Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Modernitetens teologiske baggrund

Der er grund til at fejre, at en overset klassiker netop er blevet genudgivet
9. marts 2019

Eftersom Amos Funkensteins Theology and the Scientific Imagination udkom første gang 1986, drejer denne anmeldelse sig ret beset ikke om en ny bog. Når den alligevel er fundet værdig at skrive om i dag, skyldes det dels den rent praktiske omstændighed, at den for nylig udkom i sin anden version. Den vigtigste grund til at omtale den her er dog, at den, sine åbenlyse meritter til trods, nok ikke er så alment kendt, som den fortjente at være.

Amos Funkenstein: ’Theology and the Scientific Imagination’.

Funkensteins bog er nemlig et mesterstykke i intellektuel historie og af en kaliber, hvis lige man sjældent ser. På små 400 sider udredes således de overordnede begrebslige betingelser for den moderne videnskabs gennembrud i det 17. århundrede. Og det siger ikke så lidt, når en sådan forklaring kræver grundige redegørelser for bl.a. (!) Spinoza, Hobbes, jødisk panteisme og Newtons naturfilosofi.

Teologisk arv

Funkensteins grundlæggende projekt består i at vise, at den videnskabelig revolution i det 17. århundrede alene blev mulig, fordi den kunne overtage og genbruge diskussioner og begreber, hvis oprindelige kontekst var teologisk.

Dermed ikke sagt, at moderne videnskab er ’teologisk’, men til gengæld antydet, at det radikale brud med den mørke middelalder, som denne nye videnskabs fortalere gerne så sig som hovedmændene bag, måske ikke var så radikalt endda. Eller at bruddet med middelalderen kun kan forstås, hvis vi forstår, hvor dens tankeverden fortsatte med at virke.

Også i dag er det let at observere, hvordan den ofte påberåbte ’sekularisering’ anvendes som redskab til at dunke påståede dogmatiske mørkemænd i hovedet, og der er derfor god grund til at minde sig selv om, at sekularisering ikke kun er noget, vi fastsætter ved lov. Løsrivelsen fra troserklæringer – eller manglen på samme – og den kompromisløse bekendelse til den ene, almægtige fornuft foregår på mange planer og ofte bag om ryggen på os.

Vores grundlæggende forestillinger om verden er nemlig ikke nødvendigvis noget, vi kan udfordre på samme måde, som vi kan undersøge, om pesticider gør os syge, hvis vi drikker dem. Hvorvidt fundamentet for disse grundlæggende forestillinger kan sidestilles med det, vi traditionelt forstår ved (religiøs) tro, er selvfølgelig et andet og vanskeligt spørgsmål, men det fortjener at blive stillet.

Guds forsyn og den usynlige hånd

At sekularisering således er et komplekst fænomen, hvoraf den politiske anvendelse blot udgør én af dens aspekter, minder Funkensteins bog os til fulde om. Theology and the Scientific Imagination er ikke blot utroligt veldokumenteret og velargumenteret, den er også vanskelig og så rig på perspektiver, er det kan være svært at yde den retfærdighed inden for rammerne af en kort anmeldelse.

Derfor er det også oplagt at fremhæve det fjerde kapitel – »Divine providence« – hvis relevans nok er lettest håndgribelig for den læser, der ikke måtte kunne Leibniz’ monade-lære på fingrene.

I dette kapitel undersøger Funkenstein, hvordan teologiske forestillinger om Guds forsyn, og herunder hans samlede plan for den menneskelige frelse, ender med at glide over i et tilsyneladende sekulariseret vokabular.

Her er Adam Smiths berømte ’usynlige hånd’, dvs. den instans, der på magisk vis sørger for, at alle menneskers egoistiske jagt efter eget bedste forvandler sig til ’det fælles bedste’, oplagt at fremhæve.

For hvordan kan man tro, at en usynlig kraft bag om ryggen på mennesket får det til at arbejde for alles bedste, netop når det mener, at det alene stræber efter egen vinding, uden i samme ombæring at introducere forklaringsinstanser, der, for nu at sige det mildt, virker guddommelige?

Sekulær med måde

Og netop forståelsen af, hvordan eskatologiske forestillinger, – dvs. teologiske forestillinger om ’de sidste dage’ og dermed historiens retning – får ’sekulær’ skikkelse i det 17. århundrede, er helt afgørende for at forstå, hvordan vores egne politiske forestillinger har udviklet sig. Alle de store politiske fortællinger i det 20. århundrede benytter sig af denne figur, inklusive selvfølgelig Fukuyamas påståede ’antifortælling’ om historiens endeligt.

At vores politiske horisont på grundlæggende vis er formet af en række diskussioner, der stammer fra teologiens domæne, er således en indsigt, der bør mane til besindighed, så snart talen falder på vores samfunds sekulære natur.

Dette, men også utroligt meget andet, viser Funkenstein på forbilledlig vis.

Amos Funkenstein: ’Theology and the Scientific Imagination’. 421 sider. 39 dollar. Princeton University Press

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Østergaard Petersen
  • Ejvind Larsen
Jens Østergaard Petersen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Der er jo ikke noget radikalt nyt i at konstatere, at vores tænkning styres af visse strukturer, uanset om denne tænkning er videnskabelig eller religiøs. Denne indsigt er tit blevet brugt til at trække tænderne ud på religionskritikken, når religiøse mennesker trøster sig med, at de ikke- religiøse såmænd også er religiøse - bare på deres måde.