Læsetid: 5 min.

Først menneske, så studerende

Ny engelsksproget interviewbog med internationale eksperter sætter fokus på bagsiderne ved de sidste 20-30 års uddannelsesreformer. På tværs af kapitlerne lyder kritikken: Der bliver mindre og mindre plads til det hele menneskes udvikling inden for uddannelsessystemet
2. februar 2019

I en tid, hvor normativ tilbageholdenhed mange steder dyrkes som akademisk dyd, er det forfriskende at læse de 12 interview i Understanding Learning and Motivation in Youth og mærke indignationen og idealismen stå ud fra siderne: Her har vi med forskere at gøre, som ønsker at bringe deres viden i spil i forsøget på kritisk at forandre verden; forskere som ikke er bange for at tage fløjlshandskerne af og kontant formulere de praktiske konsekvenser af deres forskning. Hva’beha’r?

I Danmark er vi stolte af Grundtvig. Hovedsageligt fordi han indstiftede det i international sammenhæng mest agtede uddannelsesinitiativ, vi danskere nogensinde har sat i søen: Folkehøjskolen.

Vi er internationalt kendte for at have denne dannelsespotente institution, og bl.a. både japanere og amerikanere finder inspiration i dens pædagogiske særpræg. Det var bl.a. Grundtvigs besøg på Trinity College ved Cambridge University i 1831, som gav inspiration til den særlige omgang lærere og elever imellem, som siden kom til at præge højskolebevægelsen.

Man sov på skolen, man boede der, og havde med hinanden at gøre også uden for undervisningslokalerne til det, vi med et så nogenlunde ucharmerende udtryk i dag kalder for ’ekstracurriculære aktiviteter’. Der var tale om ’positiv’ inspiration.

Noemi Katznelson, Niels Ulrik Sørensen og Knud Illeris (red.): ’Understanding Learning and Motivation in Youth: Challenging Policy and Practice’. 136 sider. 20,99 pund. Routledge

Og det er i den forbindelse pudsigt og for vores samtid sigende, at netop Cambridge-professor Diane Reay fra England som udgangsreplik i sit interview kommer med følgende opsang til danske uddannelsespolitiske aktører:

»Hvad i alverden har I gang i i de nordiske lande? Jeg fatter ikke, hvorfor I ikke kigger på vores land og ser, hvor galt tingene er gået.«

Bogen går intetsteds i dybden med Grundtvig, men hans didaktiske idealer om, at eksistentiel dannelse og faglig uddannelse bør gå hånd i hånd og ikke skilles ad, sådan som det i stigende grad ses gjort også i det danske uddannelsessystem, udgør en kritisk klangbund på tværs af bogens kapitler.

Neoliberal selvfølgelighed

Sociologer som Giddens, Beck og Bauman har på forskellig vis udfoldet skarpe analyser af mulighederne og slagsiderne ved senmoderniteten som særlig historisk epoke, bl.a. under overskriften ’risikosamfundet’.

I vor tids senmoderne samfund bærer det enkelte menneske i historisk høj grad ansvaret for sig selv og sin skæbnemæssige selvfortælling.

Børn og unge er frie som aldrig før, men udvikler samtidig deres identiteter under åget af et radikalt ’du skal!’, hvad angår ’uddannelse, uddannelse, uddannelse’, for nu at bruge den tidligere britiske premierminister Tony Blairs berømte ord.

Dette krydspres mellem tilværelsesmæssig frihed og uddannelsesmæssig forpligtelse har vist sig at afføde en række negative konsekvenser for unges motivation og studieengagement.

Bogen søger fra forskellige indfaldsvinkler at kvalificere, hvorfor det er historisk afgørende, at vi omlægger uddannelsessystemet, så der bliver bedre plads til som ung at finde identitetsudviklende mening med ens uddannelsesaktiviteter.

En hyppig kilde til de fremmedgørende og demotiverende træk ved samtidens uddannelsesforhold er OECD, der gennem sin succesfulde etablering af et internationalt sammenligningsgrundlag for fagligt niveau og uddannelseskvalitet har formået at skabe et implicit pres for politisk standardisering og ensretning af nationale uddannelsessystemer i store dele af verden.

OECD står jo egentlig for Organisation for Economic Co-operation and Development, men i lyset af de konsekvenser, som den transnationale organisation har haft for Danmark og andre vestlige lande, så er der måske efterhånden mere mening i at tyde forkortelsen som Organisation for Educational Claustrophobia and Demotivation.

At man uddannelsespolitisk har rettet ind og marcheret til de neoliberale rytmers taktstok, har igennem de seneste årtier været med til at fremme en eksistentielt usund ’selvfølgelighedskultur’, hvad angår de unges uddannelsesvalg.

De politisk implementerede incitamentsstrukturer nudger, ifølge flere af bogens eksperter, i dag de unge til at føle, at tiden er evindeligt knap, og at de derfor ikke bør spilde den på at gøre sig unyttige erfaringer med sig selv; erfaringer der ellers ville gøre dem i stand til at træffe eksistentielt mere bæredygtige valg angående uddannelse og fremtidigt arbejdsliv. Parolen synes at lyde: Tag ikke på højskole!

Indre vs. ydre motivation

De interviewede eksperter er af forskellige grunde enige om, at en del af løsningen på samtidens problematiske forhold inden for uddannelsessystemet består i didaktisk og pædagogisk at fremme de unges indre motivation for uddannelse og læring: Det er primært (men selvsagt ikke kun) interessen, der skal drive værket!

Problemet med situationen i dag er, at det (i for høj grad) er pligten, der driver værket.

Denne følelse af pligt er ifølge flere af bogens eksperter grunden til, at vi over de sidste årtier har set en markant stigning af tilfælde af skole- og fagtrætte unge – f.eks. drenge med ’krudt i røven’ og piger med angst – som føler sig utilpasse(de) i uddannelsessystemet.

De kan ikke spejle sig i deres institutionelle omgivelser og længes derfor efter selvinitierede aktiviteter afstemt efter de spørgsmål, som de faktisk går rundt og stiller – implicit eller eksplicit. De oplever ikke, at uddannelsessystemet understøtter deres identitetsmæssige udvikling, hvorfor mange af dem stempler ud og mentalt er et andet sted.

Således er et af bogens centrale budskaber, at vi som undervisere, uddannelsesledere og politikere har et samfundsmæssigt ansvar for at revidere vægtningen mellem indre og ydre motivation, så det i højere grad bliver den indre motivation, der styrer de unges studieengagement.

Dannelse er en god forretning

Et andet interessant perspektiv, som kommer til udtryk i flere af interviewene, er det, at det ud fra en kølig samfundsøkonomisk betragtning faktisk bedre vil kunne betale sig at skabe et uddannelsessystem, hvor der er plads til, at børn og unge kan udvikle sig som de hele mennesker, de nu engang er.

De kandidater, som arbejdsmarkedet efterspørger, er jo netop færdiguddannede mennesker, som udviser en høj grad af drive, kreativitet, interesse og selvledelse, og som på en selvstændig måde kan indhente og omsætte informationer i organisatorisk komplekse settings.

Flere af bogens interview stiller vigtige spørgsmålstegn ved, om den bedste måde at tilvejebringe sådanne kandidater er gennem indholdsmæssig standardisering og fagkronologisk ensretning af de videregående uddannelser.

Flere af de interviewede eksperters argumentation for den økonomiske rentabilitet af humanistiske dannelsesidealer er både provokerende og tankevækkende, da den rykker ind på den banehalvdel, som normalt tilhører ministeriernes regnedrenge. Men det er en vigtig provokation, der på elegant vis afslører det paradoksale og selvundergravende ved de sidste tre årtiers neoliberale uddannelsesreformer.

Bogen henvender sig til undervisere på alle uddannelsesniveauer samt uddannelsesledere og politiske aktører, der beskæftiger sig med uddannelse. I bogen finder man alt fra kritiske perspektiver på den samfundsøkonomiske styring af uddannelsessystemet (Hjort, Pedersen) til nye didaktiske og pædagogiske idealer for undervisning (Illeris, Ziehe) og frontlinjeforskning inden for motivationspsykologi (Skaalvik, Katznelson/Pless). 

Fælles for alle 12 interview er en grundlæggende vidensinteresse angående de negative effekter af neoliberale uddannelsesreformer, samt hvordan man som uddannelsesengageret fagprofessionel kan være med til at løse de problemer, som er fulgt i deres kølvand.

Bogen er gennemgående præget af en konstruktiv ånd, som både vil rive ned og bygge op, og det er ligefrem forbilledligt, hvordan forskerne progressivt omsætter deres respektive kritikker i positive formuleringer af, hvad der på den anden side af kritikken er brug for at gøre.

Forskningsministeren har taget en beslutning, der er kontraproduktiv i forhold til hans egne politiske visioner, skriver lektor Christian Kaarup Baron. På billedet diskuterer ministeren med utilfredse studerende.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu