Læsetid: 6 min.

Vi er alle blinde

To essays: ’Menneskelig blindhed og livets betydning’ foreligger nu på dansk med 120 års forsinkelse. Den amerikanske filosof og psykolog William James advarer os imod at forhåndsfordømme andre mennesker og glemme egen blindhed. Men hvor langt rækker det sympatiske forehavende?
30. marts 2019

Vi er alle ramt af blindhed, når det drejer sig om følelserne hos skabninger og mennesker, der er anderledes end os selv. Vi er selv alt for optaget af egne pligter og af betydninger af de situationer, som fremkalder dem, og de andre er alt for opslugte af deres egne vitale hemmeligheder til at interessere sig for vores.

»Heraf de stupide og urimelige meninger, vi danner os med hensyn til betydningen af fremmede væseners liv. Heraf vores falske bedømmelse, når de giver sig ud for at udsige absolutte domme om værdien af andre personers vilkår og idealer.«

Vi kan ikke se hinandens indre liv, og vores blindhed risikerer at berøve menneskelivet for rige erfaringer.

William James: ’Menneskelig blindhed og livets betydning’. 74 sider, 148 kr. Forlaget Mindspace

Således lyder den amerikanske psykolog og filosof William James’ (1842-1910) grundtanke. I 1899 holdt han to foredrag for lærere og studerende med titlerne: ’Om menneskelig blindhed’ og ’Hvad gør livet betydningsfuldt?’

Forlaget Mindspace, der efterhånden har etableret sig i boglandskabet som en seriøs udgiver af ’oversete’ klassiske tekster (af bl.a. Friedrich Nietzsche, Émile Durkheim) og nyere udgivelser (af bl.a. Alain Badiou, Mladen Dolar og Henrik Jøker), har valgt at oversætte og udgive de to lettilgængelige og mundrette essays.

Andre mennesker har andre idealer

Umiddelbart lægger James’ opfattelse af »de komplekse forhold ved vores vidunderlige menneskelige natur« op til, at vi farer nænsomt frem, og at vi har øje for, at næsten har sine ofte skjulte grunde til at opfatte og leve livet på en anden måde, end vi selv gør.

Vi må derfor udvise en »demokratisk respekt over for individets hellighed – eller en tolerance over for det, der ikke selv er intolerant«, som det hedder i den danske oversættelses redaktionelle indledning.

James værdsætter menneskelivet, og idealer og aktive dyder skænker dette en ubrudt, indre og evig mening. Er menneskelivet ladet med »responsiv sensibilitet«, glæde, mod og udholdenhed, så får man mulighed for både at nyde livets simple glæder og den andens anderledeshed.

James har en forkærlighed for at undersøge tilværelsens idealer ved at trække på to kilder: levende skildringer af hverdagslivet og litterære citater. Hans ideal udtrykkes med ordene: »ydmyghed, tolerance, ærbødighed og kærlighed til andre«.

Det indre livs dybde er overordnet det ydre livs overfladiskhed, pointerer James, og der er flere tilløb til kritik af den moderne civilisation. Tomheden og nihilismen er fjenden. Dertil kommer rethaveriskheden og troen på, at man selv har fundet sandheden og/eller kan belære andre om den.

For James drejer sandhed sig principielt ikke om at formulere videnskabelige sandheder om naturens beskaffenhed, men snarere om at studere og værdsætte sande forestillinger, der viser sig at danne frugtbar grund for at handle i det praktiske hverdagsliv. Som andre pragmatiske filosoffer synes James at argumentere for, at det gode er overordnet det sande. Såvel verden som sandheden er for store til at sande for et enkelt menneske.

Læst 120 år efter kan der dvæles lidt ved disse tankers rige virknings- og brede slægtskabshistorie. Inden for den pragmatiske filosofis domæne skrev John Dewey om pædagogik, uddannelse og demokrati, og Richard Rorty lagde kritisk afstand til forståelsen af sandhed som et spejl af naturen.

Uden for pragmatismen kortlagde Jean-Paul Sartre det fremmedpsykiske problem i sin eksistensfilosofi, da vi aldrig kommer til at kende den andens bevidsthed og da slet ikke indefra. Og fænomenologerne ved, at den måde, tingene viser sig på for den individuelle bevidsthed og levende krop, ikke er ens fra person til person.

Den kritiske teoretiker Theodor W. Adorno havde blik for det ikkeidentiske mellem begreb og genstand og for erfaringsdannelsens radikale forskelligheder, og sociologen Niklas Luhmann skrev, at den sociale kommunikation slet ikke kan se ind i, endsige forstå, hvad der foregår i det psykiske system. Med andre ord: Indsigt betales med blindhed. Eller formuleret systemteoretisk: Ingen iagttagelse uden blindhed.

To læsestrategier

Det er William James’ kongstanke, at vores egne opfattelser, ideer og tanker tilhører hver enkelt af os. Vi er så at sige konstitutionelt utilgængelige for hinanden, og psyken er derfor privat og uigennemtrængelig. Et andet sted i sit værk, skriver han:

»Når der er to mennesker, som møder hinanden, er der i virkeligheden seks mennesker til stede. Der er, hvordan hver især ser sig selv, hver mand som den anden ser ham, og hver mand som han virkelig er.«

Under læsningen kom jeg i to sind.

For det første er der grund til at glæde sig over de pædagogiske implikationer af James’ budskab: »Uddannelse er, idet den udvider vores horisont og vores perspektiv, et middel til at mangfoldiggøre vores idealer og få øje på nye.«

Dertil kommer, at det altid er vigtigt at be- og medtænke, at et andet menneske kan hylde og forfølge nogle helt andre idealer, end jeg selv gør. Vi må alle sammen øve os i at være etisk reflekterende, empirisk undersøgende og ydmygt spørgende i omgangen med hinanden. James synes at skildre livet som et nysgerrigt og fordomsfrit feltarbejde på fuld tid – et i sandhed vanskeligt indløseligt filosofisk ideal.

For det andet er der noget fundamentalt irriterende og uforløst over at læse James.

Hans retoriske stil og tænkemåde er for snakkesalig og psykologiserende til nogensinde at blive min kop te og i stedet for at filosofere med hammeren, som Nietzsche gjorde det så uforglemmeligt ti år tidligere, fremturer han med en forsonende ligevægtsteori, der ønsker at højne den sociale omgængelighed i samfundet.

På intet tidspunkt leveres der en egentlig sociologisk analyse af de upersonlige strukturer i det moderne dynamiske samfund, der er med til at forme de modsætninger inden for hvilke, mennesker lever, får formet og former deres idealer.

Dertil kommer, at alle idealer ikke partout er værd at respektere og acceptere. Ønsker man eksempelvis at slå andre mennesker ihjel eller at indskrænke deres legitime og legale rettigheder, så man finde sig i at blive bekæmpet – blindhed eller ej.

Der er mere end seks mennesker til stede

Spørgsmålet er da også, om der ikke er langt flere og frem for alt mere til stede end seks mennesker, når vi møder hinanden, f.eks. u- og underbevidste ’størrelser’, opdragelsesekkoer, normer, forventninger, magt, status, penge, anerkendelseskampe, kropslige synkroniseringer, begær og attrå.

50 år senere leverede filosoffen Ludwig Wittgenstein en formidabel kritik af privatpsykologiens filosofiske ståsted til fordel for skelsættende undersøgelser af betydningsdannelserne imellem os. Uden at være sociolog formåede Wittgenstein i sin senfilosofi på en langt rigere facon end James at sammenkoble livsform, socialisation, sprogspilsregelfølge og betydning.

Skæres kritikken ud i pap, vil jeg som et ekko hævde, at der ingen vej er uden om en fundamental afpsykologisering af tænkningen, hvis denne skal være interessant og langtidsholdbar. Men jeg er forvisset om, at James ville have været rygende uenig med Wittgenstein og overtegnede, hvis han havde mødt os.

James er mere optaget af den »evige mening« og i at prædike, hvordan vi skal være »tro mod vores egne muligheder«, end af at forholde sig kritisk til den samfundsmæssige udvikling i et historisk perspektiv. Den lille bogs allersidste ord er meget sigende for både stil, tanke og samfundssyn:

»Hvis den fattige og den rige kunne betragte hinanden på denne måde, sub specie æternitatis (under evighedens synsvinkel, SNL), så ville deres kommunikation bliver langt venligere! Hvilken tolerance og god stemning, hvilken villighed til at leve og lade leve ville der da ikke opstå i denne verden.«

William James: ’Menneskelig blindhed og livets betydning’. 74 sider, 148 kr. Forlaget Mindspace

Han er iagttager og deltager på samme tid, og hans bog om de seneste 50 års intellektuelle kampe og idépolitiske konflikter er et vidunderligt indblik i, hvordan man kan gøre det, som er svært, kedeligt og anstrengende: studere verden, lytte til menneskene og finde sine egne holdninger, skriver Rune Lykkeberg om den franske tænker Pierre Rosanvallon.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu