Læsetid: 3 min.

Det har aldrig været sværere at komme uden om Hannah Arendt

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendts antitotalitære tænkning er et nødvendigt værn mod en politik, der glemmer mennesket. Det mener en amerikansk filosof, der i en ny bog forsøger at læse den globale politiske udvikling gennem nedslag i Arendts forfatterskab
Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendts antitotalitære tænkning er et nødvendigt værn mod en politik, der glemmer mennesket. Det mener en amerikansk filosof, der i en ny bog forsøger at læse den globale politiske udvikling gennem nedslag i Arendts forfatterskab

Polfoto

2. februar 2019

Det er en klassisk diskussion i den filosofiske forskning, hvorvidt man kan nå til en forståelse af en given filosofs tanker uden at skele til vedkommendes eget levede liv. For lige så sandt som filosofiens ideer er eviggyldige, lige så svært er det at afvise deres forankring i det enkelte menneskes levede erfaringer.

I Why Read Hannah Arendt Now forbinder Richard J. Bernstein tænkningen med tænkeren. Det biografiske greb bruges dog først og fremmest til at afdække den historiske kontekst, Hannah Arendt (1905-1976) befandt sig i, som arnestedet for mange af de temaer, der præger den politiske udvikling af i dag.

Richard J. Bernstein: ’Why Read Hannah Arendt Now’. 120 sider. 12,95 dollar. Polity Press

Arendts historie er i sig selv bemærkelsesværdig. Som tysk jøde lykkedes det hende efter Hitlers magtovertagelse kun med nød og næppe at flygte til Prag og senere Paris, hvor hun som led i den franske regerings inddæmning af eksil-tyskere blev interneret i en kvindelejr.

Et usandsynligt sammenfald af begivenheder i kølvandet af den tyske invasion af Frankrig gjorde, at hun kun akkurat undgik deportation til Auschwitz og som statsløs flygtning fandt vej over Atlanten.

Det overflødige menneske

Ikke alene bærer Arendt en flygtnings erfaringer, hun bruger dem til at forstå betydningen af flygtningefænomenet som et systematiseret politisk fænomen.

Dette lykkes særligt godt i hendes betragtninger over det stigende antal kategorier, som flygtninge under og efter Anden Verdenskrig blev inddelt efter.

Effekten af nye flygtningekategorier var en stadigt voksende gruppe af »overflødige« mennesker uden »retten til rettigheder«. Fordrevne folkeslag, nationale mindretal og politiske dissidenter det ikke lykkedes at beskytte under internationale minoritetstraktater, og som derfor forblev udstødte »fremmedelementer« i de nationalstater, de kom til eller befandt sig i.

En vigtig pointe hos Arendt er, at totalitære løsninger kan overleve totalitære regimer.

Og netop overflødiggørelsen af mennesket betragter hun som et udtryk for den totalitarisme, man mente at have besejret med krigens afslutning. En totalitarisme, hvis formål ikke bare var at fratage mennesket dets juridiske rettigheder og moralske status, men også dets muligheder for at gøre sin frihed gældende gennem nye begyndelser.

Bernstein lader Arendt minde os om, at flygtningefænomenet er et grundlæggende politisk fænomen, som peger tilbage på et politisk system med iboende modsætninger, der fortsat gøder jorden for totalitære løsninger. En af disse findes i nationalstatens disintegration mellem det nationale og staten som giver nationen og nationalismen forrang over staten og retssikkerheden.

En disintegration, der ifølge Bernstein kun er accelereret siden, og som i dag eksemplificeres ved f.eks. nationalstaters modstand mod at integrere flygtninge ved at hævde rettigheder som sekundære til etnicitet eller kulturhistorie.

Systemets magt og evnen til at tænke

Som anerkendt skribent blev Arendt i 1960 hyret til at dække retssagen mod SS-officeren Adolf Eichmann, der i Jerusalem sad anklaget for at have organiseret deportationen af millioner af jøder til de nazistiske udryddelseslejre.

I sin reportage når Arendt den opsigtsvækkende konklusion, at der bag Eichmanns forfærdende handlinger ikke lå nogen dybereliggende ondskab, men blot og bar tankeløshed.

Selv om eftertiden har stillet spørgsmålstegn ved Arendts banalisering af Eichmann som en bureaukratisk tænkende funktionær, der i sin grænseløse lydighed havde mistet sin moralske dømmekraft, mener Bernstein stadig, at afmytologiseringen af ondskabsbegrebet har noget for sig.

Den giver os nemlig en forståelse for, hvor udsat vores tænkning er i mødet med mekanisk totalitære systemer.

I tider som disse, hvor den politiske løgn trives og presse- og ytringsfriheden trues, bliver det ifølge Bernstein derfor særligt afgørende at værne om den tænkende, kritiske offentlighed, Arendt betragter som en altafgørende betingelse for det frie fællesskabs eksistens. For kun gennem muligheden for at afprøve vores meninger mod andres bliver vi i stand til at indtage deres perspektiv.

I sin iver efter at aktualisere Arendt gør Bernstein ikke alle steder lige meget ud af at adskille herskende populistiske strømninger fra den totalitaristiske samfundsform, Arendt beskrev.

Bogen skal læses for sin appetitlige indføring i Arendts politiske filosofi og som en kærkommen anledning til at få syn for de historiske rødder, der vokser under tidens politiske problemstillinger.

Hannah Arendts 70 år gamle tanker om en flygtningeverden af i går fungerer som et knækket spejl. Meget er anderledes og ser ud til at være til det bedre, men det er stadig temmelig vanskeligt at være gæst
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Vogelius
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Runa Lystlund
Jørgen Vogelius, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Og netop overflødiggørelsen af mennesket betragter hun som et udtryk for den totalitarisme, man mente at have besejret med krigens afslutning. En totalitarisme, hvis formål ikke bare var at fratage mennesket dets juridiske rettigheder og moralske status, men også dets muligheder for at gøre sin frihed gældende gennem nye begyndelser."

Denne umenneskeliggørelse ses idag, hver dag, med politiske forslag til yderligere dehumanisering.