Læsetid: 3 min.

Krisen er både voldsomt kaos og mulighed for radikal forandring

I en række essays demonstrerer den tyske filosof Christoph Menke, hvordan en krisetid præget af angst og magtesløshed kan åbne en ny horisont for den kritiske tænkning
26. januar 2019

Christoph Menkes essaysamling Am Tag der Krise (på dansk: På dagen for krisen) er en lille bog, der stiller store spørgsmål. I sin fængslende tyske prosa spørger Menke til sandheden, friheden, den menneskelige natur, revolutionen, kunsten og ikke mindst krisen. Den sidste er imidlertid ikke blot et af bogens emner, men dens strukturerende princip:

»På dagen for krisen er overskriften på en undersøgelsesmodus. Det er navnet på et metodisk program. Dagen for krisen er hverken emne eller genstand, men eftertankens perspektiv. På dagen for krisen vil sige at tænke ud fra krisen og med krisen for øje.«

Kritisk teori

Menke tilhører den retning inden for tysk filosofi, der kaldes kritisk teori, og som går tilbage til Frankfurterskolens oprettelse i de urolige mellemkrigsår. Med baggrund i marxismen og psykoanalysen foretog skolens tænkere en række sociokulturelle kritikker af deres samtid, ikke mindst i Theodor Adorno og Max Horkheimers centrale værk, Oplysningens dialektik fra 1944, der rettede brodden mod Vestens rationalistiske selvbedrag og humanismens krise, der kulminerende i fascismen.

Christoph Menke: ’Am Tag der Krise’. 178 sider, 9,80 euro. August Verlag

Som sådan er det passende, at den foreliggende bog tager udgangspunkt i det særlige forhold mellem krise og kritik. Begge ord har fælles etymologisk rod i oldgræsk og henviser til det at skelne eller afgøre.

Krisen markerer et afgørende skel, og kritikken afgør ved at skelne – mellem det væsentlige og det uvæsentlige, det klare og det forplumrede. Krisen har derfor en særstilling i kritisk teori som den privilegerede position for tænkningen, hvorfra kritikken udgår.

Krisetiden er en opbrudstid, hvor sammenhænge, vi har taget for givet, falder fra hinanden og tvinger os til at gentænke vores virkelighedsopfattelse.

Undtagelsestilstand

Perioden siden finanskrisen i 2008 er blevet kaldt den permanente undtagelsestilstand  – endnu en forestilling, der rækker tilbage til en af den kritiske teoris hovedskikkelser, filosoffen Walter Benjamin.

Finansmarkederne har rejst sig igen, men den kollektive psyke er stadig defineret af kriseerfaringen, og krisen påvirker fortsat det politiske liv. Arbejdsløsheden er faldet, men eftersom velfærdsstaten og arbejderrettigheder er blevet undergravet, er frygten for arbejdsløshed og armod ikke aftaget, og samtidsmenneskets bevidsthed er derfor en krisebevidsthed i konstant alarmberedskab. Stress og angst er blevet folkesygdomme.

Hvis vi vil forstå os selv og vores tid, er det derfor nødvendigt at gøre krisen til omdrejningspunkt for fælles selvrefleksion, som Menke gør det i sin bog. Et af de centrale problemer, som bogen kredser om, er spørgsmålet om revolutionens mulighed i dag. Revolutionen er den kritiske situation par excellence: Den er det stærkeste udtryk for krisens dobbelthed, som består i voldsomme omvæltninger og kaos på den ene side og muligheden for radikal forandring på den anden.

Revolutionen i Menkes forstand er dog ikke karakteriseret ved en acceleration i begivenhedernes gang. Samfundsmæssig evolution og revolution adskiller sig ikke fra hinanden i tempo, men i temporalitet, dvs. i den måde, vi forholder os til historisk tid på.

Den evolutionære indstilling betragter historien som noget, der overgår os, mens den revolutionære betragter den som noget, vi selv skaber. Man kan sige, at hvor 1700-tallets oplysningsfilosofi opfattede det myndige menneske som det oplyste individ, så anser Menke myndighed for den revolutionære opfattelse af den historiske udvikling.

Modsætningens fastholdelse

Krisen lærer os også, at liberalismens frihedsbegreb er tomt. For liberalismen er friheden en forudsætning – dens idealer bygger på en antagelse om, at mennesket er født frit og realiserer sin latente frihed som individ. Men i den permanente krise er vi fanget i en følelse af magtesløshed.

I bogen beskrives frihed i substantiel forstand derimod som befrielse, dvs. en transformation frem for en forudsætning. Det er hverken en mulighed eller en tilstand, men en handling. Og en sådan frihed er ikke indlejret i individet, men må gribes kollektivt.

Bogen fanger således spændingsforholdet i krisen, den indre modsætning mellem tragedie og håb. Dens forfatter er en dialektisk tænker forstået således, at han udfolder sin analyse ud fra tidens centrale modsætningsforhold uden at søge at opløse modsætningerne eller harmonisere det uharmoniske.

Tænkningen kan ikke løse historiske konflikter, der i deres natur er politiske, men den kan fastholde dem og eksponere dem, holde såret åbent, så det bliver ved at gøre ondt. Der er skrevet meget om krisen det seneste årti, men få formår som Menke at forvandle krisen til en kritisk horisont.

Radikalismen har som politisk retning ingen aktier i de østeuropæiske regimer, den erstatter ikke kirkens dogmer med ateistiske – og den ikke behøver at gå i takt for at kritisere det bestående
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Peter Knap
Christian Mondrup og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer