Læsetid: 3 min.

30 år efter 1989: Hvad er der galt med østtyskerne?

Hvad er der dog galt med de AfD-stemmende østtyskere? 30 år efter Murens fald er der al mulig grund til at læse den levende og kloge tyske samtalebog ’Wer wir sind’ om genforeningens historiske fejl og den overbebyrdede østtyske identitet
19. januar 2019

Politisk står Tyskland i 2019 i det hedengangne DDR’s tegn. Efterårets tre delstatsvalg i Sach­sen, Bran­den­bur­g og Thü­rin­gen kan formørke udsigten yderligere for SPD, CDU/CSU og Merkel, og valgene vil overskygge 30-årsjubilæet for Berlinmurens fald den 9. november, hvis østtyskerne rent faktisk gør Alternative für Deutschland til delstaternes største parti.

Det vil øge den politiske polarisering i Tyskland. Og det vil udløse endnu en bølge af vesttysk domineret debat om, hvad der dog er galt med dem ovre i øst: Med demokrati og Aufbau Ost-programmer har de jo fået det meste. Nå ja, på nær indvandring i nævneværdigt omfang.

Wolfgang Engler og Jana Hensel: Wer wir sind. Die Erfahrung, ostdeutsch zu sein. 

Hvis man vil væbne sig til den debat, kan det kraftigt anbefales at bladre i samtalebogen Wer wir sind (Hvem vi er), hvor den østtyske forfatter og journalist Jana Hensel (årgang 1976 og især kendt for bogen Børn af zonen) går i clinch med den østtyske sociolog Wolfgang Engler (årgang 1952 og kendt for bøger som Die Ostdeutschen als Avantgarde (Østtyskerne som avantgarde).

Hensel og Engler repræsenterer hver deres generation. Og Jana Hensel ligger et godt stykke til venstre for den konservative Wolfgang Engler, så der opstår en frugtbar debat på kvalificeret grundlag.

AfD skyldes ikke blot DDR-tiden

I udgangspunktet er de enige: Østtyskland af i dag kan ikke bare forklares ved at blotlægge trådene fra DDR.

Tværtimod har politiske fænomener som Pegida og AfD’s omtrent dobbelt så store succes i øst som i vest i langt højere grad deres rødder i tiden efter Murens fald, hvor østtyskerne skulle mestre ufattelige omvæltninger og skuffede forventninger.

I 1989 drømte østtyskerne om 1960’ernes inkluderende kapitalisme med løfte om velstand til alle, mener Jana Hessel.

Men 1990’ernes tiltagende globalisering og liberalisering, der også accelererede den postindustrielle omstilling i vest, gav dem snarere et »markedskonformt demokrati« med høj arbejdsløshed, et uhørt hurtigt udsalg af den østtyske industri og en massiv afvandring fra både land og by.

Trods »turbomoderniseringen« og alle genopbygningsmidlerne ligger BNP’et i øst i dag fortsat på to tredjedele af det vesttyske. I byer som Dresden og Leipzig køber udefrakommende ejendomsinvestorer tilmed så flittigt op, at det har givet nyt liv til den gamle vits om, at den tyske enhed først er fuldbyrdet, når den sidste østtysker er slettet fra ejendomsregistret.

Neoliberalisme skaber vrede

»I alle samfund, der er blevet rykket rundt af neoliberalismen, er der en stor vrede,« medgiver selv Wolfgang Engler. Værdineutralt anerkender de begge således AfD og Pegida som »sociale frigørelsesbevægelser« – ifølge Jana Hensel ikke af den proletarisk-solidariske slags, men af den borgerlige slags, der afspejler prækariseringen af middelklassen.

I årene efter Murens fald var østtyskerne i højere anerkendelseskurs som dem, der med den fredelige revolution havde nedlagt det undertrykkende regime, og som nu stod midt i det historiske eksperiment at kaste sig hovedkulds ud i den globaliserede kapitalisme med en planøkonomisk og ejendomsforstyrret fortid i bagagen.

Det ændrede sig hurtigt i 1990’erne, så den østtyske identitet på få år blev til en skamplet, som østtyskerne gjorde meget for at skjule, mener Hensel og Engler. Med fornægtelsen af sin østtyske prægning er Angela Merkel således »østtysker par excellence«.

Stikordet ’Merkel’ deler for alvor samtalepartnerne.

Wolfgang Engler ser hendes tackling af flygtningekrisen som gnisten, der forståeligt nok fik låget til at ryge af gryden, fordi Merkels »moraliserende åbne politik« og hendes »wir schaffen das« ikke blev set som en peptalk til civilsamfundet, men som den »magtens arrogance«, der havde været rigeligt af i DDR.

Nuancerede bud

Jana Hensel ser det derimod som en nødvendighed i en humanitær krise, og hun holder Engler godt i ørerne, når han med sit mere kølige sociologiske blik er på kanten af helt at bortforklare den latente racisme i Østtyskland. Omvendt afviser han identitetspolitik som en nærmest atomiserende tilgang til samfundet, mens Hensel ser identitetspolitik som socialpolitik, fordi den handler om kampen mod forfordelingen af udsatte grupper.

I deres velsmurte dialog får læseren masser af nuancerede bud på, om østtyskerne af i dag kan blive den politiske avantgarde i en helt anden betydning: Kan Tyskland tæmme den vrede, som den populistiske succes lever af på begge fløje, og kan distancen mellem borgere og politik og medier overvindes? De spørgsmål kan Wer wir sind selvsagt ikke svare ja eller nej til for valgåret 2019. Men den kvalificerer i høj grad spørgsmålene og det historiske perspektiv i tre årtiers uafsluttet genforeningskamp.

Wolfgang Engler og Jana Hensel: Wer wir sind. Die Erfahrung, ostdeutsch zu sein. 288 sider. 20 euro. Aufbau Verlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Michael Friis
  • Stig Bøg
  • Anders Graae
Trond Meiring, Michael Friis, Stig Bøg og Anders Graae anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Uanset hvad grunden end måtte være så er det da tankevækkende at de mest fremmedhadende og nationalistiske regimer i EU næsten alle var øst for jerntæppet i 1989. Regimer som dybest set var militariserede politistater med autoritære magthavere. Det har man nu eller sukker efter de samme steder

Vi kendte engang et ægtepart fra Øst-Berlin, der desværre ikke lever mere.

Günter og hans familie havde været ikke eksisterende borger siden 1953, medens Monica og hendes familie havde været det siden 1957. Og da de fandt sammen og blev gifte, var de altså fortsat ikke eksisterende. Det betød, at de ikke var registrerede som borgere, og derfor ikke kunne nyde af samfundets sociale service. De boede i eget hus, der ikke havde husnummer eller postkasse.

Baggrunden er for omfattende til dette korte indlæg. Men som Günter sagde, så var der altid nogle, der havde en halv sæk cement, nogle andre havde en sæk kartofler, og andre igen skulle have lavet noget flisearbejde, - Günter var udlært flisemure i starten af 1950-erne. Og sådan overlevede man som ikke eksisterende i DDR.

Günter var som 18-årig blevet en slags arbejder-helt i 1953, hvilket også var grunden til, at familien var ikke-eksisterende. Og i starten af 1990-erne tilbød Forbundsregeringen (Kanzler Helmuth Kohl) ham Forbundsrepublikkens højeste udmærkelse, og denne hæder skulle finde sted for åbent TV, hvor Kohl først ville sige et par pæne ord - (det var kort før et valg).

Günter modtog forud et brev, som han kvitterede for, hvori der både stod, hvad Kohl ville sige, samt hvad han selv s-k-u-l-l-e sige som tak for denne udmærkelse. Men i stedet for at rose Forbundsrepublikken for sin frihed, som han i øvrigt skulle iflg. brevet, gjorde han på TV opmærksom på, at selv om vilkårene under DDR ikke var frie, så havde alle borgere altså både arbejde, bolig og lægehjælp, og alle havde råd til at spise sig mætte, for priserne i butikkerne svarede til lønniveauet.

Disse udtalelser for åben skærm blev Kanzler Helmuth Kohl meget oprørt over, og TV-transmissionen blev afbrudt, så seerne ikke hørte alt, hvad Günter sagde.

Jeg tror ikke, at dette er den eneste grund til, at mange af de tidligere kommunistiske landes borgeres menneske-opfattelse har udviklet sig så meget anderledes end borgerne i vest. Men sammen med mange andre øst-borgere følte Günter og Monica sig i hvert fald svigtet af de gamle landes kommercialisering af øst-landene, hvor hele tilværelsen pludselig foregik på de rå markedskræfters vilkår.

Og ovenstående forklarer heller ikke det, der skete i Littenhagen-Rostock i 1991. Her forsøgte østtyske borgere helt åbenlyst at indebrænde en række borgere fra Wietnam i deres lejligheder i Littenhagen-bydelen. Og medens dette skete, hang andre borgere ud af vinduerne og huede og opildnede brandstifterne.
- Denne hændelse er i øvrigt blevet totalt fjernet og udrenset fra alle offentlige dokumenter i Forbundsrepublikken, der helst ser, at dette aldrig havde fundet sted.

https://www.information.dk/debat/2017/12/hvorfor-oesteuropaeerne-lykkeli...

Torben K L Jensen, Michael Friis, Trond Meiring og Trond Meiring anbefalede denne kommentar