Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Charles de Gaulle: Manden, der var Frankrig

Ingen figur i det 20. århundredes franske historie har samme mytologiske betydning for nationen som general de Gaulle. Han reddede Frankrigs ære under Anden Verdenskrig, men tog også magten i et blødt militærkup. Han regerede som en autoritær militarist, men var også en sensibel forfatter. Ny murstensbiografi fortæller historien om Charles de Gaulle, som også er historien om det moderne Frankrig
De Gaulle ved Paris’ befrielse i august 1944. Han var meget bevidst om at ankomme først og uden britisk ledsagelse for at understrege sit rolle som Frankrigs befrier.

De Gaulle ved Paris’ befrielse i august 1944. Han var meget bevidst om at ankomme først og uden britisk ledsagelse for at understrege sit rolle som Frankrigs befrier.

The Granger Collection

Moderne Tider
12. januar 2019

De fleste af mændene i Charles de Gaulles kompagni var allerede faldet på den smattede vestfront, og nu ledte den unge officer den resterende flok til skyttegraven, hvor de i ugevis havde levet »i vandet som frøer«, som han senere skrev. Her blev de overrasket af nogle tyskere, og de Gaulle, som allerede var blevet skudt i hånden, fik stukket en bajonet ind i låret, inden en granat eksploderede under næsen på ham, så han besvimede.

De følgende 32 måneder var han krigsfange. Fire gange forsøgte han at flygte, en af gangene slugte han en gift, der gav ham symptomer på hepatitis, han blev overflyttet til en mindre bevogtet sygeafdeling, hvor han stak af og vandrede 125 kilometer mod den schweiziske grænse, før han blev pågrebet – han faldt ikke ligefrem i ét med landskabet: Han gik som »en dukke lavet af træ«, som en journalist senere skrev, og var 193 centimeter høj i en tid, hvor gennemsnitshøjden for en franskmand var 163 centimeter.

Han overlevede Første Verdenskrig, blev general, blev gift i et arrangeret ægteskab og fik tre børn, én med Downs syndrom – men det var først, da nazisterne erobrede Frankrig i 1940, at han for alvor blev Charles de Gaulle.

Julian Jackson: ’A Certain Idea of France’. 

Ingen figur i fransk historie har samme mytologiske betydning for nationen som General de Gaulle, der stod i spidsen for republikken fra 1944-46 og igen fra 1959-69.

3.600 franske pladser og gader er i dag opkaldt efter ham, og laver man meningsmålinger, svarer franskmændene, at han har betydet mere for nationen end både Napoleon og Victor Hugo. Da Emmanuel Macron fik taget sit officielle præsidentfoto, lå der én bog på skrivebordet bag ham: Charles de Gaulles erindringer.

I en glimrende ny murstensbiografi, A Certain Idea of France, fortæller den britiske historier Julian T. Jackson grundigt og medrivende generalens livshistorie over knap 900 sider.

Jeanne d'Arc var heller ikke valgt.

Myten om de Gaulle blev født den 18. juni 1940 på dagen, hvor Winston Churchill efter nogen tøven udstyrende den eksildrevne general med en BBC-mikrofon og tilladelse til at adressere det franske folk i det nu besatte land.

»Hvad der end sker,« sagde de Gaulle i mikrofonen, mens hele Frankrig lyttede til den stemme, der fra nu af ville symbolisere håb og stolthed: »Den franske modstands flamme må ikke slukke.«

De Gaulles tænkning var, skriver Jackson, især præget af den vitalistiske franske filosof Henri Bergson og hans skepsis over for den kolde fornuft. Det var teknologi, fremmedgørelse og traditionernes forfald, der havde ført til krig og krise, mente de Gaulle, og nu var der brug for stabilitet og lederskab.

»Mænd kan ikke klare sig uden at blive ledet,« som han skrev i sin bog om militær ledelse.

Nationen var hans regiment, og han var den »karismatiske leder«, som han ofte fremhævede nødvendigheden af.

Franklin D. Roosevelt fnøs af de Gaulle, da de mødtes i Casablanca i 1942. De Gaulle var jo ikke demokratisk valgt, blot en general i eksil, hvortil de Gaulle svarede, at Jeanne d'Arc heller havde været valgt.

»Hans land har givet op, han er selv flygtning, og hvis vi afviser ham, er han færdig,« fortalte Churchill sin læge i 1942. »Men se på ham … Han kunne lige så godt være Stalin med 200 divisioner bag sig.«

Frelseren

Så snart D-dag havde trængt tyskerne tilbage, sejlede de Gaulle over kanalen. Han besad et sublimt »instinkt for showmanship«, som Jackson skriver, og ville for alt i verden ankomme som den første til den befriede hovedstad – ingen britiske soldater skulle fotograferes med ham, og ingen modstandsmand skulle hyldes, for det var ham, de Gaulle, og den æteriske franske ånd, der havde sikret friheden. Og nationen omfavnede ham.

Charles de Gaulles triumfparade op ad Champs-Elysées den 24. august 1944 er sandsynligvis stadig den største forsamling af mennesker i Paris’ gader nogensinde. Og selv om Churchill i et brev til Roosevelt tørt bemærkede, at »det er egentlig utroligt, for han har ikke haft en eneste soldat i den store krig, som udfolder sig«, stod det nu klart for franskmændene, at de Gaulle havde reddet nationen.

Efter krigen dannede de Gaulle en overgangsregering, begyndte genopbygningen, foretog brutale henrettelser af diverse forrædere og holdt kommunisterne nede. I 1946 overdrog han magten og installerede sig i sit hjem i landsbyen Colombey fire timer øst for Paris for at skrive de erindringer, der nu ligger på Macrons bord – de blev en bestsellersucces, der yderligere cementerede hans status.

Og så kom momentet. I slutningen af 1950’erne var Den Fjerde Republik på sammenbruddets rand med generalstrejker og ulmende borgerkrig. I Algeriet havde en samling udbrydergeneraler allerede erobret Korsika med faldskærmstropper, og nu stod de klar til ’Opération Résurrection’, der skulle fjerne regeringen i Paris i et militærkup. På den anden side stod kommunisterne beredt.

De Gaulles fiskede i rørt vande og brugte kaosset til at komme tilbage til politik i en ulden manøvre, der i dag ligner et militærkup.

Det er usikkert, hvor meget de Gaulle selv bidrog til organiseringen af den militære trussel fra Algeriet, men som Jackson konkluderer, ville han aldrig have genvundet magten uden. Måske truede han Frankrigs daværende præsident – han kunne jo bare »afklare det med faldskærmene«, hvis han ikke ville give de Gaulle magten – det er uklart, hvad der blev sagt, men under forhandlingerne, der skulle afværge et regulært militærkup, råbte parlamentets formand, André Le Troquer, i hvert fald ad generalen: »Du har en mentalitet som en diktator!«

Til sidst gav Nationalforsamlingen Charles de Gaulle seks måneder til at regerere pr. dekret og skrive Den Femte Republiks forfatning, som stadig giver den franske præsident uforholdsmæssigt store beføjelser med alle de problemer, det forårsager. Generalen var tilbage.

Pilgrimmen og den golde ørken

Og der er ingen tvivl om, at de Gaulle var autoritær; han var konservativ, katolsk, militant og dybt nationalistisk – på mange måder alt det, den progressive venstrefløj kæmper imod, og det er ikke så overraskende, at han blev 68’ernes hovedmodstander.

Han var kulturel determinist: »Har du set muslimerne med deres turbaner og djellabaer?« sagde han i 1959 ifølge en partifælles erindringer. »Du kan se, at de ikke er franske. Prøv at integrere olie og eddike. Ryst flasken. Efter et øjeblik er de igen adskilt.«

Han var traditionalist: Om p-pillen sagde han i 1965, at »en kvinde er lavet til at føde børn! Hvis man tolererer p-pillen, vil alt falde fra hinanden. Sex vil invadere alt«.

Og han var militarist: Han startede krige, bifaldt tortur og henrettelser og havde generelt krig på hjernen, han skrev bøger om militærstrategi, og allerede som 18-årige forfattede han et lille digt, der begyndte: »Når jeg skal dø / vil jeg ønske / det bliver på slagmarken.«

Men de Gaulle var også sensibel, skriver Jackson.

Han havde også »anfald«, der kastede ham ud i det dybeste sortsyn. Og han var energisk grænsende til det maniske: I 1964, da han var 74 år, tog han på et tre uger langt statsbesøg i Sydamerika og besøgte 14 byer i ti lande (nogle i høje bjerge), han holdt næsten 100 taler (nogle på spansk) – alle memorerede efter hukommelsen og skrevet af ham selv.

Han læste hele tiden – poesi, romaner og filosofi. Han citerede Hamlet og Goethe, Nietzsche og Kant, og selv som præsident læste han tre bøger om ugen, også moderne fransk litteratur. I 1963 skrev han uopfordret et brev til en 23-årige debuterende forfatter: »Din bog trak mig ind i en anden verden, formentlig den sande verden.«

Den britiske premierminister, Harold Macmillan, der kendte de Gaulle godt, beskrev ham således:

»Den arrogance, der til tider gør ham næsten umulig at håndtere, er bagsiden af en ekstrem sensibilitet. Jeg har aldrig kendt en mand, der på en gang er så brysk og så sentimental … Han tilhører den race af ulykkelige og forpinte sjæle, for hvem livet aldrig vil blive en fornøjelse, der kan nydes, men en gold ørken, gennem hvilken pilgrimmen må kæmpe.«

Og de Gaulles var ingen diktator. I 1969 afgav han frivilligt magten og banede vejen for den premierminister, som allerede havde overhalet ham, Georges Pompidou. Og den 9. november 1970, mens de Gaulle sad i sit hjem og lagde en kabale, skreg han pludselig af smerte og fald sammen over bordet, død.

Charles de Gaulle er stadig symbolet på fransk storhed, på Les Trente Glorieuses, stolthed og frihed. Selv om realiteterne var mudrede er myten stærk. Og de Gaulle vil altid blive husket fordi – som Jackson skriver i bogens allersidste sætning: »Han reddede Frankrigs ære.«

Julian Jackson: ’A Certain Idea of France’. 928 sider. 35 pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Spændende anmeldelse - jeg glæder mig til at læse bogen.

De Gaulle's krigserindringer blev i sin tid også udgivet på dansk -
oversat af ingen ringere end Mogens Boisen

De Gaulle kunne åbenbart også selv skrive sine bøger, og krigserindringerne er spændende læsning. Han følte sig rimeligt nok forpligtet til at hylde hver eneste nation fra det franske imperium, der efterhånden tilsluttede sig De frie Franske, og det er lidt tungt med en række personer og problemstillinger, som man aldrig har hørt om hverken før eller siden; men det er en anke fra den danske virkelighed - de Gaulle skrev selvfølgelig for et fransk publikum.

De Gaulle blev igen fransk præsident i 1959, som du skriver - og kort efter følte faldskærmsgeneralerne sig forrådt af de Gaulle og gjorde ihærdige forsøg på at slå ham ihjel.

De pågrebne attentatmænd blev på stribe dømt til henrettelse af krigsretten; men de Gaulle benådede næsten dem alle sammen.

En enkelt dødsdom blev dog eksekveret - attentatmændene havde begået den fejl at beskyde de Gaulle's bil med ikke mindre end 2 maskingeværer, imens Yvonne de Gaulle, de Gaulle's hustru, var med i bilen. Det var for meget - dødsdommen over lederen af komplottet blev eksekveret.

Torben K L Jensen

Han reddede Frankrig´s ære (?) og gav Israel atom-våben bare for at genere amerikanerne der ikke ville - en katastrofal fejl der gør at Israel uden viderede kan sidde alle resolutioner,pålæg om to-statsløsningen overhørig og i sidste ende grunden til den stigende anti-semitisme i Europa.

Michael Friis

En arrogant konservativ diktater og Europa skeptikker.
Men en bog jeg vil læse. Fra anmeldelsen lyder det om at forfatteren har skrevet biografien uden vores tids fordømmelser. Spændende.

Torben Lindegaard

@Michael Friis

De Gaulle Europa skeptiker ??

De Gaulle var inderligt imod ethvert overnationalt tiltag i det daværende Fællesmarked, og han var ubetinget anti-angelsaksisk - Nato blev smidt ud af Paris, Frankrig udtrådte af Natos fælles kommandostruktur og Storbritanniens medlemsansøgninger blev afvist for åben skærm !!

Men de Gaulle gik i høj grad ind for fransk-tysk udsoning.

Dengang i 60érne blev der jævnligt afsløret tidligere nazister blandt tyske politikere og embedsmænd - og her i Kongeriget var vi slet ikke trygge ved den tyske nabo.

Da vi skulle stemme om dansk deltagelse i Fællesmarkedet var kommunisternes stærkeste argument imod, at tyskerne ville komme og tage os, hvis vi gik med.
Kommunisternes TV-udsendelse på det daværende DR-monopol indeholdt et ubrudt klip fra Roskildevej, hvor der blev panoreret fra den ene tyske virksomhed til den anden - fra AEG til Telefunken .... jamen altså - det kunne da kun ende galt, hvis vi stemte Ja !!

Så det var stærk tobak op igennem 60'erne at se billederne af de 2 gamle mænd i hed omfavnelse -
de Gaulle & Adenauer.

Vi unge danskere grinede provinsielt af de 2 gamle mænd.
Var det ikke 15 år siden krigen var slut ?? .... Kom videre.
Og hold op med al det kindkysseri - imellem mænd !!!

Det var da godt, at vi havde Børge Outze & Erik Seidenfaden & Erling Bjøl .... og hvad de alle sammen hed til at forklare os lidt historie og få lidt udsyn.

Krister Meyersahm

"De Gaulle var inderligt imod ethvert overnationalt tiltag i det daværende Fællesmarked", skriver Torben Lindegaard. Det var Ardenauer også og begge herrer var således meget fremsynede i arbejdet med tilvejebringelsen af Elysée-traktaten i 1963. Tyskland og Frankrig forpligtede sig her til intet mindre end; så vidt muligt, at nå til enslydende standpunkter omkring samtlige vigtige økonomiske, politiske og kulturelle anliggender.

Dét var stort tænkt og så langt man som nationalstat kan strække sig i en mellemstatslig aftale, uden at begrænse fremtidige nationale folkevalgtes ret til selvbestemmelse over egen lovgivning. For folkestyret bliver jo aldeles meningsløst, når nutidens folkevalgte er bundet af lovgivning som deres forgængere har indført og som ikke uden videre kan ændres.

Sørgeligt er det, at senere kommende politikere ikke fulgte i de Gaulles og Ardenauers fodspor. Så var vi sluppet for mishaget mod EU og - ordet Brexit ville ikke være opfundet.

Torben Lindegaard

@Krister Meyersahm

Storbritannien kom først med i Fællesmarkedet efter de Gaulle død.

Storbritannien var aldrig kommet med i Fællesmarkedet, hvis det havde stået til de Gaulle.
Han anså Storbritannien for at være en trojansk hest - for USA.

Alexandre Bernier

"De Gaulle gav Israel atom-våben" lyder det fra Torben K L Jensen. Det er faktuelt forkert. Israel fik den hjælp under d. 4. Republik og det var Premier minister Pierre Mendes-France som tog denne beslutning i 1954. De Gaulle stoppede straks denne transfer af teknologi da han ankom til magten i 1958.