Læsetid: 3 min.

På barrikaderne med jer, svin!

Venstrefløjens romantiske naturopfattelse er dybt konservativ og gør både natur og dyr til noget, som vi selvtilfreds kan putte en medlidenhedsetik ned over hovedet på. Den tilgang rusker den afghansk-østrigske filosof og kunstner Fahim Amir op i med en tankeprovokerende og pænt udknaldet bog om dyr som politiske aktører
23. februar 2019

»Så hold dog op med at glo så romantisk!«

Sådan skal dramatikeren Bertolt Brecht engang have sagt til sit publikum under en af sine forestillinger. Brechts flabethed passer så godt til stridsskriftet Schwein und Zeit (Svin og tid), at citatet er havnet i forordet på bogen, hvis titel er et rimeligt morsomt ordspil på Martin Heideggers hovedværk Sein und Zeit (Væren og tid).

Schwein und Zeit handler groft sagt om sameksistensen mellem dyr og mennesker og mellem samfund og natur. Det går hverken stille eller konsistent for sig. Bag de marxistisk og utopisk prægede tankeløjer står filosof og performancekunstner Fahim Amir, der er født i Iran i 1978 af afghanske forældre, og som efter filosofistudier i Wien i dag underviser ved Universitetet for kunst og design i Linz.

Han har meget på hjerte om natur og dyr i neoliberalismen, hvor venstrefløjens romantiske forestillinger om »uberørt natur« og »naturlige forhold for nyttedyr« er udtryk for, at miljøbevægelsen er blevet et »billigt tag selv-bord for kulturpessimister«.

Fra optimisme til medlidenhed

I sit oprids af naturbeskyttelsens historie fra det tidlige 19. århundrede viser Amir, hvordan både de knaldhårde marxister og den mere liberale venstrefløj efter en udpræget teknologioptimisme i moderniteten hurtigt skiftede retning med den stigende bevidsthed om klimakrisen og grænserne for vækst.

Fahim Amir: ’Schwein und Zeit – Tiere, Politik, Revolte’. 208 sider. 16 euro. Forlaget Nautilus

Nu tilegnede venstrefløjen sig et romantisk og reaktionært natursyn, der ignorerer, at vi uigenkaldeligt befinder os i antropocænets tidsalder, hvor natur og klima er menneskepræget.

Netop derfor kan mennesket med sin både romantiske og brutale naturmoral gøre natur og nyttedyr til passive ofre for vores angivelige behov, mens vi overdænger dem med medlidenhed.

I stedet burde vi tænke dem som en del af vores eget stofskifte, mener Amir, der ud over Marx især trækker på filosoffen Adorno.

Amirs anekdoter rækker fra hormonforstyrrede fugle med stærkt forhøjet parringsaktivitet over malkekvæg med »fagforeningslignende tilpasningsvægring« til shitstorme mod overvægtige (og glade!) hunde i et internetforum mod fat-shaming. Og fra mexicanske fugle, der isolerer deres reder med nikotinbefængte cigaretskodder for at beskytte dem mod parasitter til politiske paradokser i kampen for »tidens miljøpolitiske insektmaskot«, altså honningbien.

Det politiske dyr

Vi får også en glimrende ekskurs om forholdet mellem mennesker og duer – dette monogame væsen i gråzonen mellem kæle-, skade- og vilddyr, som mennesket dresserede, længe før Helligånden begyndte at bruge den som logo.

Ud over at pille drømmen om den rene og naturlige natur i stykker er Amirs centrale anliggende at »tænke dyr ud fra et kampperspektiv i klassesamfundet«.

Dyr er selv subjekter, der griber langt ind i vores social- og arbejdsforhold, mener han. Nyttedyr som kvæg og svin kæmper selvsagt ikke bevidst som på Orwells animal farm, men trods alt med »sabotage, flugt og vold«, hvilket forfatteren med sin anstrengte marxisme tolker mere i retning af politisk modstand end af rent dyriske overlevelsesinstinkter.

Hovedrollen spilles af svineslagtningens historie. Amir beskriver her indgående de forgæves forsøg på komplet at automatisere slagteprocessen i det 19. århundrede, fordi dyrenes forskellige kroppe og opførsel modsætter sig standardiseringen. I stedet endte det med at blive samlebåndets fødsel – årtier før Henry Ford. Selv det modstræbende døde svin har altså præget den menneskelige teknik- og socialhistorie, mener Amir. Men mærkværdigvis ender hans udsvævende teorier selv med et romantisk skær i forestillingen om dyrenes og naturens nærmest moralske oprør mod undertrykkelsen.

Når ikke helt i mål

At Fahim Amir voldpunkterer den selvtilfredse økomoral og samtidig selv er ortodoks veganer, gør kun bogen sjovere (undertegnede måtte gennem to grineflip).

»Politik i stedet for moral,« lyder hans slagord: en komplet nytænkning af vores forhold til natur og dyr i stedet for venstrefløjens »offer-og-skyldretorik«, der minder forfatteren om rigmandskoners systembevarende foreninger til beskyttelse af arbejdernes ve og vel i den tidlige industrialisering.

»Denne paternalistiske moralisme har lige så lidt med progressiv politik at gøre som Ronald McDonald med Rosa Luxemburg,« skriver Fahim Amir med en af sine utallige oneliners.

At de er meget langt fra at få ham i mål med at skabe en konsistent dyre- og naturetik, tilgiver man ham, fordi han trods en god portion teoretisk tågesnak tænker både natur, dyr og mennesket i alle mulige og umulige retninger – og fordi den bidske humor i de filosofiske udsvævelser går i kødet på vores moralske forsøg på at hæve os over vores fremmedgjorte og destruktive forhold til natur og dyr. Og dermed til os selv.

Fahim Amir: ’Schwein und Zeit – Tiere, Politik, Revolte’. 208 sider. 16 euro. Forlaget Nautilus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu