Læsetid: 6 min.

Den, der siger populisme, må samtidig sige økonomi

Tysk politolog vil i ny bog forklare populismen med økonomiske strukturer. Hans analyse er grundig og interessant, men hans forståelse af populismefænomenet er ikke uproblematisk
5. januar 2019

For menneskets sprog gælder det, at de fleste ord er til forhandling. Nogle ord er imidlertid mere til forhandling end andre. Det gælder især dem, der indgår i vores politiske vokabular. Frihed, retfærdighed, fremskridt. Den slags ord er så åbne, komplekse og værdiladede, at vi ikke vil blive i stand til at nå en endegyldig definition af dem. Man kan, som politologen Walter B. Gallie har gjort det, betegne dem som »essentielt omstridte begreber«.

Populisme er et ord, vi roligt kan placere i samme klub. Det er blevet allemandseje i den politiske debat, men der er langtfra enighed om, hvad det dækker over. I pressen og hen over middagsbordet bliver populisme ofte anvendt som skældsord over for politiske modstandere, man finder opportunistiske, og hvis retorik man ikke bryder sig om. Og inden for den akademiske forskning giver begrebet anledning til såvel stor begejstring som stærk bekymring.

I det omfang, at der findes en forskningsmæssig fællesnævner, når det kommer til populisme, er det, at et nyt fænomen har gjort sin entré og øver stor indflydelse på både global og national politik. Et af de seneste bidrag til debatten er den tyske professor Philip Manows bog Die Politische Ökonomie des Populismus. Han ønsker med sin bog at henlede opmærksomheden på to »graverende« mangler i populismedebatten.

Den første – og vigtigste – mangel er, at mange forskere glemmer at medtænke økonomien, når de analyserer populismen, skriver han. For det andet lider forskningen af en udtalt mangel på systematiske sammenligninger på tværs af lande. Som han polemisk spørger:

»Stemmer en ungarsk vælger på Fidesz af de samme grunde, som en svensk vælger stemmer på Sverigedemokraterna og en spanier på Podemos? Hvorfor skulle vi antage det?«.

Populisme som protest

Helt konkret foreslår Manow – med inspiration fra Havard-økonomen Dani Rodrik – at forstå populisme som en »protestartikulation« fra dem, der bliver stillet ringere eller er truet af globaliseringen.

Globaliseringen forstår han som »den grænseoverskridende bevægelse af varer og penge samt personer«, og han fremhæver, at sådanne bevægelser finder særligt intensivt sted inden for EU. I EU kan varer og personer nemlig bevæge sig frit, og mange lande deler – i kraft af euroen – en lang række økonomiske vilkår. Manow begrænser derfor sin analyse af populismen til EU-landene.

Philip Manow: ’Die Politische Ökonomie des Populismus’.

Kort sagt er populisme altså en protest mod globaliseringen, og denne protest har et forskelligt politisk indhold, alt afhængigt af hvordan økonomien er indrettet i det land, protesten finder sted.

I sin bog inddeler han EU-landene i tre brede grupper baseret på deres arbejdsmarkeds- og velfærdsstatsmodeller. Nord- og Kontinentaleuropa, Sydeuropa, og Vest- og Østeuropa. Derpå søger han at vise, at det netop er på grund af organiseringen af arbejdsmarkedet og velfærdsstaten, at protesten mod globaliseringen tager sig forskelligt ud i de tre landegrupper. Det gør han mest overbevisende i sin analyse af forholdet mellem nord og syd, som da også synes at være bogens klare hovedprioritet.

Protester i nord og syd

Nord- og Kontinentaleuropa består af de skandinaviske lande, Belgien, Holland, Tyskland og Østrig. Trods klare indbyrdes forskelle er de fælles om at være åbne eksportøkonomier, som bygger på specialiseret arbejdskraft.

Denne åbenhed gør dem i udgangspunktet sårbare over for udsving på verdensmarkedet, og derfor har de udviklet store og alment tilgængelige velfærdsstater for at kompensere for de skader, som måtte opstå – eksempelvis i form af tab af arbejdspladser og perioder med høj ledighed. Velfærdskompensationen medfører, at befolkningerne i disse lande ikke opfatter de grænseoverskridende bevægelser af varer og penge som problematiske.

Omvendt forholder det sig med personbevægelser – især af flygtninge og immigranter uden uddannelse. Denne gruppe udgør ifølge Manow et »ømt punkt« for velfærdsstaterne, fordi personerne i den har let adgang til velfærdsydelserne, men grundlæggende ikke kan tilbyde den specialiserede arbejdskraft, der bliver efterspurgt. Det skaber en situation, hvor mange spørger sig selv, hvorfor de skal betale for immigranternes understøttelse, og derfor orienterer de sig mod politikere, der vil sætte en klar stopper for tilstrømningen.

Det interessante er her, at Manow flere steder empirisk viser, at det i Nord- og Kontinentaleuropa ikke er globaliseringens såkaldte tabere – dem, der er blevet koblet af arbejdsmarkedet og fællesskabet – som vender sig mod de indvandringsskeptiske partier. Det er langt snarere almindelige arbejdere, der i forvejen »har profiteret og stadig profiterer på globaliseringen«. Læren er, at populisme ikke nødvendigvis handler om »taberne«, men om »dem, der har noget at tabe«.

Retter vi nu blikket mod Sydeuropa – dvs. Spanien, Portugal, Italien og Grækenland – er der vendt om på den populistiske protest. Her har immigranter meget svært ved at få adgang til sociale ydelser, fordi ydelserne af historiske årsager ikke er universelle, men målrettet bestemte grupper. Derfor protesterer populisterne i Sydeuropa overvejende – og altså med visse undtagelser såsom Norditalien – ikke mod immigranterne.

Til gengæld protesterer de mod den »neoliberalisme«, som udgår fra EU og de nordeuropæiske lande, og som særligt kommer til udtryk gennem øget international konkurrence, sparekrav og påbud om finanspolitisk tilbageholdenhed. Protesterne skyldes – meget forenklet – at deres eksportsektorer er langt mindre konkurrencedygtige end Nordens, og at de ikke får lov til at føre den økonomiske politik, de gerne ville.

Grundig og karikeret

De populistiske protester er således vidt forskellige i nord og syd. I nord retter protesten sig mod migrationen, i syd retter den sig mod åbne markeder og sparekrav. Og dagens EU giver dem det hele: flygtninge og immigranter til nord – og økonomiske restriktioner plus et indre marked med øget konkurrence til syd. Tragikken er, som Manow skriver, klar:

»Nu har begge den globalisering, de ikke har brug for.«

Manows problemdiagnose er både grundig og interessant. Grundig, fordi han er omhyggelig med at præsentere sine hypoteser, overveje alternative forklaringer og redegøre for sine datavalg og mulige fejlkilder. Og den er interessant, fordi den bringer økonomien i spil i analysen af populismefænomenet. Med denne tilgang positionerer han sig som en seriøs og vægtig modspiller til de mange, der udelukkende forsøger at forklare populismens fremkomst som et kulturelt fænomen.

Men hans argumenter opnår også deres tyngde, fordi han definerer populisme radikalt anderledes end mange samtidige populismeforskere, og den manøvre er langtfra uproblematisk.

En god portion af bogen er viet til at vise, hvorfor politologer som Jan-Werner Müller og Cas Mudde tager fejl, når de vælger at forstå populisme som en såkaldt »tynd ideologi«, der kan knytte an til både højre og venstre. For dem er populismen særligt kendetegnet ved en skarp iscenesættelse af politik som kampen mellem et sandt, moralsk rent folk og en korrupt, selvisk elite.

Ifølge Manow leverer Müller og Mudde med deres analyse af populismen blot en tynd stilkritik, som afspejler et »pikeret borgerskabs« ønske om, at pøblen og de uuddannede skal tale pænt, inden de kan få lov til at tage plads ved diskussionsbordet. Og derfor finder han deres analyse utilstrækkelig.

Problemet med Manows kritik er, at hans karikatur af Müller og Mudde er forfejlet. Der er forskel på at bede folk om at tale pænt og på at vise, hvad der sker, når politiske aktører ikke opfører sig demokratisk ordentligt. Budskabet fra en tænker som Müller er ikke, at folk skal tale artigt og velopdragent, men at populismen er udpræget udemokratisk – og han fremhæver, at et demokrati ikke kan bestå, hvis anderledes tænkende udgrænses, pressefriheden indskrænkes, eller domstolenes uafhængighed undermineres.

Hos Manow er populismen imidlertid ikke et demokratisk problem. Den er en protest vendt mod globaliseringen. Dermed åbner han også op for, at populisme kan blive en løs etikette, man kan sætte på et utal af politiske aktører – også langt flere, end han selv gør. Det er nemlig de færreste, der betingelsesløst omfavner globaliseringen og alle dens konsekvenser.

En oplagt indvending er således, at Manow – i sit forsøg på at gøre op med populismen som en tynd ideologi – ender med at sætte et tyndt begreb i stedet. Og et begreb uden analytisk brod har vi næppe brug for, uagtet at vi må acceptere, at der er mange bud på, hvad populisme er for en størrelse.

Philip Manow: ’Die Politische Ökonomie des Populismus’. 160 sider. 18 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg synes, at det lyder langt mere rammende end så mange af de øvrige forklaringer. Populisme er jo mødet mellem en til en vis grad udbredt holdning og politikere, der ønsker at profitere på den uden at forandre magtforholdene på anden måde end at gribe magten selv.
Hvad Manow vel viser er, hvordan populistiske ledere giver folket stene for brød, bl.a. fordi det jo er den strategi, der kan give dem magten - og at de tænker sådan, behøver vi ikke at tvivle på: det er den slags lumpne motiver, de altid skyder deres modstandere i skoene, selvom det i deres tilfælde næppe passer. Tidehverv vinder år for år førsteprisen i den type manipulation.