Læsetid: 6 min.

Ny bog: Ud i solen med det indre ur

Døgnet er mere naturkraft end klokketid, og vi lever ude af sync med både solen og vores indre ur. Videnskabsjournalisten Linda Geddes stiller skarpt på den nyeste døgnrytmeforskning og vores forhold til sollys – og får næsten greb om den besværlige synkronisering
23. februar 2019

Videnskabsjournalisten Linda Geddes er ingen Ikaros.

Hendes nye bog Chasing the Sun: The new science of sunlight and how it shapes our bodies and minds går ikke ud på at nå solen selv.

Den nye solvidenskab, som Geddes har sat sig for at introducere, drejer sig hverken om teleskoper eller fotosyntese, om solen som stjerne eller årsag til livets opståen, men om døgnrytmen og sollysets betydning for livet på jorden. Målet er derimod at forstå den rytme, som døgnet og sollyset har skabt i vores biologi og stadig skaber i vores kultur. For solen sidder dybt i os, og det samme gør dens fravær.

At leve skiftevis i sollys og nattemørke er et vilkår for så godt som alt biologisk liv. Døgnet er en ydre omstændighed, vi kontinuerligt tilpasser os i vores hverdagsliv, og en indre betingelse, som har sat sig igennem i vores gener, organer og hjerner.

Allerede de cyanobakterier, der i fotosyntesens spæde morgen ændrede jordens atmosfære ved at omdanne lys til kemisk energi og som et biprodukt skabte oxygen, tilpassede sig lyset med en relativ vekslen mellem aktivitet og inaktivitet: De havde og har døgnrytmer, ligesom planter, dyr og mennesker siden har fået det.

Linda Geddes: ’Chasing the Sun – The new science of sunlight and how it shapes our bodies and minds’. 256 sider. 14,99 pund. Profile Books

Linda Geddes går i bedene på de seneste årtiers medicinske forskning i døgnrytmer, den såkaldte kronobiologi, der har givet nyt liv til den døde metafor det indre ur.

Sygdomshistorier, illustrative anekdoter om laboratoriebesøg hos kronobiologer og beretninger om lysforurening i Las Vegas, Amish-folkets liv uden kunstigt lys og 18-timersdøgnrytmerne på amerikanske ubåde flettes sammen til en journalistisk fortælling om den videnskabelige revolution og potentielle kulturændring, som opdagelsen af de klokkegener, der driver vores indre ur, er ved at føre til.

Tidsløse bananfluer og social jetlag

I en vis forstand handler det hele om synkronisering. Det indre ur viser sig at være et bundt af 20.000 celler, der sidder i hjernen, nærmere betegnet koglekirtlen, og samordner menneskekroppens forskellige rytmer, som ellers ville køre i deres egne spor og forskydes af, hvornår vi for eksempel spiser, dyrker motion og tager medicin.

Tre døgnrytmeforskere modtog i 2017 Nobelprisen i Medicin og Fysiologi for opdagelsen af den molekylære mekanisme, der synkroniserer rytmerne i alt fra kropstemperatur og blodtryk til hormoner og immunforsvar. Men inden de kunne isolere mekanismen, skulle en gruppe bananfluer først mutere i en kolbe og miste den.

Mutationen gjorde det muligt at isolere, hvilke gener der virkede i almindelige bananfluer, hvis aktiviteter er stærkt rutineprægede, og dermed – som det er med laboratorievidenskabernes analogier mellem dyr og menneske – at finde den tilsvarende mekanisme i mennesker: »Inden i alle celler finder der dagligt en selvopretholdende cyklus sted, hvor [proteiner fra klokkegenerne, red.] akkumulerer, finder sammen og så slår fra, før de nedbrydes og tillader hele processen at begynde forfra.« Som også eksperimenter på rotter og hamstere, der har fået fjernet deres koglekirtler, viser, nedbrydes vævet i vores celler uden et indre ur.

Men synkroniseringen er ikke noget rent indre anliggende. Det indre ur nulstilles af sollys, som udskyder udskillelsen af søvnhormonet melatonin, og vores kroppe tunes derved ind på døgnets ydre tid.

Det er her, Linda Geddes’ svendestykke ligger – i at vise, hvordan synkroniseringen mellem krop og sollys fungerer, både biologisk og kulturelt. I hvert fald for mennesket er døgnrytmen et mere-end-biologisk forhold, som er filtret sammen med et væld af kulturelle vaner og sociale praksisser.

Så meget indrømmer Geddes også allerede i udgangspunktet, når hun som program for sit formidlingsprojekt tager vores evolutionsbiologiske forhold til solen som præmis og samtidig peger på, at vi er ude af sync med døgnet: »Vi er blevet til på en roterende planet, hvor dag var dag og nat var nat: Det er på tide at retablere forbindelsen til de ekstremer.«

Grundantagelsen er klar: Vi lever i en gennemgribende forstillelse i forhold til vores biologi. Skærmtid, kunstigt lys og andre former for lysforurening simulerer sollyset og udskyder den biologiske nat, og kontorarbejde og natarbejde gør, at vi knap eller slet ikke opholder os i dagslys.

Fungerer kronobiologien som kulturkritik? Geddes’ forskningstro tilgang som formidler er implicit, at vi skal lytte til vores biologi, og selv tog hun også en kold tyrker fra kunstigt lys for at følge døgnets rytme. Både hendes tankestil og gør det selv-løsning er rundet af en uudtalt naturalisme, som fungerer godt som videnskabsformidling, men aldrig helt finder fodfæste som kulturkritik, fordi den ikke begrundes med en samlende begrebsliggørelse af døgnrytmens eksistentielle og sociale betydning.

Bogens måske bedste begreb om den svære synkronisering, der ser ud til at være dens grundproblem, findes hos den tyske kronobiolog Till Roenneberg, men udfoldes desværre kun kursorisk: Det er social jetlag, 87 procent af os ifølge Roennebergs studier lider af på ugentlig basis, når vi står op på tidspunkter, hvor vores kroppe stadig er indstillet på at sove.

På tværs af tid, sted og kronotyper

Til trods for en omfattende eksempelføring, der strækker sig videre fra kronobiologiens medicinske anvisninger til jetlagbekæmpelse med melatonin og indretningen af den tyske spaby Bad Kissingen som verdens første kronobiologisk optimerede by, savner fortællingen den snert af filosofi, der kunne få sammenhængen i kapitler og komposition til at lyse helt klart op.

Men hvad der tabes af overblik, vindes i variation. Fremstillingen er på godt og ondt ideografisk, som videnskabsfilosofferne kalder videnskaber, der beskæftiger sig med enkelttilfælde frem for love, og dens geografiske spredning fortæller historien om, hvor facetteret tilpasningen til sollyset er:

I Tromsø nord for polarcirklen viser lykkeforskningen, at alene en bedre attitude til vinteren gør, at selv under polarnatten fra 21. november til 21. januar bliver færre vinterdeprimerede end længere mod syd; i den anden norske by Rjukan har man installeret et 17 kvadratmeter stort solspejl på bjergsiden over byen for at få mere lys i den ellers tilskyggede bjergby; forskere nær Antarktis bekæmper midnatssol og søvnløshed med simple midler som søvnmasker og fælles, faste måltider; astronauter lægger minutiøse rejseplaner otte år ud i fremtiden, inden de kommer til NASA’s internationale rumstation, hvor solen står op 16 gange om dagen, og udelivet i rumdragt på én gang udsætter én for 121 °C i solen og -157 °C i skyggen; og fra et dansk perspektiv er det værd at genbesøge historien om danskfæringen Niels Ryberg Finsen, som indførte lysbehandling mod hudsygdomme og modtog Nobelprisen for det i 1903.

Eksemplerne har en elementær fascinationskraft, og det giver projektet en narrativ berettigelse, når medicinske råd, ideer og resultater eksponeres i et kulturelt erfaringsrum. Hvor den journalistiske dækning af døgnrytmeforskning aktuelt vinkles mere specifikt på søvn, lykkes det Geddes at etablere et mere helhedsorienteret perspektiv på døgnrytmen, der ikke kun handler om sengetid, men om alle de sociale og kulturelle inddelinger af døgnet, der er indrettet på trods af vores biologi.

Distinktionen mellem A- og B-mennesker – på engelsk mellem larks and owls (lærker og ugler) – nuanceres til et mindre normativt spektrum af forskellige ’kronotyper’, der er betinget af både gener og vaner, men også »lænket til solopgang«. Som Till Roenneberg har opdaget, »vågner tyskere fire minutter senere for hver længdegrad man rejser vestpå, hvilket betyder, at de tyskere, der bor længst mod øst, i gennemsnit står op 36 minutter tidligere, end de, der bor længst mod vest.«

Døgnet er en ofte overset naturkraft, vi hverken i første eller sidste instans kan unddrage os. Det både virker i os og bliver ved omkring os, og selv om Geddes giver os gode råd og en nuanceret kontekst med på vejen, står det klart, at vi aldrig får vores forskudte rytmer til helt at indrette sig på solen.

Linda Geddes: ’Chasing the Sun – The new science of sunlight and how it shapes our bodies and minds’. 256 sider. 14,99 pund. Profile Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu