Læsetid: 5 min.

Alt-Right-bevægelsen vil normalisere hvid identitetspolitik

Hadsk højreekstremisme er ikke længere forbeholdt uorganiserede internet-trolle i små subkulturelle onlinefællesskaber. I dag har Alt-Right-bevægelsen, der inspirerede terroristen fra Christchurch, fået kritisk masse i transnationale netværk med et voksende publikum af sympatisører
30. marts 2019

’Den store udskiftning’ er et begreb, som den franske højreradikale forfatter Renaud Camus lancerede med reference til den gradvise nedbrydning af den vestlige civilisation, som masseindvandring efter hans opfattelse fører med sig.

Sammenholder vi forskellene på fertilitetsrater mellem Vestens hvide og ikkehvide befolkninger, er det ifølge denne tankegang kun et spørgsmål om tid, før den sidstnævnte majoriserer, dominerer og derved knuser den førstnævnte.

Begrebet har i den grad slået an blandt Europas højreradikale grupper fra Pegida til Marine Le Pens Rassemblement National, og ønsket om at bevidstgøre om ’den store udskiftning’ og modvirke den blev da også påkaldt af gerningsmanden til de blodige terrorangreb mod to moskeer i Christchurch, New Zealand for nylig.

I USA abonnerer tilsvarende grupper på den stort set identiske teori om et igangværende ’folkemord på hvide’.

Der er ingen tvivl om, at hele denne forestillingsverden og dens indbyggede konfliktforståelse kan anspore til had og vold: Antallet af hadforbrydelser og terroraktioner begået af tilhængere af hvidt overherredømme er taget til i de senere år – blandt de seneste kan nævnes mordene på ni sorte amerikanske kirkegængere i Charleston i 2015, mordet på det britiske Labour-parlamentsmedlem Jo Cox i 2016, mordet på en antifascistisk aktivist i Charlottesville i 2017 og mordene på 11 jøder i en synagoge i Pittsburgh i 2018.

Racespørgsmål

George Hawleys The Alt-Right er bygget op omtrent som en ’begynderbog’ med en ordliste, der forklarer strømningens slangudtryk og en blå bog med portrætter af dens hovedpersoner, dog med fokus på USA.

Hawleys sammenligning med amerikansk mainstreamkonservatisme er lærerig. Som han forklarer, bringer Alt-Right-bevægelsens dybe optagethed af racespørgsmålet den i karambolage med en mainstreamkonservatisme, der går mere op i kristne værdier, abort og skattepolitik.

»Ifølge Alt-Right,« skriver han, »engagerer konservative sig mest i skattelettelser, deregulering og andre småborgerlige bekymringer, men viger tilbage for at tage livtag med de demografiske spørgsmål, som Alt-Right tilskriver en altafgørende og eksistentiel betydning.«

Konservative, som udviser racetolerance, ses som »medskyldige i en stiltiende kampagne for folkemord ved at opmuntre ikkehvid indvandring, kønslig omgang på tværs af racetilhørsforhold, lave hvide fødselsrater, hvide skyldkomplekser og generel nedgørelse af hvid kultur«.

Hawley ser et betydeligt overlap mellem dagens ultrahøjreradikale og ældre politiske traditioner i USA.

Han påpeger f.eks., at førstnævntes besættelse af ’racerealisme’, dvs. af den forestilling, at ’race’ ikke er en social konstruktion, men en biologisk kategori, der determinerer menneskers essentielle karakter, ikke er stort andet end en opdateret udgave af den såkaldt videnskabelige racisme, som ’racehygiejne’-tænk

George Hawley: ’The Alt-Right: What Everyone Needs to Know’. 264 sider. 16,95 dollar. Oxford University Press

ere som Madison Grant og Lothrop Stoddard var eksponenter for i 1920’erne og 30’erne.

Hovedforskellen er, at mens deres definition på hvidhed, som ikke omfattede syd- og østeuropæere, er definitionen nu udvidet til at inkludere alle af europæisk oprindelse.

Derudover har Alt-Right forbindelseslinjer til libertære og isolationistiske strømninger i amerikansk politik, som vi også ser slå igennem i America First-tankegangen i udenrigspolitikken og i modviljen mod affirmative action-programmer og andre statsdrevne initiativer.

Trumps fremmedhad

Intet tankegods er altså nyt, men det nye er, at internettet har givet det en større fremdrift ved at muliggøre opbygning af sociale netværk og et voksende internationalt publikum, der trods små ressourcer efterhånden har fået kritisk masse via populære websteder som Stormfront og The Right Stuff.

Ifølge Hawley betyder den kraftige vækst i disse onlinefællesskaber og medvinden for deres dagsordener, at den traditionelle konservatisme »får stadig sværere ved at sætte meningsfulde grænser i højrefløjsdiskursen.«

Meget er gjort ud af den ekstreme højrefløjs støtte til Donald Trump under præsidentvalget i 2016, og selv om dens sympatisører dengang utvivlsomt blev opildnet af hans uskrømtede fremmedhadsretorik, er det siden gået ned ad bakke, hævder Hawley.

Da tilhængere af hvidt overherredømme i 2017 arrangerede Unite the Right-marchen i Charlottesville, skulle den have været onlinesubkulturernes gennembrud til en modnet politisk bevægelse, men fremmødet blev langt lavere end håbet og bestod i vidt omfang af voldsparate og tosser som et dementi af den forudgående selvskabte hype om, at her ville en politisk vakt ny ung og hip generation træde ind på scenen.

Ganske vist omtalte Trump demonstranterne som very fine people, men efter alle objektive standarder var episoden en gigantisk pr-katastrofe.

Hadprædikanter udelukket

I mellemtiden har nye påfund fra teknologigiganternes side gjort det en smule sværere for højreekstremister at dyrke onlinesubkulturen. Flere af de mest fremtrædende hadprædikanter har fået lukket for konti og adgang til sociale medier.

Pay Pal har nægtet at fungere som betalingsformidler for flere højregrupper, og i dag synes bevægelsen på vej til at blive spaltet i uforsonlige etnocentrikere og en såkaldt alt-lite-fraktion, der fokuserer mere på kultur end på biologi.

Hawley medgiver, at Alt-Right-etiketten (opfundet af den ’hvide identitetstænker’ Richard B. Spencer i 2008) i lyset af den fragmentering kan være på vej til at miste sin mening. Men selv hvis bevægelsen skulle forblive et alt overvejende anonymt onlinesammenrend, kan den stadig udgøre en fare og stadig animere racister og fascister over hele den engelsktalende verden.

Den internetbårne højreradikale bevægelses internationalistiske karakter kan synes paradoksal for grupper, der er erklærede nationalister, men onlinegruppernes publikum identificerer sig stærkere med etnos – folkestammen – end med nationen, så når amerikanske, britiske og australske racister omgås og udveksler ideer online, føler de sig svejset sammen som medlemmer af det samme angelsaksiske fællesskab.

Og den digitale teknologi har ikke blot været et stærkt redskab både for etablering af de transnationale netværk. Det har den også som transmissionskanal for propaganda og i værste fald for terrorhandlinger, som da gerningsmanden i Christchurch kunne livestreame sine angreb på Facebook.

Andre bøger

Mike Wendlings Alt Right: From 4chan to the White House fra 2018 anlægger en mere antropologisk vinkel end Hawley med interviews med flere af Alt-Right-bevægelsens medlemmer, mens Thomas J. Mains The Rise of the Alt-Right, også fra 2018, giver et glimrende og detaljeret indblik i den akademiske forskning i emnet.

David Neiwerts Alt-America fra 2017 trækker et historisk perspektiv tilbage til agitationen for hvidt overherredømme i USA i 1990’erne og 2000’erne – fra bilbomben i Oklahoma City i 1995 til Birther-bevægelsen i Obamas regeringshær og frem til Trumps valgsejr i 2016. 

En del andre bøger har beskæftiget sig med de digitale subkulturer, som er blevet synonym med den yderste højrefløj. Blandt disse må nævnes Angela Nagles Kill All Normies (2017) og Whitney Phillips fascinerende undersøgelse af racisme og kvindehad på fora som Reddit og 4chan, This Is Why We Can’t Have Nice Things (2015).

Ved at understrege parallellerne mellem onlinetrolle-adfærd og Fox News’ ekstremt chauvinistiske tilgang til politisk journalistik tilbyder Phillips et velkomment korrektiv til den forfejlede opfattelse, at internettet i sig selv skulle være den primære rugekasse for racistisk opblomstring.

Enhver, der tror, man kan afvæbne racister og fascister ved at invitere dem indenfor i mainstreammedier og her sætte dem til vægs med bedre argumenter, må spørge sig selv, om han eller hun har forstået deres patologis særlige egenart. Det er svært at se for sig, hvilken debat der kan føres med mennesker, som bilder sig ind at udkæmpe en demografisk overlevelseskamp som et ufravigeligt nulsumsspil.

Etnonationalismen indebærer ultimativt etnisk udrensning med voldelige midler som sin horisont, og den kan pr. definition ikke acceptere kompromiser. En kultur, der bygger på hadet til den anden og forklarer verden ud fra konspirationsteorier, kan man ikke række hånden ud til.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Studerende fra University of California Santa Barbara er samlet for at mindes ofrene for den 22-årige Elliot Rodger, der dræbte seks og sårede 14 nær universitetets campus fredag den 22. maj 2014. Rodgers blev den første af en række drabsmænd med forbindelse til den amerikanske højreekstremistiske bevægelse alt-right og blev en vigtig inspirationskilde for bevægelsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Knap
Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den hvide mands dødskamp. I fremtiden er vi alle mennesker med hver vores særpræg i udseende og holdninger.
Artiklen giver også lidt perspektiv til debatten om internettet. Er det i orden, at censurere højreekstremistiske grupperinger på internetter?
Hvis ja, hvornår er en højreekstremist ekstrem nok til at retfærdiggøre censur?