Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jesus var formodentlig ikke den, vi sagde, han var

Hvordan kan det være, at en tilfældig jødisk tømrersøn fra Nazaret med et bizart budskab om, at vi skal elske vores fjender, blev korsfæstet af romerne og senere lagde navn til den største af samtlige verdensreligioner? Teolog Kasper Bro Larsen giver et lærerigt bidrag til forståelsen af Jesus i Tænkepause-serien
Moderne Tider
23. februar 2019

»I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud.«

Sådan indleder evangelisten Johannes sit evangelium (egentlig: sit glædelige budskab) om Jesus’ liv, levned, død og genopstandelse. Hos Johannes er det klart, at Jesus er Guds enbårne søn såvel som den – i Det Gamle Testamente – annoncerede og længe ventede Messias, der forvarsler Gudsrigets komme.

Imidlertid er det svært at dokumentere – uden brug af religiøs dogmatik – at »Ordet« er andet og mere end en måde, vi mennesker kommunikerer med hinanden på. Nogle mennesker er ganske vist bedre til at bruge ord end andre, ligesom enkelte individer i særligt imponerende grad rent faktisk formår at gøre, hvad de siger, de vil gøre.

Practice what you preach, som det engelske idiom lyder. Englænderne har det i øvrigt fra Matthæus-evangeliet, altså fra Jesus selv (hvis vi ellers kan stole på Matthæus). Uanset hvad: Jesus var – efter alt at dømme – god til det med ord, ligesom han faktisk lader til at have puttet temmelig kompromisløse handlinger bag dem.

Ikke desto mindre er det, som om Jesus’ ord og handlinger alene ikke formår at forklare, hvordan netop denne jøde kom til at spille så stor en rolle i verdens- og religionshistorien, at karismatiske herskere som Alexander den Store, Cleopatra, Cæsar, Napoleon og Abraham Lincoln ret beset blot kan tildeles verdenshistoriske biroller i sammenligning.

I begyndelsen var martyriet?

Her er det vigtigt at have for øje, at en stor del af Jesus’ berømmelse ikke alene skyldes, hvad han selv sagde og gjorde. Kulten omkring ham – altså kristendommen – har nemlig i mindst lige så høj grad at gøre med, hvad andre gjorde mod ham, såvel som hvad man i den umiddelbare eftertid skrev og sagde om det.

Kasper Bro Larsen. ’Jesus’. 60 sider. 49,95 kr. Aarhus Universitetsforlag.

Jesus blev nemlig – næppe til nogen læseres overraskelse – korsfæstet på den romerske præfekt i Judæa Pontius Pilatus’ ordre.

Og ikke nok med det: Denne korsfæstelse blev udlagt som et martyrium, hvor Jesus af kærlighed til menneskeheden døde for at sone den samme menneskeheds synder og i øvrigt mirakuløst formåede at genopstå, vandre omkring og fare til himmels.

Det er i denne sammenhæng interessant at overveje, hvordan Jesus her deler skæbne med en anden kultur-stiftende figur, nemlig Sokrates. Også Sokrates, der om nogen står fader til den græsk-romerske kultur, led således martyrdøden efter angiveligt at have »korrumperet ungdommen« og »tilbedt falske Guder«, hvorfor en atheniensisk folkedomstol dømte ham til at skulle tømme et krus udelikat skarntydesaft.

Skildringen heraf finder man i Forsvarstalen, der vel at mærke blev skrevet som et slags polemisk sørgeskrift af Sokrates’ mest berømte elev: Platon. Den vestlige filosofi lægger altså fra land med en sørgende urtekst, der begræder grundlæggerens martyrdød, nøjagtigt som kristendommen stiftes af en tekst – Det Nye Testamente – der også indledes med at begræde stifterens traumatiserende henrettelse.

Ligesom Forsvarstalen ikke blot sørger over Sokrates’ død, men også hylder den integritet, han møder sin skæbne med, er evangelisterne – for deres vedkommende – også vældigt optaget af at få fortolket korsfæstelsen af Jesus som en ’ultimativt meningsfuld’ død.

Ved første øjekast er det nemlig vældigt udfordrende for de tidligste kristne at få vinklet begivenheden på en sådan måde, at Jesus ikke fremstår som en regulær ’tabermessias’, der – i stedet for at besejre romerne og frisætte det israelske folk – bliver latterliggjort og henrettet som en gemen forbryder.

Et ubelejligt traume?

Det fremstår isoleret set rimeligt nok, når Bro Larsen omtaler korsfæstelsen som et »ubelejligt traume«, der gav Jesus’ efterfølgere et gevaldigt hyr med at rebrande denne forbryderiske fattiglus som Guds søn.

Ikke desto mindre (ind)ser Bro Larsen dog samtidig, at netop martyrdøden rummer et særligt betydningspotentiale, der »rækker langt ud over tid og sted«. Martyren dør nemlig for en idé; ikke for sin egen skyld. Martyren er typisk en fattig mand af den udbyttede underklasse; ikke statsmagtens lakaj eller overhoved. Og martyren soner vores synder med sin død, men forbliver selv skyldsfri.

Under denne optik viser det ellers så ubelejlige traume (præcis som i Sokrates’ tilfælde) sig således at indeholde et ganske belejligt fortolkningspotentiale; i hvert fald hvis man har villet forsøge at appellere til datidens helt almindelige middel- og underklasse, der formodentlig har savnet en meningsfuld fortolkningsnøgle til al den meningsløse lidelse, menneskelivet i en underkuet østromersk provins nok ellers har budt på.

Bro Larsen gør også opmærksom på, at Jesus’ historisk set temmelig sikkert på ingen måde har kunnet forestille sig, at kristendommen senere kunne udvikle sig til at blive en international religion (det projekt skyldes profeten og hofmissionæren Paulus).

I stedet var Jesus’ budskab tænkt som polemisk kommentar rettet mod det jødiske fællesskabs interne diskussion af Moselovens præcise betydning.

Jesus var med andre ord en jøde, der talte til andre jøder om jødedommen og ikke i sin egen selvforståelse stifteren af nogen som helst ny og konkurrerende religiøs bevægelse. Han har formodentlig heller ikke direkte set sig selv som Guds søn – men snarere som en profetisk »selvbestaltet amatør[rabbiner]« omgivet af loyale »vandrekarismatikere« (altså de 12 disciple), der prædikede næstekærlige handlinger på bekostning af de langt mere konventionelle ritualer, som samtidens fromme farisæere ellers anså som værende centrale for efterlevelse af Moseloven.

I øvrigt var Jesus næppe fra kong Davids sagnomspundne fødeby, Betlehem, men både født og opvokset i det teologiske nowhere Nazaret i Galilæa. Som Bro Larsen præcist får det formuleret: »Det så bestemt ikke godt ud, hvis Jesus bare var en opkomling fra den rådne falafel«, og så måtte man jo digte lidt til.

Evangelisk fanfiktion og næstekærligheden som etisk appel

Alt i alt bliver det tydeligt i Tænkepausen om Jesus, at evangelierne i endnu højere grad er »tidlig kristen fanfiktion« end nogen præcis gengivelse af den historiske Jesus’ rent faktiske liv og levned.

Lige så tydeligt bliver det imidlertid samtidig, at det slet ikke er den præcise genfremstilling af den historiske Jesus, der er afgørende for Jesus-figurens historiske betydning. Hverken hvis man vil forsøge at forstå indholdet og udbredelsen af næstekærlighedsbudskabet – eller hvis man måske endda ser sig inspireret til at forsøge at efterleve dette budskab i praksis.

Den Jesus, vi møder i evangelierne, kortslutter på mange måder al historisk dannelse, al oplysningsfilosofisk fremskridtstro, al snusfornuftig cost-benefit-analyse og overhovedet al sund fornuft og præsenterer i stedet en ultraprovokerende og, når det kommer til stykket, skandaløst uforståelig appel til hin enkelte (læser) om at elske sin næste som sig selv. Også når næsten menneskeligt set er fjenden.

Måske er dette budskab hul i hovedet?

Det er i hvert fald umuligt at efterleve fuldstændig, selv hvis det ikke er. Men det er og bliver en radikal og tankevækkende omvending af de profitorienterede og egennyttige ’værdi’-målestokke, der ikke just er mindre dominante i vores senkapitalistiske verdensorden, end de var i datidens Judæa.

Også selv om den institutionaliserede kirke alt for ofte – vist på lige fod med et flertal af historiens magtfulde institutioner – ikke just har praktiseret, hvad hin tømrersøn og politiske rebel fra Nazaret prædikede. I hvert fald som vi møder ham i evangeliernes fortællinger om Jesus’ oprindelige fortællinger, som Bro Larsen her fint får fortalt et stykke videre på.

Kasper Bro Larsen. ’Jesus’. 60 sider. 49,95 kr. Aarhus Universitetsforlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Citater:
"Lige så tydeligt bliver det imidlertid samtidig, at det slet ikke er den præcise genfremstilling af den historiske Jesus, der er afgørende for Jesus-figurens historiske betydning. Hverken hvis man vil forsøge at forstå indholdet og udbredelsen af næstekærlighedsbudskabet – eller hvis man måske endda ser sig inspireret til at forsøge at efterleve dette budskab i praksis."
og
"Måske er dette budskab hul i hovedet?"

Jeg tænker: Åh - mon dog? ;-)
Hvis man oplever egen væren i en værende verden som et mirakel - en gave - så er det vel ikke så svært at elske alt og alle - både med og uden kristendommens "kulisser" :-)