Læsetid: 3 min.

Der må findes én retning for den undertrykte klasse

Det seneste bidrag i rækken af Louis Althussers uudgivne skrifter lander på et særdeles passende tidspunkt. Her stiller han det simple, men afgørende spørgsmål: Hvad skal vi gøre?
5. januar 2019

Udgivelsesdatoen for Louis Althussers lille værk, ’Hvad skal vi gøre?’ (Que Faire?), kunne dårligt have været bedre.

Selv om det blev affattet i 1978, var det først i september 2018, kort tid inden De Gule Veste satte sig selv på den politiske dagsorden, at værket blev tilgængeligt som det seneste bidrag til rækken af Althussers uudgivne skrifter (påbegyndt hos det franske forlag PUF i 2014. Der er indtil videre udkommet fem værker i denne serie).

Når dette tidspunkt må siges at være heldigt, er det, fordi Althusser i dette korte, men prægnante skrift undersøger muligheden for teoretisk indsigt, der kan yde egentlig hjælp til en revolutionær praksis. Ikke forstået som en forkromet ’filosofi’ udtænkt i universitetets dunkleste kroge, men som det, Althusser kalder en »konkret analyse«.

En sådan analyse har til formål at forene det egentlige indhold af de begrænsede forestillinger, man finder hos specifikke grupperinger blandt den udnyttede klasse, og tager altid udgangspunkt i de konkrete produktionsformer, der gælder både lokalt, men vigtigst af alt, også globalt.

For det er netop det faktum, at enhver gruppering kun har adgang til et fragmenteret perspektiv, der forhindrer identifikationen af hele klassens fælles mål.

Og man kan sige, hvad man vil om De Gule Veste, men det ser alt andet lige ud til, at deres ideer om, hvad de er ude på, er både fragmentariske og modsatrettede.

Hegemonisk diskurs

Hvorvidt det nu faktisk også er sådan, er derimod et andet spørgsmål, og et presserende af slagsen. For deres politiske succes kunne ligeledes se ud til at afhænge af muligheden for at finde et fælles ståsted, der kan give bevægelsen en entydig retning.

Men er det muligt at formulere en sådan retning? Og i så fald: Hvem har muligheden for at definere den?

Her er Althusser klar i mælet: Ja, der må findes én retning for den undertrykte klasse, og det er den marxistiske teoretikers opgave at fortolke denne retning, der allerede, men kun mangelfuldt, kommer til udtryk hos denne klasse.

Louis Althusser. ’Que Faire?’

Det er i denne forbindelse, at Althusser kritiserer italienske Antonio Gramsci for alt for entydigt at have fokuseret på den ideologiske dimension af klassekampen.

Denne kritik kunne med rette udvides til at gælde en hel, og særdeles populær, tradition af Gramscis efterfølgere som f.eks. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. Problemet med denne tilgang er ifølge Althusser, at den alt for ofte begrænser sin analyse til en kritik af »den hegemoniske diskurs«, dvs. det altdominerende og accepterede »regelsæt«, der bestemmer, hvad der på et givent tidspunkt kan tænkes og siges.

Hvad der derimod udelades, er en dybdegående behandling af den grundlæggende socioøkonomiske virkelighed, der er ophav til denne »diskurs«.

Teoretisk arbejde kan ikke ignoreres

Ironien er, at forestillingen – og den kan siges at præge i hvert fald dele af de højere læreanstalter i Danmark – om en »hegemonisk diskurs«, der alene kan forklare samfundets virkemåde, er gået hen og blevet, ja, en hegemonisk diskurs. Den er selv blevet ideologi, for så vidt den ikke begriber ophavet til den måde, vi taler om tingene på.

For Althusser bliver det umuligt at give retning til den undertrykte klasses kamp, hvis man ikke forstår, hvor deres forestillinger om deres egen samfundsmæssige position stammer fra. Produktionen af disse forestillinger har ikke i sig selv noget at gøre med et intellektuelt arbejde, men er en konsekvens af materielle forhold. Det er disse forhold, man først og fremmest må opnå en teoretisk forståelse af.

Denne forståelse afhænger af, at man begriber, hvordan forholdet mellem de to kæmpende klasser på et givent tidspunkt er ordnet. Denne kamp er relativt stabil gennem historien, men kommer altid til udtryk på forskellig vis.

Her er Althusser fremragende: Man taler ofte om at »aktualisere« de gamle helte fra den filosofiske kanon, men det er i virkeligheden et pseudoproblem, når det gælder Marx. Marx er altid aktuel, fordi der ret beset ikke findes en marxistisk teori hinsides den analyse, der specificerer, hvad der må gøres på et givent tidspunkt i historien.

Althusser viser, hvorfor det teoretiske arbejde ikke kan ignoreres, hvis man ønsker en forandring af de eksisterende samfundsforhold. Hvis man vil give en revolutionerende praksis retning – og det har den brug for – er det nødvendigt at begribe, hvad vi skal gøre.

Louis Althusser. ’Que Faire?’ PUF, 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
"Ja, der må findes én retning for den undertrykte klasse, og det er den marxistiske teoretikers opgave at fortolke denne retning, der allerede, men kun mangelfuldt, kommer til udtryk hos denne klasse".
OG
"For Althusser bliver det umuligt at give retning til den undertrykte klasses kamp, hvis man ikke forstår, hvor deres forestillinger om deres egen samfundsmæssige position stammer fra. Produktionen af disse forestillinger har ikke i sig selv noget at gøre med et intellektuelt arbejde, men er en konsekvens af materielle forhold. Det er disse forhold, man først og fremmest må opnå en teoretisk forståelse af".

Der er mange måder at forstå og anvende Marx på, og jeg bemærker i de valgte formuleringer nogle af de særlige måder, som er kendetegnende for Althussers tilgang.

Den elitære nødvendighed, en opfattelsen af entydighed, en materialistisk determinering af tænkningen. Tendenser, der passer fint sammen med strukturalistisk tænkning og en opfattelse af et partis ledende rolle i klassekampen, ud fra en bestemt klasseopfattelse.

Det må også være en anmelders opgave at gøre opmærksom på de negative konsekvenser, der er forbundet med anvendelsen af Marx tænkning, som den kommer til udtryk hos Althusser. Denne anvendelse kan vel også ses som resultat af den tid og de historiske omstændigheder, de er formuleret under.

For at forebygge en misforståelse: Min kritik er ikke rettet mod anvendelsen af Marx teorier, men mod Althussers anvendelse af dem.