Læsetid: 6 min.

En sidste dosis Hawkingstråling

Med ti store spørgsmål og ydmyge orakelsvar fra det afdøde ikon Stephen Hawking er den teoretiske fysik blevet til selvbiografi. Det er nærmest som at høre det fra fysikerens egen talesynthesizer
5. januar 2019

»Et sort hul har ikke noget hår.«

Ordene er fysikeren John Wheelers og et af de sære billeder, som det tyvende århundredes teoretiske fysik har videregivet.

Wheeler var i 1960’erne med til at gøre begrebet ‘sort hul’ til standardbetegnelsen for en stjerne, der er kollapset under sit eget tyngdefelt, og hans mærkværdige udsagn sigter til, at der ikke er noget, der kan undslippe et sort huls tyngdekraft — selv ikke lys.

I 1973 regnede Stephen Hawking sig frem til, at sorte huller alligevel har hår: Et sort hul udsender, nærmest som et stykke varmt metal, en form for varmestråling. Hawking troede først, han havde lavet en regnefejl, og at de sorte huller fortsat var skallede, men ved nærmere gennemsyn måtte Wheelers maksime korrigeres.

Opdagelsen viste sig at være et reelt nybrud for forskningen i universets struktur, kosmologien, som bragte den teoretiske fysik videre — ikke mindst til en række problemer, som der stadig arbejdes på.

For nok har de sorte huller hår, men som Hawking selv udtrykte det:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu