Læsetid: 5 min.

Historie: Jyske lov gav ikke frihed, men værnede de besiddendes ret

Jyske lov var en stormændenes lov, der beskrev de ejerforhold og politiske strukturer, som magtelitens familiestrukturer i land efter land så deres interesse i at gentage og bekræfte sammen med romerkirken
2. marts 2019

Den nationalromantiske strømning i midten af 1800-tallet fastsatte for lange tider historieopfattelsen, hvis mening og mål var historisk legitimering af det nye, i øvrigt stærkt begrænsede folkestyre ved Grundloven af 1849.

Jyske Lov tjente i det nationale beredskab til understregning af bondens lige og frie stilling fra arilds tid og hermed den danske bonde som nationens karske grundlag set i lyset af de nationalliberales dominans med vægt på det evigt nationale i blod og jord.

Betoningen blev lagt på ærkedanskhedens frihed og folkelige lighed, begreber som nu igen vejer tungt i tilbageskuende argumenter med rod i den højrepolitiske fædrelandshistorie.

Men landskabslovene og ikke mindst Jyske Lov er sådan set udtryk for det modsatte af frihed og lighed, i og med at de besiddendes besiddelsesret slås fast, og de besiddelsesløses fattigdomsstatus knæsættes.

Helle Vogt: ’Jyske lov.’

Jyske Lov er en stormandslov, hvor kvinde og træl, og hvad der svarer til husmand og landarbejder bliver fastholdt i den økonomiske impotens, der er forudsætning for lovgiverkastens og kongens magt og velstand forsikret i rå fysisk magt.

Med lov skal man land bygge. Jo tak, men hvem skal og for hvem?

Jyske Lov, danskernes klenodie, var en fælles kristen-europæisk bekræftelse af statiske ejerforhold og politiske strukturer, som magtelitens familiestrukturer i land efter land så deres interesse i at gentage og bekræfte med romerkirken og lokale biskoppers velsignelse.

Mafiøse forhold

Lov i en given historisk periode giver  jo først mening, når eftertiden identificerer og nøgternt beskriver det samfund, hvori paragrafferne er givet, samt nuancerer tilblivelseshistorien.

Lige netop dette leverer retshistorikeren Helle Vogt fortrinligt i: Jyske lov i Aarhus Universitetsforlags fine serie: 100 Danmarkshistorier.

Det ville ikke være for meget forlangt, om nationalt sindede politikere læser denne bog om elementære betingelser for ædruelig national selvoplevelse.

Med lov skal man land bygge. En opfordring kendt af alle danske, enten født i sognet eller siden optaget på stramme vilkår i krav om kanoniske danmarkskundskaber, som nutidens lovgivere så håndfast stiller.

Hvad er det så, statsborgerskabsaspiranterne og for den sags skyld de unge kanonisk får at vide om Danmarks yngre urtid:

»Jyske lov […] rummer forestillingen om en retsorden der udsprang af en pagt mellem hersker og folk og hviler på en suveræn retfærdighed. Pagten var nødvendig for samfundslivet og ubrydelig …« Sådan står der.

Helle Vogt har fremhævet formuleringen i demokratikanonen fra 2008 om Jyske lov.

Man hævder således, at loven blev indgået som pagt mellem folk og suveræn, hvilket er ahistorisk og høfligt sagt tvivlsomt. Folket var for det første ikke opfundet i 1241, slet ikke i demokratiopfattelsens forstand.

Jyske lov var som alle forhold af overordnet betydning en sag mellem stormandsfamilier, biskopperne og kongen, hvilket sådan set kom ud på det samme.

Lig andre middelaldersamfund var det danske rige styret mafiøst af én eller få rige og tungt bevæbnede familier. Som middelalderhistorikeren professor Niels Skyum-Nielsen udtrykte det: juntaer eller kamarillaer knyttet løst sammen af kongen som primus inter pares.

Der var sgu ingen, der under varetagelsen af disse interesser tog hensyn til folket. Det havde ganske enkelt ingen mening, folket var ikke for hånden, folket var i marken.

På tinge, hvor man ordnede alle retsforhold, også lovene, talte mænd med væbnede karle i følget, dem med flest talte med vægt. Biskopperne havde foruden familieforholdene i tilgift som argument monopol på sjælens frelse.

At repetere Jyske lovs historie med Helle Vogt ved hånden i disse tider med nationalistisk turbo på politikernes ytringer er passende anledning til at fastslå, hvad Jyske lov ikke var.

Konge og folk indgik ikke denne aftale om en fornyet lov under indtryk af en særlig slags dansk urkraft under sammenhængskraftens baldakin og som forskud på folkestyret i Grundtvigs navn. En sådan halvskjult påstand som leveret i kanonen holder ikke i byretten, over hvis indgang der jo står, at landet er loven og omvendt.

Historien makker ikke ret

Den berømte fortale: Med lov skal man land bygge er ikke en jysk opfindelse, men findes flere andre steder og har udspring i kanoniske retsformuleringer. Fortalen må dateres godt 10 år senere end 1241, hvor det for resten heller ikke er helt sikkert, at det kun lige var Jyske lov, den døende kong Valdemar 2. Sejr lancerede, snarere et lovkompleks af landskabslove: kong Valdemars Love.

Jyllands rolle i ordsammenstillingen Jyske lov påkaldes med fødderne i hovedlandets muld som belæg for dansk national enhed lang tid bagud i lov og orden. Jyske lov er som Jellingestenene fundament i den nationalhistoriske bygning og hævdes som nationens sammenhængskraft.

Den berømte middelalderlige lovsamling har rent bortset fra de juridiske kvaliteter befordret opfattelsen af en særlig dansk ret og retsfølelse og dermed holdt sig på danmarkshistoriens top 10 i århundreder.

Først Christian den Femtes Danske Lov afløste i 1683 Valdemar Sejrs eller med det mere retvisende tilnavn Valdemar Lovgivers landskabslov eller love.

Sjovt nok er Jyske lov ikke givet i Viborg, som naturligt ville være for en jydelov, men i det kongelige kvarter i Vordingborg. Ikke sådan at forstå, at loven ikke har været forelagt de jyske stormænd til godkendelse forinden, det har den uden tvivl, men måske blot som en forretning mellem få af de mest magtfulde.

Kongen døde kort efter lanceringen. Bestemmelserne i teksterne angav regler for tvist om jord- og arvespørgsmål samt fastsatte, præciserede og skærpede strafferetsbestemmelserne. Det hele beregnet for en overvejende bondebefolkning i den danske konges lande.

Ifølge sagens natur gjaldt loven jyderne, en rigslov var der næppe tale om, ikke fra begyndelsen. Jyske lov satte ord på sædvanen i Jylland og læstes dernæst ind i de eksisterende bestemmelser i Sjællandske og Skånske Lov, som for deres part omvendt stod model til flere paragraffer i Valdemars kodeks.

Man kan ikke bevise – skønt dette ihærdigt har været forsøgt – at Jyske lov med ét blev enerådende i hele rigets danske lande. Sådan blev det først senere, længe efter det opbrud og den borgerkrig, der fulgte Valdemar den Andens død, efterfulgt omsider af fornyet og mere holdbar politisk samling af de ellers så adskilte lande i ét under én konge og én ærkebiskop.

Afstandene var store, vilkårene forskellige fra Hvide Sande til Lund og Hovdala.

Et sammenhængende Danmark i blot nogenlunde nutidsbetydning skal man ikke forestille sig. Ej heller folket med på tinge.

Historien er besværlig, når kilderne ikke retter ind efter en senere tids behov for at legitimere et anakronistisk krav om entydig fædrelandsforståelse i fortid og nutid.

Helle Vogt: ’Jyske lov.’ 100 sider. 100 kr. Serien: 100 Danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Jens Østergaard Petersen
  • Per Klüver
  • Kurt Nielsen
  • Peter Knap
  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
Anders Reinholdt, Peter Beck-Lauritzen, Jens Østergaard Petersen, Per Klüver, Kurt Nielsen, Peter Knap, Malan Helge og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Med lov skal man land bygge, og et eller andet sted i denne historie, var der endnu et udsagn, nemlig, - og lov skal bero på gode sæder og skikke! Sidste del kunne give en vore love bedre kvalitet og karakter.
Det er dybt tragisk, at køre over for rødt og dræbe en 21 årig cyklist og få en måneds fængsel, modsat at få flere års fængsel for million-svindel/tyveri. Urimeligt.
Herremands-lov: tyveri af herremandens værdier, blev straffet med "træhesten" = ofte invaliderende straf.