Læsetid: 4 min.

Jason Hazeley og Joel Morris skriver brexitironi som herskerteknik

Den ironiske børnebog for voksne, ’The Story of Brexit’, gentager en årtier lang tradition: London-ironikere bruger uddannelseselitens formsprog til at distancere sig fra alle de landsmænd, som rent faktisk synes, at nationen er stolt og uafhængig. Og de aner ikke engang selv, at de gør det
The Story of Brexit er ironisk par excellence, og det er ikke tilfældigt, skriver Christian Bennike.

The Story of Brexit er ironisk par excellence, og det er ikke tilfældigt, skriver Christian Bennike.

Isabel Infantes

27. april 2019

På bare fire år er to britiske skolekammerater, Jason Hazeley og Joel Morris, gået fra at være anonyme joke-skribenter på diverse tv-programmer til bestsellerforfattere med over fem millioner solgte bøger under bæltet.

Det hele begyndte med en god idé (som måske, måske ikke var deres egen – der findes nemlig en kvinde derude, som hævder, at de har stjålet hendes koncept): De to herrer tog fat i forlaget Penguin Press og foreslog dem at lave en pastiche-version af de gode gamle Ladybird-bøger, som alle briter, der har haft børn eller selv har været børn, kender.

Fra 1940 til 1980 udkom 646 forskellige titler i Ladybird-serien alle skåret over samme læst: 56 sider med farverige illustrationer og korte, afvæbnende tekster, der forklarer børn om alverdens fænomener fra vikinger til motorcykler og computere. Vi taler didaktik, som vor mor lavede den, og Ladybird kan placeres på samme literære stamtræ som bøgerne om Jan eller De Fem.

Nå, men Hazeley og Morris ville altså lave en satirisk pastiche-udgave, Ladybirds for Grown-Ups: Samme længde, samme tone, samme originale illustrationer, men om emner som hipstere, mødekultur og midtlivskriser.

Den første, The Husband, udkom i 2015 og blev straks en succes. Siden er der kommet over 30 titler. Det er sådan nogle bøger, som ligger på disken i boghandlen ved siden af dankortmaskinen, så man lige kan tænke: ’hehe, sjov idé, hmm 7,99 pund, det er da ikke galt’.

I oktober sidste år blev det så rigtig interessant, for der udkom Ladybird: The Story of Brexit.

Heidegger i spejderuniform

Første opslag i Ladybird: The Story of Brexit er en tegning af en britisk sommerlandsby among England’s greenest hills set fra oven, komplet med fåreflokke, pittoresk kirke og stille å.

»Storbritannien er en stolt ø,« lyder teksten.

The Story of Brexit: Jason Hazeley og Joel Morris.

»I århundreder har vi stået alene. Nu står vi alene igen. Andre lande som Kroatien og Spanien har brug for at være en del af Europa, fordi de tydeligvis er kujoner. Men vores land er særligt, og andre lande står i kø for at få det, vi kan tilbyde, uanset som det er Stings musik eller nogle af vores mange milde oste. Det er fremtiden.«

Vi svømmer i ironisk farvand fra første færd, endda med satirisk bid: Sting og ost, Vorherre bevares, og selv forestillingen om et smukt, selvtilstrækkeligt England med å og kirke … latterligt.

Nogle sider senere møder vi en herre, der ligner Martin Heidegger i spejderuniform, og som ifølge teksten er i gang med at smide alle, der ikke kan synge fjerde vers i nationalsangen, ud af landsbyen – endda hans egen VVS-mand. Latterligt.

Og vi møder en baron Montmorency De Douchelord Ponsonby-Fring, der stemte leave for at give fingeren til »eliten«, og en 63-årig brexittilhænger, som jo ikke selv kommer til at mærke konsekvenserne. Latterligt, latterligt.

Bogen slutter med en tegning af nogle krigsfly i dog fight under den blå himmel højt over en lille by. Teksten lyder:

»Da nazisterne fløj over Dover, slog Storbritannien modigt tilbage uden hjælp fra nogen bortset fra en masse piloter fra Østeuropa, Canada, Afrika, USA og Caribien.«

Igen: Latterligt.

90’er-humor som elitær dominans

The Story of Brexit er ironisk par excellence, og det er ikke tilfældigt.

Som humorform er ironien ekskluderende. Man skal jo kende Stings særlige position i det kulturelle landskab for at kunne være med på joken. Man skal kunne gennemskue den politiske kontekst og kunne jonglere med tvetydige symboler, der hele tiden sættes sammen på nye måder (Hvad er det egentlig med Sting og mild ost? Spiser Sting ost? Jeg forstår det faktisk ikke …)

Ironien skiller fårene fra bukkene og virker derfor som en effektiv markør for social kapital.

Desuden har ironien pr. definition en flydende ontologi: Intet har betydning i sig selv, alt handler om kontekst og glimt i øjet, der skal hele tiden tolkes og afkodes.

Siden de glade End of History-90’ere er den ironiske udtryksform vokset til at blive de universitetsuddannede byboeres sprog. Den klasse, som i samme periode er blevet det globaliserede Vestens moralske autoriteter. De hylder nemlig samme principper, som ironien bygger på: Det flydende, det åbne, fleksible og foranderlige. Seksualitet er flydende, grænser er åbne (eller i hvert fald ikke lukkede), fællesskaberne er abstrakte og dynamiske.

The Story of Brexit bliver en gentagelse af årtiers sociale dominans: London-ironikere bruger uddannelseselitens formsprog til at distancere sig fra de landsmænd, som rent faktisk synes, at deres nation er stolt og uafhængig. Og det mest utrolige er, at London-ironikere ikke ser deres egen dominans.

Forlaget Penguin skriver på deres egen hjemmeside om The Story of Brexit, at »uanset om Brexit fik dig til at grine eller græde, vil Ladybird’s The Story of Brexit bare få dig til at grine«.

Mit gæt er dog, at brexittilhængerne griner lidt mindre højt end brexitmodstanderne.

The Story of Brexit. Jason Hazeley og Joel Morris. Penguin Press. 56 sider. 69 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkel Hyllested

Engelsk ost handler om det samme, som danske pølser og det meste dansk ost: Hvis man ikke har kendskab til tyske pølser og fransk/italiensk ost, tror man, at vi selv producerer prima produkter. men i virkeligheden kan man lige så godt stikke tungen ud ad vinduet. Altså er eksemplet en understregning af anmeldelsens pointe.

Kære Thorkel
Du har ganske ret, bortset fra at tyskerne hverken når franskmænd og italienere til anklerne, når det handler om pølse i topkvalitet.
Og så er prisudviklingen i både Frankrig og Italien væsentlig mere fornuftig.
Tyskerne er velforrede idag, og selv medium gode pølseproducenter, prissætter som var de absolut verdensklasse - det er de ikke.
Men det er de i Frankrig og Italien;)