Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Carsten Jensen og kældermennesket

Troen på fornuften er ikke nok til gøre verden til et bedre sted, og det er heller ikke nok at foragte den dumme for at bekæmpe dumheden. Forfatteren Carsten Jensen begår begge fejl i sin omgang med nutidens kældermennesker
Troen på fornuften er ikke nok til gøre verden til et bedre sted, og det er heller ikke nok at foragte den dumme for at bekæmpe dumheden. Forfatteren Carsten Jensen begår begge fejl i sin omgang med nutidens kældermennesker

Mia Mottelson

Moderne Tider
2. februar 2019

Halvvejs inde i sin bog Kældermennesker spørger Carsten Jensen: »Hvem er kældermennesket?«

Det kræver en afklaring, nu hvor Jensen har kaldt medlemmer af Dansk Folkeparti for »kældermennesker« og desårsag selv er blevet kaldt nedladende.

Afklaringen består i en henvisning til Dostojevskij. Ordet betyder ikke undermenneske, men er af en finere og mere litterær oprindelse. Den kender det udannede folk ikke noget til, mener Jensen, så lidt som den dannede elite (når denne vel at mærke er nationalkonservativ).

» … kældermennesket? Aldrig hørt om ham, siger vi samstemmende. Det er der sikkert en grund til. Vi kunne jo risikere at genkende os selv.«

Fornuftens ’to gange to er fire’

Sådan et vi klinger noget retorisk i lyset af den påbegyndte afklaring – som til gengæld stadig klinger nedladende. Og endnu mere, når vi får sat ansigt på. Kældermennesket, det er »dagens lastbilchauffører, slagteriarbejdere eller arbejdsløse ufaglærte«.

Dog kan det også være »højtuddannede akademikere«. Når de er nationalkonservative, præciseres det. Præcisering nok til at melde hus forbi. Kældermennesket, det er ikke Jensen. Eller mig. Der er ikke noget »kældermennesket, c’est moi« her.

Kældermennesket, det er ham, der harcelerer over fornuftens ’to gange to er fire’. Det er ifølge Carsten Jensen ham, der gør oprør mod rationalismen og humanismen, mod moderniteten. Det er ham, der ender i populismen af det »besvær med at være menneske«, som Dostojevskij taler om, og som er med i Kældermenneskers undertitel: Om populisme og besværet med at være menneske.

Men er det besvær overhovedet et politisk besvær? Hører det specielt moderniteten til? Og er det rationalismen og humanismen, der hævder, at to gange to er fire?

Enig med Jensen

Når Jensen kommer på banen med sine debatindlæg, læser jeg dem næsten altid. For jeg er næsten altid enig med Carsten Jensen.

Han har samme skeptiske holdning som jeg til fænomener som networking, autofiktion, identitetspolitik, til den udstrakte brug af offerrollen. Han anser demokratiet for at være truet; det gør jeg også. Han er antinationalist ligesom jeg. Han er ’europæer’ ligesom jeg. Lige så lidt som jeg mener han, at man kan være ’verdensborger’ og ’færdes hjemmevant overalt’.

Jeg er også med på hans regnestykke, at hvis Europas aldrende befolkning behøver tilførsel af over halvtreds millioner mennesker for at opretholde en tilstrækkelig arbejdsstyrke også om 30 år, så er en til to millioner flygtninge om året i fem år ikke nogen krise. Vi har ikke nogen flygtningekrise. Vi har en anden slags krise.

Jeg er enig med Jensen. Det er næsten det værste.

For sjældent frygter jeg mere, end når jeg læser Jensen, at se mine synspunkter flygtigt og forkert begrundet, lige til de går op i en røg af løse associationer og flagrende metaforer. Spændt sidder jeg og følger med i den sproglige ekvilibrisme.

Jeg læser i Kældermennesker om den offentlige retorik, der »henter sin ammunition i neoliberalismens teknokratisk opfattede såkaldte nødvendighedens politik«, om det frie marked, der »mest minder om en vindblæst isflage i drift«, om »globaliseringens drivtømmer, ilanddrevet stykgods på ukendte kyster, opslugt af brændingens svimle tumult«. Meget vel, hr. Jensen, men hvor skal vi hen?

Lokumssproget

Hurtigt videre. Væk fra populisterne, der drømmer om etnisk renhed. Væk fra »de gustne overlægs uvaskede maskinrum«, væk fra de »nedre regioner«, især væk fra kloakkerne, »underbevidsthedens kloakker«. Der er også meget at rense ud, hvis der skal være orden bare i Jensens verden.

Ikke at jeg har noget imod lokumssproget. Ord som røvhul og vatpik kan godt være præcise. Men så må man vel stå inde for dem?

De sociale medier er »forråelsens eksercitsplads«, tordner Carsten Jensen. Ja, det må man forstå, når samme Jensen skriver på Facebook om en af sine fjender:

»Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.«

Sådan går det selv med de bedre analyser. Det gælder om at skabe utryghed og magtesløshed, hvis man vil skabe svage befolkninger, der kræver stærke ledere, skriver Jensen. Nemlig! Men så skriver han straks efter, at de store mænds tid er forbi. Nå, nå, man synes da ellers nok ... Putin, Erdogan, Trump?

Analysen af Trump er lige i øjet. Han er i virkeligheden slet ikke præsident, hedder det, men derimod virksomhedsleder, eller rettere ude af stand til at se forskel på de to ting. Han betragter borgere som ansatte. Derfor har han ikke respekt for magtens tredeling og den frie presse. Sådan!

Champagnekontinentet

Men desværre, også her skal vi hurtigt videre. Trump, der er direktør på side 80, Trump er også klovn. Og allerede på side 84 er han – forventeligt nok – kloakafløb.

Det Europa, »vi« vil forsvare, »er velfærdsstatens«. Kun det? Går det ikke dybere? Er det ikke også vores tradition, med dens dyrekøbte erfaringer? Oplysningstiden, sekulariseringen, demokratiet med alt, hvad de har kostet af blod, sved og tårer?

OK, lad det så i første omgang være »velfærdsstaternes, den sociale harmonis og den boblende livsglædes champagnekontinent«, vi forsvarer i dag.

Sjovt nok skriver Dostojevskij også om champagne. Jensen anfører ikke stedet, men det er der, hvor kældermennesket harcelerer over de systemer, der ad rent logisk vej vil gøre menneskeheden »god og ædel«. Og hvordan går det så? »Se Dem omkring: Blodet flyder i strømme, endda så overstrømmende, som var det champagne.« Er det forkert?

Oplysning og revolution

Oplysningstiden bibragte os humanisme og tolerance, læser jeg hos Jensen. Jaså! Med dyrkelsen af Gudinden Fornuft under Den Franske Revolution? Med op mod 50.000 guillotinerede under dens Rædselsregime? Er det humant, min herre? Écrasons l'infâme! – er det tolerance?

Men det eneste infame, Jensen kender til, er de »infame kræfter«, der kan finde på at bremse humanismen og tolerancen. En så moraliserende historieopfattelse er næppe set siden Fabricius’ (nationalkonservative) Danmarkshistorie.

Det er sandt, at Oplysningstiden og Den Franske Revolution, at demokratiet og det europæiske fællesskab har bragt os på afstand af religiøs intolerance og i sidste ende skænket os fred. Men det er også sandt, at det ikke begyndte sådan.

Kunne det måske være, at det sidste, europæere ønsker, er at kæmpe de kampe igen? Er det eneste budskab i populismen: »Det er ikke min skyld,« som Jensen hævder?

Handler det bare om at hade nogle andre end sig selv? Kældermennesket hos Dostojevskij har da i den grad sig selv med i hadet. Og når nu også en Jensen viser sig hadefuld? Eller jeg?

»Vi kunne jo risikere at genkende os selv.«

Hvem er Dostojevskijs kældermenneske? Knap nok et menneske. Det er som med alle Dostojevskijs mennesker; de er uden bestandighed. Kældermennesket kan være hvem som helst, når som helst.

Villy Sørensen spørger i sit forord til den seneste oversættelse af bogen, hvorfor Dostojevskij lægger sit opgør i munden på kældermennesket. Som et minimum kan man vel svare, at ellers ville vi ikke høre efter.

Hvem gider lytte til pæne menneskers beklagelser over verden, der er af lave? Men alene det må også betyde, at vi ikke kan vide, hvor det gode og det onde er. At vi ikke sådan kan lokalisere det. Hverken hos os selv eller hos de andre. Der er slet ikke sådan et selv og de andre.

Iboende modsætninger

I Dostojevskijs verden slår modsætningerne om i hinanden. Det er rendyrket i Dobbeltgængeren, hvor vi aldrig ved, om Goljadkin er sig selv eller en anden, kun at han til sidst går til grunde ved heller ikke selv at vide det.

I Brødrene Karamasov er der en luder- og en madonnafigur, Grusjenka og Katerina, men i det afgørende moment viser Grusjenka sig mere madonnaagtig end Katerina og Katerina mere luderagtig end Grusjenka. Selv den eneste måske helt igennem gode person, fyrst Myskjin, er lidt til en side og må her i verden gå under samme navn som romanen om ham: Idioten.

Luigi Pareyson, en anden af Dostojevskijs læsere, har fulgt dobbelthedens motiv helt ud i ekstremen, til Jesu ord på korset: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Det er – hvis ellers Jesus er Gud selv – det gudløse moment i Gud selv. Gud som ateist. Hænger det sammen? Ikke efter vores logik. Men i forhold til Gud er selv det viseste menneske en tåbe.

Kældermennesket er ikke politisk frustreret; det er ikke fraværet af velfærdssamfund, han besværer sig over. Han er frustreret over kosmos. Over at de kloge menneskers to gange to er fire ikke går op med verden. Ikke engang med menneskenes, med den politiske verden.

Den gentleman, hvis komme han bebuder, som vil spørge, om ikke vi skal »tage og give al denne fornuft et rask spark, så alle disse logaritmer ryger ad helvede til«, er ikke bare sådan en Donald Trump. I 60’erne kunne man sikkert have sagt, at det var Richard Nixon. Hvem er det så? Krist eller Antikrist: Ville vi kunne kende forskel?

Når Djævlen går i kirke

Sådan kan man vågne en morgen og høre en stemme i radioavisen, der siger, at alt det nye med individuelle lønforhandlinger er forkasteligt, for det giver ikke andet end fedterøvstillæg. Yes! Socialdemokratiet kan endnu, tænker man. Og så var det Morten Messerschmidt.

Eller man kan vågne til en anden morgenradioavis og høre en eller anden brokke sig over indvandrere, som ikke vil lære deres børn dansk, og som foreslår, at de børn så må tvangsfjernes. Nej! Nu kan Dansk Folkeparti da ikke komme Det Tredje Rige nærmere. Og så var det slet ikke en DF’er, men derimod Mette Frederiksen.

Dostojevskij, det er ham, der kan lære os, at når Djævelen vælger at lade sig inkarnere, sørger han altid for at være flittig kirkegænger.

Det er vigtigt at lytte til kældermennesket. Også når vi må oversætte for at forstå ham. For ellers er der kun én part, der lytter. Dem med: Wir wollen nicht lügen und wollen nicht schwindeln! og som gerne lyver og svindler mere end alle de andre.

Hvem lyver?

Er det dem med de ophøjede principper og idealer, der taler sandt, eller er de løgnere og hyklere alle til hobe, så vi hellere må tro på dem, der giver Fanden i fornuften?

To gange to er fire, det er sandt nok, når vi begynder at regne og er ved fornuftens begyndelse. Men skal vi så tro på fornuften? De folk, spekulanter og bankfolk, der har unddraget skattevæsenet for hundreder af milliarder, er også gode til at regne. Og jeg skal betale min skat i en tro på, at alt går fornuftigt til ...

Det er forkert at dele verden ind efter et uforsonligt »dem og os«, skriver Carsten Jensen; også det er sandt. Men det er desværre også sandt, fordi det er så svært at se forskel. Populisterne vil ikke anerkende menneskerettighederne, skriver han. Rigtigt, men det vil deres modpol, der kalder sig fundamentalister (som om de havde fat i religionens fundament), netop heller ikke.

Hvad ville Dansk Folkeparti være uden herboende fanatiske tilhængere af islam? Og herboende fanatikere uden Dansk Folkeparti? Og hvad ville de pæne mennesker være, hvis de ikke havde DF at tage afstand fra? Og DF uden de pæne mennesker?

Sådan kan en dagsorden køre i ring, så det efterhånden bliver umuligt at komme ud over den.

Ikke fordummelse

Ifølge Jensens Kældermennesker må vi belave os på at blive »statsborgere i fremtiden«. Den vej skal vi jo ganske vist alle, men hvor den fører hen andet end til det Nowhere, som samme Jensen erkender umuligheden af at have hjemme i ...

Jeg kan ikke få øje på andet end en løftet pegefinger. For så vidt er jeg parat til at give Fanden i fornuften: hvis jeg skal have den forelagt på den måde. Til gengæld vil jeg være tålmodig med kældermenneskets rablen. Om jeg så skal oversætte til fornuft.

Én ting er at forklare, hvordan verden ville være fuldkommen, hvis bare man fulgte fornuften. Det kan enhver skønånd, og det har sjældent flyttet noget, men ganske ofte haft store omkostninger. Når Carsten Jensen beretter fra sine rejser, er det såre smukt; i Jeg har set verden begynde får man noget at se uden at skulle have så meget forklaret.

Men når det gælder politik, er der mere at hente ved at læse Ekstra Bladets Nationen eller gå på Facebook. For der er en anden sandhed end ideernes. Den foragtede, som handler om at begrænse verdens ufuldkommenhed ...

Folket er ikke fordummet, sagde Alain, det er bare forladt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Interessant artikel.

Frede Jørgensen

'Kældermennesker' kan ikke nedgøres af en filosof.
En anden filosof, Alain Badiou, har sagt:
»Sarkozy er et 'rottemenneske'«

Christian De Thurah

Det er interessant at se, hvordan visse forfattere synes delt i to personligheder, som Dr. Jekyll og Mr. Hyde: en, der er varm, humoristisk (omend ikke uden bid) og human, når de skriver skønlitteratur, og en anden, der er giftig, intolerant og hadsk, når de deltager i den offentlige debat. Et par andre gode eksempler var Hans Scherfig og Hans Kirk.

Fiktionsarbejdere er på en eller anden måde ulyksaligt forpligtet på utopiske vinklinger i virkelighedens holdningsspektre. Stort publikum strammer forpligtelsen. De mest følsomme blandt dem raser derfor mest blindt.

God anmeldelse og meget tankevækkende. Det virker dog som at Olesen er ramt af fascinationens dobbelthed: På den ene side ”Ad bad hvor ulækkert” - og på den anden side ”Skynd dig, skynd dig kom og se”. På den ene side tiltrukket af Jensen, på den anden side er han for meget.
Ja, Jensen er for meget, men det spejles måske imod at andre er for lidt. Svinehunden er her midt i blandt os, og det kalder vel ikke ligefrem på, at vi skal sætte os i havestuen og nynne med Poul Martin Møller: I fredens milde skygge, bag lovens kobbermur, Vi kunstnere sysle trygge, når voldsmænd blæser på lur. Det mener Jensen ihvertfald ikke og det er vel det som er hans styrke.

Kirsten Lindemark, Niels Møller Jensen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Niels Duus Nielsen, Finn Bendixen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Tak for en god anmeldelse; jeg havde alligevel ikke tænkt mig at læse bogen, men nu vil jeg da anskaffe mig Dostojevskijs værk om emnet, og læse det (for fjerde eller femte gang). Som jeg husker bogen, udstrækker Dostojevskij sin kærlighed til alt russisk, så den også omfatter det kældermenneske, som han så kritisk - og kærligt - hudfletter. Det er for mig at se sådan, man skal kritisere sine modstandere: Ved at leve sig ind i deres tankegang og både forstå den og kritisere den indefra.

Men det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, på mange måder sidder jeg stadig fast i Hegels identifikation af fornuft og virkelighed. Godt vi har Nietzsche til at smadre ikonerne for os, når vi nu ikke selv kan. Godt at vi (i mindre målestok) har Carsten Jensen til at fråde i retfærdig vrede, når vi nu ikke selv må.

Torben K L Jensen, Anders Reinholdt, Steen K Petersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Sørgeligt er det, at en mand så godt begavet som Carsten Jensen, graver sig selv ned, med sine egne, til tider voldsomme kommentarer om kældermennesket.

Ved det bringer han sig selv ned på det niveau han mener kældermennesket er, og forringer sit eget budskab derved.

Steffen Gliese
Niels Duus Nielsen

God ide, Steffen Gliese, jeg har ikke råd før til marts, men så er jeg til gengæld game! Jeg er stor fan af Schopenhauer. Læg evt. en besked på den Fakebook-side, som jeg ellers aldrig bruger - på Fakebook går jeg stadig under navnet Niels Nielsen. Hvis du tør kan du evt. bestille billetter til os begge, så der ikke bliver udsolgt i mellemtiden.

Eller bedre ide: Her er en af mine incognito-emailadresser, skriv til mig der, så aftaler vi nærmere.

vonduusiania@outlook.com

Niels Møller Jensen

Tak! Jeg er også enig med Jensen, og er ofte blevet ført op i lyset og ikke mindst sikke Horisonter.