Læsetid: 6 min.

Det er en fryd, når det lykkes i Hans Hauges nye bog

Eksistentialismen kommer til et sted nær Dem med Hans Hauges nye bog ’Ensomhedsparathed’. Hauge er humanistisk belæsthed imod tidens akademiske korrekthed og mekanik
Eksistentialismen kommer til et sted nær Dem med Hans Hauges nye bog ’Ensomhedsparathed’. Hauge er humanistisk belæsthed imod tidens akademiske korrekthed og mekanik

Martin Dam Kristensen

9. februar 2019

Det er ikke let at karakterisere Hans Hauges stil. Men sådan er det jo. Det er ikke let at være nogen. Og den er endda helt sin egen. Hvordan så anmelde den?

Velvillige filmanmeldere plejer at anbefale Erik Clausens film til folk, der er til Erik Clausen-film. Men det rækker ikke her. Lærdomsapparatet er i orden som hos en anden Johnny Christensen, filologen som man kaldte den syvarmede lysekrone. Han oplyser hele stuen. Vi andre er spotlights og belyser kun hver vores lille plet. Eller han er som Jørgen K. Bukdahl, teologen der havde læst alle bøger. Det har ingen.

Hans Hauge: ’Ensomhedsparathed. Eksistentialismens aktualitet’.

Mest er han som Dan Turèll. Der findes mange udgaver af »For meget, mand!« Kun rytmen er den samme. Har man fundet den, så kører det. Hauge står på et klart clausen-christensen-bukdahl-turèllsk standpunkt.

Heldigvis forklarer Hauge selv, hvordan bogen er skruet sammen. Den består af en lang del, som er en udvidet udgave af hans afskedsforelæsning, og en kortere del, som er en forkortet udgave af afskedsforelæsningen.

Ensomhedsparathed er titlen. Det lyder som noget, Odo Marquard (ham med »inkompetencekompensationskompetence«) kunne have fundet på. Det er det også. Marquard holdt så sent som i 1974 en forelæsningsrække om eksistentialismens aktualitet. Dog kun i Giessen. Ikke i Berlin. Men alligevel. Det var provokerende. For 1970’erne var marxismens storhedstid overalt.

Eksemplet er metoden

Nu gentager Haugini nummeret i 2018. Og det er stadig provokerende. Af andre grunde. For nu lever vi i naturaliseringens storhedstid. Hjerneforskningen styrer. Men det er muligvis det samme.

Emnet er en genganger hos Hauge.

»Hjerneforskning er den nye frenologi«, hedder det. Igen.

»Før i tiden delte forskerne mennesker op i langskaller og kortskaller, nu er de gået ind bag skallen og kan se billeder.«

Så vidt om metoden. Eller imod. Der er altid en sikker sidste instans at forklare ud fra. Nej der er ej. Og hvis Hauge & Co. bliver ved længe nok, holder det måske op en dag. Så kommer der noget, der er endnu værre.

Bogens opbygning er anekdotisk. Det er det modsatte af akademisk. »Da eksistentialismen kom til Hjørring«, hedder første kapitel. Hvad skulle den der? Jo, Hans holdt oplæg om den på Hjørring Gymnasium (i 1967). Opsigtsvækkende! »og det var faktisk ganske godt«. Det skal bemærkes, at Hjørring flere gange er kåret som Danmarks kedeligste by. I konkurrence med Hørdum.

Vi får lidt mere at vide om metoden undervejs. Metode betyder vej. Hauge går efter eksemplet. Som det velkendte med den tyske bondesøn, der foretrak selvmord frem for at lade sig indrullere i SS.

Brinkmann bruger det i Gå glip. »Hvordan ville det have virket, hvis Brinkmann havde fremhævet en fra Jehovas Vidner som eksempel? Det ville have ødelagt bogen. Eksempler er retoriske strategier.«

Og Hauge går efter metaforen. Her i forbindelse med Peter Madsens Frihedens pris: »Det gælder om at studere de metaforer, som bruges om hjernen, for de svarer altid til de metaforer, vi bruger om samfundet eller dets organisation.« Nu til dags forlanger man ellers altid fakta og argumenter. Så der er noget at lære. Igen. Hauges metode består i at læse. Og det er ikke gængs. Det er kun ordet, der er det.

Det lette er det svære

Selv den bedste metode kan føre noget systemtvang med sig. Hauge excellerer i inddelinger af eksistentialismen. Sådan er der ikke bare »fransk eksistentialisme« (Sartre et al.), men også »frisk eksistentialisme« (Jakob Holm). Og »forloren eksistentialisme« (det er Svend Brinkmann). »Det er så fint,« står der om Brinkmann, der siger noget, Løgstrup kunne have sagt. Hvorfor så latterliggørelsen (»ligger han virkelig og læser Goethe, inden han skal sove«)? Er det Tidehverv? Eller Tidehauge?

Jeg tror snarere, det er forargelse over svindel med varerne: Eksemplerne er retoriske, citaterne er fundet på nettet. Og det eksistentielle valg anskueliggøres med alt det, der netop ikke anskueliggør det. »20 forskellige slags kaffe på Starbucks,« hedder det åbenbart hos Jakob Holm.

»Det er et problem, det kan jeg godt se,« kommenterer Hauge.

Eller når samme Holm dadler Heidegger for at være »et ret modbydeligt menneske« og dog vil rose ham. For »smukke tanker om mennesket«, det har han da formuleret.

»Ikke mig bekendt,« tilføjer Hauge meget passende.

Hauge skriver let, men som sagt, det er ikke let. Man ser ikke forarbejdet. Det skal ende med ét enkelt penselstrøg, og det er risqué. Når det flere gange siges, at Sartre kun koketterede med angsten og kvalmen (»Han mente det ikke. Han havde det ok.«), forekommer det mig mindre træfsikkert. Angst og kvalme er ikke bare følelser eller fornemmelser, tværtimod er vi på evig flugt fra dem og lever netop helst på den der »ok«-måde.

Det går heller ikke kun at skelne mellem »den danske eller tidehvervske og den tyske filosofiske« Kierkegaard. Den danske tænker kom til Spanien (Unamuno) og Frankrig (Marcel) og Italien (Pareyson & Paci) ret uafhængigt af tyskerne. Jeg er heller ikke med på, at kulturradikalisme er et begreb, der kan anvendes ganske udefineret. Eller på, at et kunstmuseum er en kirke.

Men hvo intet vover. Og fryd, når det lykkes! Som når en karakteristik kun fylder én linje: »Fænomenologi handler om essensen og ikke eksistensen, for den er jo sat uden for en parentes.«

Og når en from mands udvikling resumeres i en note:

»Augustin øvede sig længe og meget på at holde igen, og det lykkedes til sidst.«

Eller når det enkelte strøg bliver til et enkelt hug som her i svaret på nutidens forskning i sorg:

»Sorgen adskiller tilsyneladende mennesket fra dyrene. Man kunne lige så godt sige, at mennesket er et dyr, som friserer sig.«

Gennemgangen af eksistentialismen kan ikke måle sig med Sløks klassiske fra 1964, som Hauge nævner og ikke måler sig med. Til gengæld har den alt det med, som vi altid gerne har villet vide, men aldrig har turdet spørge om:

Camus havde konstant kæresteproblemer, Lukkede døre blev første gang opført for et publikum af tyske officerer, Heidegger læste D.H. Lawrence sammen med Hannah Arendt, Richard Hare arbejdede bedst i en campingvogn, Iris Murdoch fandt ud af, »at ethvert menneske er forskelligt fra ethvert andet«, osv. osv.

Afskeden

Det handler mest om engelsk eksistentialisme. Der står, at den er opstået i et telt. Det er en joke. Altså den engelske eksistentialisme er en joke. Til gengæld kan englænderne skrive romaner. Og historie. Hauge var oprindeligt lektor i engelsk. Han nævner Ayer i sammenhæng med Orwell og oplyser, at førstnævnte var tosproget, halvt fransk. Hvorfor han ikke oplyser, at sidstnævnte også var det, ved jeg ikke.

Endelig kommer afskedsforelæsningen i kortform. Den er et sandt fratrædelsesfestfyrværkeri. Gerne havde jeg været til stede! Det handler om skiftende fromhedsbølger, Indre Mission, marxisme, den slags. Dem undgik Hauge ikke. Det gjorde jeg. Så her sidder jeg og overvejer, om det kan skyldes min stedsevarende radikalisme. Den isme kan Hauge ikke døje. Især ikke, når den er kultur-. Det kan de højreorienterede ikke. Hauge er ikke højreorienteret. Han er velorienteret.

Hauge brokker sig et sted over en anmelder af hans tidligere bog, der skoser ham for ikke at have tjek på slægtskabsrelationen mellem Jean-Paul Sartre og Albert Schweitzer. Som Hauge i øvrigt staver uden t. Sådanne grave errors er der også her.

Hauge har læst forkert på et metroskilt i Paris. Det hedder Saint-Germain-des-Prés, ikke Saint-Germaine-des-Prés. Og han staver min ven Maurizio Ferraris’ navn forkert; han hedder ikke Ferrari. Det er en bil. Jeg vil dog ikke af den grund fraråde bogen.

For det er trods alt bedre at forsøge noget end at holde sig til det sikre ingenting. Hauge er humanistisk belæsthed imod tidens akademiske korrekthed og mekanik.

Det er bedre med en mand, der ser nogle forbindelser, som andre ikke ser. Og som overlader læseren med det ansvar at overveje, om forbindelserne nu også er der.

Hans Hauge: ’Ensomhedsparathed. Eksistentialismens aktualitet’, 117 sider, 159 kroner. Eksistens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • Steffen Gliese
Oluf Husted, ingemaje lange, Jørn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu