Læsetid: 3 min.

Er du også bange for Tyskland? Så er der hjælp at hente i historien – og Europa

Moralsk stormagt og europæisk problem: Den tyske historiker Andreas Rödder har lyttet til Europa og skabt et pædagogisk spejlkabinet af en debatbog om Tyskland, der stadig er for stort til Europa
30. marts 2019

»Hvem er bange for Tyskland?«

Det er du inderst inde. Ellers burde du måske være det.

Siden 30-årskrigens ufattelige ødelæggelser og Den Westfalske Fred i 1648 har alle europæere nemlig frygtet Tyskland. Siden Anden Verdenskrig har det ikke mindst gjaldt tyskerne selv. For selv om Tyskland er for lille til at være hegemonialmagt på verdensplan, har landet altid været for stort til Europa. Og det er det stadig.

Den tese er udgangspunktet i værket Wer hat Angst vor Deutschland (Hvem er bange for Tyskland – med undertitlen: et europæisk problems historie), hvor den konservative historieprofessor og CDU-rådgiver Andreas Rödder giver sin udlægning af Europas »tyske problem« – for derigennem at give sine pragmatiske bud på EU’s fremtid.

Andreas Rödder: ’Wer hat Angst vor Deutschland’. 367 sider. 20 euro. S. Fischer Verlag

Det meste af bogen bruger Rödder på at skitsere det tyske problem fra 30-årskrigen over Napoleonskrigene til sejren over Frankrig og grundlæggelsen af Det tyske rige i 1871.

Funderet på den militaristiske preussiske stat og udstyret med eksplosiv økonomisk vækst krævede Tyskland nu sin »plads i solen« ved siden af de andre stormagter. At det var med til at gøde jorden for Første og dermed Anden Verdenskrig, er en velkendt historie.

Storsind og egennytte

Fra efterkrigstidens Adenauer til nutidens Merkel har det tyske problem været styrende for tysk europapolitik. Efter den tyske genforening i 1990 gik de fleste europæere godt nok og troede, at problemet endelig var fortid. Men måske skyldtes det mest den økonomiske svækkelse.

Rödder punkterer illusionen om det tyske problems død med euro- og flygtningekrisen i 2010 og 2015, hvor det for alvor blev tydeligt, at tysk europapolitik først og fremmest styres af: tyske interesser.

Historiens gang er ikke tilfældig. I forhold til migration og euroen lader EU til at være konstrueret til fordel for Tyskland, som ifølge stabilitetskriterierne aldrig skal hæfte for andre landes gæld.

At Tyskland i eurokrisen alligevel gradbøjede disse præmisser, lignede i tyske øjne europæisk storsind, mens de fleste syd for Tyskland overvejende så en tysk sparepolitik, der tvang de sydeuropæiske økonomier i knæ.

Så forskellige europæiske fortællinger findes der om de samme fakta.

Skyklap-europæere

I Schengenzonen virker reglerne også tyske, idet flygtninge ifølge Dublin-reglerne skal sendes tilbage til de første optagelseslande, som Tyskland er omgivet af mod syd. Men i resten af Europa blev det enorme tyske optag af flygtninge i 2015-16 alligevel ikke set som en idealistisk heltedåd ligesom i Tyskland, men derimod som en tysk enegang, der blev presset ned over hovedet på resten af EU.

Rödders originale bidrag til historietolkningen ligger således i de mange nationale perspektivskift og i hans spejlkabinet af europæiske mentaliteter og selvopfattelser, hvor synet på Tyskland varierer stærkt.

Et af hans redskaber er en håndfuld rammende interviews med intellektuelle tysklandskendere fra bl.a. Grækenland, Storbritannien og Polen, som ikke lægger fingrene imellem i deres syn på tyskerne. Uden selv at sige det alt for højt viser Rödder dermed sit tyske publikum, at de er skyklap-europæere: Når de siger Europa, mener de gerne et tysk Europa.

Generelt ser Rödder samtidig en tysk tendens til at »moralisere i stedet for at argumentere«. Når landet tilmed åbenlyst stiller økonomisk potens over sikkerhedspolitik, bliver det næsten for let at pege fingre ad en tysk egoisme, mener Rödder. Men som på de fleste andre punkter er de øvrige europæere her temmelig skizofrene i deres dobbelte krav: Tyskerne skal tage ansvar – og sørge for, at det tyske problem ikke blomstrer op igen.

I Rödders termer er løsningen derfor et dobbeltgreb af realisme og empati, som skal føre til mere afstemt europæisk lederskab fra tysk side.

Proeuropæisk konklusion

Med historien som retningsvisende baggrundstæppe argumenterer Rödder i sine afsluttende teser helt konkret og ganske afslappet for, at Tyskland og Frankrig bør tage hinanden fast i hånden og foreslå en ambitiøs forsvarstrekant med Storbritannien som et svar på Brexit.

Og i det helt store billede anbefaler han et pragmatisk »Europa a la carte« frem for den »evige integration«, som de europæiske traktater stiler efter.

Rödder hænger temmelig meget til den konservative side. Men det er en fornøjelse at følge hans rolige argumentation – og i sidste ende også hans proeuropæiske konklusion. For det tyske problem lurer stadig. Uden EU ville ikke kun Tyskland, men også resten af Europa atter få det at føle.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Aristoteles sammenblandede ikke Gud og det levende

    28. september 2019
    Også uden for de traditionelle akademiske institutioner kan der bedrives hæderlig og grundig forskning. Forskning, der ifølge Annick Stevens tjener sit eget frigørende formål, selv om det handler om en så gammel traver som Aristoteles
  • Ingen kapitalisme er heller ingen løsning

    21. september 2019
    Kapitalismen smadrer miljøet, undergraver lokalsamfundet og udhuler demokratiet. Den 85-årige schweiziske sociolog Jean Ziegler storsælger med sit frontalangreb på den kannibalistiske kapitalisme, men hans kunstige samtalebog leverer hverken sammenhængende analyser eller skyggen af løsninger
  • Læst udefra: Læs Kant, som du vil, men afliv ikke hans tænkning

    22. juni 2019
    Med Immanuel Kant blev tænkningen menneskelig, siges det. Denne begivenhed er lige så central for den vestlige filosofihistorie, som den kan være vanskelig at formidle. Ny introduktion fejler, hvor andet populærfilosofi undertiden også gør
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

"Uden EU ville ikke kun Tyskland, men også resten af Europa atter få det at føle."

Det er bare så præcist formuleret.

Ritt Bjerregaard angav 3 grunde til sin omvendelse til EU-tilhænger:
Tyskland, Tyskland & Tyskland - og det havde hun helt sikkert ret i.