Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Cykelsport er ubegribelig for fornuften

Ekscykelrytteren Olivier Haralambon har skrevet et lidenskabeligt essay om cykelsporten og dens inderste væsen. Teksten veksler genremæssigt mellem det episk besyngende, det sobert beskrivende, det filosofisk reflekterende og det kritisk harcelerende
Moderne Tider
26. januar 2019

Hver cykelsportsfan, sine formative cykelsport-minder.

For flertallet af de danske cykelsport-aficionados, der – som undertegnede – er for unge til rigtigt at kunne huske typer som Ole Ritter, Kim Andersen og Johnny Weltz, men som samtidig er gamle nok til at have oplevet Riis, Rolf, Hamburger og Skibby (for ikke at tale om samtidige ikoner som Indurain, Bugno, Chiappucci, Rominger, Ullrich, Berzin, Pantani og Virenque) i de endnu ikke dopingskandaliserede 1990’ere (dvs. inden den farceagtige hjemsendelse af hele Festina-holdet fra annus horribilis-udgaven af Tour de France i 1998), hører Bjarne Riis’ ’smukke sejr’ i Le Tour i 1996 til blandt de allerstørste minder.

Bevares, hverken Riis’ halvskaldede isse, hans karakteristiske fråde om den åbenstående mund eller – for den sags skyld – den fåmælte herningensers katastrofale kommunikative uformåenhed i interviewsammenhænge var smukke i nogen som helst traditionel betydning af ordet.

Men Riis’ sejr i Touren var ikke desto mindre smuk. Aggressiviteten, risikovilligheden og den overlegne legen kispus på den store klinge med de lidende konkurrenter var smukke – ikke mindst i direkte sammenligning med den mere monotone dominans hos den femdobbelte Tour-vinder, Miguel Indurain, som Riis bogstaveligt talt detroniserede på en mindeværdig etape til Pamplona.

Det var med andre ord stort, da danske Bjarne vandt Touren i 1996, ikke blot resultatmæssigt, vel at mærke, men også som »præstation«, som »fortælling«, som »begivenhed«.

Olivier Haralambon: ’Rytteren og hans skygge’. 144 sider. 188 kr. Forlaget Bobo

Min egen oplevelse dengang blev nok forstærket af at være vokset op i Hedens Hovedstad, Herning, hvor Riis-feberen helt sikkert hærgede i særlig grad (jeg boede endda på værelset »Ørnen« på min efterskole og har – ligesom Bjarne – fødselsdag d. 3. april, så identifikationspotentialet har været eksplosivt).

Men uanset graden af oprindelig begejstring er mindet om oplevelsen siden hen blevet voldsomt svækket i en desillusionerende erkendelse af, at de alligevel alle sammen var på EPO. I dag er der af samme grund ikke længere den store Riis-hype at spore i Herning.

Til gengæld har et par generationer af gymnasieelever i mellemtiden moret sig med at pisse på Bjarne Riis-mindepladen på vej hjem fra en bytur på Daisy. Så meget for euforien fra 1996.

Cykling som åbenbaring af »tilværelsens grundpiller«

Hvis man gerne vil have udfordret tendensen til at reducere fortidens præstationer til dopingsnyd, kan man med fordel kaste sig over franske Olivier Haralambons Le coureur et son ombre, som Den franske bogcafés forlag, Forlaget Bobo, har oversat til upåklageligt dansk med titlen Rytteren og hans skygge

Olivier Haralambon (f. 1967) er tidligere professionel cykelrytter og nuværende forfatter.

Han vedstår åbent, at cykeltalentet aldrig rakte til nogen glorværdig karriere. Ikke desto mindre har Olivier siden sine tidligste drengeår forstået sig selv som fuldblods-’rytter’ (coureur), og det er på baggrund af denne selvforståelse, at han nu tilbyder sin både passionerede og idiosynkratiske analyse af, hvad cykelsportens ’væsen’ består i.

Haralambon gør det hurtigt klart, at cykling dybest set er en »ejendommelighed for alle, der ikke har tabt hjertet« til sporten, men fastholder ikke desto mindre, at det er igennem sin udøvelse af denne ejendommelige sportsgren, at »tilværelsens grundpiller åbenbarede sig« for ham.

Men hvilke grundpiller for tilværelsen taler Haralambon om her? Og skal disse to udsagn rent faktisk læses som et samlet postulat om, at man slet og ret ikke fatter disse grundpiller, hvis man nu ikke lige har tabt sit hjerte til netop cykelsporten?

Nok ikke helt, eftersom den erfaringsmæssige overgang »fra de ydre tings horisontalitet« til »det absolutte øjebliks vertikale inderlighed«, som cykelsporten – ifølge Haralambon – muliggør, i princippet også kan opleves på andre måder (f.eks. i kunsten, religionen og i kærligheden).

Og så alligevel: Man får nemlig samtidig på fornemmelsen, at forfatteren til Rytteren og hans skygge er af den opfattelse, at ingen dybest set vil kunne fatte hverken troen, håbet eller kærligheden (og dermed selve eksistensens kerne), hvis man ikke har set – og forstået – en dramatisk Tour de France-bjergetape med afslutning på Mont Ventoux, har gispet over et udmarvende brostensridt i forårsklassikeren Paris-Roubaix, eller – allerbedst – hvis man ikke selv har siddet i sadlen og herved har mærket strabadserne på egen krop.

»Intet andet end en sindstilstand«

På egen krop og sjæl, burde jeg nok præcisere, eftersom Haralambon eksplicit opfatter cykelsporten som et »mysterium«, der grundlæggende må beskrives på samme måde, som Leonardo da Vinci i sin tid karakteriserede malerkunsten:

»Den er cosa mentale. Dens fysiske dimension er sekundær […] og når man vurderer rytterens præstation med rent kvantitative parametre, forveksler man handlingen med det spor, den efterlod sig, værket med dets tingsliggørelse.«

Og som det videre postuleres:

»Det er, som om målingen af præstationen gjorde krav på at være mere reel end virkeligheden selv. Målingen, der er ordets naturlige fjende (denne uendeligt skelnende akt, hvoraf betydningen opstår), neutraliserer fortællingens mulighed.«

Den egentlige præstation i cykelsporten er nemlig – lyder det både provokerende og overraskende hos Haralambon – »intet andet end en sindstilstand hos den rytter, der frembringer den.«

Det er let nok at tyde ud fra disse linjer, at Haralambon ikke ligefrem er positivt stemt over for den stigende tendens til at fortolke cykelsportens præstationer gennem kvantificerbare parametre vedrørende f.eks. watt-produktion, mælkesyregrænser, diæter og blodprocenter.

Hans tese er imidlertid endnu stærkere. Det er således ikke blot videnskabens »taludrustede« blik på den fysiske præstation, der er problemet, men selve det faktum, at vi forveksler cykelpræstationens fysisk-objektive manifestation (f.eks. det at spurte op af Alpe d’Huez på 37,5 minutter med det egentlige ’værk’ (œuvre).

Værket selv må nemlig forstås som den subjektive rytters ensomme og fundamentalt vanvittige forsøg på at ramme de sjældne øjeblikke, hvor sjælens dødsforagtende beslutsomhed, kroppens maksimale ydeevne, cyklens finjusterede mekanik, vejens asfalt og vejrets omskiftelige rammebetingelser går op i en højere enhed.

Cykelryttere vil selvfølgelig også gerne anerkendes af omverdenen, spare sammen til pensionen, undgå smertefulde styrt og bestræbe sig på at træne fornuftigt. For så vidt minder cykelsporten om et utal af de profane professioner, som vi mennesker typisk dedikerer vore (arbejds)liv til.

Men som Haralambon ser det, er der ikke desto mindre ingen ryttere, der begynder at cykle af disse grunde, ligesom der ikke er nogen, der forelsker sig i cykelsporten og bliver fuldtidsprofessionelle ryttere – med alt hvad hertil hører af overmodige soloudbrud, halsbrækkende nedkørsler og eksplosive massespurter – af disse grunde.

Selv når de doper sig, hvis man skal stole på Haralambon, »er der tale om en totalt uskyldig handling«, hvor rytteren forsøger at »genfinde vejen til [de] unikke glæder«, der indfinder sig, når rytteren oplever det »ubeskrivelige ved at besidde en krop med ubegrænsede muligheder«. Det er livsfarligt og dybest set irrationelt at dope sig, og det ved rytterne, men det er også et »løfte om intet mindre end paradis«. Og derfor gør de det.

Cykelsportens ultimative mål er bogstaveligt talt ufatteligt for fornuften, medgiver Haralambon, »og når cykelsportens mestre var store, er det, fordi de alle sammen var bindegale.«

At en sådan ekstatisk fornuftsoverskridelse også skulle kunne gælde som en åbenbaring af »tilværelsens grundpiller« uden for cykelsporten, lyder af samme grund som en bindegal forfatters bindegale tese. I hvert fald indtil man påtænker, at mennesket op igennem historien så godt som altid har opsøgt eksistensens dybeste mening i totalt fornuftssplintrende sandhedserfaringer som f.eks. paradoksale åbenbaringer, selvoverskridende kærlighedsforhold, ubeviselige ideologier, selvforglemmende meditationsteknikker – og nå ja, bjergetaper i Tour de France. Både som åndedrætsbesværet rytter og som tilskuer, der holder vejret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inkarnerede cyklister er ofte vidunderligt enkle mennesker. Deres forhold til naturen, miljøet og deres medmennesker kunne ikke være mere direkte. Deres passion er simpel væren. Og de føler en næsten barnlig andagt overfor oplevelserne.
Efter at have cyklet i mere end fyrre år og helst i bjerge, kan jeg bevidne, at det er ikke noget at løbe fra. Det er et spørgsmål om en vis sensivtiet over for det emotionelle, en sindets gestus. Det handler om at føle, meget kontant, frihed, livfuldhed, føle evnen til at iværksætte og gennemføre et særdeles regulært stykke arbejde. Det handler om at folde sig ud og deltage i det natursceneri, som de store mestre og deres ledsagere har gentaget gang efter gang: Pedalernes monotone og mytiske ritual - en perfekt syntese af kroppens fysiske arbejde og sindets og tankens bearbejdning af oplevelsen og indlejringen i erindringen. Det er ikke for at kunne sige: "Dér har jeg også kørt!" Det er selve essensen af dette at cykle. I den ensomhed blev jeg subjektiv, dér eksisterede jeg.

Finn Jannings essay "Den gavmilde digter" om Jørgen Leth indeholder også fine beskrivelser af cyklingens filosofi. Kan anbefales til cykel entusiaster.