy of Fear, at den, i stil med Nussbaums manifest-agtige Not for Profit – Why Democracy needs the Humanities (Ikke for profit – Hvorfor demokratiet behøver humaniora) fra 2010, ikke er nogen typisk akademisk tekst – bogen indeholder for eksempel ingen reel litteraturliste – men i stedet mest af alt må ses som en debatbog, der med afsæt i tidens politiske krise tilbyder en art filosofisk årsagsforklaring på miseren såvel som et par tentative løsningsforslag.

Bogens essayistiske stil indebærer dog langtfra, at dens kernepåstande må opfattes (eller for den sags skyld kan affejes) som en række holdningsbårne postulater.

Nussbaum har således igennem de seneste godt 30 år beskæftiget sig dybdeborende med emotioner (for eksempel vrede, kærlighed og væmmelse) – hvorfor det ligger i naturlig forlængelse af hendes samlede œuvre, at hun her zoomer ind på frygten og dens status som menneskelig »grundfølelse«, der – som hun udtrykker det – både »består nedenunder og inficerer« samtlige af vores øvrige følelser. På godt og ondt, vel at mærke.

Frygtens status som grundfølelse gør, at det i sidste instans er komplet illusorisk at stræbe efter at blive den fuldstændig kvit. Faktisk bør vi ikke engang ønske – hvilket de stoiske filosoffer ellers anbefaler – at opnå nogen »sjælefred« (ataraxia) hinsides al frygt, eftersom menneskelivets allermest værdifulde aktiviteter består i intime relationer til andre mennesker; relationer, der slet ikke kan eksistere uden at være ledsaget af en frygt for at miste disse mennesker.

Formlen lyder: Ingen dybere mening uden kærlighed, og ingen kærlighed uden frygt (for at miste) – så heraf følger: heller ingen mening uden frygt.

Frygtens monarkis grundform og dens mulige demokratisering

Selv om frygten hører tilværelsen til, kan den ikke desto mindre udarte sig på voldsomt skadelig vis, hvis vi ikke inddæmmer og omdanner barnets instinktive tilbøjelighed til at reagere »monarkisk« på sin egen – fundamentalt frygtindgydende – hjælpeløshed.

Menneskebarnet – hvis »narcissistiske« grundindstilling det er at overleve henholdsvis at få tilfredsstillet sine behov – er nemlig helt og aldeles afhængigt af andre mennesker, når det kommer til verden, hvorfor enhver nyfødt baby med al magt forsøger at tvinge (især) forældrenes vilje til at rette sig efter sin egen vilje. Alternativet er ensomhed, ubehag og i værste tilfælde døden.

Man kan dog ikke bygge noget som helst velfungerende samfund op omkring individer, der reagerer som egomaniske diktatorer på deres egen hjælpeløshed. Af samme grund må barnets egoistiske »monark«-impulser omdannes til reciprokke, »demokratiske« (dvs. fællesskabskoordinerede) og solidariske emotioner og kompetencer, så vi kan blive i stand til at hjælpe hinanden i et (nogenlunde) medansvarligt voksenliv.

Nussbaum henviser her til psykoanalytikeren Donald Winnicotts ideer om, at udviklingen af en sund individuel psyke ikke alene forudsætter socialt velfungerende intimrelationer – men i lige så høj grad afhænger af, at demokratiske samfund præsterer at skabe tillidsfuld sammenhængskraft mellem medansvarlige medborgere.

Vreden og væmmelsen som frygtens excesser

Det helt store problem er imidlertid, at menneskets grundfrygt alt for ofte udarter sig »irrationelt« til emotioner som »vrede« og »væmmelse«, der igen medfører behovet for f.eks. hævnaktioner, social stigmatisering – og dét, der (potentielt) kan være endog meget værre. Standardeksemplet er Holocaust, men eksemplerne er legio – og Nussbaum har heldigvis intet behov for at tegne et rosenrødt endsige på nogen måde nostalgisk billede af fortidens – more often than not – totalitære, nationalistiske og patriarkalske samfundstyper.

Hvis andre har, mens vi selv mangler, er det nemlig naturligt at reagere vredt herpå. Men selv om de eksisterende samfunds overflod af f.eks. materielle, racemæssige, kultursegmenterede og kønnede uligheder vitterligt giver os »gode grunde« til seriøs social indignation, argumenterer Nussbaum alligevel utvetydigt for, at vreden oftest medfører meningsløs, retributiv (dvs. gengældende) og destruktiv hævntørst – og alt for sjældent til meningsfuld, restorativ (dvs. genoprettende) og potentielt samfundsforandrende handlen.

Nussbaums politiske forbilleder er da også ikoner som Martin Luther King, Gandhi og Nelson Mandela, for hvem det gælder, at de konstant formåede at kombinere deres beskrivelse af faktisk uretfærdighed med en håbefuld vision om forandring, der også inddrog protestbevægelsens politiske modstandere i det universelle menneskelige fællesskab, som man appellerede til.

En håbefuld politik må – som Nussbaum ser det – altid forsøge at modarbejde enhver form for ’os og dem’-logik, eftersom en sådan logik (ligesom vredens hævntørst) sjældent fører til noget regulært opgør med håbløshedens reelle årsager (f.eks. social marginalisering og udbytning) – men i stedet alt for let kan udnyttes og omkanaliseres af kyniske politikere til en »væmmelse« rettet mod stereotypiske ’andetheds’-repræsentanter som beskidte arabere, griske jøder, hysteriske kvinder, klamme homoer eller dovne samfundsnassere.

Kultur, samfundsarbejde og rationel dialog

Akkurat som der ikke er langt fra vrede til hævn, viser Nussbaum her, hvor uhyggeligt kort der ofte er fra væmmelse til legitimering af f.eks. hate crimes og SoMe-baseret-udskamning.

Som Nussbaum ser det, har vi intet andet valg end at modarbejde frygtens excesser med møjsommelige forsoning- og forståelsesforsøg (à la Luther King og co.).

Bogen anfører til slut en række kollektive aktiviteter, som faktisk kan gøre en forskel: Kunsten og kulturen, hvorigennem vi kan kultivere vores empati for fremmedartede kulturer såvel som for idiosynkratiske individer (på en emotionelt stimulerende facon, som for eksempel faktabaseret faglitteratur aldrig kan tilbyde). Lovpligtigt socialarbejde, hvorigennem vi tvinges til at møde vores medborgere på tværs af økonomiske, racemæssige og aldersbaserede forskelle (hvilket vil befordre solidariteten med »den anden«). Og rationel dialog, hvorigennem vi faktisk har mulighed for at deltage i en både kollektiv og kritisk undersøgelse af samfundets opbygning såvel som de retfærdighedsnormer, vi prøver at bygge selvsamme samfund op omkring.

Nussbaum må med The Monarchy of Fear siges at have gjort sin del, igen-igen.

Martha Nussbaum: The Monarchy of Fear. 272 sider. 25,99 dollar. Simon & Schuster.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"En håbefuld politik må – som Nussbaum ser det – altid forsøge at modarbejde enhver form for ’os og dem’-logik, eftersom en sådan logik (ligesom vredens hævntørst) sjældent fører til noget regulært opgør med håbløshedens reelle årsager (f.eks. social marginalisering og udbytning) – men i stedet alt for let kan udnyttes og omkanaliseres af kyniske politikere til en »væmmelse« rettet mod stereotypiske ’andetheds’-repræsentanter som beskidte arabere, griske jøder, hysteriske kvinder, klamme homoer eller dovne samfundsnassere."

Julemanden burde straks smide Nussbaums bog ned i skorstenen hos diverse symbolrytteriske politikere, (selvom de med sikkerhed befinder sig på hans 'uartige liste').
Alternativt kunne man måske håbe på at Den Store Bastian dyppede dem i sit blækhus.. ;-)

Tinne Stubbe Østergaard og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

@Eva Schwanenflügel
Har lige fået skorstenen fejet, så nu er der fri adgang til "nedkastning" ;- )

Eva Schwanenflügel

@ Erik Fuglsang

Skal det forstås sådan, at du mener Julemanden har dig på sin 'naughty list'? ;-)

@ Eva Schwanenflügel
Du kunne aldrig falde mig ind at være uartig, Eva ;-)

@ Eva Schwanenflügel
Sikke jeg vrøvler. :-(
Der skulle selvfølgelig stå:
Det kunne aldrig falde mig ind at være uartig, Eva ;-)

Eva Schwanenflügel

Jeg havde på fornemmelsen, det nok var det du mente, Erik Fuglsang.