Læsetid: 3 min.

Af fiktion lader vi os villigt vildlede

Den schweiziske litteraturprofessor Thomas Strässle er dykket ned i gråzonerne mellem fiktion, falskneri og sandhed i et forsøg på at afklare begreber, der i en fake news-tidsalder også har åbenlys politisk relevans
»Alt, hvad der står i denne bog, er løgn og forbandet digt. Ikke én af personerne har den ringeste lighed med deres levende forbilleder,« skrev Klaus Rifbjerg i Marts 1970.

»Alt, hvad der står i denne bog, er løgn og forbandet digt. Ikke én af personerne har den ringeste lighed med deres levende forbilleder,« skrev Klaus Rifbjerg i Marts 1970.

Sofie Amalie Klougart

20. april 2019

»Alt, hvad der står i denne bog, er løgn og forbandet digt. Ikke én af personerne har den ringeste lighed med deres levende forbilleder.«

Sådan skriver Klaus Rifbjerg i Marts 1970, der i sin tid vakte opsigt. Især fordi man i romanen kunne læse om en prinsesse Margrethe, der var sin mand, prins Henrik, utro med en svensk statsminister, der hed Olof Palme.

»Løgn og forbandet digt« er så at sige temaet for Fake und Fiktion skrevet af Thomas Strässle, en 47-årig schweizisk litteraturprofessor.

Hans essay er litteraturkritisk og politisk interessant. Især  i en tid, hvor falske nyheder florerer i alternative virkeligheders ekkokamre, og hvor USA’s præsident snart vil have fremsat 10.000 løgnagtige påstande (ifølge Washington Posts dagligt opdaterede database).

Digtere siger heller ikke sandheden, men de lyver på andre måder. Hvad de fortæller os, lader sig ikke forene med det, vi forstår ved sandhed. Det er deres natur og forpligtelse at fabulere.

Derfor kan Homer bilde sine læsere, ind, at der eksisterer fabelvæsener som sirener og kykloper, skønt ingen har set sådanne, og skønt beskrivelsen af dem strider mod det, vi ved om verdens indretning. Ikke desto mindre fortæller Homer om dem, som om han havde set dem.

Ærlige løgne

’Naturalistisk’ litteratur er trods fraværet af fabelvæsner lige så bedragerisk. Derfor kan Flaubert fortælle os om sin romanhovedpersons, Emma Bovarys, inderste sjælsrørelser, så vi tror, han har intimt adgang til disse. Ganske uagtet at vi udmærket ved, at hun aldrig har levet, og at provinsflækken Yonville, hvor hun vansmægter af amourøse længsler, aldrig har eksisteret.

Af fiktion lader vi os villigt vildlede.

Fænomenet kan betegnes som ’godvillig suspension af mistro’. Fiktion er et ambivalent spil med mulige verdener af større eller mindre sandsynlighed, større eller mindre genkendelighed, større eller mindre efterligning. Fiktioner er ikke adskilt fra virkeligheden, men kommenterer den.

Strässle skelner mellem fiktion og falskneri: Begge er »virkelighedsafvigelser«, men mens et falskneri altid rummer fiktion, er fiktion ikke altid et falskneri.

Litterære fiktioner bygger på en implicit kontrakt mellem forfatter og læser, hvor den sidste skal acceptere den førstes fremfantaserede verden som potentielt virkelig. De er ærlige løgne, mens der ikke findes en lignende kontrakt for falsknerier.

For Neue Zürcher Zeitungs anmelder er det en fortjeneste i Strässles essay at vise os, hvor flydende grænserne kan være, og hvor meget der i sidste ende handler om forventning.

Det påviser forfatteren i casestudier fra både journalistik og litteratur. Et eksempel er charlatanjournalisten Claas Relotius’ velskrevne reportager i Der Spiegel, der havde klare kvaliteter. Desværre byggede de på opspind og ikkeeksisterende kilder.

Dramadokumentar

Et andet eksempel er brugen af såkaldt faktion i historiske romaner eller dramadokumentarisme, der muliggør en højere indlevelse, end faglitteratur eller journalistik kan frembringe.

Her bliver det et argument imod faktion, at en sammenblanding af virkelige personer, fiktive figurer og forestillede indre monologer skaber falske billeder af den ’virkelige historie’.

Også i skønlitteraturen kendes eksempler på problematisk sløring af skellet mellem virkelighed og fiktion som i den tyske forfatter Wolfgang Hildesheimers bog Marbot, der prætenderer at være en historisk korrekt biografi af en engelsk adelsmand med pertentlige kronologiske redegørelser, kildeangivelser og autentiske bifigurer, men hvis biograferede person aldrig har eksisteret.

Det farlige ved falsknerier er ifølge Strässle ikke så meget, at de udbreder påstande, der strider imod fakta. Det er rettere, at de kan være iblandet så mange halve sandheder og antage så appellerende fortælleformer, at selv ikke hære af faktatjekkere kan gendrive og uskadeliggøre dem.

Politiske falsknerier er plausible for et kernepublikum, fordi de præcis tilstræber at styrke eksisterende overbevisninger. Deres mission er at ramme os der, hvor vi er mest modtagelige, for også i politik findes viljen til at suspendere mistro: Helst vil vi tro på det, der harmonerer med vores yndlingsforestillinger.

Süddeutsche Zeitung er mere forbeholden. Strässle beskriver manipulationer, snarere end han forklarer dem socialpsykologisk og er for anekdotisk i sin fænomenologi, hedder det. Dog fremhæver anmelderen Strässles »velkomne problematisering af de begreber om falsk og sandt, vi for ofte omgås ureflekteret«.

Hvornår der foreligger henholdsvis fakta og falsknerier, kan være meget mere uoverskueligt, end vi tror. Samtidig kan den gode fiktion vise os nogle af de sandheder, falsknerierne vil tilsløre.

Skeptiske må vi være over for alt, der udgives for sandhed, men for Strässle har vi i kampen mod politiske bedrag og fake news været for fokuserede på at gendrive faktuelle fejl.

Større opmærksomhed bør vi rette imod de narrative virkemidler, der fremmer suggestion og identifikation. Der er med andre ord snarere brug for bedre modfortællere end for flere faktatjekkere.

Thomas Strässle: ’Fake und Fiktion. Über die Erfindung von Wahrheit’. Hanser Literaturverlage. München 2019. 95 sider. 18 euro

De fire dokumentarister Eva Mulvad (t.v.), Pernille Rose Grønkjær, Phie Ambo og Marie Skovgaard er alle aktuelle på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Biblen. Påskedag. Hvor kommer den fra? Fiction, faktion, begge dele, en slags fortælling er den i hvert fald.

Journalistik kender begrebet: Er der en historie jeg kan skrive nu og kommer på i morgen.

Det eneste vi behøver at vide, er at vi skal altid spørge, før vi forventer et svar.

Henrik Ljungberg