Læsetid: 6 min.

Videnskab: Mennesket foldet ud som en schweizerkniv

I sin bog ’Human – På sporet af det menneskelige’ forsøger forfatter Thomas Thaulov Raab at besvare spørgsmålet: Hvad gør os til mennesker? Forfatteren er misundelsesværdigt alvidende, og entusiasmen og fortællelysten smitter af, så man uanset baggrund vil komme klogere ud på den anden side. Bogens svaghed er, at den ikke holder sig til sit overordnede tema, og de fleste kapitler kunne med fordel være kortet ned
26. januar 2019

Hvad er et menneske? Hvad definerer os, og hvordan adskiller vi os fra alle de øvrige arter? Jo, vi kan tænke, rationalisere og økonomisere. Vi kan forestille os fremtiden, vi tilbeder guder og er moralske. Og, nåh ja, så kan vi gå på to ben, har tommelfingre, der vender mod hinanden – og alt for lidt hår på kroppen.

I sin bog Human – På sporet af det menneskelige forsøger forfatter Thomas Thaulov Raab at finde svar på, hvad der gør os til mennesker.

Thaulov Raab har på trods af – eller måske netop på grund af – sin uddannelse inden for litteraturhistorie kastet sin kærlighed på videnskabsformidling med den menneskelige hjerne som centrum. Og det forstår man godt. Den menneskelige hjerne er et fascinerende organ. Den orkestrerer vores bevægelser, den lagrer vores erfaringer, den lader os drømme og ikke mindst føle sorg og kærlighed.

Thomas Thaulov Raab har tidligere skrevet bøger om hukommelse, bevidsthed og den foranderlige hjerne og har tilegnet sig et imponerende indblik i, hvad der gør Homo Sapiens til det tænkende menneske. Men hvad er kendetegnende for den menneskelige måde at tænke på? Hvad betyder vores tænkning for vores måde at opfatte verden på? Hvad betyder den for vores måde at opfatte os selv – og andre – på? Det er store, eksistentielle spørgsmål, der ikke kan andet end at fascinere. Og bogen tager fat på dem alle.

Thomas Thaulov Raab: ’Human – på sporet af det menneskelige’. 416 sider. 399,95 kr. FADL’s Forlag

Thaulov Raab benytter blandt andet adfærdspsykologien til at undersøge mennesket, og vi får herigennem indblik i mange af vores irrationelle tilbøjeligheder.

En af dem kaldes den fundamentale attributionsfejl og beskriver det fænomen, at »mens vi har en udbredt tendens til at opfatte andres handlinger som forårsaget af en særlig indre natur, deres personlighed, opfatter vi vores egne handlinger som forårsaget af de ydre omstændigheder, vi udførte dem under.« 

Som eksempel benytter Thaulov Raab det at komme for sent til en aftale. Mens vi selv tilskriver vores fejl ydre årsager (der var kø på motorvejen), vil vi bedømme andre, der laver samme fejl, som sløsede.

På samme vis opfatter vi os selv som havende en unik og varieret musiksmag, mens vi bedømmer andres som værende snæver og forudsigelig. Den fundamentale attributionsfejl går igen i vores opfattelse af grupper, hvor støjende og upassende adfærd fra grupper fra fremmede kulturer opfattes som et typisk karaktertræk (de må være hensynsløse af natur), mens samme adfærd fra grupper, der ligner os selv, tilskrives drengestreger.

Thaulov Raab benytter her det historiske eksempel, at »mens fattige mennesker ofte er blevet straffet for selv små lovovertrædelser, fordi det afspejler ’deres dårlige natur’, har mere velstillede personer formået at undgå straf selv for langt voldsommere forbrydelser«.

Desuden er vores fordomme »argumentationsresistente«, skriver han og illustrerer det med Adolf Hitlers gentagne beskyttelse af sin ’yndlingsjøde’, Hitler-familiens huslæge Eduard Bloch. Det er en spændende gennemgang af vores ubevidste tendenser, og de mange eksempler gør det til levende og fængende læsning.

Kunstig intelligens med menneskelige fejl

Også kunstig intelligens tages der fat på. De overlegne computeralgoritmer kan som bekendt udtrække mønstre og præsentere data på baggrund af langt større mængder information, end noget enkelt menneske vil kunne. Men eftersom algoritmerne er bygget op af menneskelig viden, sker det, at menneskelige fordomme også indlejres.

Microsofts chatbot Tay måtte tages ud af drift 16 timer efter opstart, da den begyndte at udsende hadefulde, racistiske beskeder. Og fra Googles billedgenkendelsesservice måtte ordet ’gorilla’ slettes fra programmet, da mørkhudede mennesker ofte blev kategoriseret som dette. Problemet med de indlejrede racistiske træk i algoritmerne rejser et væsentligt spørgsmål: Hvis ansvar er det, når kunstig intelligens udtrykker de selv samme fordomme, vi forsøger at bekæmpe blandt mennesker?

I sin søgen efter det menneskelige kommer Thaulov Raab også igennem evolutionsteori, spilteori, sociologi, antropologi, naturvidenskabelig hjerneforskning, litteraturvidenskab, og astronomi – for bare at nævne et par discipliner. Faktisk hører vi om så mange forskellige emner, mennesker, videnskaber og teorier, at vi bliver en anelse forpustede og mister følingen med, hvad der egentligt var bogens ærinde.

Det er en ambitiøs bog, der næsten fremstår pralende i sit omfang. Og bogens svaghed er da også, at den ikke holder sig til sit overordnede tema.

Hele kapitler kunne med fordel udelades, og de fleste øvrige skæres ned. Modsat hensigten synes bogen at fokusere på en beskrivelse af vores verden og samfund og på de videnskaber, som beskriver mennesket og dets bevidsthed. Det er interessant læsning, og det er flot fortalt. Men det er ikke det, man som læser gav sig hen til ud fra bogens titel og beskrivelse.

Farer vild i en schweizerkniv

Og trods sin omfangsrighed er der et par åbenlyse udeladelser: Der nævnes flere gange samspillet mellem arv og miljø, men der nævnes ikke epigenetik – altså genernes styreprogram, der formentligt er ansvarlig for arveligheden af miljø- og kulturpåvirkninger fra den ene generation til den næste.

Der fortælles om reproduktion som endeligt mål for individet, men menneskets evne til at elske berøres ikke. Fra et videnskabeligt perspektiv er det en hæmsko, at der flere steder er taget udgangspunkt i dyrestudier, for resultater kan sjældent overføres direkte mellem arter, hvorfor det åbenlyst svækker beskrivelsen af det menneskelige.

Men det ændrer ikke ved, at det grundlæggende er et imponerende værk. Det er flot formidlet, og forfatteren er beundringsværdigt alvidende. Noget af det, der bærer bogen, er dens eksempler. De er nærværende og relevante, og fortalt med humor.

Og så har jeg lært et nyt (yndlings-)begreb: fysikmisundelse, der betegner de humanistiske discipliners »(…) forsøg på at videnskabeliggøre hvad der kunne virke som relativt banale indsigter ved at udtrykke dem i et komplekst og videnskabeligt klingende sprog«.

Et rammende og let provokerende begreb, der med rette kan overføres til wellness-industriens pseudovidenskabelige beskrivelser af selvopfundne sundhedsproblemer.

Men god videnskabsformidling handler også om at skære ind til benet. At hjælpe læseren til at fokusere på det væsentligste og sætte erkendelsen i den korrekte kontekst. Det sker desværre for lidt i Human – på sporet af det menneskelige. Og udvalget af temaer og teorier fremstår tilfældigt og fragmenteret.

Det er nærliggende at beskrive bogen gennem den schweizerknivsmetafor, som skildres i afsnittet om den evolutionære psykologis fremstilling af vores mentale egenskaber som særskilte, fragmenterede processer. Nemlig, som »et værktøj bestående af en nærmest uendelig række af særlige redskaber, som har hver deres helt specielle funktion: negleklipper, proptrækker, øljern, kompas, osv., som tilsammen gør det muligt at klare snart sagt enhver udfordring, hvis blot man vælger det rigtige redskab til opgaven«.

Selv har jeg aldrig været glad for schweizerknive. Jeg kan ikke finde rundt i dem. Jeg er selv naturvidenskabeligt uddannet, og som Thaulov Raab pointerer i bogen, har »hjerneforskere en forkærlighed for at hævde, at alt det vi oplever som tænkning og bevidsthed, er resultatet af biokemiske eller elektriske processer i hjernen og ikke andet end dette«.

Mens psykologen opfatter det, der foregår bag kulissen, som mest interessant. Litteraten vil se på de narrativer, vi fortæller os selv og andre. Og fysikeren vil mene at hjernen skal forstås gennem kvantemekaniske principper.

»Uanset hvilket lys vi vælger at se mennesket i, kan den oplevelse, vi har af at være handlende, tænkende og følende mennesker, kun alt for let bortforklares med udgangspunkt i, hvilken teori man nu end foretrækker.« 

Mon ikke det samme gælder for bogen her? Jeg frustreres over den manglende struktur og de lange, uvedkommende afsnit. Men forfatteren er misundelsesværdigt alvidende, og entusiasmen og fortællelysten smitter af, så man uanset baggrund vil komme klogere ud på den anden side. 

Ida Donkin er ph.d. og læge på Nordsjællands Hospital.

Jakob Ladegaard er humanist, men bruger tunge statistiske metoder i sin forskning. Det har medført ophedede diskussioner blandt ham og hans fagfæller.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu