Læsetid: 5 min.

Ny bog: Myten Grundtvig set efter i sømmene

En af de store fædrelandsmyter er om digteren og præsten N.F.S. Grundtvig, som i flæng tilskrives æren for demokratiet, højskolerne, andelsbevægelsen og en del mere. Historikeren Jes Fabricius Møller tager fat i myterne fra en ende af. Det gør ikke figuren mindre, men historien mere nuanceret
Grundtvig var ikke forudsætningen for den relativt hurtigt opnåede danske (relative) velfærd efter 1864, skriver Georg Metz

Grundtvig var ikke forudsætningen for den relativt hurtigt opnåede danske (relative) velfærd efter 1864, skriver Georg Metz

Arkivfoto

9. marts 2019

Hvad han var, kender næppe sine grænser. Med et forbehold forankret i opfattelsen af objektets enøjethed samt filosoffens karakteristik af fænomenet som en mellemting mellem en brølende grovsmed, jodlende friskfyr og ølnordisk kæmpe, konstaterede Kierkegaard at Grundtvig – »med kun ét øje for det dybe« – også var mangetydig som skjald, profet, seer og barde »med et hartad mageløst blik på verdenshistorien«.

Det sidste var heller ikke venligt ment.

Men den vedholdende produktivitet, en stadig svulmende digterisk åre, kaskader af meninger samt en veludviklet selvbevidsthed var, uanset Kierkegaards ubehag, de råstoffer, hvoraf helgener skabes. I dansk køligere protestantiske sammenhæng udviklede benovelsen sig til danskernes uden sammenligning største fædrelandsmyte, kort sagt: Grundtvig

Værket af mageløs poetisk kraft, glæder og forundrer fortsat og understøtter frasagnet alene i antallet af numre i Højskole- og salmesangbogen.

Jes Fabricius Møller: ’Grundtvig’s død.’

Grundtvig er i brede kredse en nærmest hellig uomgængelighed, hvorfor den, der tager tilløb til kritik, først bør tænke sig godt om.

Årsagerne til denne nationale position af indiskutabel urørlighed i fundamentet er legio og bidrager til myten og dens uoverskuelighed – samt til de utallige selvmodsigelser og uklarheder, der tillige karakteriserer giganten og pudsigt nok uden de store indvendinger fastholder det mytiske og dermed et sært uforanderligt format som støbt i granit.

En sværm af legitime interesser har siden N.F.S. Grundtvigs udvikling til slet og ret Grundtvig beskrevet og fastholdt begrebet i et forklarelsens lys – vel at mærke som den autoritet, der autoriserede hin enkelte proselyts liv og gerning som ægte produkt af den ophøjede og retmæssig arving. Fortrinsvis grundtvigianere skabte Grundtvigs eftermæle.

Men de færreste har stiftet andet og dybere bekendtskab med det enorme værk end få velkendte brokker af visdom, salmerne i kirken og en lejlighedsvis fædrelandssang, som lidt efter lidt, langsomt, men sikkert og skammeligt nok, for også dét kan være mageløs lyrik, glider i baggrund og glemsel.

Ankers begravelse

Historikeren Jes Fabricius Møller har i Aarhus Universitetsforlags fine serie: 100 Danmarkshistorier taget fat i myten fra en ende af med tyngdepunkt i Grundtvigs død, og hvad deraf fulgte.

Bogens bagside prydes sigende for tekstens perspektiv af de hundreder af røde faner marcheret op foran Grundtvigskirken, mens rustvognen langsomt kører Anker Jørgensens båre bort. Socialdemokratiet, Grundtvig, Anker og arbejderbevægelsen – også her er den nationale kobling etableret, og den store forkynder mejslet ind i velfærdsstatspartiets selvopfattelse.

Biskop Holm talte over Anker som den ene gamle tillidsmand til den anden. Holm havde i god tid spurgt Anker, hvad han gerne ville have, han skulle sige. Anker svarede: Du finder sgu nok på noget.

Den danske kirketjeneste i grundtvigsk marinade er leveringsdygtig, uden at man behøver tro, så det ligefrem gør noget

Socialdemokraterne forstod tidligt – takket være Staunings våbenbroder, grundtvigianeren Frederik Borgbjerg – at fremstille deres store projekt: fra vugge til grav i pagt med Grundtvig og nærede ingen saglig bekymring over, at en så småt vågnende, senere hyppig påstand om Grundtvig som hjørnesten i velfærdssamfundet næppe stod for en nøjere prøvelse.

Her sætter Fabricius Møller velgørende ind og forsøger at ommøblere i mytens vildskud og rydde ud i misforståelserne eller de direkte forvanskninger af Grundtvigs standpunkter.

Da disse var utallige, slap meget igennem alt efter behov.

En af de mest ihærdige vildveje er foruden kristendommen Grundtvigs betingelse og forudsætning for dansk folkestyre.

Ahistorisk som bare fanden som ikke desto mindre fik gelejdet Grundtvig ind i en senere demokratiske kanon. Grundtvig var utvivlsomt selv blevet forbløffet.

Fjernt i midten

Kun med nød og næppe slap Grundtvig i 1848-49 ind i grundlovgivernes eksklusive kreds. Som det ses på Constantin Hansens senere grundlovsbillede beskedent placeret i baggrunden isoleret i mængden. Maleren gjorde det kunststykke, vel vidende hvor vigtig Grundtvig jo alligevel var og ville blive, at anbringe kværulanten, som de øvrige irriteret opfattede ham, i påfaldende småformat. Dog i det store maleris forsvindingspunkt, altså i billedbeskuerens centrum.

Det står allerede klart i studierne af landbrugshistorien, som Fabricius Møller understreger, at det fremskridt, der skete på ude i det danske land især efter 1864, ikke uden videre eller udelukkende eller ret meget skyldtes den påståede inspiration fra Grundtvig i disse dystre årtier, hvor danskerne, som digteren Holst sagde: indadtil vandt, hvad udadtil var tabt.

Ved fintællingen skyldtes foretagsomheden, endog i stifter hvor det grundtvigianske stod stærkt, i lige så høj grad de øvrige sekters virksomhed: Indre Mission, baptister etc. samt mange andres indsats. Såmænd også de mere skeptiske, der på det nærmeste var ved at være ligeglade med Vorherre, især når det gjaldt faglig organisering og dyrkningsteknik.

Grundtvigs sværmeriske forestillinger om et kristennationalt dannet folk, en stamme forankret via højskolen i fortællingerne om de gamle guder, Historien og Kristus (og Grundtvig) i en ny tre-fireenighed fik ikke eneret på klangbunden blandt den del af ungdommen, for hvem foretagsomhed, ny teknik og bekendtskabet med det moderne vejede tungere.

Dansken var også dengang materialistisk anlagt. Flertallet af toneangivende var enige om, at nationalmyten om Grundtvig og det åndelige under alle omstændigheder var nok så duelig i ungdommens år, og folkehøjskolerne docerede flittigt den grundtvigske lære, hvad den så var, mens de velkendte og (hartad) geniale slagord blev hamret fast: Ved jorden at blive, det tjener os bedst; hvor få har for meget og færre for lidt: menneske først, siden kristen …

Fabricius Møller påpeger, at det helt overvejende flertal af Grundtvigs senere landsmænd og jo dermed overvejende tilhængere ikke kan nævne ret meget andet og mere af det, Grundtvig livsdagen lang væltede af sig af sit altomfavnende livs- og verdenssyn.

Myten skygger

Myten har stillet sig i vejen, eller den skygger for den nøgterne analyse af, hvor betydningsfuld Grundtvig var. For det var han jo. Blot ikke altid, hvor traditionen mest stædigt har placeret ham. De fleste, der ud over faglig og forskningsmæssig pligt sætter sig for at læse det enorme prosaværk, må selv med de bedste viljer give op. Eller lade sig indlægge.

Grundtvig var selv stærkest optaget af sin historieskrivning, som vel at mærke er den mest tvivlsomme side af forfatterskabet. For nu ikke at bruge ukvemsord.

Finalt: Der gik ingen lige linje fra Grundtvigs syn på fortid og kristendom til det danske folkestyre.

Grundtvig var ikke forudsætningen for den relativt hurtigt opnåede danske (relative) velfærd efter 1864.

Højskolerne blev ikke skabt af Grundtvig, men delvis i Grundtvigs ånd, og Grundtvig skabte ikke andelsbevægelsen.

Påstandene er myten. Ikke desto mindre lever myten og definerer Danmark som kulturnation, ikke mindst fordi vi ikke har så stor lyst til selv at anfægte det smukke og harmoniske billede, generationer har tegnet af den gamles betydning for stammens overordnede selvfølelse.

Det er også godt nok, skønt det er jo ikke nok, når man vil vide besked.

Den impuls indgiver Jes Fabricius Møllers nyttige 100 sider om Grundtvigs død med alt, hvad hans liv og enorme virke kom til at indebære.

'Grundtvigs død', 100 sider. Ill. 100 kr. Af serien ’100 danmarkshistorier’ Aarhus Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Katrine Damm
  • Anders Reinholdt
  • Christian Mondrup
  • Jørgen Vogelius
  • Poul Erik Pedersen
  • Viggo Okholm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
Pietro Cini, Katrine Damm, Anders Reinholdt, Christian Mondrup, Jørgen Vogelius, Poul Erik Pedersen, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pietro Cini

Citat fra bogen:"Jeg troede (...)indtil for nylig, at Grundtvig og grundtvigianerne formede og skabte den egn, hvor jeg er vokset op. Det lærte jeg i skolen, og det står der også i bøgerne. Men da jeg for et par år siden blev inviteret til at holde foredrag i Tømmerup Lokalhistoriske Forening om emnet, læste jeg op på stoffet, og så slog det mig, at Indre Mission simpelthen med tiden var blevet blændet ud af historien" (Grundtvig's død, s.57)
Det, Fabricius Møller skriver om Tømmerup, skete talrige andre steder i Danmark, hvor grundtvigianerne pyntede sig med lånte fjer - og ikke alene på Indre Missions bekostning.
Hans lille juvel af en bog kan udmærket suppleres af "Konfliktzonen Danmark", 2019, en artikelsamling redigeret af Sissel Bjerrum Fossat, Rasmus Glenthøj og Lone Kolle Martinsen. Især professor Per Bojes artikel er et vægtigt korrektiv til den herskende grundtvigianske historieskrivning.