Læsetid: 5 min.

Flugten fra de hierarkiske strukturer i 1968

I 1968 måtte man ud, væk fra alle ideer om, at staten kunne være en motor for folkelige forandringer. En ny bog og en ny antologi beskriver nøgleåret
23. marts 2019

I 1968 skrev provoen Ole Grünbaum essayet Emigrér: Lærestykker om det tiltagende kaos.

Grünbaum lavede i den forbindelse en interessant observation. Ungdomsoprør, påstod han, var kendetegnet ved en første fase som han kaldte bevidstheden om et behov for en ny kultur, en længere periode, hvor indsigter gøres gældende og spændinger bygges op. Anden fase, påpegede Grünbaum, var i 1968 ved at indtræffe.

Det var eksperimenternes og utopiernes tid. Når de eksisterende strukturer ikke længere magtede at tage imod nye ideer, ville de simpelthen flytte et andet sted hen. De ville emigrere til et sted, hvor man kunne eksperimentere. Ud af familien, ud af skolen, ud af uddannelsen, ud af jobbet, ud af politik.

Et passende hængsel

To nye bøger om 1968 dokumenterer på meget forskellig vis den emigration, Ole Grünbaum fik øje på og heppede på.

I Kræv det umulige: Ideerne op til 1968 sammenfatter forfatteren og filosoffen Peter Thielst en række afgørende intellektuelle skikkelser, der tilsammen udgør bevidstheden om behovet for en ny kultur.

I 1968 breder redaktørerne Bjarke Skærlund Risager, Salar Mohandesi og Laurence Cox »det lange ’68« ud, så eksperimenternes og utopiernes tid står lysende klar.

Redaktørerne til det over 600 sider lange 1968 gør sig nogle interessante tanker om, hvorfor 1968 blev sådan et nøgleår. Det forekommer ikke specielt retfærdigt, at det år blev udvalgt. Der skete vigtige ting: Tetoffensiven i Vietnam, mordet på Martin Luther King, studenteroprøret i Paris, men andre år var også fyldt med skelsættende begivenheder. Prøv i stedet at tænke på 1968 som et hængsel, som det 20. århundredes revolution i sociale bevægelser kom til at dreje på.

Som redaktørerne siger, så bør man forstå ’1968’ som en synekdoke, altså som en del, der er pladsholder for en større helhed. ’1968’ indikerer en hel epoke af tumult, af oprør, som Peter Thielst formulerer det, men med den største vilje til ikke blot at teoretisere. 1968 handlede om at praktisere, manifestere, protestere, strejke og besætte.

Behovet for en ny kultur

Med Kræv det umulige har Peter Thielst skrevet en personlig bog. Personlig lyder godt: Vi vil helst have personlighed, karakter, det levede livs jugement. Jeg synes også, det tilføjer et anekdotisk skær, der toner alle siderne. Peter Thielst har selv givet bogen en tagline: »genvej for de unge, gensyn for de gamle«. Det giver en spøjs genre, halvt indføring og halvt kildesamling. Jeg fik associationer i retning af et museumskatalog.

 ’Kræv det umulige – Ideerne op til 1968’: Peter Thielst.

Thielst er hovedsageligt interesseret i, hvordan en række ældre tekster hos eksistentialister (Camus og Sartre) og kritisk teori (Marcuse, Fromm, Habermas) inspirerede til oprør, men den spirituelle søgen efter transcendens og borgerrettighedsbevægelsen i USA får også en behandling.

Han går fint ind i tankebanerne, men med en sjov patinering, det er som at læse en anmeldelse af Camus set gennem en 68’ers nu 50-årige afstand. Gennemgangene er fine og oplysende, men motivationssammenhængen er dunkel. Hvordan er det lige, de her filosoffer udgør »ideerne op til ’68«?

Jeg kan i hvert fald være skeptisk over for Camus og Sartres eksistentialisme som idégrundlag for 1968. Frankfurterfilosoffen Herbert Marcuses kritik af det endimensionale menneske og af samfundet som en samfundsmaskine klinger langt mere i pagt med Grünbaums råb om et eksodus.

Det ville være for hårdt at kalde bogen et venstrehåndsarbejde, men den har desværre venstrehåndsarbejdets præg. Midt mellem solide analyser er der afsnit, der slutter brat, alt for personlige regibemærkninger, indskudt analytik og små polemikker, som nok står forfatteren nær, men som ikke flytter noget i forhold til at forstå 1968.

Passager er præget af nostalgi, komplet med hovedrysten og knyttede næver over eftertidens manglende evne til at bedømme 1968 korrekt.

I stedet bliver historiske udviklinger målt med den tidligere aktives målestok: Enten udgør eftertiden et forræderi eller udviser utilstrækkelig andagt. Det åbner også for retroaktive kampe og bedaget politisk stillingtagen. Peter Thielst ‘argumenterer’ mod Vietnamkrigen, som om den stadig foregik.

Jeg synes, desværre bogen forbliver et omfattende temakatalog. Helt fundamentalt savner jeg et argument, et forsøg på at forklare mig, hvad 1968 simpelthen var.

Eksperimenternes og utopiernes tid

Ole Grünbaums essay Emigrér er med i den omfattende tekstsamling 1968, der udkommer i Slagmarks revolutionsserie. Hidtil har den dækket Den Amerikanske, Den Franske og Den Russiske Revolution.

Hvor de tre ældre revolutioner handlede om at grundlægge eller erobre statsmagten, er 1968 langt mere knyttet til Grünbaums udvandring fra velkendte institutioner. 1968 handlede om sociale bevægelser, om kvindekamp, minoriteter, afkolonialisering, om marxismen som et slags fællessprog – men også om plader, manifester, busser og kroppe, der overskred landegrænser og gav fornemmelsen af en bølge.

’1968’: Bjarke Skærlund Risager, Laurence Cox og Salar Mohandesi.

Redaktørerne har samlet 80 opråb, manifester, taler og plakater fra 12 lande. Flere er vestlige kernelande, men der er også spændende ting fra Mexico, Japan og Tjekkoslovakiet. Det er vilde tekster, fjernt fra den traditionelle kanon, Thielst vil have os til at hoppe på.

Der er meddelelser fra Québecs befrielsesfront, resolutioner fra de indfødte i Mexicos første kongres, japanske Mitsu Tanakas tekst om »Frigørelse fra toilettet« og manifestet fra britiske Gay Liberations Front. Alt, hvad der syder og koger før og efter 1968.

I modsætning til Thielsts anekdotiske tone er den omfattende tekstsamling ikke en personlig bog. Den forholder sig mere forskningsagtigt analytisk. Men det er stadig en engageret bog.

Redaktørerne har læst stakkevis af historie om 1968 og præsenterer en imponerende syntese som forord. Det er skrevet af sympatiserende kendere. Ikke deltagere, men måske en slags arvtagere.

Peter Thielsts udgave af 1968 er, når alt kommer til alt, tænkt inden for en vestlig ramme. Megaanalysen angår et overflodssamfund med en nagende tomhed og rammer det eksistentielle oprør fint, men er ikke nær ved at fange den politiske og utopiske energi på gadeplan. Thielst beskriver tænkernes ’68.

Slagmarks revolutionssamling derimod har for alvor et internationalt fokus og skriver de radikales idéhistorie, de, som desperat ønskede at bevæge sig ud over de hierarkiske strukturer, uanset om de var kapitalistiske, velfærdssocialistiske eller sovjetkommunistiske. Bogen handler helt klart ikke om de 68’ere, der godt kunne finde vej i staten, partiet eller på markedet, men om dem, som var ramt af en meget mere omfattende tillidskrise. Man måtte ud, væk fra alle ideer om, at staten kunne være en motor for folkelige forandringer.

1968 er temmelig knap i udstyret, men det er i grunden en lystfyldt bog. Det er håbets knastørre coffee table book. 80 oprørte, protesterende og emigrerende tekster, der bedre end nogen tidsmaskine, jeg kender, fremmaner en utopisk energi, der sætter store spørgsmålstegn ved et resignerende 2019.

’Kræv det umulige – Ideerne op til 1968’: Peter Thielst. Det lille forlag, 189 s., udg. d. 10.01.19. 

’1968’: Bjarke Skærlund Risager, Laurence Cox og Salar Mohandesi. Forlaget Slagmark, 600 s., udg. d. 25.11.18.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu