Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Frihed er ikke noget, der er, men noget, der sker

Den store tyske filosof Hegel forstod frihed som en bevægelse mellem befrielse og ufrihedens genkomst i form af den ’anden natur’. Ny bog genaktualiserer Hegels dynamiske frihedsbegreb
6. april 2019

Hvis der i tysk filosofi er en tænker, der aldrig går af mode, så er det Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der levede fra 1770 til 1831 og var en af idealismens hovedskikkelser.

Hegel gjorde op med forgængeren Immanuel Kants dualistiske modsætning mellem den materielle virkelighed og den menneskelige erkendelse. Han introducerede den dialektiske tænkning, hvor erkendelsen drives frem af en processuel dynamik mellem modsætninger.

Christoph Menke: ’Autonomie und Befreiung’ 215 sider. 18,50 euro. Suhrkamp

En af dialektikkens repræsentanter i nutiden er den kritiske teoretiker Christoph Menke, der er aktuel med en bog om Hegels frihedsforståelse, Autonomie und Befreiung (Autonomi og befrielse).

Som det var karakteristisk for Hegels dialektik, er hans opfattelse af frihed grundlæggende dynamisk: Frihed er ikke noget, der er, men noget, der sker.

Det gør hans udlægning til et interessant alternativ til nutidens fremherskende forestilling om frihed som udtrykt i universelle frihedsrettigheder.

Fra natur til autonomi

Ifølge bogen vandt begrebet autonomi frem i tiden omkring Den Franske Revolution og indvarslede den moderne filosofis epoke.

Før den havde det fremherskende frihedsbegreb været negativt defineret, det vil sige som et fravær af tvang, love og regler.

I naturen er mennesket frit, men ved indtrædelse i samfundslivet opgiver vi en del af vores frihed til gengæld for tryghed og forudsigelighed.

Samfundets love indskrænker vores frihed i den grad, der er nødvendig for at forhindre os i at øve tvang mod andre samfundsmedlemmer og dermed begrænse deres frihed.

Det ændrer sig med oplysningstiden. Fra nu af opfattes natur ikke længere som frihed og samfund som begrænsning, tværtimod: Ufrit er mennesket, når det lader sig styre af sin egen, indre natur (drifterne), og det opnår først frihed, når det ud fra den menneskelige fornuft opstiller love for sin egen adfærd og dermed hæver sig over det dyrisk-mekaniske niveau. Fordi lovene udspringer af fornuften, virkeliggør de menneskets væsen frem for at begrænse det. Det er dette frihedsideal, begrebet om autonomi udtrykker: overensstemmelse mellem selvregulering og selvrealisering.

I Kants version er det autonome frihedsideal moralsk forstået. Ved fornuftens kraft erkender mennesket universelle moralske forskrifter, der udgør forudsætningen for samfundslivet, men som ikke selv er samfundsskabte.

Her bryder Hegel med Kant: Han ser ikke frihed som en tilstand, men som en historisk proces, der involverer en dialektisk udveksling mellem individ og samfund.

Den anden natur

For Hegel er frihed det samme som frigørelse.

Mennesket frigøres fra naturens tvang igennem dets dannelse til samfundsvæsen. Først som resultat af denne dannelse bliver det bevidst om sin natur og i stand til at hæve sig over den. Men samtidig disciplineres det til ubevidst at følge nogle fasttømrede samfundsnormer. De fremstår for individet som naturlige, og derfor taler Hegel om den ’anden natur’.

Den anden natur er ufrihedens genkomst i det frie individ, og med ufriheden genopstår behovet for frigørelse. Eller som Menke skriver:

»Frihedens tilblivelse er uendelig. Der eksisterer ingen frihed, eller også eksisterer den kun som sin egen frembringelse, fordi den nødvendigvis hele tiden frembringer sig selv som ufrihed.«

Man kan med andre ord aldrig være fri, men må til stadighed blive det. Friheden er en opgave snarere end en forudsætning.

Det er frigørelsens dialektiske bevægelse: Friheden slår hele tiden om i ufrihed, fornuft i fordom, og selvbestemmelse i tvang. Som anden natur er ufriheden et uundgåeligt moment i den menneskelige bevidstheds fremadskridende udvikling, og derfor findes friheden kun som sin egen gentagelse: Frigørelsen er hele tiden en gentagelse af en tidligere frigørelse, der har naturaliseret sig som en ny form for ufrihed, et nyt dogme.

Individ og fællesskab

Bogen er en samvittighedsfuld læsning af Hegel, men den udforsker samtidig centrale temaer fra Menkes eget forfatterskab.

Derfor er det overraskende, at han ikke sammenholder Hegels processuelle frihedsbegreb med det, han selv udvikler i sin forrige bog, Am Tag der Krise, der udkom blot en måned før den her omtalte.

Hvor den første bog lagde vægt på frigørelsen som et socialt begreb (eksemplificeret i den ’revolutionære indstilling’ hos kollektivet), fremstår det sociale element i Hegel-udlægningen mere instrumentelt.

Hos Hegel går befrielsen via det sociale, men friheden er ikke selv social. Selv om individet kun kan frigøre sig i en uendelig proces ved sin deltagelse i samfundslivet, er selve frigørelsen stadig forstået individuelt: Hver for sig frigør vi os gensidigt gennem hinanden.

Det ville have været interessant at se Menke bygge bro mellem friheden gennem fællesskabet og den fælles frihed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu