Bog anklager folkeskolens reformgrundlag for løse påstande og misinformation

Viden og politik vikler sig ind i hinanden som ærtehalm. Det samme gør magtudfoldelse og behovet for at legitimere politiske tiltag videnskabeligt. Og oven over og neden under ’det hele’ sætter økonomiske styringsrationaler sig igennem både på tungen af og bag om ryggen på aktørerne.

For fem år siden reformerede magtfulde politikere og embedsmænd både folkeskolen og læreruddannelsen. Staten ønskede sig en mere effektiv folkeskole og en mere tidssvarende læreruddannelse. Der skulle leveres bedre resultater i de internationale PISA-målinger, og fremtidens lærere skulle gøres til kompetente læringsagenter. Uddannelsesverdenen skulle evidensbaseres og effektiviseres.

Reformer skulle der til, og eksperter blev indkaldt. 60.000 lærere og deres repræsentanter blev dømt ude, det samme gjorde offentligheden og de fleste skoleforskere, der ikke tænkte, som regeringen og et flertal af folketingets partier helst så, der skulle tænkes og ikke mindst skrives. Embedsmænd og politikere strikkede policy- og lovtekster sammen assisteret af en lille håndfuld forskere.

En videnspolitisk gyser i to bind

Med afsæt og dyb indsigt i dette konfliktrige landskab serverer skoleforsker Keld Skovmand en tør videnspolitisk gyser i to bind, der ønsker at analysere og dokumentere, hvordan reformerne blev til og legitimeret af forskning, der ikke sjældent viser sig at bero på påstande og være uden videnskabeligt belæg.

Ifølge Skovmand fik politikerne at vide, at man i andre lande har indført læringsmål, som beskriver, hvad eleverne skal kunne, frem for hvad de skal undervises i, og at der er indtruffet et paradigmeskift, der består i en flytning af fokus fra indholdet i en uddannelse til studerendes og elevers udbytte af en uddannelse.

De fik også fejlagtigt at vide, at toneangivende internationale forskere talte til fordel for læringsmålstyret undervisning, og at denne form for undervisning med tydelige læringsmål med stor succes slog igennem i bl.a. Ontario i Canada fra 2004 og frem.

Med mantraet om læringsmålstyret undervisning skete der ifølge Skovmand en frakobling af både skolens og fagenes formål. Viden blev oversat til læring og tømt for indhold. I de nye og såkaldt forenklede Fælles Mål for Folkeskolen blev der i løbet af 2013 formuleret omkring 3.000 bindende læringsmål for folkeskolens elever, svarende til ca. to mål pr. dag i et ungt menneskes skoleliv fra 0. til sidste klasse.

Klassiske skoleord som dannelse, kundskab, åndsfrihed og forståelse røg ud af reform- og målteksterne. Uunderbyggede begreber om kompetencer, læring, præstationer, tydelighed, synlighed og udbytte tog over, og folkeskolens fagbeskrivelser blev udsat for et veritabelt taksonomisk niveautab.

I 2016 udgav Skovmand Uden mål og med – forenklede Fælles Mål? De nyeste bind i trilogien bærer titlerne: I bund og grund – reformer uden fundament? og Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?

Førstnævnte hviler på hans ph.d.-afhandling og leverer dokumentationsgrundlaget for kritikken af de ’politokratiske’ reformer af folkeskolen og læreruddannelsen, og sidstnævnte er skrevet i en noget friere og lettere tilgængelig stil. Skovmand er ansat som lektor ved UC Lillebælt i Odense, hvor han er tilknyttet Center for Anvendt Skoleforskning, og har en grad i religionsvidenskab fra Post Graduate Certificate i Religious Education, University of Warwick.

Skovmands metode og stil

Skovmand er en utrættelig kildekritisk og diskursanalytisk arbejdende forsker. Han foretager en detaljerig og kritisk nærlæsning af fem publikationer, heriblandt tre videnskabelige artikler, som Skolerådet, Danmarks Evalueringsinstitut og Undervisningsministeriet anvender som autoritativ videnskabelig rygdækning for skolereformen.

Det er dette arbejde, der har fået ham til at anmelde fire uddannelsesforskere til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i foråret 2018. Der er endnu ikke truffet afgørelse i sagerne. Skovmand hæfter sig særligt ved citatfusk, plagiat, fejlagtig gengivelse af kilder, fejloversættelse af international forskning, misrepræsentation og inhabilitet.

Han konkluderer, at vi har et »demokratisk problem, fordi ganske få mennesker har fået alt for megen magt, og det politiske system ukritisk har ladet sig betjene af dette fåtal, som efter min opfattelse har misinformeret systemet«. Skovmand drager ikke selv paralleller til, hvordan det gik til, at Danmark valgte at gå i krig i 00’erne, men det synes oplagt at gøre, for her blev drejebogen for krigsdeltagelsen også skrevet af en snæver kreds af aktører, der vidste, at ingen kommer til at gå i krig uden en forudgående og retorisk bevidst kommunikationsstrategi.

Indimellem finder Skovmand rent guld i arkiverne. En centralt placeret embedsmand i Undervisningsministeriet vedkender sig den 12. april 2016 i fagbladet Folkeskolen, at det særegne begreb læringsmålstyret undervisning blev ’opfundet’ i Undervisningsministeriet i 2014 i samråd med et par danske forskere, og at det således hverken praktiseres af andre landes skolesystemer eller stammer fra den internationale forskningslitteratur.

Stilen er tør, analytisk og akademisk skolet, men Skovmand er også drilagtig. Således kan han ikke dy sig for post-Antorini at skævvride og omskrive folkeskolereformens credo: »Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan« til: »Alle folketingspolitikere skal blive så dygtige, som de kan.«

Det oprindelige credo har jeg nu altid fundet latterligt, da ingen ved sine fulde fem vil finde på at sige det modsatte (»… så dumme, de kan«), hvorved udsagnet ikke kan bestå banalitetstesten. Men man kan da håbe på, at det moderniserede credo bliver realiseret og ikke mindst inkarneret, om end man kan have sine tvivl.

For selv om der nu lyder nye toner fra undervisningsminister Merete Riisager, og der er sket en lempelse af bindingerne i Fælles Mål, og Marianne Jelved med sprogligt flair spidder den ’læringsmålsforstyrrede’ undervisningsideologi, hun selv var med til at sanktionere, da skolereformen blev vedtaget i 2013, og der blev talt floromvundent om dannelse på Sorø-mødet i 2017, så advarer Skovmand os mod at tro, at der er gjort endeligt op med læringsmålstyringen.

Således er der blevet investeret trecifrede millionbeløb i at etablere de digitale læringsplatforme, som lærerne stadigvæk skal anvende til at »optimere både undervisningen og elevernes læringsproces« og skabe »øget læringsværdi« (to citater fra ’itslearnings’ vejledningstekst).

Den såkaldt kommunale frihed tager sig i KL-regi ud som et bekosteligt, tidskrævende og unødigt dokumentationskrav til den enkelte lærer. Og for egen regning vil jeg tilføje: som en dataindsamlende kontrolteknologi i transparensens og sammenligningskraftens tjeneste.

Med rette er Skovmand »lamslået« over det politiske systems »historieløshed og ansvarsløshed«. Skolereformen blev i sin tid lanceret »med bulder og brag og massiv markedsføring …« og som svaret på alt, hvad angik skolens kvalitetsforbedring, elevernes læring og Danmarks konkurrenceevne. Men nu nøjes datidens chefaktører – tilbagetogets ikkehelte – med at indtage en position af »enig tavshed«.

Herfra skal der lyde en stor tak til Skovmand for, at dette problematiske skolepolitiske kapitel ikke får lov til at gå i glemmebogen. Bøgerne er velskrevne og gedigent oplysende, om end de skulle have haft en sidste omgang korrekturlak. Der er tale om kritisk samtidshistorie, der ægger læseren til lige dele bestyrtelse og eftertænksomhed.

Betydningstomme ord

Keld Skovmand klandrer de centrale policymagere og reformdesignere for ikke klart at definere de begreber, der anvendes til at genbeskrive den reformerede folkeskole og den reformerede læreruddannelse. Det gælder i særdeleshed for det nærmest selvavlende lærificeringsvokabular: læring, læringsmål, læringskompetence og den særegne danske opfindelse læringsmålstyret undervisning.

Kritikken er berettiget; men hvor Skovmand efterlyser klare definitioner, efterspørger jeg modet til en gang for alle at vinke behørigt farvel til det betydningstomme og ødelæggende lærings- og kompetencesprog. Det kan sagtens undværes, og der er langt mere saft og kraft i ord og begreber som dannelse, viden, erkendelse, kundskab, tænkning, dømmekraft, erfaring, åndsfrihed, forståelse og kritik.

Bevæbnet med sin kritiske diskursanalyse lykkes det til fulde Skovmand at dokumentere, at der ikke er forskningsmæssig rygdækning for folkeskole- og læreruddannelsesreformerne, og at de blev gennemført af en snæver og selvhenført kreds af politikere, forskere og embedsmænd; men kritiske diskursanalyser og definitionsterapeutiske indsatser kan ikke stå alene. Efter læsningen af de 570 sider er det mig således en gåde, hvorfor forfatteren ikke drister sig til at formulere nogle overraskende, måske ligefrem radikale uddannelsespolitiske visioner.

Til gengæld skorter det ikke på gode råd. Skovmand nøjes ikke med 10 bud, men med 40. Her blot nogle få: Misbrug ikke, og glem ikke folkeskolens formål. Tag magten over folkeskolen tilbage til folkestyret. Væk med det uoplyste embedsmandsvælde. Demokrati og åbenhed må der til – nede fra og op og ud over alle bredder. Ganske fornuftigt ønsker han, at fag- og skolefolk bliver taget med på råd i reformprocesser, der involverer hundredetusindvis af elever og titusindvis af lærere. Men hvordan skal en ambitiøs stats uddannelsespolitik se ud, der kan udfordre den tomme læringsideologi, der ønskede at gøre lærerne til servile læringsmålarbejdere, men også det dominerende økonomiske styringsrationale, der altid synes at forhekse og begrænse politikken? Svaret på det spørgsmål må Skovmand gerne skrive en ny tyk bog om.

To åbne spørgsmål til Skovmand

Skovmand blev desværre ikke rigtigt udfordret, da han i januar 2018 forsvarede sin ph.d.-afhandling: I bund og grund – lærerprofessionens didaktik på DPU. Den her beskårne og redigerede udgave af afhandlingen I bund og grund – reformer uden fundament? er da også udstyret med et overordentligt positivt ’Efterskrift’ af førsteopponent, professor Lene Tanggaard Pedersen.

Her på falderebet får jeg lyst til at tage et par emner op, som hverken hun eller de øvrige opponenter berørte.

For det første er det i praksis umuligt for Skovmand at sige noget om Folkeskolen efter læringsmålstyringen, som den anden bog hedder, da han ’kun’ laver kritiske diskursanalyser af tekster (policy-papirer, dokumenter, artikler, love etc.). For det er jo langtfra sikkert, at folkeskolereformens mange krav og de mange bindende (og nu: vejledende) læringsmål er blevet fulgt og indløst til punkt og prikke ude på de enkelte skoler.

Uden et omfattende feltarbejde og andre kvalitative forskningstilgange og en masse tætte samtaler med skolens aktører er det ikke muligt at sige noget om folkeskolen. Der kan i hvert fald ikke sluttes direkte fra en kildekritisk og diskursanalytisk tekstlæsning til virkeligheden.

For det andet er det i samme ombæring påfaldende, at Skovmand abonnerer på en diskursanalytisk tilgang, der ikke undersøger, »hvordan verden er, men hvordan den konstrueres sprogligt«. Uden de helt store videnskabsteoretiske anfægtelser endsige en selvstændig argumentation er han også med på »en forskydning fra ontologi til epistemologi«. Men spørgsmålet er, om et radikalt andet syn på uddannelse og dannelse kan virkeliggøres uden en ontologi, det vil sige en helt anden og langt mere visionær måde at være og tænke på?

Her kommer to mulige svar eller rettere påstande, der må drøftes intenst sammen med Keld Skovmand og andre kritisk tænkende skolefolk og -forskere: Ønsker man at bære ved til, hvordan mennesker i praksis kan få langt friere muligheder for at øve, udfolde og dygtiggøre sig inden for det kommende samfunds (ud)dannelsesinstitutioner, så må man træde i karakter på både den store ontologiske og politiske klinge. For det kan da ikke bare dreje sig om at opfinde et nyt veldefineret vokabular og servere en ny epistemologi.