Læsetid: 6 min.

En sidste dosis Hawkingstråling

Med ti store spørgsmål og ydmyge orakelsvar fra det afdøde ikon Stephen Hawking er den teoretiske fysik blevet til selvbiografi. Det er nærmest som at høre det fra fysikerens egen talesynthesizer
5. januar 2019

»Et sort hul har ikke noget hår.«

Ordene er fysikeren John Wheelers og et af de sære billeder, som det tyvende århundredes teoretiske fysik har videregivet.

Wheeler var i 1960’erne med til at gøre begrebet ‘sort hul’ til standardbetegnelsen for en stjerne, der er kollapset under sit eget tyngdefelt, og hans mærkværdige udsagn sigter til, at der ikke er noget, der kan undslippe et sort huls tyngdekraft — selv ikke lys.

I 1973 regnede Stephen Hawking sig frem til, at sorte huller alligevel har hår: Et sort hul udsender, nærmest som et stykke varmt metal, en form for varmestråling. Hawking troede først, han havde lavet en regnefejl, og at de sorte huller fortsat var skallede, men ved nærmere gennemsyn måtte Wheelers maksime korrigeres.

Opdagelsen viste sig at være et reelt nybrud for forskningen i universets struktur, kosmologien, som bragte den teoretiske fysik videre — ikke mindst til en række problemer, som der stadig arbejdes på.

For nok har de sorte huller hår, men som Hawking selv udtrykte det:

»Partiklerne, der kommer ud fra et sort hul, er tilsyneladende fuldstændig tilfældige og har ingen relation til dem, der faldt ind i det.«

Ødelægger et sort hul al information om det stof, der bliver suget ind i det, som Einsteins generelle relativitetsteori forudsagde? Eller kan information, som kvantemekanikken hævder, ikke ødelægges og derfor på en endnu uklar måde aflæses af de sorte hullers stråling?

For den teoretiske fysik udgør denne uløste konflikt mellem relativitetsteorien og kvantemekanikken det såkaldte informationsparadoks. Og for Hawking var det indtil hans død i marts sidste år en anledning til videre forskning og til fortsat at stille spørgsmålet: Hvad er der inde i et sort hul?

Livet inde i de store spørgsmål

For os andre er historien om de sorte huller, informationsparadokset og opdagelsen af Hawking-stråling, som de sorte hullers termiske stråling siden blev navngivet, en god grund til at samle Korte svar på de store spørgsmål op.

Bogen samler en række efterladte papirer fra den ikoniske fysikers sidste år i den overskuelige og lettilgængelige form af ti kapitler, der hver besvarer et af »de store spørgsmål«. Og i Hawkings univers vil store spørgsmål sige kosmologiens spørgsmål om universet.

Kapitlet om sorte huller viser en formidler i topform. Vanskelige teoretiske pointer spidsformuleres funklende enkelt, og de sorte hullers tiltrækningskraft forklares med analogier om at sejle i kano ud over Niagara Falls og blive »lavet til spaghetti« — hvis det sorte hul ellers kun er under 100 gange solens vægt. Hvis det til gengæld er større, kan man fint passere begivenhedshorisonten, som det sorte huls grænse kaldes, og bliver først knust i hullets indre.

Fra den første diskussion af ’mørke stjerner’ i 1783 over Einsteins holdning til sorte hullers opståen (»at stjerner ikke kunne kollapse på grund af tyngdekraften«) til de seneste par års målinger af tyngdebølger omsættes de sorte hullers teorihistorie til et personligt narrativ, der har Hawkings eget bidrag til historien som sit tyngdepunkt.

Det er prisværdigt at få stillet skarpt på, hvor forbindelsen mellem personlig biografi, videnskabeligt fremskridt og den populære forestilling om universet er mest intim. Det berettiger det stærkt biografiske skær i et bogprojekt, der lader sig læse som lige dele populærvidenskabelig Nachlass og assisteret intellektuel selvbiografi.

Nok er udgivelsen færdigredigeret af andre, men det skal være som at høre det fra fysikerens egen talesynthesizer. Og selv om det biografiske nærvær og sorgarbejdet i bogens forord af skuespilleren Eddie Redmayne, der spillede Hawking i filmen Teorien om alting, og efterord af datteren Lucy Hawking truer med at kamme en smule over i hyldestskrift, minder den personbårne formidling fint om, hvordan videnskabelige ideer kan skifte og formes i løbet af et menneskeliv.

Fysikken som kongedisciplin

Læser man Korte svar på de store spørgsmål med hårene, har man en udgivelse, der værner om Hawkings ikonstatus og den førerposition blandt videnskaberne, som fysikken nyder i den populære forestilling.

Bogens spørgsmål er rundet af kosmologien og dens appel til det, filosofferne regner for filosofiens og teoriens begyndelse, nemlig forundringen over det, der er. Spørgsmålene bevæger sig fra klassiske ideer om Guds eksistens, universets begyndelse, muligheden for intelligent liv i rummet og tidsrejser til spørgsmål, der informeret af den teknologiske udvikling og klimaforandringerne åbner op for, om kunstig intelligens vil udkonkurrere mennesket, og om mennesket skal kolonisere rummet.

Det er, ikke mindst takket være Hawkings egen indsats, populærvidenskab i sin måske mest paradigmatiske form — en sidste opdatering af den store fortælling, han har populariseret siden A Brief History of Time fra 1988.

Korte svar på de store spørgsmål. Stephen Hawking

Men læst mod hårene har man også en bog, der i konturerne fortæller, at de store spørgsmål ikke altid har været defineret af kosmologien og giver anledning til at tvivle på, om de bliver ved med at være det. Hawking fortæller, hvordan kosmologien i 1940’erne blev fortrængt af atomfysikken, da blandt andre atombombens ophavsmand Robert Oppenheimer rettede sin opmærksomhed væk fra sin forskning i det, Wheeler senere skulle kalde sorte huller, og hen mod Manhattanprojektet.

Atomtidsalderens spørgsmål til atomfysikkens fremskridt var af en mere praktisk og teknisk karakter end de ofte mere teoretiske spørgsmål, der i Hawkings tid er blevet stillet til fysikken, og efter Hawking kan det kosmologiske verdenssyn meget vel miste noget af sin popularitet og forklaringskraft.

Bliver vi ved med at forvente, at fysikken leverer forklaringen på det hele, en teori om alting? Vil en anden retning få forrang frem for kosmologien? Eller kan populærvidenskabens store spørgsmål få en mere åben reorientering, der både kan gå i dybden, som her med den teoretiske fysik, og samtidig stille spørgsmål fra andre discipliner?

Hvis vores tidsalder skal have sit navn, det antropocæne, fra geologien, er det klart, at fysikken dårligt kan stå alene med at formulere tidens svar. Popfysikken kunne som genre — midt i den universalisme, der får den til at identificere sine spørgsmål som ’de store’ — have godt af flere rivaliserende perspektiver og en anelse mere selvironi i forhold til tilrettelæggelsens store armbevægelser. For de store spørgsmål, videnskabslitteraturen skal stille, er selvfølgelig ikke kun fysikkens.

Søgende orakelsvar fra skabshumanisten Hawking

Hawking slipper på grund af sin ydmyghed godt fra en spørgeretning, der tenderer mod at gå til ham, som var han et orakel. Svar er ellers netop oraklets genre, men Hawkings orakelsvar rammer et tilpas afvæbnende register af saglighed, humor og biografisk patos i afmålte doser. Overalt melder sig en optimisme, der bekræfter det populære billede af en ukuelig, humoristisk og uindforstået formidler, og som udfolder sig som et verdenssyn, der tilskriver teknologiske bedrifter, fysiske præstationer og resultater inden for teoretisk fysik til menneskets kreative kraft.

Det er altså grundlæggende set en art humanisme, der banker i hjertet af Hawkings populærvidenskab, og som i mødet med samfundsspørgsmål giver den kosmologiske undren en mere pragmatisk afbøjning: Hawking foreslår at benytte atomkernefusion som energikilde og taler både for, at udforskningen af rummet er et praktisk forarbejde til koloniseringen af rummet, og at udviklingen af kunstig intelligens primært er et spørgsmål om at rette udviklingen mod menneskelige formål.

Det afsluttende credo i bogen — ’form fremtiden’ — understreger også, hvilken carpe diem-humanisme der gennem bogen og et langt liv i både kørestol og rampelys har stillet os over for fysikkens teoretiske problemer.

Universet leverer de saglige fikspunkter til Hawkings formidling, men mennesket er horisonten. Projektet er lige så opbyggeligt, som formidlingen er tilgængelig — alt i alt et fuldt ud tilstrækkeligt bevis på, at man ikke bliver til spaghetti af at læse lidt om sorte huller.

Korte svar på de store spørgsmål. Stephen Hawking. Klim 2018. På dansk ved Ninna Brenøe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu