Grønlands vej mod selvstyre baner vejen for stille at afvise fortids samhørighed med Danmark

I tidens løb har det ikke skortet på danske ideer til, hvad man skulle stille op med Grønland. Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, insisterede i vanlig anarkistisk stil på at sælge øen til amerikanerne. Glistrups åndelige efterkommere i Dansk Folkeparti vogter nidkært over den økonomiske ubalance i Rigsfællesskabet, reagerer vredt på grønlændernes kritiske udtalelser om Danmark og hævder gerne danske interesser i grønlandske råstofforekomster.

En overgang forhandlede Irma isterninger fra indlandsisen til brug i danske drinks. Afsmeltningen siden kan have afsvækket markedet. Men ideer er der nok af.

For mere følsomme gemytter repræsenterer Grønlands natur, kulturen og menneskene værdi i sig selv. Dertil kommer øens enorme strategiske betydning, der jo ikke reduceres i disse år, således som de arktiske farvande, mens stormagtsinteresserne skærpes.

At dansk suverænitet, understreget af Sirius-patruljens regelmæssige færd over isen, mest af alt er en illusion markeres af amerikanernes nærvær samt den historiske kendsgerning, at Danmark i åben konflikt – såsom under Anden Verdenskrig – ikke har potens til at opretholde herredømmet.

Grønland koloniseredes første gang sydfra af Erik den Røde, hvis efterkommere uvist af hvilken grund måtte opgive bosættelsen. Megen viden har man ej heller om vikingernes kontakt med de datidige indfødte, om nogen af betydning.

Sammensmeltningen af tvillingerigerne Danmark og Norge betød senere utvetydig dansk overhøjhed i kolonial marinade, med hvad deraf fulgte af dansk lov og ret, mission og monopolhandel. Men der var også dansk fascination af de særprægede fangersamfund med forfinede specialredskaber, snehytterne, kajakroning, konebåde, trommedans og et højt udviklet sprog, der i nærkontakt afslørede dybder af lyrisk fortællestof.

Men en koloni var og blev Grønland til det store spring fremad i 1800-tallets slutning og op til 1953, da en ny grundlov fastslog Grønland som amt på lige fod med alle andre. ’Lige fod og lige fod’ er måske så meget sagt, for forholdene var så indbyrdes afvigende, at ligheden var af mere principiel karakter.

Et nyt bind i Aarhus Universitetsforlags 100 danmarkshistorier: Grønlands Amt af postdoc i historie Jens Lei Wendel-Hansen opridser historien om det store amt med særlig vægt på tiden lige før og efter 1953.

Den virkelighed, der fulgte, konstituerer grundlaget for vore dages debat i Grønland og Danmark: Hvilken selvstændighed det grønlandske folk forestiller sig. I mindre grad hvad Rigsfællesskabets ankerlands danske politikere mener.

At Grønland fik amtsstatus betød på den ene side, at grønlændernes krav om ligestilling med det øvrige Danmark blev tilgodeset.

På den anden side – og til forskel fra Færøerne og tidligere Island – med det foreløbige, men langstrakte resultat, at selvstændighedsprocessen så at sige blev sat i bero, og dansk forvaltning op til hjemmestyreloven i 1979 fungerede markant som den gamle dominerende amtsforvaltning på Færøerne.

Fra 1950 var den danske forvaltning lagt i hænderne på en embedsmand med den respektindgydende titel Landshøvding – i uniform, sabel og sovsekande med fjerbusk. Landshøvdingen med hovedkvarter i Godthåb vel at bemærke var født formand for landsrådet og havde indseende med så at sige alt af betydning.

Landshøvdingene var forskellige af gemyt, det siger sig selv, og de grønlandske medlemmer af Landsrådet havde betydelig indflydelse. En stor undersøgelse, som forfatter Charlotte Langkilde har leveret om amtmandsforvaltningen på Færøerne, mangler fortsat, men der er ikke tvivl om, at skiftende landshøvdinge fulgte Grønlandsministeriets forskrifter og forvaltede forsvarligt.

På den anden side bekræftede det ulige forhold Grønlands stilling trods den lige fod.

Dannebrog og Erfalasorput

Dertil kom en grundlæggende forskel fra Island og Færøerne, hvor kultur- og kulturfællesskabet var mere åbenbart. Grønland var jo anderledes og ikke altid i pagt med den embedsmandsverden og erfaring som en syddansk landshøvding bragte med sig. Onde tunger antyder, at de sidste landshøvdinges tilstedeværelse – kan hænde en enkelts udpræget nationalkonservative attitude med særlig vægt på formaliteter, kongehus og uniform– fyrede godt op under temperamentet i hjemmestyrekravet og i den holdning, der vel i sidste ende – måske ad åre, men næppe aldrig – fører til Grønlands fulde selvstændighed.

Indtil videre vækker det jubel på kajen, når de kongelige anduver og grønlandske skolebørn står parat med flag i papir og det rigtige Dannebrog vajende side om side med Erfalasorput.

Kolonimagters forhold til kolonier har som regel svært ved at finde naturligt leje. Nogle i den tidligere koloniserende befolkning har svært ved at give slip, det samme i det koloniserede folk.

For sidstnævntes vedkommende matcher tidligere landstyreformand Aleqa Hammonds uforsonlighed Dansk Folkepartis udtalte mistro til Nuuks radikale politikere.

Den gammeldanske holdning til Grønland, og Grønlands muligheder og problemer opregner Jens Lei Wendel-Hansen lidenskabsløst og refererer den udbredte formening i København: at Grønland var en mere eller mindre ubestemmelig mellemting mellem Færøerne, Dansk Vestindien og Den Kongelige Porcelænsfabrik. Kort sagt: en statslig virksomhed der på bundlinjen skulle indbringe danskerne indkomst.

Den mening er utvivlsomt fortsat grundlag for den dansknationalistiske holdning. Både den folkelige danske og den overvejende politiske velvilje er dog klar nok. Grønland indgår ydermere i den danske selvfølelse af lilleput, men på trods og med Grønland som aktiv i erindringen om det danske imperium.

Hedtofts Lille Peter Edderkop

Fysisk kontakt mellem syd og nord var dog problematiske. Christian 4. afsendte en ekspedition til de isfyldte farvande, og så kom Hans Egede. Farligt var det. I 1959 ramte det nye grønlandsskib Hans Hedtoft et isbjerg og forsvandt med mand og mus.

Den statsminister, der lagde navn til katastrofeskibet og satte skub i den grønlandske moderniseringsproces, besøgte ti år før forliset landet. Til forsamlingens jubel istemte Hedtoft med sin store sangstemme Lille Peter Edderkop og sammenlignede Grønlands bestræbelser med det ihærdige lille dyr, der kravler op og falder ned og kravler op igen.

At det hele ikke var lutter jubel og idyl, og at moderniseringsprocessen trods alle store ord også var et dansk imperialt projekt med givtig udsending af det ene og det andet til fordel for danskerne selv, demonstrerede digteren og politikeren Aqqaluk Lynge i digtet:

»Grønland – danaidernes kar
ganske umættelig af/udsendte svin
udsendte kræ
udsendte kloakrø
udsendt kolonialisme
-udsendtisme
Grønland
– vi er afladskræmmernes kiste
–når pengene i Grønland klinger
langsomt min sjæl ud af Grønland punger.«

Udsendtismen som Aqqaluk Lynge altså kaldte danskernes tilbøjelighed – ofte i god mening – til at læsse mennesker, materiel og varer i tonsvis nordpå, gav sig også udslag i de sociologiske eksperters forsøg på at tilpasse moderne lovgivning til et land, der var så meget anderledes, at det i flere tilfælde syntes umuligt.

Juristen og sociologen Werner Goldschmidt lavede således flere undersøgelser af straffelovsforholdene og forelæste dengang på KU om begrebet samfundsfrustrationer: Danske myndigheder kom til kort, når de stod over for en gal morder, der havde forskanset sig på en lille ø i en fjord.

Da der ikke var fængsler, tog et par mand ud med en riffel og bygdens velsignelse og fik den sag ordnet. Det passede ikke syddanske forestillinger om et retssamfund så godt. Skønt en senere dansk justitsminister efter eget udsagn om utilpassede elementer åbenbart kunne finde på lignende drakoniske løsninger i snæver vending og demonstrerer retssamfundets tynde fernis.

Det korte af det lange: Grønlands lange vej fra koloni til amt til hjemmestyre og til selvstyre bereder uundgåeligt det sidste stykke frem mod stille at afvise fortids samhørighed med Danmark.

Jens Lei Wendel-Hansen: ’Grønlands Amt’. Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner