Læsetid: 3 min.

Borgerkrigen som grænsefænomen

Filosofistjernen Giorgio Agamben udfolder borgerkrigen som paradigmet for politik i Vesten. Man kunne have ønsket sig større begrebslig præcision, hvis denne forestilling virkelig skulle have været overbevisende
20. april 2019

Italienske Giorgio Agamben er noget så sjældent som en filosofisk superstjerne. Hvad end man måtte mene om hans bevidst polemiske arbejde, er det et faktum, at han inden for humanvidenskaberne er blevet en uomgængelig forfatter i løbet af de seneste 25 år.

Som kronen på sin omsiggribende produktion udkom sidste år i italiensk version det samlede Homo Sacer-projekt, der består af hele ni bøger. Et projekt, der forsøger en gentænkning af hele den vestlige politiske historie. Det er i denne forbindelse, at værket Stasis netop er udkommet i en ny, udvidet udgave.

Her forsøger Agamben at lægge grunden for en forståelse af ’borgerkrigen’ (fra græsk, stasis), som han mener, man har haft en tendens til at overse inden for den politiske teori. Denne gentænkning forløber gennem tre dele: den første om antikkens Grækenland, den anden om Thomas Hobbes og til slut om Carl Schmitt.

Agambens idé er, at borgerkrigen i virkeligheden udgør et fænomen, der antager forskellige former i løbet af den vestlige historie, og det selv om den politiske virkelighed gennem denne historie har ændret sig radikalt.

Mellem husstand og by

Borgerkrigen er for Agamben et grænsefænomen, der udgør en tærskel mellem to af nøglebegreberne i hele Homo Sacer-projektet: ’husstanden’ (græsk: oikos) og ’byen’ (græsk: polis). At borgerkrigen er et grænsefænomen, betyder, at enhver historisk gruppering befinder sig et sted mellem en bevægelse mod ’byen’ og en bevægelse mod ’husstanden’.

Som grænse for disse to modsatrettede bevægelser finder man borgerkrigen. Her kan man ikke skelne mellem slægtninge og medborgere. Her er ens broder ens fjende, og ens medborger ens broder.

På denne måde viser borgerkrigen sandheden om det, byen forsøger at virkeliggøre, nemlig overvindelsen af husstandens logik, der alene beskæftiger sig med livets nødvendigheder og derfor ikke tillader et frit liv.

Netop forestillingen om, at borgerkrigen er inkluderet i byen gennem en eksklusion, dvs. at byen har et ambivalent forhold til borgerkrigen, netop fordi den selv er et produkt af bilæggelsen af de stridigheder, der angår liv og død, er typisk for Agamben.

Han finder en lignende mekanisme, når han studerer Hobbes, hvor borgerkrigen udgør grænsen mellem en biologisk defineret ’befolkning’, (oikos) og et politisk defineret ’folk’ (polis). Agambens pointe er, at Hobbes aldrig overvinder dialektikken mellem disse to poler, hvorfor deres ambivalente forhold ender med at definere den moderne stat.

Manglende præcision

Man kan indvende adskille ting over for Agamben. Når det gælder Hobbes, kan man beklage, at han udbreder en forestilling om staten hos Hobbes som et legeme i tråd med kristendommens lære om corpus mysticum, dvs. Jesus som hovedet på kroppen af de troende.

Det er i bedste fald upræcist: Hobbes forsøger netop at lægge denne teologisk funderede udlægning af fællesskabets enhed bag sig. Det fremgår derimod aldrig klart, hvad Agamben forstår ved »et politisk legeme«.

Samme indvending gælder behandlingen af den græske polis, og her er problemet måske større: selv om der tales om de relationer, der definerer hhv. husstanden og byen, så bliver det aldrig klart, hvilken relation der karakteriseres som »politisk«.

Hvorvidt den tager udgangspunkt i krigens begreb om ven og fjende, eller om den tager den græske selvopfattelse for gode varer, og derfor angår en bestræbelse på at opnå det fælles bedste, ja, det gør selvsagt ikke nogen lille forskel.

Selv om Agamben i sidste del netop studerer Schmitts distinktion mellem ven og fjende, så synes det tvivlsomt, at dette begrebspar entydigt forklarer, hvad det vil sige, at den politiske relation bliver økonomisk, dvs. knyttet til oikos, uden et klart begreb om, hvad denne relation består i inden borgerkrigen, dvs. inden den bliver til en ven/fjende-relation.

At Agamben nok ville indvende, at ubestemmeligheden netop er karakteristisk for disse relationer, overbeviser i hvert fald ikke denne anmelder.

På falderebet så lad det dog være sagt, at Agamben altid er underholdende at læse. Og om ikke andet er en forfatter, man gider være uenig med, altid at foretrække frem for en, man er ligeglad med. Agamben er aldrig det sidste.

Giorgio Agamben. ’Stasis. La guerra civile come paradigmo politico’. Bollati Boringhieri, 15 euro. 119 sider.

’Stater kvier sig ved at kalde væbnede konflikter, de er involveret i, for krige. Før 1945 blev krige erklæret og afsluttet med fredstraktater. Det sker ikke længere,’ siger den britiske historiker og Harvard-professor David Armitage til Information.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu