Læsetid: 6 min.

Filosofi: Er hunde og katte overhovedet dyr?

En hund eller en kat kan reagere på ord og opfatte tegn fra mennesket. Men er det sprog eller blot udtryk for den prægning, menneskets omgang med dyrene gennem årtusinder har efterladt? Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen går i ny bog om bord i den klassiske problemstilling om dyrs åndsliv og mentale evner
12. januar 2019

Kan dyr tænke? Har de sprog? Sådan spørger ethvert barn – og deres åndsfrænder filosofferne. De sidstnævnte har traditionelt besvaret spørgsmålene med et rungende: nej!

Sådan lyder Lars Fr. H. Svendsens svar stort set også. Men det runger ikke så meget. Svendsen er forsigtig. Og dog.

Svendsen tager meget passende udgangspunkt i Wittgensteins påstand: Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den.

Virkelig? Hvorfor ikke? Eller: slet ikke? Svendsen foreslår, at vi måske ville forstå noget, men ikke alt. Selv ved de mest fremmedartede sprog forstår vi dog blandt mennesker, at de er sprog. Er dyrene længere væk fra os end det?

Tættere på guderne

Når vi ved sprog, vi ikke forstår, trods alt godt forstår, at de er sprog, skyldes det, at vi forstår dem som menneskeligt udtryk stadigvæk. Svendsen er udogmatisk nok til at se, hvordan Wittgenstein her formulerer sig næsten som Merleau-Ponty.

Når vi genkender et udtryk som menneskeligt uanset kulturforskelle, er det, fordi menneskets krop har sit udtryk med sig overalt. Svendsen kan også gå videre med Heidegger, der sagde, at vi mennesker bedre kan forstå os selv ud fra nærheden til guderne end ud fra vores »afgrundsdybe, kødelige slægtskab« med dyrene.

Lars Fr. H. Svendsen: ’At forstå dyr – Filosofi for hunde- og katteelskere’. 

Altså, vi taler jo til dyrene, så der er vel en eller anden kommunikation. Hunden eller katten reagerer også på mine ord. De ’forstår’ altså mine tegn. Men de kan næppe analysere mine sætninger grammatisk.

Svendsen vil gerne tage et skridt her, som han alligevel ikke helt vover at tage.

Han siger, at vi forstår dyrene, som havde de sprog, at vi deler »et betydeligt repertoire« med dyrene, at de »viser tegn på tænkning«, at der er »god grund til at hævde, at mange dyr tænker«. Præmissen er tilsyneladende, at det er synd for dyrene, hvis vi ikke tilkender dem sprog og tænkeevne.

Er sjæl også tanke?

Der er unægtelig noget i menneskenes opfattelse af dyrene, som i tidens løb er gået hårdt ud over dem – at man har frakendt dem evnen til at føle smerte og frakendt dem følelsesliv og besjæling overhovedet.

Svendsen leverer den sædvanlige beretning fra filosofi- og videnskabshistorien med Descartes og stoikerne som the usual suspects. Så er det gjort.

Men implicerer besjæling og følelsesliv nu også evnen til at tale og tænke? Det forekommer mig, at Svendsen kunne være gået ad andre veje her.

Lad os sige, at en hund og en hundeejer forstår hinanden – er der så tale om kommunikation mellem andre end lige de to? Hvorfor skal det være menneskesprog? Eller dyresprog?

Indrømmet, enhver, som er vokset op med dyr omkring sig, forstår dyrenes reaktioner ud fra sig selv, og sine egne ud fra dem. Svendsens skildring af den sorg, en af hans katte følte, da dens tvilling døde, er lige så rammende som rørende.

Sådan får hans bog én til at associere til egne oplevelser og erfaringer med dyr.

Vi valgte hunden – katten valgte os

For nogle år siden var der en abe i Københavns zoologiske Have, der slæbte rundt på sin døde unge i ugevis. Dyrepasserne havde anbragt et skilt på glasset til abeburet: Vi ved godt, at ungen er død. Dens mor slæber rundt på den i nogen tid for at komme over tabet. Det var med andre ord abens ’sorgarbejde’.

Selv har jeg trænet fodbold med en hund. Hunde er svære at drible forbi. For hunde er hurtige. Men heldigvis går også en hund på en finte.

Og sådan fortaber man sig snart i det anekdotiske ...

Lad gå med det, men hvorfor er det altid min hund eller min kat, der er en indvending, når filosoffer benægter dyrenes evne til at tale og tænke? Man kunne godt se lidt på, hvilke dyr diskussionen så kommer til at handle om.

Bare hvilke arter til at starte med. Hundene kom ind i menneskenes verden for 14.000 år siden, kattene for 10.000 år siden, oplyser Svendsen. Og at der var den forskel, at vi valgte hundene på grund af de fordele, de gav, mens kattene valgte os på grund af de fordele, vi gav.

Vi domesticerede hundene. Og hvis man som jeg ikke kan fordrage, at en hund lægger hovedet i ens skød og ser op på én med sine sentimentale hundeøjne, kan man ikke undgå at få den tanke, at hunden gør netop det, mennesket har opdraget den til. At den netop i den situation er maskine. Så er der dog mere over kattene, dem skal man ikke lefle for. De kan stadig klare sig selv i naturen.

»Der findes knap noget andet kæledyr, der er i stand til det,« skriver Svendsen.

Sentimentalitet

Kæledyr på dansk, kjæledyr på norsk, sällskapsdjur på svensk. Måske det sidste sprog er det ærligste. De dyr er der for at holde os med selskab. De har været i menneskeligt selskab i tusindvis af år. Vi har formet dem efter vores smag, i vores billede, forædlet og forandret. Også kattene.

Jeg har så godt som nogen Svendsen levet med både hunde og katte. Men efterhånden foretrækker jeg ugler og måger. De er ret ligeglade med mig, sådan som naturen skal være. De er stadigvæk natur. Hunde og katte opfatter vi antropomorft. Ikke så underligt, når vi har formet dem, skabt dem i vores billede.

Hvorfor spørger Svendsen dog ikke, om hunde og katte overhovedet er dyr?

Der er ofte en utrolig sentimentalitet på spil, når mennesker diskuterer dyr og natur. Vi kæmper for at bevare pandaen; den er jo også så nuttet. Hvad med de arter, som ikke er det?

Og som mennesket bliver blødsødent, sådan opblødes også dets tænkning ... Svendsen er ingen undtagelse.

Han erklærer ganske vist at ville være hardliner, når det gælder begrebet om sprog. Han siger endda det netop fornødne i det spørgsmål, nemlig at svaret på, om dyr har sprog, må afhænge af, hvordan man definerer sprog. Mærkeligt, han ikke siger det tilsvarende fornødne om tænkning.

Det fremgår nok, at det at tænke og det at have et sprog ikke bare kan identificeres. Men at definere tænkning som f.eks. evnen til at lære, evnen til at sortere genstande eller evnen til problemløsning, ved »intelligens« eller »mentale forestillinger« er tæt på useriøst.

I disse år, hvor filosofferne er ved at blive til dårlige hjerneforskere, kunne det måske betale sig at lytte til hjerneforskerne, der ikke altid er dårlige filosoffer. Sådan overvejede Peter Lund Madsen engang det tankeeksperiment: Placer en flok aber på en øde ø, og kom tilbage 1.000 år efter; aberne lever præcis, som da man forlod dem. Det gør mennesker ikke.

Grænser for sammenlignelighed

Filosoffens uvane er at se på det isolerede menneske i en isoleret situation. Men sådan eksisterer mennesker faktisk ikke. De indretter verden, de forholder sig. Det gør dyrene ikke. Derfor ændrer deres 'verden' sig ikke.

Svendsens bog rummer ellers nøglen til at låse den isolerede situation op. Han formulerer ganske i Wittgensteins ånd: »Ingen chimpanse kommer nogensinde til at skrive en roman.«

Og se, sådan en formulering er en ægte filosofisk sentens (man kan kende den slags på, at kun filosoffer kan tage dem alvorligt)! Den får en til at stille spørgsmålet: Hvorfor?

Nu er det ikke filosoffernes metier at svare, kun at overveje mulige svar. Således også her. Det er ikke, fordi en chimpanse kun kan lære nogle få tegn, at den ikke kan skrive en roman. Det er ikke, fordi den ikke har ord nok. Det er, fordi læseren skal kunne se den verden for sig, romanen skildrer. For hver roman en ny, en anden verden.

Lad den være nok så forskellig fra min, jeg kan dog orientere mig i den, fordi jeg også har en. Fordi mennesket er væren i verden, som Heidegger sagde. Og fordi sproget er mit forhold til verden, som Merleau-Ponty sagde.

Men siden det er Wittgenstein, som Svendsen sværger til, kunne han da godt have udfoldet det svar ud fra endnu en Wittgenstein-sentens:

»Mit sprogs grænser betyder min verdens grænser.« Mennesket er altid eksistens i en verden, i én snarere end en anden, et sprog udtrykker et forhold til verden, ét snarere end et andet. Sådan er mennesket foranderligt og dog genkendeligt.

Mennesker og dyr kan sammenlignes, så længe man fastholder en ahistorisk definition af mennesket. Længere holder sammenligningen ikke.

Lars Fr. H. Svendsen: ’At forstå dyr – Filosofi for hunde- og katteelskere’. Oversat af Joachim Wrang. 259 sider. 199,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

søren jensen

Gosvigs anmeldelse er blevet en dårlig artikel, skrevet af en dårlig filosof. Dårlige filosoffer kan man kende på manglen på ydmyghed. Mangel på ydmyghed kan man spotte ved at se på skolastiske deduktioner fra retoriske milepæle i filosofihistorien, eller generaliserende slutninger fra privat irritation. Her er nogle navne med en mere seriøs og forskningsbaseret tilgang til problemet dyrs bevidsthed: Hoffmeyer, Bateson, Lorenz, Srinivasan, Nagel, Coppinger. Kan vi få en anden anmeldelse, tak.

Søren Gosvig Olesen

Ydmygheden mangler frem for alt, når uskolede vil bedømme filosofien. Når man ikke forholder sig til, hvad filosofi er, og sidder de distinktioner overhørig, som er grundlag for selve diskussionen. Når man historieløst nægter at tage ved lære af, hvordan filosofien har afsløret sidestillingen af det at tænke og det at have bevidsthed som en primitiv forveksling. Når man forlanger forskningsbaseret tilgang til et problem af filosofien og derved ikke ser, at enhver forskning i sit valg af tilgang er betinget af filosofiske forudsætninger. Var sådan en mening filosofi, ville Aristoteles og Kant ikke være filosoffer. En læser, tak!

Jens Thaarup Nyberg

Søren Gosvig Olesen
Tja, skal vi tro Platons Sokrates, der udredte begreber med sin samtalepartnere, havde han ingen interesse i at tale med dyrene og planterne.

Hvad vi kan sige om dyrs åndelighed er, at hvis de har en sådan må den være væsensforskellig fra menneskets - forudsætningerne taget i betragtning.

"Når man forlanger forskningsbaseret tilgang til et problem af filosofien og derved ikke ser, at enhver forskning i sit valg af tilgang er betinget af filosofiske forudsætninger. Var sådan en mening filosofi, ville Aristoteles og Kant ikke være filosoffer."
Ikke desto mindre forskede Aristoteles, samlede, ordnede og kritiserede oplysninger om de emner han filosoferede over, f.eks Om Psyken.
Så, hvis vi vil næmere ind på dyrenes åndsliv, var det måske tjeneligt at samle, ordne og kritisere de oplysninger der foreligger om emnet,

Til Lund Madsens "Placer en flok aber på en øde ø, og kom tilbage 1.000 år efter; aberne lever præcis, som da man forlod dem. Det gør mennesker ikke." skulle man måske overveje havd der skete med mytteristerne fra Bounty, da de slog sig ned på Pitcairn øen - eller om man tør, hvormeget Australiens oprindelige indbyggere havde fjernet sig fra deres forfædres levevis, da de blev "opdaget".

søren jensen

"Når man historieløst nægter at tage ved lære af, hvordan filosofien har afsløret sidestillingen af det at tænke og det at have bevidsthed som en primitiv forveksling". Er et væsen en maskine hvis det ikke kan redegøre for formel logik? Er en hund uden logik hvis den ikke kan redegøre for formel logik? Er en kat?....
"Når man forlanger forskningsbaseret tilgang til et problem af filosofien og derved ikke ser, at enhver forskning i sit valg af tilgang er betinget af filosofiske forudsætninger. Var sådan en mening filosofi, ville Aristoteles og Kant ikke være filosoffer." Men du er ikke Aristoteles. Ud over hans politiske filosofi, hans etik og dele af hans logik - hvad er der så tilbage?: ideen som diskuteres blandt biologer om formålsårsag i naturens liv.

Er hunde og katte overhovedet dyr, spørger Lars Svendsen i sin nyudkomne bog. Eller er det anmelderen Søren Gosvig Olesens der spørger sådan? Det er nemlig ikke særlig klart, hvis snoldede argument vi præsenteres for i anmeldelsen af bogen: At forstå dyr – filosofi for hunde og katteelskere. Men efter anden gennemlæsning og en hurtig googling efter bogen, er det dog klart Søren Gosvig Olesens argument. Hvad bogen, Lars Svendsen har skrevet, handler om, efterlader anmeldelsen ingen idé om. Kun at ''Det forekommer mig [Olesen], at Svendsen kunne gået ad andre veje her'', eksempelvis at spørge hjerneforskere, der i øvrigt ''ikke altid er dårlige filosoffer'' til råds. I stedet for at kritisere konkrete problemer i Svendsens argument, præsenteres vi blot for Olesens ikke hverken særlig velorientere eller alternative anden vej. For hans filosofi indeholder egentlig ikke noget særlig nyt – kun de klicheer, som flere forskningsfællesskaber, på tværs af natur- og human-videnskaberne, for tiden rydder af vejen. Dikotomien mellem 'domesticeret' og 'vild' natur, der ikke længere giver mening i den tidsalder, ledende forskere kalder Antropocæn. Videnskabs journalisten Stephen Budiansky har skrevet en udmærket bog, der sætter spørgsmålstegn ved om domesticeringen overhovedet er menneskets værk. Informeret af forskere inden for evolutionsbiologi og arkæologi argumenter han for, at domesticeringen er en naturlig process: En evolutionær favorisering af juvenile træk – der er det karakteristiske træk ved alle domesticerede dyr -, der gjorde liv i stand til at tilpasse sig de skiftende klimatiske ændringer, der fandt sted i slutningen af den Pleistocæne tidsalder. Eftersom at ungdyr er mere nysgerrige og kun lidt frygtsomme, var udviklingen af dette til artstræk, samtidig en forudsætning for udviklingen af den inter-artslige symbiotiske associering mellem tidligere konkurrenter og bytte-rovdyrs forhold. Da mennesket først kom ind i billedet, var det derfor ikke som det eneste handlende subjekt, som den klassiske filosofi ofte bilder os ind at mennesket er. Når Olesens udtrykker sin dyresmag, er årsagen til hans mis-/be-hag derfor ikke velbegrundet. Katten og hunden adskiller sig ikke derved, at den ene er mere vild, og den anden mere skabt. Hunden, ligesom katten og mågen har fundet en økologisk niche i menneskets selvskab; katten følger efter de mus, der har fundet sit velbehag i vores forråd; mågen æder affald i havnebyer og snylter på fiskerne; de mindst frygtsomme ulve udviklede sig til hunde, da mennesket bosatte sig, og de sidstnævntes skrald blev den førstes føde.
På baggrund af nogle anekdoter mener Olesen at vi opfatter hunde og katte antropomorft. Det er selvfølgelig klart at hunde og katte ikke er mennesker, men det er ikke særlig klart at hund og kat ikke kan forståes af mennesker og omvendt. At antropomorfisme er en projektion af mennesket, og ikke udtryk for lighed og genkendelse af den anden, er blot udtryk for Olesens solipsistiske præmis. Den danske filosof Frederik Christian Eilskov undrer sig allerede i 1749 sig over den forhastede slutning, at kun mennesket er fornuftigt, hvorimod dyret udelukkende styres af en naturdrift. Når hverken det mennesket eller dyrene laver virker tilfældigt - derimod ganske fornuftigt betragtet ud fra sin egen sammenhæng - med hvilken begrundelse kan vi da sige, at det ene blot er naturdrevet, mens det andet er fornuftigt. At det ene gør sin omverden, det andet blot et produkt? Skal man ifølge Olesen kunne eksplicitere sin logik, før man kan siges at tænke logisk? Så er det jo næsten kun filosoffernes slutninger, som ikke blot er naturdrevne. Biosemiotikken forstår ligesom Eilskov, at forskellen mellem menneske og dyr, er en forskel i grad og i form for umwelt, ikke mellem bevidste væsener og maskiner. Måske skulle Olesen tage sine egne anekdotiske erfaringer alvorligt, og begynder at tænke over virkeligheden vi deler med andet-end-mennesker, i stedet for blot at deducerer ud fra formel logik. Logik rækker ikke når vi skal forstå naturen. Naturfilosoffen Gregory Bateson har skrevet at logik er en ukomplet model for kausalitet. Når vi forsøger at forklare årsagskæderne hos selvregulerende organismer – som liv er – med logik, ender vi konsekvent med cirkelslutninger. Rationalismens koncepter er ligeså bedrageriske, som sanserne. Blot formår de ikke at forklare den forandring vi stedse oplever. Det er som om at Olesen sidder fast i sin cartesianisme, som udfordres gennem intersubjektive erfaringer mellem dyr og mennesker. Er det mon derfor vi ikke skal læse bogen?

Jens Thaarup Nyberg

"Og som mennesket bliver blødsødent, sådan opblødes også dets tænkning ."
Så Gosvig Olesen er en hård nyser - ?

Jens Thaarup Nyberg

"Hundene kom ind i menneskenes verden for 14.000 år siden, kattene for 10.000 år siden, oplyser Svendsen. Og at der var den forskel, at vi valgte hundene på grund af de fordele, de gav, mens kattene valgte os på grund af de fordele, vi gav."
Visse vasse; havde vi ikke villet såvel hund som kat, havde vi ikke haft nogen af dem. Og hunden var aldrig kommet til os, havde ikke også den haft fordel af det.
--
Skoling i filosofi er tilsyneladende utilstrækkelig, hvis vi vil udvide vor ´verden´.